onsdag den 19. december 2018

Jakobsvejen.dk i julen

Jakobsvejen.dk har fortsat en stigende kurve i læserskare. Så indtil videre fortsætter hjemmesiden som hidtil.
Her med under en uge til jul går www.jakobsvejen.dk på juleferie. Mailen bliver kun læst en gang imellem, men I er stadig velkommen med spørgsmål om pilgrimsvandring, som undertegnede vil forsøge at svare på. Hjemmesiden vil næste år fortsætte som hidtil.
Til efterårets pilgrimstræf i Sankt Ansgar Domkirke i Bredgade i København var der 18 tilmeldte pilgrimme - både kommende og erfarne. Her blev det aftalt at mødes igen inden "forårspilgrimssæsonen" for alvor sætter ind. Det bliver fredag, den 1. marts kl. 17.00 i Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg. Men mere herom senere.
Her hvor vi nærmer os kalenderårets slutning har jeg set lidt i www.jakobsvejen.dk ' s egen statistik, og jeg kan nok en gang konstatere, at det fortsat er to artikler fra 2016, der ryger ind som nummer et og to, som mest læste artikler igen i år.
Det er : Hvor lang er Caminoen - helt præcist ? Der er fra tirsdag den 27. september 2016, se eventuelt: http://www.jakobsvejen.dk/2016/09/hvor-lang-er-caminoen-helt-prcist.html , der dog bliver slået på målstregen af: Hvor lang tid tager det at gå Caminoen ? fra lørdag den 16. januar 2016, der eventuelt kan ses på: http://www.jakobsvejen.dk/2016/01/hvad-lang-tid-tager-det-at-ga-caminoen.html .
De faste sider: Europæiske Pilgrimsveje og Praktiske Oplysninger er dog stadig langt foran både "nyhedsartiklerne" og de offentliggjorte svar fra de pilgrimme og pilgrimme in spe, der stiller spørgsmål via jakobsvejen@gmail.com.
Og årets adventsbillede er hentet på den lille Camino del Salvador, som jeg gik som optakt til Camino Primitivo i efteråret. Det er fra fra den lille landsby Beberino, og man kan se, at de har været tidligt ude med pyntning af julekryben. Såvel førstegangsbesøget på Camino del Salvador og gensynet med Camino Primitivo, var en stor oplevelse for mig med flot natur og heldigt vejr - kun 2 halve dage med regn. Den ene gang regn dog på så stejl en nedtur, at mine gamle ben havde svært ved at bevare balancen på de glatte sten.
Og så ønsker jeg alle læsere, garvede- såvel som pilgrimme en spe en velsignet advents- og juletid. Buen Camino Poul Erik Magnussen