Fortællinger fra Jakobsvejen

Fortællinger fra Jakobsvejen.  Jeg har gået efterhånden mange tusind kilometer på jakobsvejene. Her har jeg mødt utroligt mange søde og hjælpsomme mennesker, og tit har jeg stillet mig selv spørgsmålet. Hvem er de rigtige pilgrimme ? Os der går eller dem langs pilgrimsvejen, der stiller sig til rådighed for pilgrimmene. Jeg vil her prøve at fortælle nogle pudsige og nogle gange lidt rørende oplevelser, som jeg har haft undervejs.

En rigtig pilgrimspræst
For de fleste pilgrimme, der har gået Via de la Plata, er der flere herberg undervejs, der skiller sig positivt ud. F.eks. klostret i Alcuéscar eller det private herberg i den lille flække, Calzada de Béjar hos Manuela og Maxi. Et sted er dog efter min personlige erfaring noget helt for sig, nemlig hos præsten Don Blas i Fuenterroble de Salvatierra. Don Blas var en af de første på Via de la Plata i vor tid, der var med til at reetablere pilgrimsvejen til Santiago af den 2.000 år gamle romerske landevej Via de la Plata. Han lægger ikke skjul på, at det er et kristent herberg; han og menigheden i den lille by driver med hjælp fra frivillige. Ved ankomsten til herberget blafrer paveflaget foran indgangsporten i vinden, og indenfor i herberget, der består af flere bygninger omkring en gård, finder man både et lille kapel, jomfru Maria-statue, samt en en hel del andre kristne symboler. Herberget drives donativo, hvilket betyder, at pilgrimme lægger det, de synes, de vil støtte med, i en boks ved udgangen. Der er fællesspisning om aftenen og morgenmad, som også tilberedes og serveres af frivillige. Der kommer nye pilgrimme hver eneste dag - de fleste går "kun" ca 21 km og ankommer derfor allerede ved 12-tiden, hvor badeværelser, soveværelser og sovesale straks "besættes" af et nyt hold. Nye mennesker hver evig eneste dag. De fleste af de frivillige er der i få uger af gangen, enkelte er blevet fast inventar, og Don Blas selv tager imod hvert nyt hold så hjerteligt og gæstfrit, at det er svært at forstå, at han kan rumme det. Første gang jeg så ham for år tilbage stod han på hovedet i lokumerne med børst, sæbe og spand, da jeg ankom i styrtende regnvejr. Nogle pilgrimme - heldigvis de få - er ofte temmelig krævende og i endnu færre tilfælde nærmest negative overfor herbergets kristne/katolske præg - og trods det, er han kun lutter godhed. (Man kan så i sit stille sind undre sig over at antikristne/katolske pilgrimme vælger netop det herberg, men ...... svaret kender jeg ikke). Efter aftensmaden holder Don Blas (når han har mulighed for det) aftenmesse/pilgrimsandagt for de pilgrimme, der har lyst. Da jeg var der senest deltog 15 ud af 18 pilgrimme. Han er nærværende i en grad, jeg beundrer, og andagten/messen foregår i sognekirken - en meget smuk romansk kirke fra 1300-tallet, som ligger ca 300 meter fra herberget. Hvordan samler han kræfter til det store menneskelige overskud, han viser - Jeg er fuld af beundring.
Her tre
billeder fra mit seneste besøg hos Don Blas i maj 2017.















Hunde på jakobsvejen
For nylig fik jeg et spørgsmål om hunde på jakobsvejen, som fik mig til at tænke på en "gammel" oplevelse. For år tilbage var der stadig rigtige vilde hundeflokke langs jakobsvejene i Spanien, men nu om dage med de mange pilgrimme på stierne er hundene fortrækket.
Da jeg gik på Camino Francés (den franske rute) i 1997, var det stadig almindeligt at støde på de vilde hunde. De var ikke så store; gik i mindre flokke og ignorerede stort set pilgrimmene. Spanske pilgrimme fortalte, at man skulle holde sig fra at klappe de små hvalpe, selvom de løb omkring benene på en, da det kunne gøre de voksne hunde aggressive. Jeg husker især to ubehagelige episoder med hunde fra den pilgrimstur. På en sti ved en lille landsby i Narvara blev vi angrebet af tre store meget aggressive vagthunde (altså ikke vilde hunde), der  ikke var bundet. De gøede og lavede angreb med åben mund og den ene havde hurtigt et godt tag nederst i min rygsæk på et angreb bagfra. På det tidspunkt gik jeg ikke med stok, og vi (en voksen og en mindre dreng) havde svært ved at komme væk, da tre store spanske pilgrimme kom til og tog kampen op med hundene og sendte os videre. Da de senere nåede op til os, fortalte de, at de havde slået den ene af hundene ihjel ved at stikke et stok ned i halsen på den, hvorefter de to andre havde trukket sig gøende tilbage. Den ene af spanierne havde fået bukserne revet i stykker af den ene hunds tænder. Den følgende morgen forærede den ene af de spanske pilgrimme, Francisco, mig en hjemmelavet tynd træstok, der var skåret halvt igennem på det nederste stykke og forsynet med et kraftig kobberring på spidsen. Han forklarede - meget dramatisk - hvordan jeg ved et hundeangreb skulle stikke stokken med kobberringen ned i halsen på en angribende hund og dreje rundt, så stokken brækkede over ved savemærket, så jeg stadig havde resten af stokken at forsvare mig med. Jeg fik heldigvis ikke brug for stokken, men har den stående endnu som et minde om tre modige spanske pilgrimme, der reddede mig om en mindre dreng fra bidesår eller det, der var værre.
Da vi på samme tur tre uger efter første episode nåede 100 kilometerstenen i de galiciske bjerge ( 100 kilometer til Santiago) havde en flok vilde, mindre hunde lagt sig til rette rundt om stenen og så ikke spor ud til at kunne lide vores besøg - tværtimod; så vi gik hastigt videre og måtte "nøjes" med et billede fra 99 km stenen til vores jakobsvejsberetning.
De sidste mange år har jeg ikke oplevet vilde hunde på stierne, men ind imellem lidt aggressive vagthunde. De er dog som regel i snor og så vant til pilgrimme, at jeg ikke har følt mig rigtig truet. Samtidig går jeg nu altid med stok, og pilgrimme med hundeforstand har oplyst, at alene stokken er nok til at holde hundene på afstand.
Vinterpilgrimme har dog berettet om vilde hunde i bjergene om vinteren, idet de på den årstid tit skulle søge tættere på landsbyer og andre steder med mennesker for at søge føde.

Uno poco vino
I april-maj 2012 gik jeg en af de mest anstrengende jakobsveje, som jeg har prøvet, nemlig Via de la Plata fra Sevilla og nord på. Vanskelighederne skyldtes først og fremmest ekstremt dårligt vejr. Vinteren havde - til landmændenes ærgelse - været helt tør, og så pludselig midt i april kom regnen i ekstreme mængder i den vestlige del af Spanien på grænsen til Portugal 3 uger i træk, netop hvor Via de la Plata går. En pæn stor gruppe pilgrimme bestående af 5 italienere, 2 tyskere, 2 spaniere, 1 finne, 1 schweizer, samt jeg ene dansker overnattede de samme steder næsten hver aften. Ingen kendte hinanden i forvejen. Gruppens humørbombe var bygningsarbejderen Luciano fra Sicilien.


Han stod hver aften og lavede pasta i selv meget interimistiske køkkener, forsøgte at synge som sin navnebroder fra Modena, samtidig med at han fyrede mere eller mindre dårlige vittigheder af. De fleste vits gik ud over en gruppe Turigrinos (som spanierne kalder dem), nemlig 7-8 pilgrimme fra Holland og Nordtyskland, der dagligt tog taxier det meste af vejen til stor forargelse for os "rigtige pilgrimme".
En af de både sjoveste og mest fascinerende aftner tilbragte vi hos præsten Don Blas, der havde et herberg i Fuenterroble de Salvatierra. Vi lavede mad sammen, præsten læste en højtidelig og smuk pilgrimsmesse, og samme Don Blas sørgede også for morgenmad til os. Næste morgen var jeg - som sædvanlig - første mand ude af sengen og klar til afgang. Luciano som regel den sidste ( med undtagelse af Taxi-pilgrimmene, der ikke kunne lide at ringe efter taxaer, før vi andre var væk). Da jeg stod i den lille forhal ved hoveddøren væltede regnen bare ned i tove. Der måtte da komme en pause, men nej. Efterhånden fyldtes den lille forhal af andre pilgrimme, der også ventede på, at Vor Herre ville lukke bare lidt ned for vandhanen. Til sidst stod vi der allesammen, da Luciano bag fra maste sig igennem flokken og gik ud i regnen, idet han vendte sig om og (med tydelig adresse til eventuelle taxipilgrimme) sagde: No taxi, no treno, no donna, no vino, hvorefter han tog det første skridt ud i regnen,  (måske påvirket af præstens formaninger fra aftenen før om ikke at spille for hellig), vendte han sig om i døren og sang med høj røst på en operamelodi af Verdi: Uno poco vino. Herefter fulgte alle efter ud i regnen i en lang slange og forsøgte at synge i kor: Uno poco vino.
Det blev en slags valgsprog de følgende aftener, når den pensionerede bankmand fra Barcelona, Javier, sørgede for spanske kvalitetsvine og skinke fra sorte grise, som en rigtig pilgrim, i følge ham, ikke kunne være foruden: Uno poco vino - ja det går vel an !!!!!!

Lola fra Torremejia. I april/maj 2012 gik jeg Via de la Plata fra Sevilla til Santiago (ca 1.000 km.). Netop dette forår oplevede denne del af Spanien det værste regnvejr i mands minde, og det blev ved og ved i ugevis. Mange pilgrimme gav op, mens andre tog til Portugal for at gå Camino Portugues i stedet. Det dårlige vejr gav mig mit livs første vabel en dag, hvor jeg ikke havde nået at få regnbukserne på for at beskytte føderne, før det væltede ned fra oven. Jeg punkterede og punkterede. Lige lidt hjalp det.
Ca 8 dage fra Sevilla gik vi - en mindre flok, der hjalp hinanden ind i Casa Palacio i byen Torremejia. På dette tidspunkt var vi stadig to tyskere, to spaniere, en finne og undertegnede, alle mænd, samt schweiziske Beate, der hjalp hinmanden over floder, bække og oversvømmede stier og marker. Beates fødder havde en samling vabler, der nærmest var utællelige.
Herberget, et kirkeligt, var helt fantastisk. Vi lavede mad i fællesskab og vores hjælpsomme vært kom med olie, smør og krydderier. Præsten hilste på og holdt pilgrimsmesse med en prædiken om regnen, der var en kæmpe hjælp for bønderne, der havde haft den tørreste vinter i mange år, men som gav pilgrimene store problemer.

I Torremejia var der en lille sundhedsklinik, som blev passet af to sygeplejersker. Den havde åbent om hverdagene fra kl. 9 til 16, men når den ene af sygeplejerskerne, Lola, havde handlet ind til familien og gjort klar til aftensmaden, mødte hun op igen kl. 18,00 for at holde klinikken åben en halv times tid for pilgrimme, der havde brug for hjælp. Her mødte Beate og jeg op. Lola vidste alt om vabler. Punktering og compeed var passé. Hun havde en slags bind, man kunne klippe stykker af, som trak alt væske ud af vablerne og samtidig beskyttede stedet. Hun bandt Beate ind. Min vabel fik også en tur, og så fik vi en pæn portion vabel bind med til senere brug. 
Hvad skylder vi, spurgte vi, efter endt behandling. 
Ingenting, lød Lolas svar. Men I skal tænde et lys og bede for mig og min familie, når I kommer til Santiago. Jeg kommer aldrig til selv at gå turen, så derfor synes jeg, at jeg gør en lille smule gavn ved at stå her og hjælpe dem, der går.
Beate sluttede på halvvejen og fuldførte først året efter. Så Lola fik to lys,1 i 2012 og 1 i 2013, og vi to pilgrimme lærte forhåbentlig lidt om ydmyghed og opofrelse.
PS: Jeg havde vablebind til mange vabler, som jeg har brugt på andre pilgrimme, som jeg har mødt på min vej. Desværre er det brugt op, og trods ihærdig søgning på både net og i diverse spanske apoteker, har jeg ikke siden kunnet opdrive det. Hvis nogen, der læser dette, ved noget mere end mig, må de meget gerne skrive til mig på jakobsvejen@gmail.com

Tre gange spansk hjælp. Selvom Den franske Camino har fået langt flere pilgrimme i de senere år, er det ikke min erfaring, at naboerne til Caminoen er blevet mindre stolte og hjælpsomme, end de var tidligere. I maj 2011 var jeg på vej ned fra Jernkorset og tæt på Molinaseca, da jeg fik et modbydeligt mavetilfælde. Jeg nåede Ponteferrada efter utalige pauser og mange colaer undervejs. Jeg indlogerede mig på det første og bedste hotel med eget bad og toilet. Jeg kunne ikke rigtig forlade værelset af frygt for følgerne, som jeg ikke her vil beskrive nærmere. Men jeg følte mig lidt ensom og forladt, selvom det lykkedes mig at få vasket næsten alle mine underbukser og hængt dem uden for vinduet. Jeg faldt i søvn før kl.16 og vågnede ualmindelig tidligt næste morgen. Lidt idiotisk pakkede jeg sammen og forlod værelset, da jeg havde en en tørst efter cola eller lignende.  Pludselig stod jeg så der på gaden med rygsækken lidt før kl. 5 om morgenen, lettere omtåget, før det gik op for mig, at jeg lige havde smækket døren til hotellet, og at jeg næppe kunne komme ind igen.
Selvfølgelig, allerede efter et kvarters gang for jeg vild. Jeg anede ikke, hvor jeg var. Jeg spurgte en ensom fodgænger på vej til arbejde om retningen mod el Camino. Han kiggede på mig. Traf en hurtig beslutning og nærmest løb af små mørke gader med mig halsende bag efter. Pludselig befandt jeg mig et kendt sted, Camponaraya ca 5 km. uden for byen. Pyha. Min redningsmand gav hånd; ønskede god Camino og løb igen. Jeg satte mig ned med sved på panden. Klokken var kun godt 6 om morgenen, og der var kun mellem 15 -18 kilometer til Villafranca. Jeg havde det stadig ikke særlig godt. Jeg stod foran en bar, der lige var åbnet. Ingen kunder, så jeg satte mig ned udenfor, bestilte the og et stykke ristet brød. Lige lidt hjalp det. Min mave holdt sig heldigvis i ro, men almentilstanden var i bund, da Jesus få minutter efter dukkede op. Jeg havde mødt ham flere gange undervejs. Han sov på hoteller og pensioner og havde jordens mindste rygsæk. Du er syg, sagde han. Skal du til Villa Franca, må vi hellere følges ad. Og inden jeg fik set mig om, havde han taget min 13-14 kilos rygsæk på. Jeg havde i stedet fået hans på max 7 kilo. Og så gik det nok en gang over stok og sten, så jeg havde svært ved at følge med.

Inden 12 stod vi ved indgangen til Villafranca, hvor jeg havde tænkt mig at bo hos en anden Jesus, nemlig Jesus Jato, der har herberget Ave Fenix. Vi sagde farvel, og jeg så ikke min hjælpsomme pilgrimsven siden på ruten. Jeg gik - stadig lidt rundtosset - de sidste få meter til Ave Fenix. Klokken var kun 12.00 middag. Vi åbner først kl. 14.00,og jeg er ved at gøre rent, forklarede en ung mand. Jeg var på vej ud igen, da han sagde: Du ser syg ud. Vil du ha' en kop the. Mens jeg drak, lavede han en seng til mig under halvtaget. Læg dig bare, sagde han. Jeg faldt i søvn og vågnede først lidt efter kl. 14. 00, da de første pilgrimme, begyndte at komme ind. Min rygsæk var, mens jeg sov, blevet placeret ved en underkøje i en af de bedste sovesale. Nu havde jeg det væsentlig bedre fysisk, og indvendig tænkte jeg på, hvordan tre vildt fremmede mennesker havde flyttet mig over 20 kilometer og gjort min dag nemmere. Om aftenen kunne jeg igen spise normalt, og næste dag løb jeg op til O Cebreiro, som om jeg aldrig havde lavet andet.

Et tilfælde lærte engelske Edna Moody, at der er noget som hedder "Compostela"
En pilgrimsvandring er fyldt af mange gode bekendtskaber, og nogle gange fører det endda til langvarige venskaber, hvor den fælles interesse for pilgrimsvandring kan være drivkraften.  De mennesker, som hjælper pilgrimmene undervejs, herbergbestyrer eller andre, brænder sig tit fast hukommelsen på grund af hjertelighed og hjælpsomhed. Her en af dem.
Edna - ja vi kom fornavn - var mangeårig pubejer lidt uden for Manchester, mor, bedstemor og oldemor, beskæftiget med hårdt arbejde døgnet rundt. Da hun for 9 år siden følte sig lidt udbrændt, kom der en mand forbi og ville købe hendes pub. Hvorfor ikke tænkte hun, men hvad så ? Der skal ske noget helt nyt. I et tilfældigt blad så hun, at en gammel fransk nedlagt landevejskro i en lille flække, L'Isle-de-Noé, ca 25-30 km uden for Auch i Sydfrankrig var til salg. Hvorfor ikke. Beslutningen blev truffet, selvom Edna aldrig havde sat sine ben i Frankrig og ikke kunne et ord fransk. Hun flyttede ind - i den alt anden end modernisere bygning - og opgav hurtigt at lave kro igen. Men to år efter bankede det en regnfuld forårsaften på døren. En italiener med rygsæk spurgte, om Edna kendte et pilgrimsherberg  eller anden overnatning i landsbyen. Pilgrimsherberg, hvad er det ?, men der var da stadig 8 værelser med gamle senge ovenpå den meget store krostue, der i dag var både køkken, stue og opholdsrum for hende selv. Du kan da sove her, sagde den ældre kone til den italienske pilgrim, som fortalte hende, at han var på vej til Compostela.
Compostela, Hvad er det ? Aldrig hørt om det før, men efter en kort forklaring, fandt hun på noget nyt. Hun ville tage mod pilgrimme og give dem mad og husly. Og det har Edna, så gjort siden 2008.
Og hun er en festlig dame. Jeg blev modtaget med kaffe og pandekager, da jeg for nogle uger siden bankede på. Hun har kun tomands- og enmandsværelser, så hver pilgrim eller pilgrimspar kan få sit eget. Der serveres aperitif, fransk inspireret mad (lidt har jeg jo lært, selv om mit franske sprog ikke er helt godt) og rødvin ad libitum med en lille skarp efter maden. ( En lille advarsel. Hun laver kun Nescafe).  Pris for værelse, bad, samt alle mad og drikkevarer incl morgenmad, 30 Euro pr. næse.
Det er vel nok afslappenede at have pilgrimme. De dukker først op hen ad eftermiddagen og senest ved 21,30 tiden er de alle sammen gået i seng. Og om morgenen er de ude af døren længe før kl. 8. Sådan var det ikke på pub'en. Der skulle jeg arbejde fra tidlig morgen til langt ud på natten. Og pilgrimme, ja de  har  - også - gode historier at fortælle. Jeg nyder at være pilgrimsvært.
Jeg mangler at fortælle, at hun i første omgang navngav sit pilgrimshus  les Moody Blues. Det passede jo meget godt til en Pub, men ....., så efter kort tid fandt hun ud af, at Chez Edna nok passede bedre til et pilgrimsherberg.
Det giver vel sig selv, at vi 6 pilgrimme ( 3 franskmænd, 1 amerikaner, samt 2 danskere), der sov samme nat hos Edna, fik et ualmindeligt fornøjeligt og underholdende ophold.
Det er Edna, der sidder for bordenden: