mandag den 17. december 2018

Spansk juleønske til pilgrimme

Den spanske pilgrimshjemmeside www.vivecamino.com har 3 ønsker til alle kommende pilgrimme i Spanien under overskriften:
Hjælp os at holde Caminoen som et gode for evigt !
Camino de Santiago er en gave til pilgrimmene, en tradition, som vores forfædre har efterladt til os, og som vi skal passe på. Hvert år er der tusinder og atter tusinder af pilgrimme, der slutter sig til pilgrimsflokken. Hjælp os at bevare denne fantastiske tradition og arv for kommende generationer. Følg pilgrimsvejenes ånd, så den ikke fortabes ved at følge disse 3 pilgrimsregler.
1) Affald langs Caminoen
Med over 300.000 pilgrimme årligt på jakobsvejen i Spanien er affald og andre efterladenskaber blevet et problem.
A) Det gælder først og fremmest grafitti/hærværk på vægge, sten; Ja stort set alle steder, hvor der kan sprøjtes maling, samt hængelåse, klistermærker, der oversvømmer Camino de Santiago; - skæmmer vægge, træer, skilte, varder og "kilometersten". Stop det !
B) Der smides årligt i tonsvis af fødevarer, plast, emballage, beholdere eller skrald langs caminoen, der forurener og ødelægger oplevelsen for dem, der kommer efter, samt giver et ekstra stort arbejde til de tusinder af frivillige, der prøver at holde pilgrimsstierne i god stand. Tag dit affald med dig, når du går og aflever det i de dertil indrettede affaldscontainere/skraldespande. Hvis du selv finder affald langs Caminoem, som andre har efterladt, er det en god gerning at tage det med. Ha' eventuelt en fast plastikpose på rygsækken til formålet. Det kan endda være, at dit gode eksempel smitter !
2) Benyt flere caminoruter:
A) Med det "Hellige år" 2021 lige om hjørnet tyder det på, at rekorden på ca 320.000 på et år vil blive slået med mange tusind. Tænk derfor på, at Caminoen er et net af ruter mod Apostelens grav i Santiago. Prøv nogle af de mindre befærdede caminoer, så slitagen fordeles på flere stier. Nogle af dem har stadig god plads.
B) Og alle pilgrimme behøver ikke at gå på samme tidspunkt. Fordel jer over året, når I har mulighed for det.
3) Respekter de mange frivillige (El papel de los albergues y sus hospitaleros voluntarios).
De frivillige (voluntarios) på herberger og langs ruten gør et stort stykke arbejde for at give pilgrimmene en så god oplevelse som mulig, hvad enten det er en seng, mad eller anden hjælp. De holder toiletter, sovesale og stierne langs caminoen rene. Respekter dem, og prøv at efterlade køkken, toiletter, badeværelser og andre faciliteter så rent som muligt. Og husk selvom der er frivillige, er der stadig mange udgifter. Put nogle penge i de bokse med Donativo (frivillige bidrag), som du møder.
(Her en personlig kommentar: Jeg har set pilgrimme, der opførte sig overfor de frivillige hjælpere på en måde, der gjorde mig helt flov/skamfuld på pilgrimmenes vegne.)
Og til slut det overordnede juleønske fra www.vivecamino.com: Hvordan bidrager man til at bevare Camino de Santiago for evigt !