mandag den 16. juli 2018

Stadig flere kirkelige tilbud på Caminoen

Er der mulighed for at gå i kirke på Caminoen, lyder spørgsmålet. Og svaret er: Om ikke dagligt, så temmelig tit. For de der - bl.a. også - går pilgrimsvandring i Spanien, fordi de søger eller fordi de gerne vil snakke lidt med Vor Herre undervejs, kommer der nemlig stadig flere tilbud fra kirkerne langs de forskellige Caminoer. Camino Frances har stadig langt flest kirkelige tilbud, men de andre ruter begynder at følge efter - ikke mindst Via de la Plata med turen videre af Camino Sanabres, samt Camino Portugues fra Porto. Her et kort, som er lavet af de spanske menigheder langs Camino mSantiago, hvor du kan se de kirkelige tilbud.

søndag den 15. juli 2018

Nok en "billedbog" fra Camino Frances

En amerikansk pilgrim, der hedder Joseph Shields, har lavet en fotoblog om sin vandring af Camino Frances her i juni i år. Der er rigtig mange flotte billeder, her et fra starten taget i "pilgrimsgaden" i Saint Jean Pied de Port:
Du kan se masser af flotte billeder fra Camino Frances på selve bloggen: https://jjscamino.wordpress.com/tag/blog/

fredag den 13. juli 2018

Flot "ny" katedral i Santiago

Målet for pilgrimsvandringen til Santiago ligner atter sig selv. Katedralen står der igen uden stativer og indpakning efter års restaurering. I følge den galiciske avis, la Voz de Galicia, vil alle dele af Katedralen være åben for kirkegængere (besøgende) senest den 25. juli på Sankt Jakobs dag. Læs selv på dette link: https://www.lavozdegalicia.es/noticia/galicia/2018/07/12/santiago-recobra-terraza-insigne/0003_201807V12P56992.htm Her et helt nyt foto:

onsdag den 11. juli 2018

Mange kvinder på Via de la PLata

Donativo-herberget i Tabara laver sin egen statistik. Og det er en nyhed, at antallet af kvinder på Via de la Plata er mangedoblet.
Her på www.jakobsvejen.dk har jeg tidligere omtalt Via de la Plata som pilgrimsruten for gamle mænd. Hvis de ikke på herberget i Tabara på Camino Sanabres (sidste del af ia de a Plata) er kommet til at skrive forkert, må jeg dementere tidligere informationer. Jeg har netop modtaget deres blad med statistikken for overnatninger på herbrget i juni, og den viser noget helt andet, end den plejer. I juni har der overnattet 184 jakobspilgrmme i Tabara. I opgørelsen står der, at 136 var kvinder og kun 48 mænd - altså stort set det omvendte af tidligere informationer fra Tabara. Resten af informationer er mere på linje med normen, idet 123 var over 50 år, mens kun 3 pilgrim var under 20 år og 22 mellem 20 og 35 år. 82 af de 186 pilgrimme havde begyndt deres pilgrimsfærd i Sevilla. Du kan læse statistikken i bladet på dette link, hvor der også er mange andre pilgrimsinformationer:
https://tuvozdigital.com/index.php/buen-camino/revista/6307-la-revista-el-espiritu-de-santi-n-52

mandag den 9. juli 2018

En amerikaners tanker efter caminoen

Jeg vil forsøge at være pilgrim for resten af ​​mit liv, konkluderer en amerikansk pilgrim, der kalder sig JJinWI efter 34 dage på Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago i maj-juni i år. Hans tanker om pilgrimsvandring er hentet på hjemmesiden: https://www.caminodesantiago.me
Her originalteksten:
•Let’s start with the big picture. I can identify 3 unique phases I went through on the Camino:
1.The first third of the trip was filled with gratitude. Hiking for hours in the “classroom of silence” allowed me to truly understand how much I have to be thankful for. In my “normal life” I can only spend minutes in the “classroom of silence” and never get to the depths I achieved on the Camino.
2.The second third of the trip was all about will power. After the initial excitement of starting the Camino wears off, you realize that this is more of a test of your will. I have to admit there were a few days I really didn’t want to hike. It was cold and rainy and the thought of hiking for 8 hours in those conditions was not that exciting.
3.The final third of the trip was all about rejuvenation. At this point, I could see/feel the prize was within my grasp – Santiago. I also felt that lots of baggage/dust accumulated over the years was dropping off with each mile I hiked, bringing me closer to becoming a better version of myself.

•I learned to appreciate the small things in life like 2 cotton sheets on my bed, a long hot shower, a cotton bath towel, a meal WITHOUT french fries :)
•I am generally an optimist, but meeting such wonderful people on the Camino reinforced my beliefs in the goodness of people.
•Life on the Camino shrinks your world... to just a few basic things. You wake-up, start hiking, eat, talk to other pilgrims (if you want to) and sleep. The only choices/worries for the day are how far to hike, what to eat and where to sleep. Your world gets really small and that can be a good thing because you start to realize that you really don’t need that much stuff to enjoy life. You start to realize that maybe you don’t need all the stuff in your pre-Camino life. I plan on simplifying my life going forward. (I’m just not sure what that looks like right now)
•It is weird to think that for 34 days, I never slept in the same bed twice.
•I got to meet some amazing people on the Camino and they helped to make my Camino a really incredible experience that I will treasure for the rest of my life. I only hope that I helped them in some small way to enhance their Camino.
It’s a great day to be a pilgrim (and I plan to be a pilgrim for the rest of my life).

lørdag den 7. juli 2018

Ny pilgrimsvej gennem Norditalien til Arles

Via Postumia: En arbejdsgruppe af erfarne pilgrimme har lavet en rute fra Zagreb via Trieste langs Pofloden (deraf navnet) ind i Frankrig til Arles, hvorfra der er en meget benyttet jakobsvej til Santiago.
Der reetableres stadig middelalderlige pilgrimsruter mod Santiago og Rom. En af de nye tiltag virker allerede nu til at blive en succes, fordi den er en direkte forbindelse til Via Tolosana, der i dag i Frankrig også kaldes Via Tolosana Compostelle eller Arles-ruten. (Via Tolosano er omtalt her på siden under Europæiske Pilgrimsveje). Den nye ( eller rettere over 2.000 år gamle vej) Via Postumia går fra Zagreb i øst via Trieste gennem Norditalien til Genuva og bærer sit oprindelige navn, Via Postumia. Opkaldt efter Po-floden, som den følger. Via Postumia blev anlagt af konsul Spurius Postumius Albinus Magnus 148 år før Kristi fødsel. Ca 1.000 år efter anlægget begyndte jakobspilgrimme fra det østlige Europa at bruge vejen på pilgrimsfærden mod apostlen Jakobs grav i Santiago.
Det er en arbejdsgruppe bestående af garvede Santiagopilgrimme, der siden 2014 har arbejdet med at få etableret ruten i vor tid, og nu er der en hjemmeside med informationer www.viapostumia.eu , Og fra adresssen herunder er det muligt at udskrive en guide, udtrykke kort, samt overnatningslister for dem, der vil afsted:


https://drive.google.com/file/d/198OCkhaRJDAXfdXGeJ3rsPOWXpYjn2qR/view , ligesom det er muligt at skrive til dem med spørgsmål eller ideer på info.viapostumia@gmail.com

torsdag den 5. juli 2018

Flest kvinder på Caminoen

Juni 2018 blev den måned, hvor der var flere kvinder, der gik pilgrimsvandring til Santiago end mænd. Det samlede antal pilgrimme stiger stadig eksplosivt.
Det blev til nok en pilgrimsrekord i juni i år. 45.684 santiagopilgrimme kom ind til katedralen og bad om et compostela. Det højeste antal for en juni måned nogensinde. Over 4.000 eller 10 % mere end i juni i fjor. Og i juni i år var der lidt flere kvinder end mænd, nemlig 22.941 kvinder og 22.743 mænd. Fordelingen på køn gælder det samlede antal pilgrimme fra samtlige jakobsveje, der går ind i Santiago. Det betyder, at der formentlig har været et endnu større overtal af kvinder på Camino Frances, idet der traditionelt er flest mænd på både Via de la Plata, Camino Primitivo og Camino del Norte.
Hver 4. pilgrim (11.793) begyndte pilgrimsfærden i Sarria "kun" ca 120 km før Santiago, mens 6.042 ( ca 13 %) begyndte i Saint Jean Pied de Port ( I Frankrig ca 800 km før Santiago). Camino Frances er altså stadig den langt mest populære rute med 27.346 pilgrimme (næsten 60% af alle junis santiagopilgrimme), herefter følger Camino Portugues centralruten (8.522/ 18,7%); Camino del Norte (2.631/5,8%),Camino Portugues af kystruten (1.789 /3,9 %) Camino Ingles (1.737 / 3,8 %) og Via de la Plata ( 1.363 /3%).

tirsdag den 3. juli 2018

Porto de la Gloria er færdigrestaureret

Senere i juli vil pilgrimme møde en farvelagt restaureret Porto de la Gloria, når de går gennem hovedporten til Katedralen i Santiago.
En af middelalderens allerstørste religiøse og kulturelle skatte, Porto de la Gloria, er ved at være færdigrestaureret. Porten er et billede på himlen/kirken båret helgener (med apostlen Jakob i midten), pilgrimme og helt almindelige kirkegængere.
Forleden blev den nu farvelagte Porto de la Gloria - i middelalderens farver - vist frem for Santiagos lokale dagblad, la Voz de Galicia, hvorfra fotoet er "lånt". Ærkebisppen Barrio, der står midt i billedet, oplyser dog, at der går nogen tid før pilgrimme og andre kirkegængere kan se pragtværket efter ti års arbejde, idet hele stilladset og "indespæringen" af Æresporten først skal væk, men alt skulle være på plads senest på Sankt Jakobs festdag, den 25. juli.

søndag den 1. juli 2018

Camino Portugues - fotoserie

Har du gået Camino Portugues af centralruten, er der meget genkendelse i en lille foto-serie fra i år. Men størrelsen på den gennemgående pilgrim på billedet ser man ikke mange af. Se selv:
https://trailtopeak.com/2018/06/26/my-15-favorite-photo-moments-from-the-camino-portuguese/

fredag den 29. juni 2018

Santiago pilgrimme fra 160 af verdens 193 lande

Danmark er nr. 17 på "hitlisten" i antal over nationaliteter på pilgrimme, der får et compostela i Santiago. Men hvis man satte listen efter befolkningstal, ville Danmark være nr. 4
Det er ikke forkert, når de i Galiciens aviser gang på gang skriver, at Camimo de Santiago binder stort set mnennesker fra alle folkeslag på jorden sammen. I 2017 kom pilgrimme med pas fra 160 af FNs 193 medlemslande ind til Santiago og bad om et compostela ("bevis for pilgrimsfærden"). Det skal dog siges, at 38 lande kun er repræsenteret med en eller to pilgrimme, men trods det er det imponerende, at pilgrimsvandring til Santiago er blevet et sådant verdenshit. Du skal ikke bestå nogen eksamen, du skal ikke udtages til et nationalt landshold eller stille med nogle andre kvalifikationer end lysten til at gå over 100 km af en af den sidste del af de Camino Santiago-ruter, der munder ud i Katedralen ved Apostlen Jakobs grav. Alle kan være med, nogen tager turen med rollator eller i rullestol.
Danmark er trods en nedgang fra 2016 til 2017 på 323 pilgrimme til 2.273 stadig placeret højt på listen, nemlig som nr. 17. Men hvis de på pilgrimskontoret i Santiago lavede "hitlister" i forhold til de enkelte landes antal indbyggere, ville Danmark faktisk være på en 4. plads - kun overgået af Spanien, Portugal og Irland. Her listen over de 30 lande, der "sender" flest pilgrimme til Santiago de Compostela, taget fra pilgrimskontoret i Santiago.
España 132479 (44,01%)
Italia 27073 (8,99%)
Alemania 23227 (7,72%)
Estados Unidos 17522 (5,82%)
Portugal 12940 (4,30%)
Francia 8835 (2,93%)
Irlanda 6643 (2,21%)
Reino Unido 5768 (1,92%)
Brasil 5113 (1,70%)
Corea 5106 (1,70%)
Polonia 5072 (1,68%)
Australia 4890 (1,62%)
Canadá 4612 (1,53%)
Holanda 3520 (1,17%)
México 3111 (1,03%)
Argentina 2617 (0,87%)
Dinamarca 2273 (0,76%)
Belgica 2069 (0,69%)
República Checa 1868 (0,62%)
Colombia 1752 (0,58%)
Austria 1657 (0,55%)
Suiza 1611 (0,54%)
Rusia 1540 (0,51%)
Japón 1474 (0,49%)
Suecia 1342 (0,45%)
Hungría 1216 (0,40%)
Sudáfrica 1065 (0,35%)
China 1045 (0,35%)
Nueva Zelanda 843 (0,28%)
Eslovaquia 823 (0,27%)
Finlandia 769 (0,26%)
Venezuela 726 (0,24%)
Noruega 699 (0,23%)
Lituania 675 (0,22%)
Taiwán 649 (0,22%)

onsdag den 27. juni 2018

Spansk pilgrimsdebat

For de pilgrimme, der gerne vil følge diskussioner i Spanien, om pilgrimsvandring, pilgrimsruter og pilgrimsliv, er det spanske pilgrimsblad el Espiritu de Santi, værd at følge med i. Bladet udgives af pilgrimsforeningen el Espiritu de Santi, der tillige driver donativoherberget i Tabara, der ligger først på Camino Sanabres (sidste del af Via de la Plata).
Her et link til seneste nummer: https://tuvozdigital.com/index.php/buen-camino/revista/6265-la-revista-el-espiritu-de-santi-n-51

mandag den 25. juni 2018

Geneve til Le Puy

Canadisk pilgrim har skrevet etapedagbog fra Geneve til le Puy.
Der er efterhånden en del pilgrimme, der begynder deres pilgrimsfærd til Santiago i grænsebyen Geneve mellem Schweiz og Frankrig, hvor der er i alt ca 2.000 km eller 2½ måneds gang til Santiago.
Ruten er hele vejen godt afmærket med overnatnings- og forplejningsmuligheder undervejs. Her en frisk etape-dagbog fra en engelsk-skrivende canadisk pilgrim fra det første stykke mellem Geneve og pilgrimsbyen Le Puy http://carolusperegrinator.blogspot.com/2018/05/via-gebennensis-day-1-march-17-2018_19.html

søndag den 24. juni 2018

Camino Primitivo i 20 etaper

Alder ingen hindring, kunne være overskriften på denne lille historie. Hvor Wes (81 år) og Rita (75 år) fandt deres eget tempo til at gå Camino Primitivo.
Et ældre (gammelt) par på 81 år og 75 år fra New England i USA lavede deres egen plan for, hvordan de kunne gå en af de - normalt - mere anstrengende Camino'er i Spanien, Camino Primitivo, på 20 dage og ikke 12 dage, som de fleste bruger. Jeg vender tilbage til deres dagsplan om lidt, for
informationerne her på www.jakobsvejen.dk , den 18. juni i år, om at hver 8. Santiagopilgrim er pensionist, har fået nogle ældre til at overveje at gå pilgrimsfærd til Santiago. Men hvor skal vi starte, og hvor mange dage skal vi mindst bruge ? Det er svært for mig at lave en tidsplan for andre pilrgimme. Jeg vil derfor foreslå, at hver enkelt selv laver sin dagsplan - Nogen vil gøre det hjemmefra, andre vil gøre det undervejs, når de mærker, hvad ben og krop kan klare. Hvis du først finder din/jeres rute og startby f.eks. på Camino Frances, er det muligt via den spanske hjemmeside www.gronze.com at se, hvor langt præcist der er mellem hver overnatning, samt hvad type overnatning og pris, der er: Herberg (privat-kirkelig/donativo), pension, hotel o.s.v.). Det er faktisk muligt at give sig god tid og kun gå ganske få timer om dagen - ikke mindst på Camino Frances. Man skal dog regne med, at det godt kan give meget lange eftermidage i små byer (ofte kun få huse). Amerikanske Wes og Rita brugte tiden på tøjvask, krydsord, samt lidt sightseeing. Her ser du deres dagsplan for Camino primitivo, som de gennemførte i maj-juni i år.
1) Oviedo - Venta del Escamplero, 11.9km
2) Venta del Escamplero - San Juan de Villapanada, 17.4km
3) San Juan de Villapanada - Salas, 17.5km
4)Salas - Tineo, 18.9km
5) Tineo - Campiello, 18.9 km . Bl.a.på grund af regn valgte Wes og Rita at tage alternativruten via Campiello , altså uden om de højere bjerge (den såkaldte, Hosptales-ruten, der er smuk men lang, op og ned af stejle bjerge, over 24 km og anstrengende uden bebyggelse/pausesteder/kun ruiner.)
6) Campiello - Pola de Allande, 12.4km
7) Pola de Allande - Berducedo, 18km
8) Berducedo - Embalse de Salime. 14 km.
9) Embalse de Salime - Castro, 10.5km
10)Castro - Fonsagrada, 20.2km
11)Fonsagrada - O Cadavo, 24.1km
12 O Cadavo - Castroverde, 8.9km
13)Castroverde - Lugo, 21.2m
14)Pausedag i Lugo med bl.a. besøg i katedralen og vandring på bymuren.
15)Lugo - San Roman, 18km
16)San Roman - As Seixas, 13.4km
17)As Seixas - Melide, 14.8km (herefter af Camino Frances)
18 Melide - Arzua, 13km,
19)Arzua - Pedrouzo, 19km
20)Pedrouzo - Santiago, 20km
Wes' og Ritas historie bekræfter mine egne erfaringer, idet jeg, jævnligt på mine over 20 år på pilgrimsstierne, har mødt pilgrimme slut 70erne og over 80 år, der har fulgt deres eget tempo, og som kun har givet udtryk for glæde, samt stor tilfredsstillelse ved at gå pilgrimsvandring.

lørdag den 23. juni 2018

Mindst 100 km til fods for et compostela !

Hvis du vil have et kirkeligt dokument med "dokumentation" for din pilgrimsfærd skal du begynde at gå mindst 100 km før Santiago de Compostela.
Hvor skal jeg starte min Camino, hvis jeg gerne vil have et compostela i Santiago, lyder spørgsmålet, som der i øvrigt ikke er sket nogen ændringer af siden jeg svarede senest på samme spørgsmål her på siden, nemlig 100 km før mål. Flere pilgrimsorganisationer (herunder Foreningen af Danske Santiagopilgrimme) har flere gange foreslået/krævet, at det burde være mindst 300 km, fordi de synes, at der var for mange "ikke-rigtige-pilgrimme" på de sidste etaper før Santiago. Biskoppen i Santiago (som jeg i øvrigt er helt enig med i dette spørgsmål) fastholder stadig, at pilgrimsvandring ikke er en sportsaktivitet, og at 100 km er mere end nok til at få et Compostela, hvis alle - uanset alder, kondition, fritid m.m. skal kunne gå på pilgrimsfærd med et religiøst motiv.
Det betyder, at du kan begynde din pilgrimsfærd på Camino Frances i Sarria (ca 115 km før), som tusindvis af andre pilgrimme; eller i Tui (ca 115 km) på Camino Portugues; I Gontan på Camino del Norte (ca 105 km); I Lugo på Camino Primitivo ( ca 100 km), gå hele Camino Ingles Fra Ferrol ca 119 km) eller starte på Camino Sanabres (Via de la Plata) i Ourense (ca 106 km). Du skal huske, at pilgrimskontoret nu kræver to stempler i dit pilgrimspas for hver dag de sidste 100 km før Santiago. Det er ikke nok med et overnatningsstempel. Men stort set alle barer, kirker m.m. har stempler stående fremme til fri afbenyttelse, så det er ikke særlig vanskeligt.
Og her et foto af amerikanske Kathie, der "kun" gik ca 258 km med sin rollator fra Astorga til Santiago, og derfor i følge nogle af de "rigtige" pilgrimme ikke "fortjener" et compostela.
Compostela'et er et kirkelig dokument og iøvrigt fuldstændig gratis. Det udstedes af Katedralen i Santiago - ikke af turistkontoret, en sportsklub eller andet. Det er iøvrigt muligt at købe et certificat, hvor du kan få skrevet, hvor mange kilometer du har gået.

torsdag den 21. juni 2018

La Tour Saint-Jacques åbent for turister

Paris kendte vartegn for pilgrimsvandring til Santiago, La Tour Saint-Jacques, er åbent for turister frem til 4. november.
Santiagopilgrimme, der går hele vejen fra Paris til Santiago, slår stadig turen forbi La Tour Saint-Jacques, før de går ud af byen - akkurat på samme vis som i middelalderen - dog med en forskel. Kun tårnet står der i dag. Kirken blev ødelagt under revolutionen i slutningen af 1700-tallet. Tårnet har været lukket for besøgende i mange år, men med den omsiggribende interesse for genopdagelse af middelalderens pilgrimsstier, er det nu besluttet at holde tårnet åbent her i 2018 frem til den 4. november - dog ikke uden entre, der er sat til 10 Euro.
Tårnet er bygget mellem 1509 til 1523 og var klokketårn for de l’église Saint-Jacques, hvorfra i 1000-vis af pilgrimme fik deres velsignelse inden fodturen til Santiago. I dag er tårnet versliggjort og tjener som officiel kulturelt kontor. Men det forhindrer ikke, at pilgrimme også i vor tid ses bedende eller på anden måde optaget af tanker foran tårnet inden turen går via Notre Dame og videre ud af Rue Saint-Jacques mod syd.

tirsdag den 19. juni 2018

Pilgrimsrabat på tog i Norditalien

På den nordlige del af Via Francigena i Italien er der nu 10 procent rabat på togbilletten, hvis du har pilgrimspas til Via Francigena.
Skal du til og fra en lufthavn til Via Francigena eller et andet sted med toget før og efter pilgrmfærden i dele af Norditalien, kan du nu få rabat på 10 procent på billetten. Det gælder i byerne (stationer med billetkontor i parentes) Palestro, Robbio, Nicorvo, Mortara (billet), Gambolò, Tromello, Garlasco, Gropello, Pavia (billet), Motta San Damiano, Albuzzano, Belgaum, Corteolona, ​​Santa Cristina, MIRADOLO Terme Chignolo Po', Lambrinia og Orio Litta, Milano Central (billet), Milano Rogoredo (billet) og Brescia (billet).
Billetten kan også købes via nettet www.viefrancigene.org/it/trenitalia til alle stationer. Men det kræver altså lige, at du har et "gyldigt" pilgrimspas i forvejen, som her forstås som et pas udsted af l’Associazione Europea delle Vie Francigene (AEVF), der står bag hjemmesiden: www.viefrancigene.org/it/credenziali .
Du kan stadig bruge andre pilgrimspas udstedt af kirker/bispekontorer m.m. til overnatning langs hele Via Francigena. Tograbatten er forhandlet på plads af l’Associazione Europea delle Vie Francigene (AEVF) med hjemmesiden (her engelsk) http://www.viefrancigene.org/en/ , der nærmest er en blanding af turistforening/salg hjemmeside og pilgrimshjemmeside/forening.

mandag den 18. juni 2018

Hvert 8. Santiago-pilgrim er pensionist

Pilgrimsvandring er blevet en yndet beskæftigelse for ældre mennesker, og "Caminoen" (Camino Frances) bliver også "lettere og lettere".
Et spørgsmål der ofte stilles, når jeg holder foredrag om pilgrimsvandring eller ved snakken andet sted, drejer sig om alder. Og igen her fornylig lød det igen: Er jeg ikke for gammel til at gå ? Kan jeg det?, spurgte en mand i rimelig god form, der havde passeret de 70 år. Og nej, det tror jeg ikke. Og et kig på statistikken fra pilgrimskontoret i Santiago viser da også, at når det gælder pilgrimsvandring i Spanien, er mange pilgrimme pensionister.
I fjor kom der over 300.000 ind til Katedralen i Santiago og bad om et Compostela. De udfylder alle et lille skema, og her opgav 37.894 ( eller 12,6%) i 2017, at de var pensionister. Det er altså mindst hver 8. Santiagopilgrim, der har forladt arbejdsmarkedet. Og 17,4% - næsten hver 6. pilgrim oplyser, at de har passeret 60 år. Der er altså rigtig mange ældre pilgrimme - og i øvrigt stort set lige mange af hvert køn. (I 2017 147.867/49,1% kvinder, og 153.169 50,9% mænd.)
Langt de fleste af de eventuelt kommende pilgrimme, som jeg hører fra, og som er i tvivl om, hvorvidt de kan gå "Caminoen" har stort set altid kun de spanske pilgrimsruter i tankerne. Det skyldes ofte, at det er det første sted danske pilgrimme begynder deres erfaringer med pilgrimsvandring. Når først de har gået en rute i Spanien, er det ligesom nemmere at komme afsted på andre ruter. Der er dog stor forskel på sværhedsgraden af de spanske pilgrimsruter. Jeg anbefaler altid Camino Frances eller Camino Portugues til dem, der skal på deres første tur. Det skyldes, at der langs disse ruter er langt kortere mellem pausesteder (barer/bænke/vandposter etc.), ligesom etaperne kan gøres væsentlig kortere end på de andre ruter, fordi det er muligt at finde overnatningssteder med forholdsvis få kilometer imellem.
Og så her til sidst en lille historie, som jeg vist har fortalt før. Jeg møder og skriver med en del pilgrimme. Og her for godt et års tid siden skrev en yngre fransk kvindelig pilgrim, der netop havde afsluttet en af - de efter min mening - sværrere spanske pilgrimsruter, Via de la Plata fra Sevilla til Santiago (1.000 km), og boet på herberg hver nat: Aldrig har jeg set så mange gamle mænd i underbukser. Og jeg kunne kun replicere: Det må bl.a. være mig, du tænker på.
Og det har også været min erfaring de to gange, hvor jeg har gået Via de la Plata, at den gås primært af erfarne ældre pilgrimme med et - i modsætning til de andre ruter - klart overtal af mænd.

søndag den 17. juni 2018

Via Regia: tysk økomenisk pilgrimstur

465 km afmærket sti gennem det østlige Sydtyskland med mulighed for overnatning undervejs.
Der findes rigtig mange pilgrimsruter i Tyskland, nogen forholdvis nyoprettede med en middelalderlige historie, som f.eks. Route Bonifatius (Se her på www.jakobsvejen under Europæiske Pilgrimsveje), mens andre går så tæt på middelalderlige ruter som muligt, f.eks. Via Regia, der forbandt jakobsvejene mod Santiago og romervejene med det østligste Europa. Nu er en stor del af Via Regia reetableret og den 465 km lange tur fra Görlitz på den tysk-polske grænse til Vacha ved den tidligere grænse mellem DDR og Forbundsrepublikken. Der er hjemmesidehjælp og trykte guide, samt overnatningsmuligheder med en opdeling i 19 etaper, og som det ses af nedenstående oversigt med kilometerangivelse, er det muligt at gå turen 3-4 dage hurtigere uden at løbe livet af sig, altså en pilgrimstur på knapt 2 uger (og opefter) tæt på Danmark:
1. Etappe
Görlitz / Weißenberg 31 km
2. Etappe
Weißenberg / Bautzen 21 km
3. Etappe
Bautzen / Kamenz 32 km
4. Etappe
Kamenz / Königsbrück 15 km
5. Etappe
Königsbrück / Großenhain 33 km
6. Etappe
Großenhain / Strehla 28 km
7. Etappe
Strehla / Dahlen 17 km
8. Etappe
Dahlen / Wurzen 19 km
9. Etappe
Wurzen / Leipzig 32 km
10. Etappe
Leipzig / Merseburg 33 km
11. Etappe
Merseburg / Freyburg 27 km
12. Etappe
Freyburg / Naumburg 8 km
13. Etappe
Naumburg / Eckartsberga 24 km
14. Etappe
Eckartsberga / Buttelstedt 19 km
15. Etappe
Buttelstedt / Erfurt 30 km
16. Etappe
Erfurt / Gotha 27 km
17. Etappe
Gotha / Eisenach 31 km
18. Etappe
Eisenach / Oberellen 14 km
19. Etappe
Oberellen / Vacha 24 km

Du kan se mere på følgende hjemmesider, hvor det også er muligt at læse om pilgrimspas, overnatning, samt købe trykte guide: http://www.jakobswege-europa.de/wege/oekumenischer-pilgerweg.htm og
https://www.via-regia.org/viaregiageschichte.php ; og https://www.oekumenischer-pilgerweg.de/index.php (med info om pilgrimspas og trykte guide). Ligesom den tysk-amerikanske pilgrim S.Yates har skrevet en meget deltajeret pilgrimsdagbog fra en del af ruten, som hun gik i juni 2016, altså for to år siden https://www.caminodesantiago.me/community/threads/live-updates-via-regia-ecumenical-pilgrims-way-germany.41092/

fredag den 15. juni 2018

Rygsæktransport på Camino Aragones

Det spanske postvæsen udvider fortsat sin rygsæktransport for pilgrimme.
I forvejen er det muligt at få transporteret sin rygsæk fra sted til sted på Camino Frances, Camino Portugues og i en vist omfang på Camino del Norte, og nu følger Camino Aragones efter. Der er åbnet for transport af rygsække fra Somportpasset på grænsen til Frankrig til Jaca, og derfra af følgende etaper Jaca - Arrés; Arrés- Ruesta; Ruesta- Sangüesa; Sangüesa- Puente La Reina, hvor Camino Aragones løber ind i Camino Frances. Det koster stadig "kun" 5 euro pr gang. Du kan læse mere på postvæsnets hjemmeside: http://www.elcaminoconcorreos.com/
Jeg har aldrig selv gjort brug af rygsæktransport, men kunne på min seneste tur af Camino Frances i april-maj i år se, at der på mange herberger undervejs stod rygsække til afhentning, ligesom ikke alene postvæsnets rygsækbiler, men også flere private selskaber med rygsæktransport passerede os pilgrimme på diverse jordveje, samtidig med at rigtig mange pilgrimme på stien kun gik med små dagrygsække bærende det mest nødvendige, nemlig vand og regntøj.

onsdag den 13. juni 2018

Fransk pilgrimsblad gratis på nettet

L’Echo des chemins (Ekkoet fra Caminoen) hedder et fransk pilgrimsblad, med temaer om pilgrimsvandring, pilgrimsruter og meget mere pilgrimssnak, der udgives gratis på nettet.
Den franske pilgrimshjemmeside http://www.pelerin.com/, som tidligere er optalt her på jajkobsvejen.dk, er i år begyndt at lægge et pilgrimsblad med inspiration til mange pilgrimsvandringer ud på nettet.
Nummer 4 kom her i juni, og det er gratis at download'e bladet. Senest nummer: http://t.bayard.jeunesse.bayardweb.com/nl/jsp/m.jsp?c=eq%2FUI9zZLEoigl%2BujmvWaxjQP1vEjgnd har tema med beskrivelse af pilgrimsvandring fra Vezelay i Frankrig til Assisi i Italien, invitation til at deltage i Frankrigs store årlige fælles pilgrimsvandring (valfart) til Mont-Saint-Michel her i juni, samt omtale af nye pilgrimsbøger, pilgrimsruter m.m..
Her finder du de fire numtre, der indtil nu, er kommet i 2018: http://www.pelerin.com/Pelerinages/L-Echo-des-chemins-une-nouvelle-lettre-d-information-pour-les-pelerins

mandag den 11. juni 2018

Tjek altid færgerne på kystruterne

På en af "færge-etaperne" på Den portugisiske Kystrute går der f.eks ikke færger om mandagen.
De to kystruter til Santiago, Camino del Norte og kystparrallelruten til Camino Portugues, er blevet mere og mere populære. Og bl.a. de små færgeruter over diverse fjorde er med til at gøre disse pilgrimsvandringer til noget særligt. Men det kræver jo, at der er en færge, og det kan altså svare sig at undersøge den aktuelle færgefart i forholdsvis god tid. Der er forskel på hverdage og helligdage, og der er forskelle på vinter og sommerafgangsplaner. Og på den portugisiske kystrute går der f.eks. ikke færger om mandagen mellem Caminha og A Pasaxe (A Guarda på 6. etape efter Porto) jævnfør turistbureauet i Guarda http://www.turismoaguarda.es/como-llegar-en-barco/. På de fleste ruter er det muligt at gå uden om fjordene, men det er flere steder omveje på rigtig mange kilometer, som der måske ikke lige er afsat tid til.
Og så ting mere; nogle steder går "pilgrimsfærgen" direkte fra stranden altså uden kaj, billetkontor eller hvad der normalt hører til færgefart, så stedet er måske ikke lige til at finde, som f.eks. her på Camino del Norte mellem Laredo og Santona (ca 11. dag fra Irun), hvor dette billede er taget. Ja du kan komme tørskoet om bord ved at ballancerer på en lille landgangsbro, der sættes ned direkte på strandbredden.

lørdag den 9. juni 2018

Trængsel i Santiago slut juni

Det kan blive svært at finde overnatning i Santiago fra den 28. juni til den 30 juni, når der er musikfestrival i byen.
Skal du gå pilgrimsvandring i Spanien med ankomst til Santiago i slutningen af juni (den 28.til 30.) er det måske en god ide at bestille overnatning i forvejen. Ud over ankomsten af mellem 1.500 og 2.000 pilgrimme dagligt, et utal af turistbusser og individuelle rejsende, er der en stor musikfestival i byen, som ventes af trække ekstra besøgende til. Det betyder pres på alle private herberger, samt pensioner og hoteller. En del herberger modtager alene pilgrimme med pilgrimspas, men de har sammenlagt ikke nok sengepladser til alle pilgrimme. Hvis du skulle komme i bekneb er det altid muligt at tage bussen til og fra kæmpeherberget på Monto Gozo ca 4½-5 km øst for byen på Camnino Frances. Du kan se mere om musikfestivalen her: http://www.osondocamino.es/

fredag den 8. juni 2018

Pilgrimsvejen Firenze-Assisi- Rom

Der er flere parralle stier kaldet San Francesco d'Assisi, men de passerer alle La Verna og Assisi inden turen fortsætter til Rom.
En af de mest populære pilgrimsruter i Italien er efterhånden blevet turen fra Firenze over la Verna til Assisi. Den "oficielle " La Via di Francesco går fra la Verna til Assisi er sat til 8 etaper, der fordeler sig sådan:
Etape 1: La Verna a Pieve Santo Stefano ( 15 km)
Etape 2: Pieve Santo Stefano a Sansepolcro ( 36 km)
Etape 3: Sansepolcro a Citerna (13 km)
Etape 4. Citerna a Città di Castello (20,5 km)
Etape 5: Città di Castello a Pietralunga (31 km)
Etape 6: Pietralunga a Gubbio (26,2 km)
Etape 7: Gubbio a Valfabbrica (35,4 km)
Etape 8: Valfabbrica ad Assisi: (14,5 km)
Ruten fortsætter til Rom, men de fleste pilgrimme stopper inden Rom bl.a. fordi overnatning er noget dyrere i Lazio (Rom regionen) end i Umbrien, hvor der er en del kirkelige herberger.
Der er masser af alternativruter, og flere guidebøger på engelsk (links følger senere her i artiklen). Det er en rigtig god ide at bestille overnatning i forvejen for at sikre sig en seng - ikke på grund af et væld af pilgrimme, men fordi åbningstider for de billigere overnatningssteder som herberger, kirkebygninger eller lignende ikke altid følger guidebøger, nettet m.m. Da jeg for nogle år siden gik på ruten midt i oktober i strålende efterårsvejr ventede vi meget længe i Valfabbrica på, at eneste overnatningssted i byen - pilgrimsherberget - skulle åbne, da en venlig lokal dame fortalte os, at der overhovedet ikke var åben overnatning i byen (hotellet var lukket ned), og hun hjalp os med at finde et busstoppested, hvor eftermiddagens eneste bus gik til Perugia, hvor vi så måtte finde et hotel langt fra ruten. Men det skulle være blevet meget bedre siden, idet pilgrimsvandring også er blevet populært i Italien - også af mange erfarne Santiagopilgrimme, der vil prøve nyt. Der er endvidere forbindelse mellem den middelalderlige pilgrimsrute Via Francigina og Via di Francesco, der er anlagt i de senere år i forbindelse med pilgrims-renæssancen.
Her først et kort med den officielle rute, dernæst link med information på engelsk om flere parallelle ruter: https://caminoist.org/2014/11/03/the-many-saint-frances-routes-between-florence-assisi-and-rome/ Dernæst link med guidebøger på engelsk, bemærk at mange af bøgerne starter i Firenze: https://www.cicerone.co.uk/the-way-of-st-francis , og endelig den officielle Frans-pilgrimsvejs-hjemmeside på italiensk: http://www.viadifrancesco.it/

torsdag den 7. juni 2018

Nok et klosterherberg på Camino del Norte

Santa María de Zenarruza på 4-5 etape på Camino del Norte er udvidet og får gode karakterer af besøgende pilgrimme.
Ind imellem oplever pilgrimme på pilgrimsvandring i Spanien, at de gode overnatningssteder ligger - lidt for - tæt. Og det er også tilfældet efter, at klostret Santa María de Zenarruza ca 100 km efter Irun på den første del af Camino del Norte er blevet udvidet og sat i stand. Klostret er i forvejen et fantastisk sted. Og nu er der donativoherberg med plads til 20 pilgrimme i to sovesale med fællesspisning aften og morgen, samt vesper og pilgrimsvelsignelse hver aften. Eneste problem - hvis det overhovedet er et problem - er beliggenheden, idet Santa María de Zenarruza kun ligger ca 7 km efter Albergue de peregrinos Convento del Carmen i Markina, der ligeledes er et kloster-donativo-herberg.
Der åbner stadig flere herberg på Camino del Norte, der ligesom de fleste andre pilgrimsruter i Spanien, har en stødt stigende kurve i antallet af pilgrimme. I maj i år begyndte 570 pilgrimme deres færd i Irun, i maj 2017 var det 549 og i 2016: 507. Maj er den helt store pilgrimsmåned for Camino del Norte, hvis man ser på antallet af pilgrimme, der går hele - eller næsten hele - vejen, og ikke alene de sidste ca 100 km til Santiago.
Den spanske hjemmeside www.gronze.com er pt den bedst opdaterede herbergshjemmeside tillige med nyttige informationer om pris, plads, reservationsmuligheder, samt - for klostrenes vedkommende - oplysninger om eventuel vesper, messe, pilgrimsandagt m.m.

onsdag den 6. juni 2018

79 årig spanier arresteret for at genere pilgrimme

To amerikanske kvinder siger, at de er blevet taget på brysterne på Camino Frances udenfor Estella.
Det spanske politi har tilbageholdt og forhørt en spansk mand på 79 år efter at to kvindelige amerikanske pilgrimme har anmeldt ham for at have taget på deres bryster uden på tøjet. Det skulle være sket ved en vindgård umiddelbart efter Estella. Det er den spanske hjemmeside, navarra. com, der bringer informationerne. De kan læses på spansk på dette link: https://navarra.elespanol.com/articulo/sucesos/detenido-estella-tocamientos-peregrinas-camino-santiago/20180601135144194511.html

tirsdag den 5. juni 2018

"Caminoen" i Frankrig

Det er muligt at starte Camino Frances over 700 km nord for Pyrenæerne og den franske del af "Caminoen" er på alle måder en fantastisk pilgrimstur.
Le Puy-ruten; Via Podiensis, Chemin de Saint Jacques, Compostelle, GR 65 eller slet og ret på dansk, Caminoen i Frankrig er absolut de 4-5 uger værd, som det tager at gå fra le Puy-en-Velay til Saint Jean Pied de Port, hvor langt de fleste danskere starter deres pilgrimstur.
Kan jeg starte på Camiminoen før i Frankrig inden jeg når Saint Jean Pied de Port, lyder spørgsmålet, og svaret er klart Ja. Der er flere jakobsveje i Frankrig, der fører til Saint Jean Pied de Port og derfra videre til Santiago. Men en af dem har - efter undertegnedes opfattelse - forrang, nemlig Via Podiensis, som har et utal af navne, som man kan se i indledningen her på siden. Det var Biskop Gottschalk af Le Puy, der i vinteren 950-51 gik de næsten 1.600 km fra sin bispebolig i "det civiliserede" Frankrig over Pyrenæerne gennem "farlige" muslimske områder og barsk nordspansk natur til en mindre kirke over Apostlen Jakobs grav, og dermed gjorde Jakobsvejen berømt over hele den kristne verden. Og godt 1.000 år efter (i 1980) var det franske pilgrimme, der tog turen fra den store Jakobspilgrims-Katedral i le Puy til Katedralen i Santiago og foranledigede, at en spansk præst (Dom Elias) begyndte at lave gule pile hele vejen fra Roncesvalles til Santiago, og dermed gjorde pilgrimsruten "verdenskendt" i vor tid. Du kan finde pilgrimsruterne i Frankrig mod Spanien på franske hjemmesider under fællesbetegnelsen Pèlerinage de Saint-Jacques-de-Compostelle, men her lidt mere om Le Puy-ruten eller det mere korrekte(latinske) navn, Via Podiensis.
Le Puy-en-Velay - Saint-Jean-Pied-de-Port er officielt på 755,6 km mellem 28 og 32 etaper. Fra Saint-Jean-Pied-de-Port til Santiago er der efterhånden (siger franskmændene) 811,9 km, fordi der de senere år er lavet mange ændringer af ruten for at undgå de store N-veje, føre pilgrimme gennem byer med overnatning og barer, samt ændringer i infrastrukturen, som motorveje, ny lufthavn m.m. Det skulle give et samlet antal kilometer fra Puy-en-Velay til Santiago på 1568 km eller ca 2 måneders vandretur. Jeg har mødt mange franskmænd ( og i øvrigt også andre nationaliteter), der deler ruten op over flere år, 2- 3 uger hver år. Der er god afmærkning (rød/hvid - IKKE GULE PILE) hele vejen gennem Frankrig. Der er service i form af pausesteder, samt ikke mindst overnatning i primært private herberger, men også pilgrimsvenneforeningsdrevne -, samt religiøse herberger. Prisen er lidt højere end i Spanien, standarden ligeså, men det er ikke nær så dyrt som mange forestiller sig, Italien (Via Francigena) er langt dyrere.
I Frankrig passerer man først det store Centralmassiv (se kortet her), dernæst mellemstore byer som Figeac, Cahors, Moissac og Condom. Især de første ca 10 etaper fra Le Puy til middelalderbyen (klosteret) Conques er en naturoplevelse ud over det sædvanlige. Jeg har gået ruten to gange forår og sommer. Og især forårsturen var - trods meget blandet vejr - den naturoplevelse på alle mine pilgrimsvandringer, jeg har oplevet, som langt den største.
Ruten har op og nedstigninger, men ikke mere voldsomme end det, der mødet pilgrimmen på de spanske ruter, jævnfør vedlagte højdekurver.
Der findes mange hjemmesider der beskriver ruten, søg selv. Alle har GR 65 med som kalde-navn. Der findes flere trykte guide. Den vigtigste er nok Miam, Miam dodo med masser af praktisk info. Jeg finder mig godt til rette med Rother Wanderführer, ligesom jeg er meget tilfreds med den meget lille tillægsguide med kristne overnatningssteder: Guide de Haltes de prière et des Hospitalités Chrétiennes, der kan købes på denne hjemmeside:http://www.pelerin.com/Pelerinages/Chemin-de-Saint-Jacques-de-Compostelle/Les-associations-sur-le-chemin-de-Saint-Jacques-de-Compostelle/Avec-Webcompostella-des-guides-pour-l-hospitalite-chretienne
Du kan læse mere om at gå i Frankrig her på hjemmesiden - bl.a. under Europæiske pilgrimsruter.


lørdag den 2. juni 2018

Maj gav nok en pilgrimsrekord

Med 40.665 Santiagopilgrimme i maj i år blev det en stigning på 15 procent i forhold til samme måned i fjor. Antallet af pilgrimme, der går til Santiago fortsætter altså med at stige.
Al snak, om at pilgrimstrenden snart vender, er endnu ikke gået i opfyldelse - tværtimod. På Pilgrimskontoret i Santiago melder de i disse dage om nok en rekord, idet der kom 40.665 pilgrimme (eller over 1.300 om dagen i gennemsnit) ind til Santiago i maj i år og bad om et compostela (bevis for veludført pilgrimsvandring). Det er 5.319 flere end i maj i fjor, hvilket svarer til en stigning på 15 %. Pilgrimstrende fortsætter altså.
23.857 eller næsten 58,6 % kom ind af Camino Frances. Heraf havde 5.536 begyndt deres pilgrimsfærd i Saint Jean Pied de Port i Frankrig lige nord for Pyrenæerne, mens 9.632 begyndte i Sarria - "kun" ca 120 km før Santiago. De øvrige ruter:
Camino Portugues 8.916 (21,9%); Camino del Norte 1.729 (4,3 %); Camino Primitivo 1.715 (4,2 %); Camino del Ingles 1.451 (3,6 %); Via de la Plata (3 %).
Ellers viser statistikken ikke de store overraskelser. Der er fortsat stort set lige mange mænd og kvinder, 15 % er under 30 år, 57 % er mellem 30 og 60 år, og hele 29 % har passeret de 60 år. Der går rigtig mange ældre på pilgrimsvejene i foråret og efteråret. Og nationalitet: Flest spaniere 11.256 - altså 28 %, men langt under halvdelen. Udlændingene fylder mest på Caminoerne i Spanien, og her i maj var der flest tyskere 5.124, efterfulgt af italienere, amerikanere og franskmænd. Jeg har endnu ikke fået oplyst antallet af danskere.
Og motiveringen for at gå er heller ikke den store overraskelse: 41 % siger, at de går primært af religiøse grunde, 51 % har en blanding af religiøse og kulturelle motiver, mens kun 8 % oplyser, at de går af ikke-religiøse grunde.
Undertegnede var selv en af majs Santiagopilgrimme. Jeg gik ind i Santiago den 9. maj i år, og jeg har skrevet en lille beretning om min tur fra Saint Jean Pied de Port til Santiago her på siden under den 14. maj.

fredag den 1. juni 2018

Forkerte sko giver vabler !

Det er lettere sagt end gjort, men vabler kan undgås. Det er erfaringen - ikke videnskab -, at det primært er yngre førstegangspilgrimme, der får vabler.
Der findes mange - også gode råd - på diverse hjemmesider om forebyggelse af vabler. Jeg har - igen i år (april-maj) - gået ca 800 km i al slags vejr: sne, styrtregn, byger og sol op til 25-30 grader. Jeg mødte mange - især yngre - pilgrimme, der sloges med vabler, og det er på det tidspunkt både gammelkLO gt samt alt for sent at holde lange foredrag, om at vabler måske kunne være undgået. Så derfor et lille forsøg med råd inden læserne af dette tager afsted på første tur.
1) Skoene, støvlerne skal passe; og passe betyder ikke; at sidde som "støbt til foden". Det er min erfaring, at mange vabler skyldes for små sko. Jeg går normalt i størrelse ca 43-43½ i sko. Men mine Caminosko (halvstøvler fra Merrell) er et nummer større. Mine fødder "vokser" simpelthen, når jeg dagligt går 6-8-10 timer - og endda med større vægt end normalt på grund af rygsækken.
2) Prøv støvlerne hver dag på en længere strækning (3-4 timer) i en hel uge i træk, før du tager afsted. Der må ikke være røde mærker, ømme steder på huden på dine fødder efter endt træning. Kun almindleig træthed, sved og lignende. Ømme, ofte røde mærker på tæer eller fødder er oftest forstadier til vabler, skift støvlerne ud, hvis farersignalerne er der.
3) Jeg er begyndt at gå med to par sokker. Vandresokker inderst og et par meget tynde bomuldssokker yderst. Jeg har en ide om, at det holder fødderne vabelfri. Mine nuværende vandresokker er indkøbt billigt i Lidl - altså ikke spor fancy.
4) Jeg har - formentlig - på grund af alder i de senere år fået lidt skæve lilletæer, som begyndte at blive røde ovenpå efter flere dage på "stien". Det har endnu ikke giver vabler, men jeg forebygger også ved at komme en lille dut på. Et tyndt gummihylster med lidt stof uden om. Jeg køber dem i længere pølser (kopiprodukt) og klipper af i rigtig størrelse. Den samme dut kan genbruges i flere uger.
5) Våde fødder (regnvand ned langs benet), vådt græs over større strækninger er rigtig slemt, samt naturligvis vandpytter. Nok så vandtætte støvler holder ikke til det hele. Når det regner har jeg regnbukser, der går ned over skoene/støvlerne. Fødderne skal uanset vejr holdes tørre. Skal jeg gennem store vandpytter (små regn-vand-løb), som jeg ikke kan findse nogen vej uden om, har jeg præsteret at stå mit i regnen og tage støvlerne af og gået igennem barfodet igennem for så igen at tage støvlerne på bagefter. Det er temmelig akavet og ikke spor nemt, når man er en stivbenet ældre herre. Men det holder vablerne væk.
6)Bekæmp vablerne så snart første symtom viser sig. Vabler kommer stort set altid (med mindre de skyldes våde sko/regn) på 3-5 dagen. Men før de viser sig, bliver du advaret ved små ømme steder på fod eller tæer. Pak det ømme sted ind i sporttape, eller hvis det er tæerne med en lille pude/ eller en tå-dut ( som omtalt ovenfor). Det hjælper, selvom sportstapen ødelægger sokken. Vabler kan også komme, hvor to tæer generer/driller hinanden, her er de små puder, der kan købes på apoteker langs Caminoerne i Spanien ofte tilstrækkelige til at holde vablen væk.
Og her en lille historie: Jeg mødte for år tilbage en sød kvindelig læge, som den ene nat - meget professionelt - reddede en pilgrims liv (genoplivede pilgrimmen) ved at give hjertemassage og tilkalde hjælp. Og som dagen efter haltede af sted på grund af to tæer, der var blevet hudløse, fordi de gned mod hinanden. Hun fik en lille pude til at komme imellem tæerne af mig. Jeg gik fra hende, men mødte hende siden efter en tur til Fisterra i Santiago, hvor jeg ret bogstaveligt fik kys og klap på grund af den lille pude, som om det at redde en anden pilgrimsliv var bare en hverdagsting, mens vabelbekæmpelsen var sværrere. Pilgrimmen overlede et hjertestoppet, men kom ikke gående til Santiago.
7) Hvad når "ulykken" er sket ? Her er stort set alle dybt uenige. Flere hjemmesider siger, at du skal lade være med at lave hul og presse væske ud, andre erfarne pilgrimme giver det modsatte råd - også undertegnede, der mener, at du skal få væsken ud uden at fjerne huden - altså gennem et lille nålhul, der holdes 100 % rent, ligesom synålen brændes af med en tændstik før brug. Derefter pakkes stedet ind og beskyttes, før sokken og skoen/støvlen kommer på. Men læs selv de mange meget forskellige råd, der findes på diverse hjemmesider.
NB: Mine egne erfaringer stammer fra en gang med en (meget stor) vabel i 2012 på Via de la Plata, hvor jeg fik våde fødder i ekstremt regnvejr, og hvor støvlen/skoen ikke var tilstrækkelig beskyttet, samt fra de mange gange, hvor jeg har hjulpet andre pilgrimme. Siden 2012 har jeg altid alle vabel-grejerne med, men heldigvis - indtil nu - ikke til eget brug.

onsdag den 30. maj 2018

Den anglikanske kirke i Santiago

Den anglikanske Kirke vil på forsøgsbasis holde Gudstjenester i Santiago i maj/juni og september/oktober.
Engelsktalende pilgrimme af ikke-romersk katolsk observans får nu mulighed for at gå til "protestantisk" gudstjeneste i Santiago, idet der på forsøgsbasis vil være en anglikansk præst i Santiago fra den 13. maj til 27.juni og igen 2. september til 27. oktober. (Undskyld, at den endelig beskæftigelse først kommer på hjemmesiden nu). Jakobsvejen.dk fik allerede i efteråret en mail fra engelstalende pilgrimme, om at der muligvis var en sådan forsøgsordning her i 2018, hvilket blev omtalt den gang.
Søndagseukaretien finder sted kl. 10:00 på Parador Hotel (Hostal dos Reis Catolicos) i Santiago.
Du kan læse mere om forsøgsordningen på denne hjemmeside: http://egeria.house/chaplaincy/

mandag den 28. maj 2018

Død på Caminoen !

Der dør pilgrimme på Caminoen hvert eneste år. De fleste af sygdom, men enkelte også i ulykker eller af tørst, dehydrering.
Er det farligt at gå Caminoen ? er et ofte tilbagevendene spørgsmål, når denne artikels hjemmelsmand holder foredrag om pilgrimsvandring eller enkelte gange også i mails her til www.jakobsvejen.dk. Jeg er netop blevet bekendt med, at en newzealandsk pilgrim er død på Camino Frances i Leon mellem Saint Jean Pied de Port og Santiago. Det drejer sig om en 66 årig kvindelig pilgrim, der ikke vågnede op en morgen, men døde om natten uden at nogen bemærkede det. Du kan læse mere i denne newzealandsk avis: https://www.nzherald.co.nz/nz/news/article.cfm?c_id=1&objectid=12059994
Jeg har hørt lignende historier før, ligesom jeg tidligere har læst på en dansk pilgrimshjemmeside om en ældre mandlig dansk pilgrim, der pludselig faldt om på stien med rygsæk og det hele - og bare var væk.
Her en mindesten for en afdød pilgrim, der sagde farvel til livet her på jorden på Via de la Plata. Der er ikke oplyst nogen dødsårsag. Jeg har selv gået Camino Frances (Caminoen) her i april-maj, og hver gang jeg passerer en af de - efterhånden - mange mindesten på stien over pilgrimme, der på en bakketop, midt på Mesetaen eller et andet sted har sat sig og sagt farvel til livet, tænker jeg ofte. Hvilken nådig død. Jeg ser selvfølgelig bort fra dem, der er død på grund af ulykker af den eller anden art eller på grund af mangel på vand.
I 2017, hvor jeg selv gik Via de la Plata, døde en tysk pilgrim på samme rute på grund af mangel på vand. Og samme år døde en spansk pilgrim i Pyrenæerne. Han gik over Leopoder (Napoleonsruten) en dag, hvor "stien var lukket" med advarsler på grund af dårlig vejr. Og der er - desværre - andre pilgrimme, der omkommer i ulykker, herunder trafikulykker. Men de 10-15 dødsfald, der registreres årligt af de spanske pilgrimsforeninger, skal ses i relation til de nu over 300.000 pilgrimme, der kommer ind til Santiago årligt efter flere dage, uger eller - i få tilfælde - måneder på nogle af de mange jakobsveje mod Santiago Compostela.

lørdag den 26. maj 2018

Åh ! hvorfor er en kilometer IKKE en kilometer ?

Der er ikke enighed mellem "informanterne" om længden af de enkelte etaper. Og det bliver der næppe. Regn alene de opgivne kilometer som vejledende.
Spanske kilometer, siger/sagde min tyske pilgrimsven, Herbert Kissinger jævnligt, når vi er sammen på en pilgrimsvandring i Spanien. Og det virker også mærkeligt, at 5 kilometer nogen dage gås på en halv time og andre dage på halvanden time. Derfor må jeg denne gang give op overfor et spørgsmål her til www.jakobsvejen.dk.
Hvorfor er der så stor forskel på de kilometerantal, der opgives i guidebøger og diverse steder på nettet ? lyder spørgsmålet.
Jeg vil starte med en oplevelse i 2017. Min yndlingspilgrim og jeg var næsten ved målet på en af Via de la Platas allerlængste etaper uden overnatningsmuligheder, pausesteder (ikke en bænk, sten) til at sidde på, og slet ingen barer, byer eller forretninger undervejs - alene 2.000 år gamle ruiner; etapen mellem Carcaboso og Aldeanueva del Camino; der opgives til et sted mellem 39 og 43 km, alt efter, hvor man læser det. Min - pt. - favorithjemmeside, www.gronze.com, siger 38,6 ( og er dermed kortest). Da vi efter en meget lang, varm og tørstende dag nærmede os Aldeanueva del Camino får jeg netop overbevist min medpilgrim om, at vi må være meget tæt på målet, da der pludselig dukker et skilt op: Aldeanueva del Camino 7 km !. Hun var tæt på nedbrud, men gik dog tappert videre, hvorefter vi under 1.000 meter efter stod foran de første huse i den meget lille by. Spanske kilometer.
Derfor regn kilometerne, der angives for Vejledende. Jeg synes, at de alt i alt giver et nogenlunde billede af, hvor lang dages tur er. Men noget helt præcist - uanset hvor du ser dem - skal du ikke regne med, og de forskellige guides på nettet eller i trykt form viser da også, at der ikke er nogen sikre mål.
Skal du gå Camnino Frances vil du opleve et af de typiske eksempler, når du passerer den sidste kilometersten før Santiago, står der - vist nok - 12 km på den, men der er mindst 17 km tilbage. Man har bl.a. "glemt" at rette ind efter anlægget af den - ikke længere så - nye lufthavn, der har givet stien en del flere kilometer i en lang bue uden om lufthavnen. Og skal du gå Camino Frances, er der så mange herberger/overnatningsmuligheder, samt pausesteder undervejs, at du reelt ikke behøvet at planlægge så meget i forvejen. Hold pause, når du trænger; og find en seng, når du mener tiden er til det.
Her et billede fra Via de la Platas Marathon etape, Carcaboso - Aldeanueva del Camino.

torsdag den 24. maj 2018

Hvorfor går danskere pilgrimsvandring ?

Der findes ingen diciderede undersøgelser, der viser hvorfor danskere går pilgrimsvandring, men der er mange mere eller mindre kvalificerede gæt. Og hvad er en pilgrimsvandring? Det er der heller ikke helt enighed om. På jakobsvejen.dk har vi en - ikke helt ny - uvidenskabelige rundspørge til 32 tilfældigt udvalgte Santiagopilgrimme, der kan give et fingerpeg om danskeres motiver til pilgrimsvandring
Pilgrimsvandring er i dag et meget vidt begreb. Mange danskere tager rygsækken på og går af "Caminoen" - Camino Frances til Santiago, og de fleste nutidige "vandrere" opfatter sig selv som pilgrimme uanset motiv.
Men det er i følge folkekirkepræsten Elisabeth Lidell et udvandet begreb:
Jeg kan svare på den måde, at pilgrimsvandring som en meningsfuld trospraksis har bredt sig ud til mange sogne i folkekirken. Der tilbydes kirkevandring, Bibelvandring og pilgrimsvandring over en enkelt dag. Derudover er vi flere, bl.a. pilgrimspræsterne, som tilbyder gruppevandringer over flere dage eller uger. Her er Guds ord i fokus, og jeg betragter det som en udvidet kirkegang.
Desværre er der sket det, at i takt med pilgrimsvandringens voksende popularitet er der fare for, at begrebet udvandes. Bl.a. ser man det misbrugt af visse rejsebureauer, som lokker med pilgrimsvandring for grupper, men det viser sig at være uden åndeligt indhold. Pr. definition har pilgrimsvandringen den religiøse dimension med – ellers er det jo blot en vandretur. Det ligger mig derfor på sinde at stå vagt om begrebet, således at det handler om ’de´t med Gud’!

Men det er Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, der opfatter sig selv som en ikke-religiøs forening, næppe enig i. Foreningen, der har over 1.600 medlemmer skriver i deres vedtægter, at foreningens formål er at samle alle med interesse for pilgrimsvejene til Santiago de Compostela. I vedtægterne findes Ikke et eneste ord om Kristedom/religiøsitet.
Så der er altså - i den danske debat - ikke nogen entydig tolkning af, hvad pilgrimsvandring overhovedet er.
Her til jakobsvejen.dk er der kommet en henvendelse fra en journaliststuderende fra Århus, der gerne vil lave en nærmere undersøgelse af, hvorfor så mange danskere går pilgrimsvandring. Der findes - så vidt denne artikels forfatter - ikke nogen egentlige undersøgelser af danskernes motiver for at tage rygsækken på og gå pilgrimsvandring. Men der findes mange mere eller mindre kvalifiserede gæt.
På Jakobsvejen.dk har vi samlet tilgængelig statistik over, hvor mange danskere, der har gået til Santiago indenfor de seneste 14 år, hvor pilgrimsvandringen her i landet for alvor er blevet en trend - nogen vil sige modelune. Og ved gennemgang af statistikkerne fra Katedralen i Santiago kan man se, at der i perioden 2004 til og med 2017 er uddelt i alt 2.702.547 compostela'er/bevis for udført pilgrimsvanding til pilgrimme, der er ankommet til Katedralen og meldt sig på pilgrimskontoret. Af disse 2,7 mill. er de 19.630 uddelt til pilgrimme med dansk statsborgerskab. Der er selvfølgelig danskere, der har fået flere compostelaer (bl.a. undertegnede), men tallet siger - trods det - noget om, at mange tusind danskere har gået til Santiago.
Man kan ikke af statistikken se, hvilken motiv de danske Santiagopilgrimme har. Men når det gælder det samlede antal pilgrimme - altså de 2,7 millioner de seneste 14 år, spiller religiøsitet som motiv en central rolle. I 2017 kom der over 300.000 pilgrimme ind til Santiago, og her blev de bedt om at udfylde et lille skema om bl.a. deres motiv for at gå pilgrimsvandring. Her svarene fra 2017:
Primær religiøs begrundelse: 43,5 %;
En kombination af religiøs/kulturel begrundelse: 47,3 %;
Ikke-religiøs begrundelse: 9,2 %.
Under hver tiende pilgrim har altså ingen religøs motiv overhovedet, mens over 90 % har. Procenttallene er med meget små forskydninger de samme de seneste mange år. I 1980erne og 1900erne var andelen af "religiøse" pilgrimme tættere på 100 %, men af et meget mindre antal samlede pilgrimme, så mængden af pilgrimme, der går af religiøse grunde er steget og steget år for år.
Når det gælder danske pilgrimme forholder motiverne/tallene sig - formentlig - anderledes, men vi har ikke nogen sikre spørgeskemaundersøgelser. Men alene det, at en så stor forening som Foreningen af Danske Santiagopilgrimme er en Ikke-religiøs forening, siger formentlig noget. Men omvendt har foreningen kun en mindre del som medlemmer af det samlede antal danskere, der har gået til Santiago.
Denne artikels forfatter har gået til Santiago mange gange. I 2011, hvor antallet af årets danske Santiago-pilgrimme steg eksplosivt til 1.644, gik jeg fra ultimo april og 26 dage frem fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. Undervejs mødte jeg 32 danskere med rygsæk, der gik samme vej. Jeg spurgte alle danskere , som jeg mødte: Hvorfor går du til Santiago . Men der var ingen spørgeskema, svarene blev noteret ned i min lille notesbog - nogen gange flere timer - efter at de var afgivet. Og de pågældende vidste ikke, at jeg senere ville bruge svarene, da jeg først fik den ide at samle svarene sammen, da jeg efter hjemkomsten blev bedt om at holde nok et foredrag om pilgrimsvandring. Men her lidt om resultatet, der måske giver et fingerpeg om danskernes motiver. 6 af de 32 nævner specifikt religion som vigtigste motiv, en af dem var buddist, 5 kristne. Langt de fleste (16 pilgrimme ) fremhæver følgende motiv med lidt forskellige formuleringer: Finde mig selv, afprøve mig selv, finde ud af, hvad jeg vil med resten af MIT liv o.s.v.(disse svar kan naturligvis indeholde en søgen efter Gud (religiøsitet); 2 pilgrimme nævnte specifik naturen undervejs som et motiv, mens resten havde enten sportslige, "eventyrlystne" (det lyder spændende-motiv) eller et eller andet i retning af: det ved jeg ikke, men jeg havde hørt at det var en stor oplevelse, som måtte prøves. Jeg spurgte ligeledes - ikke mindst, fordi jeg aldrig havde mødt så mange danskere på en camino-rute før - om tv-programserien "Bertelsen på Caminoen", der blev sendt december 2010 (altså få måneder forinden), havde givet dem ideen. Det blev afvist af samtlige 32.
Så vidt min lille spørgerunde.
På rejsesiden Momondo.dk kan man læse følgende om motiverne for at gå pilgrimsvandring:
Caminoen er oprindeligt en pilgrimsrute, som var meget populær i middelalderen. Man går gennem dem spanske natur til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela. I middelalderen handlede en pilgrimsfærd om tilbedelse og om at bevise sin tro på Gud, men i dag er det sjældent det religøse islæt, der sender folk afsted til Caminoen, som den kaldes i folkemunde. Det handler mere om at komme væk fra hverdagens ræs og jag.
Siden er lavet i samarbejde med Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, men hvad der ligger bag konstateringen af: men i dag er det sjældent det religøse islæt, der sender folk afsted til Caminoen ,fremgår ikke af artiklen. Ser man på de svar over 2,7 millioner pilgrimmene selv har givet i Santiago, stemmer det overhovedet ikke overens, her nævner - som beskrevet ovenfor, over 90 % af pilgrimmene, at religiøsitet er et væsentligt eller en del af deres motiv til deres pilgrimsvandring.
Gælder konstateringen kun danske santiagopilgrimme, Ja det fremgår ikke af artiklen.
Gælder den medlemmerne af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, måske. Men det fremgår heller ikke.
Så konklusion: Langt de fleste af de pilgrimme, der går til Santiago, har Vor Herre i en kristen udgave med i rygsækken. Danske Santiagopilgrimmes motiver kender vi ikke, men i Foreningen af danske Santiago pilgrimme har de et - formentlig kvalificeret - gæt på, at et flertal går af Ikke-religiøse grunde, hvordan en eventuel fordeling er, kan kun blive gætværk.


Her til sidst et foto fra den 10.maj i år fra Det tyske Kapel inde i selve Katedralen i Santiago. Der læses hver dag i pilgrimssæsonen messe på tysk, fransk, italiensk, portugisisk, polsk, engelsk, og lejlighedsvis på japansk og koreansk, samt naturligvis fem-seks gange dagligt på spansk i en overfyldt Katedral. Jeg deltog i oktober i fjor efter at have gået Via de la Plata i den tyske morgenmesse kl. 8.00, og her den 10 maj i år gjorde jeg det samme. Det lille kapel var fyldt begge gange (ca 30-35 pilgrimme), og fotoet er taget bagefter i år, hvor fem pilgrimme bad om at få velsignet deres Santiago-kors, som de havde købt i en af gadeboderne dagen før.

tirsdag den 22. maj 2018

Stadig dårligt vejr på Napoleonsruten

Går du fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles over Leopoder/Napoelonsruten, så husk at tjekke vejret.
Da jeg gik over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles den 11. april i år valgte jeg meget bevidst Valcarlosruten - altså den alternative rute til Leopoder/Napoleonsruten, fordi vejret var forfærdeligt. Og man er væsentlig tættere på civilisationen på Valcarlosruten, der også har færre højdemeter end Leopoder. Lige nu er vejret heller ikke for godt på Napoleonsruten/Leopoder, så jeg ville kraftigt overveje samme rute, hvis jeg skulle over nu, selvom temperaturerne er væsentlig højere, og snestormen, som jeg gik i, er helt væk. Men det regner altså meget deroppe på bjerget, hvilket betyder dårlig sigtbarhed og mudder, mudder, mudder. Jeg har efterhånden fortalt så mange skrækhistorier her på siden om pilgrimme, der går over Leopoder trods alle advarsler fra pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, at jeg undlader flere historier denne gang. Kun en information: De dage hvor pilgrimmene går over trods advarsler - skiltet i Saint Jean Pied de Port ved opstigningen og/eller fra de frivillige på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port - skal de selv betale for redningsmandskabet, hvis de trykker på alarmknapperne på toppen eller ringer efter hjælp. Prisen er - så vidt jeg er orienteret - 3.500 Euro pr. pilgrim, der hentes ned. Men den kan være steget. Da jeg gik af Valcarlos ruten den 11. april, trykkede 2 forkomne pilgrimme på alarmknappen og blev hentet af redningsmandskab. Disse to pilgrimme fik hver en regning. Men de overlevede altså - og det er ikke hver gang.
Her et link til vejrudsigten for bjergene http://www.aucoeurduchemin.org/METEO-682/
Og her et rigtig godt håndtegnet kort over de mulige ruter fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles lavet af den franske pilgrimsvenneforening. Kortet udleveres gratis på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port. Begge ruter er rigtig godt afmærket, men afmærkningen er selvfølgelig sværere at se i dårligt vejr - ikke mindst tåge, sne eller tæt regn.

mandag den 21. maj 2018

Svindel langs Camino Frances

Flere hjemmesider melder om "svindlere" på Camino Frances mellem Sarria og Santiago.
Da jeg for ca to uger siden gik ud af Sarria en formiddag, stod der to meget anmasende kvinder og stoppede "hele køen" af pilgrimme med underskiftslister. Jeg kunne konstatere at flere af mine medpilgrimme hoppede på. Jeg tog min mobiltelefon op og ville fotografere og vips - de to kvinder forsvandt hurtigt bag et træ. Jeg tror ikke, at mange danskere hopper på den type svindel. Vi kender godt romaerne som forsøger mange numre her i landet, og det er desværre også tilfældet på Camino Frances på det stykke, hvor der går allerflest pilgrimme. I fjor rejste de med et "nummer til fordel for døve", hvor de selv spillede døve. Hvor de først beder om underskrifter til fordel for en døveorganisation, og når pilgrimmene så har skrevet under, beder de om/kræver et eller andet eurobeløb.Der står som regel nogle mænd ikke så langt derfra, og som - efter min opfattelse - ligner alt andet end pilgrimme, selvom de har fået rygsække på. Jeg ved ikke, hvad nummer de rejser med i år, men i følge den engelsksprogede hjemmeside: www.caminodesantiago.me er der fuld gang i dem, selvom politiet er efter dem.
Her et foto fra for to uger siden, hvor de fik rigtigt travlt med at komme væk, da ikke bare jeg, men også andre pilgrimme ville forevige dem på deres mobiler. Jeg vil dog lige tilføje, at jeg passerede to kvindelige amerikanske pilgrimme lidt senere, som gik og talte indbyrdes om "svindlerne", som de var glade for at have hjulpet med en donation. Jeg nænnede ikke at fortælle dem, hvad de havde støttet.
PS: Eller for en god ordens skyld. Jeg har her i april-maj været 29 dage på Camino Frances. Jeg har følt mig tryg hele vejen. Ingen former for tyveri, trusler eller nogen former for utryghed noget som helst sted. Ved ankomsten til Santiago de sædvanlige "pilgrimstiggere". 1) Manden (pilgrimmen) i hovedgaden, der sidder på asfalten og samler ind til færdiggørelse af sin Camino med en lille notesbog i hånden, hvor han synes at skrive flittigt. Her han har siddet i mange år. 2) "Pilgrimmen" der går rundt i gaden, stopper pilgrimme og beder om en euro, som han lige mangler til transporten hjem. Han har ligeledes gået der i mange år. 3) Og det samme har den yngre mand på busstationen, der har en lignende attitude. Men jeg tror ikke på, at nogen af disse svindlere er farlige. Men det er en kendsgerning, at der langs Camino frances går - efterhånden flere -"pilgrimsbumser" af forskellig nationalitet, som enten sover udenfor om natten eller i donativo-herberger. De ser lidt sølle (ofte berusede ud). Nogen af dem medbringer både hund og telt. Dem giver jeg gerne min hjemmelavede medbragte sandwich, når de spørger.

torsdag den 17. maj 2018

Kampen for en seng !

Man kan ødelægge sin Camino-tur, hvis frygten for ikke at få en seng at sove i, fylder alt for meget. Der er altså masser af sengeplads på den franske rute, Camino Frances, og der bliver stadig flere af dem.
Er det rigtigt, at det i højsæsonen kan være svært at få en seng, hvis man går Caminoen fra Saint Jean Pied de Port til Santioago ?, lyder spørgsmålet. Mit svar er NEJ, men ikke uden en forklaring. Jeg er lige hjemkommet fra 4 uger på Camino Frances. For en uge siden var jeg i Santiago, og højsæson for hele ruten (fra Pyrenæerne) er slutapril-maj, samt ikke mindst slut august til ind i oktober.
Fra Sarria ( de sidste ca 110 km før Santiago) er der højsæson i juli-august. Resten af året rigelig med overnatningsplads - trods et utal af pilgrimme.
På mine 29 dage på "caminoen" fra den 11.april til den 9. maj i år havde jeg ikke på noget tidspunkt problemer med at finde en seng. Enkelte gange blev det herberg jeg overnattede på "complet" - altså helt optaget. Men det var hver gang muligt for hospitaleros at henvise til andre overnatningssteder i samme by/landsby. Jeg har en enkelt gang i 2011 haft problemer på Camino Frances, da jeg ankom til en landsby, Villamayor de Monjardín (mellem Estella og Los Arcos/ 5. eller 6. dagen fra Saint Jean Pied de Port). Jeg ville overnatte på det tyske herberg, der den gang var i byen, men taget var faldet ned, så herberget var lukket, uden at jeg havde hørt op det. I dag ville jeg have set det på nettet www.gronze.com, hvordan det stod til. Men den gang gik jeg til det andet herberg i byen, Albergue Hogar de Monjardín (Det hollandske). Her var alt optaget. (De var i øvrigt alt andet end søde og hjælpsomme. Og jeg fik senere at vide, at de havde reserveret senge til eventuelle hollandske pilgrimme. Noget jeg aldrig havde hørt om eller oplevet før eller efter. Men det er en helt anden historie). Jeg måtte gå videre til Los Arcos, 12 km - oveni de ca 31 km, som jeg allerede havde gået. Så det var en meget lang dag. Det hjalp så, at jeg blev modtaget meget flot af søde hospitaleros på et herberg i Los Arcos, hvor flere i øvrigt ankom fra Villamayor de Monjardín i taxa. Men det er den eneste gang, hvor jeg nogensinde har prøvet det.
Jeg har derimod mødt langt flere pilgrimme, der efter min bedste mening "ødelægger" en del af deres caminotur/oplevelse ved at løbe efter en seng. Frygten for ikke at få noget at sove i, kommer til at fylde så meget, at det nærmest overskygger hele ideen med Camino-turen. Telefonen (vækkeur) ringer på sovesalen kl. 5.00 om morgenen. Der rasles med soveposer, plastikposer, rygsække m.m., og i bælgragende mørke styrter disse pilgrimme ud på stien for at nå frem i tide for at få en seng. Jeg synes, at der synd for dem ( og os andre, der bliver vækket). Roen falder aldrig over dem.
Jeg er selv nu en ældre herre, der ikke har det godt med overkøjer. På min netop overståede tur, sørgede skiftende hospitaleros for, at jeg fik underkøje hver eneste nat - oftest uden at jeg selv spurgte. Alene på grund af min alder. Og der var pilgrimme over alt på Camino Frances. Jeg har lige været inde at læse, at så sent som i går kom der 1065 pilgrimme ind til Santiago. Der er altså behov for rigtig mange sengepladser hver eneste nat undervejs fra Pyrenæerne, men det er der også.
Hvis man har det bedre med sikkerheden (hvilket jeg personligt ikke har, da jeg hellere vil lade vejret, benene og humøret/lysten afgøre hver dag, undervejs, hvor jeg skal sove), så er det muligt at reservere i de fleste private herberger, men ikke i kirkelige (Albergue parroquial), klostre, i langt de fleste kommunale herberger, samt hos diverse pilgrimsforeningsdrevne herberger. Men der er er masser af private herberger, hvor de lever af at servicere pilgrimme. Og her kan man som regel reservere. Du kan finde alle informationer om mulighederne under hver enkelt etape/by på www.gronze.com med telefonnumre og det hele.
Endelige har jeg på en englsksproget hjemmeside (Santiagoforum.me) fundet denne anbefaling til en pilgrim, der var/er nervøs for ikke at få en seng. Den er skrevet af pilgrimmen Robert:
Here are your options. First, find out if there is a second albergue in town or on the edge of town. Second, walk across the street to the one star Hotel that has converted several rooms into albergue style rooms (i.e. removed the queen bed and replaced it with four bunk beds. Third, walk into the nearest bar and ask the bartender for a room (locals who have permanently left town often leave keys to apartments with the bartender to rent out). Fourth, ask the bartender to make some calls (locals who have not left town, and wish to rent out their spare bedroom, often notify their bartender that they wish to make some extra money). Fifth, ask the local priest if there is overflow accommodations in the church. Sixth, take a taxi east, back up the Camino, to the last town you walked through, spend the night, taxi forward in the morning, and then restart walking exactly where you left off the day before. Seventh, taxi west down the Camino for a room. Eighth, taxi north (sometimes south) to the freeway that parallels the Camino. It's usually only a few miles away from the Camino and has hotels at many interchanges. Or, ninth, take off you backpack, throw it on the ground, break your walking poles over knee, and have a complete and total meltdown because there are "no options".

mandag den 14. maj 2018

Camino Frances; 800 km på 29 dage april-maj 2018

Hele Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago ( ca 800 km) gås nu årligt af over 35.000 pilgrimme, langt de fleste i april-maj og september-oktober. Og for hver by man passerer bliver der flere og flere pilgrimme undervejs.
29 dage på Camino Frances - hele vejen - nord for Pyrenæerne til Santiago var for undertegnede (efter flere års pause på denne rute) stadig en stor oplevelse i april-maj 2018. I maj 1997, hvor jeg gik turen første gang, kom der 1.408 pilgrimme ind til Santiago på en hel måned. Alene i søndags, den 13 maj, blev det til 1.223 ankomne til Santiago på een dag. Det store antal pilgrimme har - naturligvis - forandret ruten, men den er stadig en stor pilgrimsoplevelse med langt flere tilbud til pilgrimme - også af religiøs art, end nogen af de andre ruter.
10 april, tirsdag: Fly; København - Paris/Paris - Biarritz - herfra bus til Bayonne og togbus Bayonne-Saint Jean Pied de Port med ankomst ca 19,30. Banegården i Bayonne var fyldt med pilgrimme, der skulle samme vej, og een anden dansker havde taget nøjagtig samme tur som undertegnede. Pilgrimskontoret havde åbent til 21.00, og der var stopfyldt af pilgrimme, der skulle have pilgrimspas, overnatningsliste (meget detaljeret), samt information om ruten over Pyrenæerne. Jeg overnattede i et mindre hotel og spiste sen aftensmad med et utal af andre pilgrimme. Hele Saint Jean Pied de Port føltes fyldt med pilgrimme. ( nederst på siden vil jeg forsøge med et økonomisk overblik for den samlede pilgrimsfærd ).
11. april, onsdag; Saint Jean Pied de Port - Roncesvalles ( ca 24 km): Turen over Leopoeder/Napoleonsruten ( 1437 meters højde) var lukket på grund af snevarsling, hvilket blev oplyst på pilgrimskontoret aftenen før. Jeg havde allerede hjemmefra på grund af vejrudsigten besluttet at tage alternativ-ruten over Valcarlos (1057 meter). Turen over Leopoeder har en samlet opstigning på 1280 og nedstigning på 480; på Valcarlosruten er de samme højdemeter, henholdvis 1080 op og 280 ned (Det går en del op og ned på denne rute - modsat Leopoder, hvor det går mere "direkte" mod toppen). Vejrforholdene betød, at de pilgrimme der overnattede i Orisson, ca 800 højdemeter oppe i Pyrenæerne, fik tilbud om gratis transport i minibusser ned til alternativruten ved Valcarlos ( ca 14 km til Roncesvalles), så de kunne tage turen derfra. 8 valgte trods alle advarsler at gå over Leopoder. 6 af dem kom over i nogenlunde hel stand; men lidt forkomne, temmelig våde og kolde (der var mellem ½ og en meter sne flere steder, som skulle passeres), 2 gav op før toppen og alarmerede redningsmandskab (brandvæsnet i Navarra). Det forlyder, at de måtte punge ud med 5.000 Euro hver for redningsaktionen, fordi de var gået over Napoleonsruten - trods alle advarsler. Selv gik jeg i regn og slud-sne med en længere pause i Valcarlos efter ca 10 km, hvor der er cafeer. De sidste ca 14 km over bjerget var ikke rare, men jeg var i gang, og jeg kunne mærke, at det kørte, selvom jeg måtte gå stærkt for at holde varmen og mine fingre var nærmest følelsesløse af kulde. Jeg havde ingen problemer med at finde vej. Jeg var fremme "allerede" ved 12,30-tiden og kunne konstatere, at en hel del pilgrimme havde taget taxa over og sad tørskoet på de to barer i Roncesvalles. Herberget åbner først kl. 14.00, men den meget imødekommende pige i receptionen reserverede seng til mig straks ved ankomsten ( 12 Euro ), ligesom jeg købte spisebillet til klosterhotellet om aftenen samme sted ( 10 Euro). Jeg gik drivvåd af både regn/sne og sved på overfyldt bar indtil herberget åbnede og fik en plads op af et meget varmt varmeapperat. Her fik jeg tørret både sko, sokker m.m. på rekordtid, selvom andre gående pilgrimme begyndte at ankomme og - naturligvis - gerne ville have del i tørremuligheden. Det føltes for mig næsten hjemligt at komme til Roncesvalles - alt er kendt, så jeg var hurtig med at finde min seng, hænge alt tøj uvasket til tørre og derefter flere timers hvile, før aftensmad i hyggeligt selskab med andre pilgrimme og en stemningsmættet pilgrimsmesse i en næsten fyldt kirke bagefter. Jeg gik i seng med en fornemmelse af at være kommet godt i gang - trods et modbydeligt vejr og dårlige vejrudsigter for de kommende dage.
12. april, torsdag, Roncesvalles-Larrasoana ( ca 27,5 km) Vejret var lige så slemt som forudset. Regn, regn, regn. Det var næsten umuligt at gå på den mudrede sti, så hele første stykke gik af landevejen. Først efter Espinal gik jeg ind på stien, der var passabel trods vanskelige steder på grund af vand og mudder. Der var - af pilgrimme - lavet alternative stier op og ned af skrænter, hvilket gjorde det muligt for mig at beholde fødderne tørre. Et sted var stien dog nærmest en lille bæk uden alternative, man kunne gå af. Her fik jeg manøvret støvler og sokker af (uden at tage rygsækken af) og tog turen - ca 30-40 meter - på bare tæer, fandt tilbage til landevejen (stadig på bare tæer), hvor jeg under et halvtag ved et busstoppested fik tørret fødderne så godt, at jeg kunne tage støvlerne på igen. Jeg spiste morgenmad ( Kaffe med mælk og ristet brød) i den lille cafe i Bizkarreta hos det samme - nu meget ældre - pilgrimsvenlige ægtepar, der har haft Cafeen i over 30 år. I Zubiri var stien lukket med røde plastikbånd, og det var tydeligt, at der stod op mod en halv meter vand. Det regnede stadig. Jeg måtte en tur gennem Zubiri by, hvor jeg personligt altid har syntes, at barejerne var "sure" - måske af gode grunde på grund af uhøflige pilgrimme. Fra Zubriri tog jeg asfaltvejen (nationalvej) til Larrasoana med sprøjtende hurtigkørende biler tæt på. Det var ikke spor rart; og fremme i Larrasoana var alle ideer fra morgenstunden, om at gå til det religiøse herberg med kirke og messe i Trinidad de Arre, lagt på hylden. Jeg fandt frem til det forholdsvis nye private herberg ved landevejen, Albergue San Nicolás, hvor et meget venligt ægtepar tog imod. 12 Euro for en seng og fællesspisning om aftenen til 10 Euro pr person. Ingen messe, men hyggeligt pilgrimsfællesskab.
13. april, fredag, Larrasoana - Uterga ( mindst 32 km, men formentlig langt mere). En af mine mærkeligste pilgrimsdage overhovedet. Værten sendte os af landevejen. Stien var lukket med bånd og umulig at passere uden at gå i vand til livet. Flere steder var floder løbet over bredderne. Jeg gik tidligt i mørke, men kunne ikke sætte mine sædvanlige lygter på rygsækken, da alt var dækket af regntøj og regnbeskyttelse. Jeg måtte gå med lygten i hånden af en regnfuld N 135- ikke særlig rart. Jeg gik og gik og gik, og jeg følte nærmest at vejen var uendelig. Før Pamplona - formentlig i Huarte fortalte en meget venlig lokal mand mig, at jeg skulle dreje fra og gå en anden vej ind i Pamplona. Efter forholdsvis kort tid - ca 1-2 km var der pludselig gule pile af alternativruten ind til byen uden om Trenidad de Arre. Jeg fulgte glad pilene, de hurtigkørende biler var erstattet af bytrafik, indtil der pludselig var rødt bånd på tværs, da jeg skulle passerer floden - Gangbroen stod under vand. En venlig dame sendte mig en anden vej, og jeg gik og gik og gik i en kæmpe bue, og troede aldrig jeg nåede indtil Pamplona, hvilket jeg heller ikke gjorde, for pludselig stod jeg et kendt sted, nemlig i Universitetsparken syd for centrum på den anden side af byen. Det gik ikke helt op for mig, hvordan jeg var kommet der til, men jeg traf i hvert fald, nu hvor regnen var stilnet lidt af, en hurtig beslutning, hvor jeg igen var på kendt vej og vidste, hvor de gule pile var, nemlig at fortsætte ud af byen. Jeg fik min første kaffe og lidt at spise, (klokken havde passeret 11.00) i den lille by (forstad) Cizur Menor i "pilgrimscafeen" lige overfor herberget. Ingen besøg i Pamplona i denne omgang. Lettet og lidt udhvilet efter over en halv times pause besluttede jeg at fortsætte vandringen, men nu af stien med de gule pile. 12 km senere efter 2½ times vandring med overraskelser i form af gang i mudder og små "uciviliserede vandløb" kom jeg til Uterga, hvor jeg aldrig har overnattet. Nok en gang overnatning i en lille by uden messe i privatherberg, Albergue Camino del Perdón, (10 Euro) med fællesspisning om aftenen (lidt kedelig mad), men med god hygge og fællesskab. Værten temmelig fraværende, men en sød ung ansat sydamerikaner forsøgte at skabe lidt stemning. Py, ha sikken dag. De andre pilgrimme klagede over de første vabler, gennemblødte rygsække, og - endnu værre - sko. Jeg fik vasket tøj i maskine og tørret det, ligeledes i maskine ( 8 euro). Jeg er selv fuldstændig fri for skader af nogen art. Min gigt i tæerne klager lidt, men meget lidt. Så jeg føler mig priviligeret i forhold til mine medpilgrimme, hvoraf nogen er rimelig medtaget.
14. april, lørdag, Uterga - Estalla ( ca 30 km). Vejret var blevet bedre, lidt småbyger og gråvejr, men ikke uafbrudt regn. Nu bliver jeg på stien, selvom den flere steder er vanskelig passabel med mudder og vand. Dagen går godt, også op og ned af "bakkerne", og snakken mellem pilgrimmene på stien drejer sig primært om vejret. Velankommen til Estalla går jeg til Albergue parroquial San Miguel. Min første overnatning på et parroquial (menigheds/kristent herberg) med donativo - altså en bøsse, hvor man lægger penge i efter behag. Jeg bliver modtaget hjerteligt af irske Betty, der er frivillig i 3 uger på stedet. Hun har haft travlt og er lidt ked af det. Dagen før har hun haft en gruppe amerikanere, der ikke har opført sig særlig pilgrimsagtigt (pænt), men tværtimod efterladt alt i et svineri, ligesom der ikke var vasket op i køkkenet. Vi bliver kun 3 på sovesalen den nat, 2 østrigere (far og datter), samt undertegnede. Jeg laver mad til os alle på delebasis, og vi går sammen i kirke ( Vor frue af Le Puy, som du kan læse om andet sted her på www.jakobsvejen.dk), hvor der er pilgrimsvelsignelse til afslutning. En rigtig god dag.
15. april, søndag, Estella-Torres del Rio ( ca 29,5 km). Nu kører det bare. Jeg sov over mig, dejligt. Sagde farvel til Betty, der tilbød at lave morgenmad/kaffe til mig, men nej tak. 7,30 gik jeg for første dag i rigtig tørvejr afsted - stadig med regnbukser på. Nem dag gennem blandet landskab med små byer og masser af pausemuligheder, samt lidt enkelte bakker op-ned med udsigtsmuligheder undervejs. Der er rigtig mange medpilgrimme på stierne, og nu hvor det ikke styrter ned, er der basis for lidt snak undervejs. Jeg nærmest løb de sidste kilometer ned af "bakken" de ca 12 km fra Villamayor de Monjardin til Los Arcos, hvor jeg undervejs holdt en kort vand- og kaffepause på en Campingvogns-ude-servering. I den - helt fantastiske - pilgrimskirke i Los Arcos var søndagsmessen lige begyndt, da jeg ankom lidt efter 12. Jeg sneg mig indenfor og kunne på de mange rygsække se, at jeg ikke var eneste pilgrim, selvom vi tydeligt var i mindretal. Bagefter fik jeg tortilla og kaffe på torvet i solskin, inden jeg gik nok 7½ km til Torres del Rio - en yndig lille by (nogle få huse) med slot/kirke, hvor jeg indlogerede mig på privatherberg Casa Mari med seng og aftensmad til samlet pris (22 euro). Faciliterne var ikke de bedste, og jeg kunne konstatere, at de fleste af mine medpilgrimme havde valgt naboherberget, men spiste i "mit" herberg.
16. april, mandag, Torres del Rio - Logrono, kun 20 km af nemmere og nemmere stier, selvom mudderet langt fra er væk. Turen ind til Logrono går forbi industri og vinfirmaer ( Rioja), og inde i selve Logrono er det nemt at finde Albergue parroquial Santiago El Real ved kirken, Apostel Santiago. Herberget er donativo med et spansk/amerikansk ægtepar som værter. Fantastisk søde, og god stemning, i dette Albergue parroquial bliver vi en del pilgrimme, flest spaniere. Men herberget er kun ca halv fyldt. (30 senge). Vi går til messe med velsignelse og spiser fremragende lokalinspireret mad. Logrono er en spændende pilgrimsby med mange middelalderspor. En god dag, hvor jeg ikke føler mig særlig træt efter kun ca 4½ times gang.
17. april, tirsdag, Logrono - Najera (ca 31 km). Det er min 7. dag, solen er begyndt at titte mere og mere frem, og jeg kan godt mærke, at jeg har passeret den kritiske 5. dag uden nogen skader. Skaderne plejer at vise sig på 3. til 5. dagen. Og det ser ud til at jeg også på denne pilgrimstur er heldig. Ingen tegn på vabler, men lidt ondt i knæ og ind imellem, men ikke hele tiden, i mine storetæer ( gigt). Jeg har profylaktisk en beskyttelsesdut på begge mine lilletæer, da neglene her på tidligere pilgrimsture har drillet lidt. Jeg aner ikke, om det er nødvendigt, men de skader ikke. Jeg har købt nye vandresokker i Lidl. De fungerer rigtig godt, sammen med en meget tynd "udenpå-sok", der skal sikre mod friktion/vabler. Med andre ord: Alt det praktiske går godt, og jeg hygger mig med andre pilgrimme, selvom jeg formentlig løber lidt for stærkt, idet jeg ser en del nye pilgrimme meget af tiden. De to østrigere (far - datter) har nået samme herberg, som jeg ( 10 Euro for en seng.) Det samme har et sympatisk sydkoreansk ægtepar først i 50erne. Jeg kommer på 3 mandsværelse med østrigerne. Herberget bliver helt fyldt. Østrigerne og undertegnede aftaler at lave mad sammen, da vi opdager at køkkenet kun har mikrobølgeovn, selvom de reklamerer med fuldt køkken på nettet. De tager på sightseeing, mens jeg går på restaurant og spiser stor middag, inden de lukker køkkenet kl. 15,30. Jeg vil helst spise sen eftermiddag, i kirke ved 19-20-tiden og derefter direkte i seng. Middagen er langt over normalstandarden for pilgrimsmenuer. Messe om aftenen, hvor hver pilgrim går op til alteret og ringer med en særlig pilgrimsklokke, der skal hjælpe med at skaffe bl.a. skygge på vejen til Santiago. Stort set alle pilgrimsvelsignelser, pilgrimsbønner og -sange handler om skygge mod solen. Det ses tydeligt, at de stammer fra middelalderen, hvor pilgrimmene primært passerede Nordspanien i juli, og tog turen igen den anden vej fra Santiago i august, hvor varmen var ulidelig. Her i april er det ikke ligefrem skygge, vi savner, men tørvejr og meget gerne sol.
18. april, onsdag, Najera - Granon (ca 27 km) Tørvejr, mest bredde jordveje, hvor det bliver stadig nemmere at passere mudder og vand - meget er allerede tørret ind. På vejen forbi den smukke middelalder- og pilgrimsby Santa Domingo de la Calzada, hvor man ligesom i de fleste andre større byer med katedraler har fået den forfærdelige uvane med at kræve entre (penge) ved indgangen til de historiske kirker. Hvis biskopperne hellere vil have indtægtsdækkede museer end kirker, så afkrist kirkerne og lav nye kapeller i stedet, hvor pilgrimme og andre andagtssøgende har en chance for at bede, tænke over livet eller bare sidde lidt i ro og mag i Guds hus. Men salg af billetter ved indgangen til Guds hus hører ingen steder hjemme. Jeg beder til, at paven snart vil sige nogen grimt om denne omsiggribende praksis. Jeg går forbi alle katedralerne og finder de små "hverdagskirker/kapeller" i stedet. Jeg køber undervejs i byen ind i et lille supermarked - appelsinjuice, brød og pålæg (spansk skinke) - og spiser på en bænk på torvet overfor et af byens flere klostre, der giver denne by en hel særlig atmosfære. Flere af klostrene er i brug - også som herberg. Trods det fortsætter jeg til Granon med et parroquial-herberg (donativo) i klokketårnet i kirken, hvor præsten allerede for over 25 år siden lavede herberg med tilbud om pilgrimsmesse, samt aftenbøn i kirken. Et helt fantastisk sted, hvor man sover på tynde madrasser på gulvet. To meget imødekommende spanske frivillige tager imod. Man skriver bl.a. sin alder (69 år i mit tilfælde) ind i pilgrimsprotokollen, og de søde hospitaleros giver mig ikke bare to madrasser, nej de bliver også lagt på gulvet op af en væg med kant, så jeg bedre kan komme op og ned. Jeg var meget i tvivl om, hvor vidt jeg kunne sove i Granon med hårde gulve og tynde madrasser, men nu er det næsten som at komme hjem. Jeg føler mig utroligt varmt modtaget, og jeg møder nu flere pilgrimme, som jeg har set før. God stemning. Desværre ingen messe. Præsten er blevet gammel og syg, og kirken betjenes kun om søndagen andre steder fra. Men fællesbønnen om aftenen med den ældre spanske hospitaleros som indleder er blevet bibeholdt - meget stemningsfyldt. Flere pilgrimme sidder og græder. Som sædvanlig fællesspisning, oprydning og opvask.
19. april, torsdag, Granon - Villa Franca Montes de Oce (ca 29. km). Jeg sov dårligt - hvorfor ved jeg ikke, og skulle op flere gange i løbet af natten. Jeg håber ikke, at jeg vækkede mine medpilgrimme. Jeg kom også lidt forvirret ud af døren og glemte en lille stofpose med mit nattøj (tynde shorts med lommer og en tynd bluse med lange ærmer, samt endnu værre det nederste af mine sip-up-bukseben). Nå men turen fra Granon var flot - jeg hørte for første gang ordentlig fuglesang, mest solsort, men sandelig også på et lille stykke vej en nattergal. Jeg var lige ved at gå frem og tilbage på "nattergalestedet" af bar glæde, men fortsatte til Belorado og Tosantos, hvor jeg lige gik forbi franciskanerherberget, hvor en af "guruerne/ caminoens helte", lægfranciskaneren Jose Louis, i mange år ( næsten 30 år) stod for et af de mest fantastiske herberg. Jose Louis er blevet hjerteopereret og er stadig syg, og han har derfor nu helt opgivet at komme tilbage. Nu er hans medbroder Jesus ( Ja, det kan man godt hedde i Spanien) alene i Tosantos. Det forlyder på nettet, at Jesus har svært ved at klare det hele selv, og at herberget måske står foran lukning. Jeg gik forbi først på formiddagen for at hilse på og høre nyt, men døren var låst og med en seddel på, hvor der stod, at der blev åbnet kl. 13.00, så ingen nyheder. På hele denne pilgrimstur støder jeg ustandselig på historier/information om, at de - den nye pilgrimstrends fædre - mest præster, der har stået for anlæg, herberg, kirkelig betjening m.m. langs Camino Frances de seneste 30-40 år, nu er blevet gamle mænd, der enten er døde eller gamle og derfor ude af drift. Enkelte af dem mødte jeg undervejs og fik en god snak med dem. Men derom senere. Jeg fortsatte forbi Tosantos til Villa Franca Montes de Oca, hvor en sød yngre kvinde (hostal-bestyrer/ måske ejer) stod udenfor El Pajaro og tilbød mig et enkeltværelse til 20 Euro. Jeg slog straks til, og hun fortalte om en fantastisk ferietur til Island, som om Island og DK var det samme. Hun var rigtig sød og tilbød oveni tøjvask og tørring til 4 euro, hvilket jeg ligeledes tog imod. Fremragende køkken, men ingen ordenligt supermarked, så jeg spiste tidligt ude og gik tidligt i seng lige efter messen. Mit rene tøj var lagt pænt sammen og stod i en lille balje foran min dør. Jeg sov som en sten.
20. april, fredag, Villa Franca Montes de Oca - Cardanuela ( ca 25 km ). Det er så småt begyndt at blive hverdag, sådan at forstå at den ene vandredag blandes med den anden. Hvornår sov jeg nu der ? og lignende. Jeg begynder at bevæge mig op af bjerget mod San Juan de Ortega. Turen går af jordveje gennem træbevoksning til klostret på toppen og efter 12-13 kilometer er klostret, der pludselig. Der er kun nogle få huse udenom. For 20 år siden et sted, hvor pilgrimme måtte overnatte på grund af en karismatisk præst, der lavede løgsuppe til pilgrimmene hver aften, og hvor pilgrimmene hver især medbragte et eller andet spiseligt; ost, spansk skinke eller lignende, som så blev delt. Efter maden var der messe. Nu er der en meget upersonlig bar, hvor værten oven i købet var mere end fraværende - nærmest tvær, da jeg bestilte min kaffe og satte mig udenfor. Lidt senere dukkede kendte ansigter op, og vi fik en lille morgen/formiddagssnak, før jeg efter et besøg i kirken, tog rygsækken på og gik videre mod Burgos, hvor jeg gerne ville ind i så god tid, at jeg kunne købe nyt "nattøj". Det var derfor min agt at sove så tæt på byen som mulig, så efter at have passeret korset, mødt en fårehyrde med mange får, begyndt nedstigningen fra bjerget og set ind over byen gik jeg til sidste bebyggelse før Burgos, Cardanuela, der kun er en bebyggelse med få huse. Og som så mange andre steder langs den franske rute, er der nu lavet et privat herberg. Jeg flyttede ind på Via Minera, privat herberg til kun 5 euro for en seng, samt fællesspisning til 10 euro; jævnt kedeligt mad, men hyggeligt fællesskab med andre pilgrimme.
21. april, lørdag, Cardanuela - Burgos ( 16 km ). Jeg var inde i byen af kedelig vej rundt om lufthavnen og spurgte om vej til Casa Emaus, kirkeligt herberg med Donativo, som ligger lidt, ca 1,5 km, fra centrum, og som jeg aldrig har besøgt. Mødte en venlig mand, der insisterede på at følge mig hele vejen. Spanierne er utroligt søde og hjælpsomme overfor de tusinder af pilgrimme, der ustandselig "går forbi". Herberget var ikke åbent endnu, men kirken stod åben for tilbedelse hele døgnet , og en kirkegænger fortalte, hvor jeg kunne stille rygsækken der indtil herberget åbnede. Jeg gik i byen og købte nyt "nattøj", jeg så på byen, der vrimlede med pilgrimme, men gik ikke i katedralen (entre), drak i stedet en kop kaffe med en anden pilgrim og gik tilbage til herberget, hvor et utroligt sødt amerikansk ældre par (USA) var værter/frivillige. Der var masser af plads, gode forhold med opholdsstue, fælles spisesal og meget mere. Vi blev kun 4 pilgrimme (en østriger, to franske damer, samt værtsparret - en meget lille flok). Østrigeren talte kun tysk, franskmændene kun meget dårlig engelsk, så pludselig var jeg tolk i alle retninger, selvom jeg langtfra er noget sproggeni, sidst på aftenen gik det lidt i kage for mig med de uafbrudte skift mellem engelsk (værtsparret) tysk og fransk. Der var fællesspisning med efterfølgende messe - en meget hyggelig aften, men da værtsparret gerne ville have pilgrims-åndsfuld-snak efter messen til efter 22-tiden, kunne jeg næsten ikke rumme mere - ikke mindst fordi jeg skulle oversætte fra sprog til sprog. Og til sidst måtte jeg melde pas. Jeg sov rigtig godt. Casa Emaus er afgjort en god oplevelse.
22. april, søndag, Burgos-Hontanos ca 32 km. Trods de forholdsvis mange kilometer en rimelig nem dag. Vejen ud af Burgos er væsentlig kønenere end vejen ind. Man går først langs floden forbi klostre og historiske bygninger. Derefter ud over "stepperne"/Mesetaen (middagsbordet), højde plateauet, Spaniens kornkammer, i ca 800 meters højde, der skulle være næsten ulideligt at gå på om sommeren i stærk solvarme uden skygge. Der er dog små landsbyer/pilgrimsbyer med få kilometer imellem, rigtig mange barer og i de senere år, nye private herberger med meget kort afstand. På en eller anden måde virkede dagens etape mere kendt for mig end tidligere etaper på ruten. Jeg behøvede ikke at se efter gule pile, camino-vejsten eller anden afmærkning. Jeg kendte bare vejen, når jeg stod der, så dagen forekom - trods de over 30 km - rimelig nem, og da jeg kom ind på et herberg i Hontanos, Albergue El Puntido, hvor jeg havde sovet i 2011, var jeg ligesom hjemme igen. Jeg ville godt have boet på Brigida opkaldt efter den hellige Birgitta af Vadstena, der også har et lille kapel i byen, men det var lukket. Byen har en ualmindelig smuk kirke med pilgrimsmesse hver eneste aften med meget aktiv pilgrimspræst - en god by (meget få huse) at overnatte i. Jeg spiste til - min søde værtindes - forundring varm mad lige før lukketid midt på dagen (ca 15,30) fik vasket tøj til 4 euro, der tørrede med det samme i solen. Hyggede mig lidt med andre pilgrimme, gik til messe (der var rigtig mange pilgrimme) og tidligt i seng.
23.04, mandag, Hontanos - Fromista ( ca 34,5 km). Nok en forholdsvis nem dag trods kilometerantallet. Benene kører nemt, og jeg begynder at ane, at jeg kan komme til Santiago alt for tidligt. Skal jeg gå en omvej eller sætte tempoet ned. Jeg har fly hjem, den 11. maj tidligt om morgenen og vil max tilbringe to nætter i Santiago. Jeg møder nu flere på vejen, som jeg kommer til at gøre følgeskab med et stykke tid, irske Patrick, kroatiske Bruno, samt canadiske Dorothy. Stien er fortsat præget af Mesetaen, selvom en enkelt stigning undervejs fra 816 til 909 meter giver en lille forandring. Det er blevet varmere, og jeg drikker langt mere vand undervejs. Jeg følges et stykke - først med Bruno, og senere med irske Patrick, som byder på vand, da jeg er ved at løbe tør. Vel fremme i Fromista går jeg til det kirkelige herberg, Betania, der som www.gronze.com havde advaret om, var lukket - hvorfor ? Lige overfor ligger det private herberg, Estrella del Camino - meget upersonligt, men med gode faciliteter og et godt køkken. Jeg laver fællesmad for de 4 ovennævnte ( Det kan gøres i rimelig god kvalitet til ca 2-3 euro pr. næse), før vi følges til messe, hvor det viser sig (hvad der ofte er tilfælde i Spanien), at der ikke er messe mandag. Præstens fridag. Vi drikker en øl sammen i stedet for.
24.04, tirsdag, Fromista - Carrion de los Condes ( kun ca 21 km )Ualmindelig nem dag i godt vejr af næsten fuldstændig flade uendelige jordveje. Jeg kommer meget tidligt til Carrion, hvor jeg på forhånd har besluttet at bo hos Augustinersøstrene, der afgjort har et af de mest stemningsfyldte herberger undervejs, Sta. Maria.( 5 euro for en seng.) Det er muligt at deltage i vesper og komlet. Søstrene laver fællessang, herberget er indrettet perfekt med køkken og dejlig gårdhave. Jeg køber ind i Dia og laver igen fællesmad til vor lille flok. Inden alle fælles-begivenhederne, der slutter med (lidt sen) pilgrimsmesse. Herberget med plads til næsten 60 pilgrimme, er helt fyldt. Alle pilgrimme modtager pilgrimvelsignelse (hvis de vil) og de fem guitarspillende og syngende augustinersøstre med den karismatiske moder Elisabeth (tysk) i spidsen er en af de forholdsvis nye "kultherberger" på Camino Frances. ( se eventuelt på You Tube)
25.04., onsdag, Carrion-Sahagun (ca 40 km.) Jeg sov forholdsvis dårligt uden påvisselig grund. Men gik trods det rask til ud af Masetaen langs uendelige grusveje, landsbrugsjord, forbi vandingsanlæg og kanaler, og næsten ingen træer. Landskabet er meget særegent og giver plads til vidtløftige tanker og ideer. Jeg løber - trods løfter til mig selv om det modsatte - alt for stærkt og ser derfor ikke længere mine pilgrimsvenner fra de seneste dage. Vel ankommet til Sahagun dummer jeg mig lidt. Jeg går forbi det kommunale herberg, der hører til de dårligste på ruten, og bliver desværre fristet af et billigt hostal og får mit eget rum. Lidt ærgerligt, da jeg senere på dagen erfarer, at de har det rigtig godt hos hos benediktinerinderne i Albergue de peregrinos de la Santa Cruz, hvor jeg senere på dagen går til messe. Jeg spiser ude og snakker lidt med en amerikansk pilgrim, der spørger en del til forskellen mellem parroquial, kommunale og private herberger. Hvordan finder jeg parroquial ?, spørger han.
26.04., torsdag, Sahagun - Mansilla de las Mulas (37,5 km) Jeg bliver ved med at gå langt, men undskylder mig selv med, at der så i morgen kun er få kilometer til Leon, hvor jeg under alle omstændigheder bliver en nat. Landskabet er uforandret, men nogle af småbyerne ser lidt fattige ud med lerklinede huse; en enkelt by, El Burgo Ranero, ligner en udslidt by fra en spagetti-western. Der er meget få op og nedstigninger, vejret er lidt koldt om morgenen, men meget tidlig formiddag har jeg kun korte ærmer. Jeg holder en del kaffepauser undervejs, inden jeg lander på Camino Frances absolut bedste kommunale herberg hos Laura i Albergue de peregrinos de Mansilla de las Mulas. Der er allerede ankommet en del pilgrimme, men jeg får trods det anvist en seng i et afsides soverum, hvor vi ender med kun at sove tre - et ældre ægtepar og undertegnede i hver sin ende. Der er messe hver aften i byen, og Laura skaber god atmosfære på herberget, hvor køkkenet er udmærket, og hvor en mindre Dia gør det muligt at købe billigt ind. Jeg laver mad selv, men "kender" ikke rigtig nogen, da jeg de seneste dage har gået fra de pilgrimme, jeg tidligere delte fællesskab med.
27.04. fredag, Mansilla de las Mulas-Leon ( ca 18 km). Turen ind til Leon går hurtigt. En lukket gangbro over motorvejen betyder en "omvej" gennem grønt område med en bakke/bjerg, hvorfra udsigten ud over byen er formidabel. Leon og Burgos er lidt omvente. Turen ind til Burgos er ikke særlig rar - modsat turen ud. I Leon er det omvendt. Her er turen ud igen rigtig kedelig. Men det er først i morgen. Lige inden man går ind i den gamle bydel har Civilforsvaret lavet en lille bod, hvor de uddeler bykort, lidt slik og vand, samtidig med at de spørger pilgrimmene, om der er noget de kan hjælpe med. Hvilken modtagelse ! Jeg går direkte til Albergue del convento de las carbajalas hos nogle Benedektinersøstre, hvor sovesalen er rimelig kedelig, køkkenet ligeså, men hvor der er aftenmesse og vesper, hvor søstrene forinden har en lille øvestund med pilgrimmene, så de kan "lære at synge som munke/nonner", hvilket ikke lykkedes, men som er aldeles fornøjeligt. Jeg køber lidt kold mad, spiser på herberget, og møder på grund af min korte dag igen "kendte" pilgrimme, ligesom jeg støder ind i 3 danske pilgrimme - alle mænd/drenge, der går hver for sig. Vi får en lille snak. Jeg besøger min yndlingskirke undervejs, San Isodore, der heldigvis stadig er kirke og ikke museum, i modsætning til katedralen i byen, som jeg går uden om. Leon er en stor spændende by med mange bymæssige overraskelser.
28.04.lørdag, Leon - Hospital de Orbigo ( ca 36 km.) Den direkte rute, som jeg vælger, er kedelig, men hører efter min smag med til en pilgrimsvandring. Turen ud gennem Leon er ikke særlig spændende, og den fortsatte tur langs Nationalvej N-120 ikke mere spændende, men så dukker en af de mest interessante af de små pilgrimsbyer op, Hospital de Orbigo. Man kommer ind i byen af en over 700 meter lang middelalderbro, der går over floden Orbigo. Den er bygget mellem år 1000 og år 1100 af Johanitterriddere på fundamenterne af en tidligere romersk bro. Den nye bro blev bygget for at sikre pilgrimmene vej over det gang sumppede engareal samt selve floden, der var ualmindelig bred. Bagefter byggede ridderne et hospital - overnatningssted til pilgrimme, og til sidst kirken, der naturligt hedder San Juan. Altså: først bro, så overnatning og til sidst kirke. Byen opstod så omkring det hele, og i dag er herberget, der er indrettet i præstegården, Albergue parroquial Karl Leisner, og opkaldt efter en tysker, en af mine yndlingsherberger undervejs. Et af de første overnatningssteder, der blev oprettet for over 30 år siden, da pilgrimsvandringens "genfødsel" stadig var i sin vorden. Præsten bor der desværre ikke mere. Jeg fik en længere snak med ham ved dette besøg. Han er flyttet i en mere ældrevenlig nabobygning efter at have fået problemer med hjertet, men han læser stadig pilgrimsmesse hver evig eneste aften. Og han er stadig utrolig sød og imødekommende. Frivillige står for al det praktiske. Navnet på herbeget, Karl Leisner. En tysk præst, der under krigen med nød og næppe overlevede rædslerne i flere koncentrationslejre for at dø i august 1945 af de pinsler og sygdomme, han havde med. Karl Leisner er i dag saligkåret i den katolske kirke og lægger navn til nogle ungdomsfonde, der bl.a. har været med til at finansiere herberget i Hospital de Orbigo. Og så har præsten bag projektet plastret væggene i herbergets gård til med tekster fra det 2. Vaticankonsil, hvilket fortæller en del om hans støtte til en fornyelse af den spanske kirke efter Franco. En god dag i Hospital de Orbigo, hvor irske Patrick dukkede op.
29. april, søndag, Hospital de Orbigo - Astorga ( ca 17,5 km). Ja, jeg ville egentlig have gået længere, formentlig Rabanal, men så ender det med, at hele turen kun tager 26-27 dage, og jeg har planlagt med 30. Nu er mit mål at gå ind på 29 dage med sidste nat 4 km før Santiago på Monte do Gozo. Turen til Astorga er uden de store udfordringer. Jeg drikker kaffe undervejs, og kommer til byen længe før herberget åbner. Jeg stiller min rygsæk under et halvtag foran og går i støvregnen ud og drikker kaffe på en lille cafe. Herberget er utroligt stort, og jeg møder danske frivillige, som jeg får en lille snak med. Der er et stort og godt køkken, men det er søndag. En enkelt butik i byen har åbent, Carrefour, hvor jeg kan købe rimeligt ind og lave mad. Der er temmelig meget trængsel i køkkenet, og man kan mærke, at antallet af pilgrimme har fået nok en nyk opad her i Astorga, hvor mange har første dag. Patrick dukker op og spiser med. Det er hans sidste dag. Han skal hjem og passe arbejde, men har haft en kanon oplevelse og er meget opsat på at komme tilbage og gå "turen færdig". Patrick en af den slags gode "pilgrimsvenner", som pilgrimslivet giver som gave. Pilgrimsstierne er meget gavmild med gode oplevelser. Vi slutter dagen af med messe i præsteseminariet tæt på herberget i et lille intimt kirkerum med en imødekommende ældre præst, der talte varmt om pilgrimsvandring.
30. april, mandag, Astorga-Foncebadon (ca 25,5 km). Nu er mesetaen for alvor bag mig. Og opstigningen mod Jernkorset i gang. Jeg passerer den ene lille by efter den anden og kigger efter en bestemt ting. Påskedag, den 2. april 2015, blev en amerikansk kvindelig pilgrim myrdet her; formentlig under kamp om hendes penge. Morderen er sat bagt tremmer i meget lang tid. Det er det eneste mord, der har fundet sted på samtlige caminoer i Spanien i mands minde, og forhåbentlig også det sidste. Men jeg ser ingen mindesten. Hvis den er der, er jeg gået forbi, da jeg når Rabanal, hvor jeg tidligere har overnattet. Vejret er godt, men koldt, og der er mange pilgrimme på stien - også flere kendte ansigter bl.a. australske Ben, som jeg er løbet ind i flere gange, og som jeg får en sludder med. Han har ikke hørt om mordet. Jeg drikker kaffe i Rabanal og overvejer, om jeg skal ringe på i det lille Benedektinerkloster og spørge om jeg må bo hos dem to nætter og deltage i deres bønsliv. Det har jeg før gjort og haft en stor oplevelse ud af i et cistercienserkloster på Camino Sanabres. Jeg vælger at fortsætte til Foncebadon, hvor lægfranciskanerne - med økonomisk hjælp - har genopbygget en kirkeruin og delt den i to, så der er herberg i den ene ende og kirke/kapel i den anden. Stedet hedder Domus Dei med lægfranciskaneren, Javier, som vært og hospitaleros. Han går hele tiden udenfor og ryger. Det har jeg ikke set en lægfranciskaner gøre før. Det er begyndt at sne, og det er rigtig koldt - også indenfor, hvor der er tryg på diverse (lidt brandfarlige ) ovne. Der er plads til 18 pilgrimme i det lille herberg. Jeg er den første denne dag. For at få varmen går jeg på baren overfor, hvor jeg falder i snak med fire tyske pilgrimme, tre af hankøn og en kvinde, Angela, som jeg kommer til at se meget til de kommende dage. Bagefter tilbage til herberget, hvor det vrimler ind. Vi spiser sammen og holder andagt i kirken bagefter. Det hele meget sent, så jeg først lå i min seng efter kl. 22. Men en rigtig dejlig aften.
1. maj, tirsdag, Foncebadon - Ponferrada ( ca 27 km ). En helt fantastisk tur, men i starten med minusgrader. Jeg havde små vanter på, men frøs trods det om fingrene. Frosten var dog en fordel for mudderet efter gårsdagens regn og sne. Stien var så frossen, at man kunne gå nemt/tørskoet selv de mere fugtige steder. En fantastisk solopgang og store udsigter hele vejen op, hvor sneen lå tung på bjergtoppene. Jeg nåede jernkorset, mødte en anden pilgrim og fik taget et par billeder. Derefter nedad af de stejle stenede stier. Det gør altså ondt i mine knæ og jeg prøvede at sætte farten ned, og så kom der nye udsigter over diverse byer, Molinaseca og Ponferrada. Jeg flyttede straks ind på det store herberg, Albergue parroquial San Nicolás de Flüe, med plads til næsten 200 pilgrimme placeret i mindre sovesale. Jeg blev modtaget varmt af en af de mange frivillige på stedet. Stort køkken med muligheds for at lave mad, men 1. maj. Der var imidlertid masser af rester - ubrugt pasta, en halv bakke champignon, tomater, løg og reven ost i massevis. Olivenolie havde jeg selv slæbt rundt på, så pludselig havde jeg en helt måltid. Jeg var ikke den eneste. Der blev trængsel i køkkenet. Det er helt utroligt, så godt dette kæmpeherberg fungerer, hvilket ikke mindst skyldes de 5 søde ældre spanske frivillige og en langt yngre pige, der gerne ville praktisere sit engelske. Så på tur rundt i byen med middelalderkirker, men først og fremmest en af de største og mest velbevarede ridderborge overhovedet. Kæmpestor og dominerende midt i byen. Aftenmessen var - desværre ikke i herbergskirken, men i en af byens flotte middelalderkirker.
2. maj, onsdag, Ponferrada - Villafranca del Bierzo( ca 24 km) En af Camino Frances nemmeste etaper med en næsten uendelig vej ud af byen. Turen føles meget kort, og der er oven i købet mulighed for et par afkortninger undervejs. Man passerer den ene vinmark efter den anden, og jeg spørger mig selv, hvorfor vin herfra ikke er nær så kendt som vin fra Rioja. Jeg købte dagen før en udmærket lokal rødvin til 2½ euro. Jeg ankom til nok en meget smuk pilgrimsby med snævre middelaldergader, et utal af herberger i det mange hoteller har sat flere senge ind i værelserne og lejer ud på ny måde. Villafranca er noget særligt - sidste større station før Galicien. Jeg flytter ind i et tidligere kloster. Nu hotel og herberg, Albergue-Hospedería San Nicolás El Real, privat ejet. 8½ euro for en seng, idet der skulle vise sig at blive enkeltværelse med eget bad og toilet, idet den søde værtinde, Carmen, sendte alle nye pilgrimme i andre værelser, så jeg fik min 4-mandsstue for mig selv. Købte friske grønne asparges, kylling, grønt og ost og lavede mad til tyske Angela og jeg selv inden jeg gik på rundtur til byens nærmest uendelige antal kirker og klostre.
3 maj, torsdag, Villafranca - La faba (ca 24 km). Dagene begynder at ligne hinanden og min tur op til valfartsstedet o Cebreio, kommer til at gå over La Faba en lille bebyggelse og en lille omvej på vejen op, for nu stiger det for alvor igen ved indgangen til Galicien. Samme kilometer som i går, men langt hårdere. Det er første gang, at jeg ikke har taget turen helt over toppen på samme dag, men jeg vil ikke til Santiago for tidligt. Turen er meget smuk, køerne går ude på markerne og ind imellem på pilgrimsstien, så man pænt må vente, til de har passeret. I Danmark ser vi stort set aldrig mere en ko på en mark. De er allesammen spærret inde i stordriftstalde. Der er mange pausesteder undervejs. I La Faba kommer der mange pilgrimme til, men de fleste går videre over o Cebreio. Fortinden bliver der drukket både vand, øl og læskedrikke i La Fabas få barer. Jeg flytter ind på det tyske herberg, Donativo, hvor der ikke bliver fyldt denne dag. Herberget/tyskerne har genopbygget både kirke og præstebolig, der nu står meget smukt som herberg med en smagfuld indrettet åben kirke med masser af levende lys. Vi ( flere tyskere og jeg) spiser sammen i baren, hvor vi slutter af med en lille stærk sag, doneret af værten til turens første Santiagotærte.(Mandelkage).
4. maj, fredag La Faba- Samos ( ca 37 km). En af de smukkeste morgenen på turen, månen lyste klart over de snedækkede bjerge, mens solens første stråler gav østhimlen et rødligt skær. De første 4-5 kilometer til toppen var helt fantastiske inden grænsestenen bedyrede, at nu var jeg i Galicien. Så ind forbi det lille kloster i o Cebreio, hvor der nu står et utal af mindesten for Don Elias, præsten der fandt på de gule pile. I 1980 (vist nok) passerede der nogle få franske pilgrimme, der havde taget turen fra Le Puy i Frankrig til Santiago ( ca 1550 km). De bankede på kirkedørerne undervejs for overnatning, således også i o Cebreio, hvor Don Elias tog imod. Det var svært at finde vej til Santiago, sagde de. Don Elisas tog de følgende år en masse gul maling og kørte til Roncesvalles og begyndte at lave gule pile hele vejen mod Santiago på husmure, træer, asfalt - alt hvad han kunne finde. Poltiet stoppede ham og spurgte - måske meget naturligt - hvad han havde gang i. Jeg forbereder en invasion fra Frankrig, sagde han. Han døde længe før, at hans spådom gik i opfyldelse, men siden han malede den første gule pil, skal det samlede antal pilgrimme nu tælles i millioner, og det årlige antal er over 300.000. Foran kirken stod en del telte - måske hjemløse, sådan så de ud. Det var meget koldt på toppen, så jeg blev kun nogle få minutter foran den - desværre - lukkede kirke, før turen gik ned ad bjergene igen. Ned til Tricastela med pauser undervejs og videre til kæmpeklostret i Samos ( en omvej på ca 10 km ), hvor herberget var halvtomt og forblev halvtomt. Jeg spiste en større middag på en af restuaranterne overfor klostret, hvilede mig og gik til messe med munkene - stemningsfuldt.
5. maj, lørdag. Samos - Portomarin ( ca 38 km). Jeg gik tidligt morgen til Sarria, hvor endnu flere pilgrimme begynder deres tur til Santiago - ikke mindst mange spaniere, der ofte går i grupper. De første ca 15 km til Sarria er mest kedelig landevej, herefter gennem byen, hvor der er pilgrimme bogstavelig talt overalt. Jeg spiste morgenmad i en pilgrimsgade og fortsatte mod Portomarin. Nu hilser pilgrimmene knapt nok på hinanden, turen fortsætter nærmest i gåsegang med småsvindlende "døve" romaer, der stopper pilgrimmene for at få "hjælp" og penge som afveksling. De nytilkomne pilgrimme er for fleres vedkommende i så dårlig form, at de stønner allerede ved første bakke. Det er faktisk temmelig underholdende, og grupper af spanske pilgrimme, der synger og griner, er med til at øge stemningen yderligere. Dagens etape går gennem landsbyer med landbrug som hovederhverv, så der er køer og får overalt, samt landmænd, der pløjer, ser til vinmarker eller kører rundt med sprøjten. Jeg når til Portomarin og flytter på herberg, Albergue-Pensión PortoSantiago ( 10 Euro) med godt køkken, laver mad "hjemme" og går til pilgrimsmesse med et utal af nye ansigter.
6. maj, søndag, Portomarin-Palas de Rei (ca 24 km) og ikke længere den dag, selvom benene godt kan. Landskabet er uforandret galicisk. Landbrugsegn med små byer undervejs med barer og alt, mens bjergene ligger i det fjerne. Jeg når tidligt til byen og flytter direkte på Albergue San Marcos overfor kirken af samme navn, hvor der er pilgrimsmesse samme aften. Jeg vasker tøj og hænger det ud i solen, der synes at have bidt sig fast. Det er søndag, og jeg spiser glimrende søndagsmiddag ude, hygger mig en del med flere pilgrimme - også danskere, der er begyndt i Sarria. Santiago er tydelig kommet tæt på.
7. maj, mandag, Palas de Rei - Arzua (28,5 km). Jeg er kommet i topform og går gennem byer, skove (eucalyptus) med pilgrimme både foran og bagved; op af nogle stigninger er der kø i "overhalingsbanen", og - desværre - rigtig meget affald langs stien. Jeg kommer til Arzua og går gennem hele byen til et herberg tæt på kirken, Albergue Vía Lactea, hvor jeg har boet før. Der bor stort set kun spaniere, samt en enkelt fransk pilgrim og undertegnede. Der er godt køkken, god plads og gode forhold (10 Euro for en seng). Jeg får vasket tøj i maskine, tørret det i solen og købt ind i stort supermarked for at spise hjemme, sidder inden messen på en bar foran kirken, hvor jeg drikker en øl med en tysk pilgrim. Nu er kirken nærmest fyldt af pilgrimme, mange er tydelig begyndt i Sarria. De halter rundt og virker rimelig trætte (medtagne).
8. maj, tirsdag, Arzua - Monte do Gozo ( 35 km). Nu vil jeg bare ind. Jeg går og går og kommer op til Monte do Gozo ved 13- 14 tiden. Sød hospitaleros ansat af region Galicia tager imod. Der er masser af plads, lidt kedeligt i det store herberg med udsigt over Santiago kun 4-5 km fra Katedralen. Jeg stiller mig op (nærmest på tæer) på en lille forhøjning på toppen af "bjerget" og kan i soltågen lige skimte tre kirketårne i det fjerne. Jeg går ud og spiser, møder et par andre pilgrimme, går til aftenmesse, hvor præsten ikke dukker op. De andre pilgrimme går, og jeg bliver siddende lidt og pludselig kommer præsten 20 minutter efter messen skulle være begyndt. Han læser messe for mig alene. Han er sød og har ingen forklaring på, hvorfor han kom for sent.
9. maj. Jeg går ind i Santiago, drikker kaffe undervejs og er ved katedralen kl. 8.00. Går på pilgrimskontoret, får mit 10. compostela, finder mit logi (et enkeltværelse på et lille hostal) og går til pilgrimsmesse kl. 12.00. Jeg dasker rundt i byen og taler med "kendte" pilgrimme i to dage, inden jeg fredag morgen, den 11. maj, tager en flyver til Madrid og derfra videre hjem.
Gennemnsitlig pris pr. dag for 32 dage/nætter ( 29 på stien, 2 i Santiago, samt ud og hjemrejse) blev 32,40 euro pr. nat/døgn. Dertil kommer flyvebilletter til og fra.