onsdag den 29. april 2015

Flere cyklister på Via de la Plata

Turistorganisationerne prøvet at gøre pilgrimsrute til cykelvenlig kulturrute
Via de la Plata,sølvruten, er en af de store pilgrimsruter i Spanien. Den går fra Servilla 600 km nordpå, hvorefter den deler sig i to
1) Camino Sanabres, der går over bjergene mod nordvest via den større nordspanske by Orense over floden Ulla til Santiago de Compostela
eller 2) den anden vej via Astorga, hvor via de la Plata så støder ind i Camino Frances det sidste stykke til Santigo.
Begge ruter er på ca 400 kilometer, så Via de la Plata er altså i alt ca 1.000 km. fra Sevilla til Santiago de Compostela.
De første 600 km går flere steder over marker, gennem hegn eller færiste, hvor der går grise eller køer, så det er ikke sådan uden videre at cykle og gå den nøjagtig samme rute.
Men meget store distancer på ruten følger den gamle romerske landevej fra Merida til Astorga, som jeg jo netop bar navnet Via de la Plata. Og det er denne romerske vej, som turistorganisatiobner, nu vil forsøge at "sælge" som cykelrute. Det er lokalregeringerne i regioner Asturien, Castilla y León, Extremadura og Andalusien, samt 23 byer langs ruten, der er gået sammen om dette fremstød, der - hvis jeg har forstået det ret - skal markedsføres mere som en kulturrute på cykel end som pilgrimssti. Hvordan det vil forløbe i forhold til herberger, klostre, menighedshuse og eventuelt andre herberger, der er bemandet og drives med frivillig arbejdskraft, samt i flere tilfælde uden offentlig finansiering, melder historien ikke noget om. Regionerne og byerne har besluttet at investere foreløbig 1 millioner kroner i tilrettelæggelse af ruten, hvilket er så lille et beløb, at ruten formentlig i det meste af forløbet vil være identisk med jakobsvejen/pilgrimsruten.
Via de la Plata var den eneste af samtlige pilgrimsveje til Santiago, der ikke havde en stigning i antallet af pilgrimme i 2014, hvor 8.490 valgte at gå denne vej mod 9.016 i 2013.

mandag den 27. april 2015

Ny hjemmedside for Camino Sanabres

La asociación de Amigos del Camino de Santiago Mozárabe Sanabrés  helt ny opdateret herbergsliste klar.
Via de la Plata, der går fra Savilla i til Santiago deler sig efter ca 600 km i to, så man enten kan gå den traditionelle vej over Astorga, hvor det sidste stykke så følges med Camino Francés ind i Galicien og til Santiago. Men siden 2009 er de fleste pilgrimme begyndt at gå den alternative vej Camino Sanabres, der drejer fra et par etaper efter Salamanca ved Zamora og går via Orense over Ulla floden til Santiago. Turen er meget smuk, og der er de seneste år etableret herberger det meste af vejen, ligesom det er muligt at bo på et kloster undervejs.
La asociación de Amigos del Camino de Santiago Mozárabe Sanabrés har nu lavet en helt ny hjemmeside, hvor du kan få hjælp til den sidste del af Via de la Platas. Du kan finde den på http://www.mozarabesanabres.com , hvor du opgså kan læse om rutens historie tilbage fra midten af 1300 tallet, samt andre praktiske oplysninger. 
Du skal lige være opmærksom på, at der for en del dage siden blev meldt om væggelus på nogle af herbergerne kort efter Zamora. Det burde være i orden nu, men jeg tror, at det kan betale sig at være ekstra opmærksom.

lørdag den 25. april 2015

Nyt certifikat for pilgrimme, der går til Santiago

Delte meninger om  et certifikat, der viser, hvor langt en pilgrim har gået.
Når pilgrimmene kommer ind til Santiago går de som regel på Pilgrimskontoret og får et Compostela, hvoraf det fremgår, at de har gået til Apostlen Jakobs grav. Compostelaet er udformet på latin og grundteksten er formuleret for århundrede siden.
Men helt i tråd med mange pilgrimmes nutidige - og mere sportsprægede - indgang til pilgrimslivet, har flere efterspurgt et  Compostella, hvoraf det fremgår, hvor den enkelte pilgrim har begyndt sin tur. Det er der nu lavet, men det koster 3 euro at få en sådant ekstra bevis/certifikat.
Du kan læse mere om det nye certifikat på pilgrimskontorets hjemmeside på dette link:
http://oficinadelperegrino.blogspot.com.es/2014/04/certificado-de-distancia.html
og herunder ser du så et billede:
Det nye certifikat har fået en italiensk (godt nok anonym) pilgrim til at skrive følgende på en pilgrimshjemmeside:
Credo che il certificato di distanza sia solo un mero mezzo per far soldi . Il vero pellegrino non ha bisogno di certificati e quant'altro, finito veramente il cammino la Compostela rimane nel proprio cuore, mentre quella cartacea sbiadisce l'inchiostro dei timbri che fu... 
Der vil i min oversættelse hedder noget i denne retning:
Jeg tror, at  et certifikatet, der skal vise afstanden, kun laves for at tjene penge. Den virkelige pilgrim behøver ikke certifikater med den slags påtegninger. Det rigtige  Compostela forbliver i dit hjerte, mens papiret svinder og  blækket går af.....

torsdag den 23. april 2015

Fransk forbud mod cykler og husdyr på en lille del af jakobsvejen

Motorcykler, cykler og pilgrimme med hunde ødelægger naturen, siger franskmændene.
En af de - efter min mening - allersmukkeste pilgrimsruter overhovedet er de første 8-9 etaper af Chemin Saint Jacques de Compostelle, der går fra Le Puy en Velay til den lille kloster- og middelalderby Conques. Som jeg da også har gået 2 gange - sommer og forår.
Pilgrimsvejen har flere navne, officielt Via Podiensis, men også vandrerute GR 65 (Næsten alle vandreruter i Frankrig har numre), samt i daglig tale Le Puy ruten. Den samlede pilgrimsrute støder ind i Camino Frances i Saint Jean Pied de Port og er på ca 750 km.
Turen begynder med en opstigning fra Le Puy til det franske Centralmassiv "Massif Central", der om foråret er en blanding af vinter, sne, mudder, regn og solskin og ikke mindst vilde blomster som påskeliljer og stedmorblomster, der kan ses overalt i bjergene i mængder, man næsten ikke kan forestille sig. Ruten tiltrækker hvert år - især i maj og september 1000vis af pilgrimme, som er med til at gøre denne jakobsvej til noget helt særligt.
Men dennne del har også tiltrukket mountainbike'ere, motorcykler og andre, som efter de franske myndigheders opfattelse slider  for meget på naturen.  Og i Frankrig er der hurtigt handling bag ordene. Derfor har de her i foråret besluttet, at det nu skal være slut.
Det er derfor blevet ulovligt at passere et af de smukkeste steder - en fem-seks kilometer lang tur lige før Aubrac - på cykel, på motoriseret køretøj, samt med hund, æsel eller andet husdyr. Der er lavet en alternativ rute uden om, som kan ses af  kortet i bunden af denne artikel. Du kan i øvrigt læse mere om Via Podiensis her på bloggen under afsnittet Europæiske Pilgrimsruter.


mandag den 20. april 2015

Nok en ny jakobsvej/camino i Spanien

El Camino de Santiago “vilero” fra 1734 forsøges genåbnet. Ungdomsgruppe fra La Vila Joiosa åbnede ruten i går, søndag den 19. april.
Pilgrimsfeberen, hvor snart sagt alle former for gåture, hedder pilgrimsvandring, har ikke bare ramt vore breddegrader. I Spanien genopdager lokale pilgrimsvenner hele tiden gamle ruter, der en gang i fortiden er blevet brugt af pilgrimme på vej til Santiago. I den mindre sydøstspanske by, La Vila Joiosa, der ligger i nærheden af turistmagneten Benidorm, har en lokal forening nu lavet deres egen pilgrimsvej til Santiago, som har sin oprindelse i en pilgrimsvandring i 1734. Stien flyder sammen med Sankt Jakobsvejen, Camino del Sureste, ved Alicante, hvorfra der er ialt 1050 kilometer til Santiago, og hvor der i forvejen går nogle pilgrimme.
Med tilføjelsen af El Camino de Santiago “vilero” (La Vila Joiosa) bliver den samlede rute på 1128 km.
Den nye stykke blev indviet i går, søndag, da en ungdomsgruppe i samlet flok gik de første 19 km af den "nye" jakobsvej. Der findes 28 "officielle" jakobsveje i Spanien, og med de mange genoprettede mindre forbindelsesstier, som f.eks. El Camino de Santiago “vilero, er det nu muligt at gå fra næsten hver eneste landsby i hele landet af organiserede stier til Santiago. Det er ikke alene ikke-spaniere, der i stigende antal går til pilgrimsvandring til Santiago. Der bliver også stadig flere spaniere på stierne, og de udgør lige knapt halvdelen af den ca en kvart million pilgrimme, som de venter at få besøg af på pilgrimskontoret i Santiago i år.

søndag den 19. april 2015

Kæmpeherberget i Ponferrada udvider servicen

‘San Nicolás de Flüe’ de Ponferrada holder 25 års jubilæum med flere tilbud til pilgrimmene.
Skal du gå på Camino Frances i år, bør du måske vide, at det store herberg i Ponferrada efter nedstigningen fra jernkorset og før Villa Franca, er sat i stand til næste sæson. Der er tale om et kæmpe herberg med plads til 210 pilgrimme, og endda med mulighed for udvidelse, når der er fuld tryk på i sommermånederne.
Bag herberget ligger et smukt kapel i et lille anlæg med springvand. og ved siden af kapellet er der brussere, toiletrum og vaskefaciliteter, som kan bruges af de pilgrimme, der kommer for "tidligt" - altså før herberget åbner.
Kapellet er åbent hele dagen, og der er pilgrimsmesse hver aften med pilgrimsvelsignelse.
Herberget har siden starten været drevet alene af frivillig arbejdskraft, der har haft det ene formål at hjælpe pilgrimmene på vej. Herberget er drevet af sognet Nuestra Señora de la Encina, og der er ikke mindre end 70 frivillige hjælpere hvert år, som tager sig alt fra rengøring til åbning, lukning og modtagelse af pilgrimme.

fredag den 17. april 2015

Mange forårslukkede herberger på Via de la Plata

Spanske Laura fandt tre lukkede herberg i rap på en dag og følte sig temmelig træt.
Jeg har skrevet om det før. Hvis man ønsker at gå andre ruter end Camino Frances eller Camino Portugues i de tidlige forårsmåneder - altså før maj, er det en god ide at gå på nettet først og lige undersøge om herbergerne langs ruten nu også er åbent.
Spanske Laura fra Teledo ( Ja, mere ved jeg ikke om hende) fortæller en underholdende, men for hendes ben ikke særlig sjov historie på nettet om en marts/apriltur af Via de la Plata. Omkring den meget smukke romerske by på ruten, Caseres, endte hun med at gå over 50 kilometer på en dag, før der var tag over hovedet.
Laura fandt tre lukkede herberg lige efter hinanden. Det første i Garrovillas, der ligger mellem Casar de Cáceres og Canaveral. Her er der ikke nogen nyheder om, hvornår det genåbner.
Det næste Oliva de Plasencia, lukkede i januar. Det er under istandsættelse. Det forventes genåbnet, men der er ikke sat dato på.
Det sidste i Hervás, som er en sjov og anderledes bygning ved en tidligere læsserampe på en banegård. Det var en gang veludstyret og har 22 senge i fem værelser. Her melder en ny bestyrer, at det genåbner inden for få uger.
Men som sagt: Se selv efter, før du tager afsted.

torsdag den 16. april 2015

Væggelus på Via Sanabres

Spansk hjemmesider melder om væggelus på tre herberger på den sidste del af Via de la Plata, Via Sanabres
Sundhedsmyndighederne har grebet ind overfor det private albergue de Campobecerros ikke så langt fra Zamora på Via Sanabres på grund af væggelus. Via Sanabres udgår fra Via de la Plata netop ved Zamora og går nordvest mod Santiago de Compostella. Det er hjemmesiden Albergues Camino de Santiago, der har historien efter at en koreansk pilgrim måtte hospitalbehandles på grund af væggelusbid.
Du kan læse mere på dette link http://www.alberguescaminosantiago.com/2015/04/aparecen-chinches-en-albergues-de-la-via-de-la-plata  , hvor det også oplyses, at der har ( eller er ) problemer på andre herberger på samme rute, nemlig  la Gudiña og Laza.
Hjemmesiden mener at vide, at det primært er de private herberger, der har problemer, fordi de offentlige bliver disinficeret to gange årligt.

onsdag den 15. april 2015

Nu tager jeg på pilgrimstur

Jeg har tidligere skrevet om selve turen Arles - Puente la Reina. Her lidt om økonomien.
I dag sker det.Om nogle få timer flyver jeg med SAS til Geneve, og fortsætter med TGV-tog til Arles. I aften sidder jeg og funderer over livet i katedralen i Arles, får mit pilgrimspas og første stempel, inden jeg i morgen tidlig begynder at gå mod Saint Gilles. Første dag regner jeg ikke med at gå mere end 22 km, men jeg har ikke bestilt overnatning, så intet er afgjort hjemmefra.
Jeg ved dog, at jeg skal være i Pamplona i Spanien senest den 21. maj kl. 8.40 om morgenen, hvor jeg skal nå en bus til Madrid Lufthavn og derfra om eftermiddagen med flyskift i Berlin og videre til København med Air Berlin. Og jeg regner med at ligge i min egen seng efter 37 dage inden midnat.
Jeg har netop købt busbilletten fra Pamplona, og jeg kan derfor oplyse, at mine samlede rejseudgifter København - Geneve, Geneve -Arles (på udturen), og Pamplona - Madrid Lufthavn, Madrid  - Berlin og Berlin - København (hjem igen) bliver ialt 1.461 kr. og 50 øre. Jeg har sat de daglige udgifter undervejs til ca 50 Euro. Det samme, som jeg budgetterede med i fjor, hvor jeg gik fra Le Puy og til Pamplona i Spanien. I fjor endte jeg med et forbrug på næsten 45 Euro i gennemsnit pr. dag.
Holder budgettet på 50 Euro om dagen, bliver de samlede udgifter til 35 dages pilgrimsgang og to dages transport inklusive alt: 15.337 kr. Det vil undre mig, hvis jeg ikke holder den samlede pris for det hele på under 15.000 kr.
Jeg har ikke medregnet nyinsvesteringer til regnbukser, støvler m.m. Det kommer oveni.
Hvis du vil læse mere om denne blogredaktørs forårs-jakobsvejs-vandring fra Arles i Frankrig til Puente la Reina i Spanien ( ialt ca 950 km) , har jeg skrevet lidt længere indlæg om turen her på bloggen henholdsvis, den 6. marts og den 7. april.
Jeg vil undervejs forsøge at holde lidt liv i www.jakobsvejen.dk, men der gives ingen garantier.
Buen Camino til jer, der skal ud at gå her i foråret.

tirsdag den 14. april 2015

Færre påskepilgrimme i år i forhold til 2014

Men i fjor faldt påskesøndag også to uger senere.
Pilgrimskontoret har nu redigeret lidt i de tidligere offentliggjorte oplysninger om antallet af pilgrimme, der kom ind til Santiago i tidsrummet Palmesøndag til Påskesøndag. I år blev det til ialt 6.212 pilgrimme i den stille uge op til påske, samt i selve påske-weekenden. I fjor kom der i de samme helligdage 7.351 pilgrimme ind - altså over 1.000 mere, så der er tale om en forholdvis stor nedgang i antallet af påskepilgrimme.
Men her skal man nok tage højde for, hvornår i april påsken faldt. I fjor (2014) var det påskedag, den 20. april - altså temmelig sent, mens påskesøndag i år faldt på den 5. april - altså to uger før.
Vinterens samlede pilgrimstal har samlet været stigende i forhold til 2014, så indtil videre må man nok anslå, at det samlede antal pilgrimme for 2015 formentlig vil blive højere end i fjor.

mandag den 13. april 2015

Via de Bayonne er meget svær at gå på grund af regn

Regn og mudder forhindre reelt pilgrimmene i at passerer tunnelen få etaper før Burgos.
Jeg har den 27. februar i år lavet lidt reklame for den nye alternativ rute fra Bayonne til Burgos, som i år skulle være helt gennemorganiseret efter et par år på et mere forsøgsmæssigt stade. Men nu læser jeg på diverse hjemmesider, at pilgrimmene reelt ikke kan gennemføre 10/11 etaper ved Briviesca, fordi den 30 meter tunnel, det er nødvendigt for pilgrimmene at gå igennem under jernbane, private jordlodder og meget andet, lige nu er mere end vanskelig at passerer på grund af mudder og vand. Tunnelen skulle i følge beskrivelser på nettet mere ligne en mudret kanal end en pilgrimstunnel. Og i følge samme kilde, er alternativerne uden om heller ikke særlig let på grund af stejle skrænter, mudder og vand.
De to hjemmesider, der har noget om netop denne rute: http://www.caminosantiagoviadebayona.com/ , samt en af de større pilgrimshjemmesider: http://www.todocaminosantiago.com/via-de-bayona/ omtaler mærkeligt nok ikke problemet. Så hvornår stien igen er farbar har jeg ikke noget bud på.
Herunder et - ikke nyligt taget - billede af den omtalte tunnel.

søndag den 12. april 2015

Nu starter pilgrimssæsonen for alvor

Pilgrimsfora i hele Europa er i disse dage fyldt med praktiske oplysninger om de forskellige jakobsveje.
Selvom jeg har skrevet en hel del om de mange pilgrimme, der har gået til Santiago i vinter, så er det i disse dage, at det for alvor går løs - ikke mindst på de lidt længere ruter. Og det kan ses på diverse fora, hvor pilgrimme stiller spørgsmål og andre pilgrimme svarer. I dag fik jeg selv en meddelelse fra en dansker, der i disse dage går på Camino del Norte, og som mener, at hun har haft glæde af denne lille blog. Her var alt ikke, som den trykte guide foreskrev.
Mit råd til alle er. Gå på de europæiske pilgrimshjemmesider og se, hvad der diskuteres om netop den rute, som du har pakket rygsækken til.
Og her vil jeg nok en gang anbefale de tyske pilgrimshjemmesider - af flere grunde. 1) Tyskerne er i dag den største nationalitetsgruppe efter spanierne på de spanske ruter, efter franskmændene på de franske ruter o.s.v. 2) De har tradition for megen indbyrdes diskussion om pilgrimsvandring. Og 3) De er meget grundige og er langt mere organiserede i deres forberedelser end mange andre nationaliteter.
På min tyske yndlingshjemmeside http://www.jakobus-info.de foregår der i disse dage gensidige information af flere spor samtidig, Via de la Plata, Camino Frances og Le Puy-ruten.
Man kan hente ret nyttig information, som måske betyder, at man lige sikrer sig overnatning i det kloster eller det herberg, eller måske lægger ruten lidt om, fordi der er problemer af vejteknisk art et sted.
Selv leder jeg efter nye informationer om Arles-ruten i Frankrig, som bliver mit liv de næste 5 uger fra på onsdag.  Her bruger jeg meget naturligt de franske fora, som er til gengængelige, men de tyske er faktisk - også her - meget informerende.
PS. Der er selvfølgelig mange andre gode hjemmesider ud over http://www.jakobus-info.de , hvor der er gode informationer at hente prøv f.eks.  http://193119.forumromanum.com/member/forum/forum.php?action=std_tindex&USER=user_193119&threadid=2   eller led selv efter den hjemmeside, der lige passer dig.
Buen Camino

lørdag den 11. april 2015

Katolsk pilgrimsforum har haft sit første træf

12 - både mere rutinerede og kommende - pilgrimme har besluttet, at lave flere pilgrimstræf.
2 havde cyklet fra København til Santiago, en anden havde rygsækken næsten færdigpakket og var så godt som klar til at tage sin første tur fra Saint Jean Pied de Port og op i højderne i Pyrenæerne, mens andre havde gamle pilgrimshistorier  og nye planer at berette om, da 12 pilgrimme mødtes til træf på Frederiksberg i går fredag.
Liobasøstrene havde stillet lokale med køkken til rådighed, så efter 17 messen med søstrene, spiste pilgrimmene sammen under megen snak om pilgrimsvandring - fortrinsvis på Jakobsveje, men enkelte pilgrimme havde også erfaringer andre steder fra bl.a. fra pilgrimsvadringer/valfarter i Polen, ligesom der var erfaringer fra de mange pilgrimsforeninger, der er dannet i og omkring Folkekirken.
Der blev snakket om vabler, herberger og sågar væggelus, og mødet lignende på alle måder et hvilken som helst pilgrimstræf med den undtagelse, at alle var katolikker, og derfor også har et ønske om et religiøst indhold og fællesskab i forbindelse med deres pilgrimsvandring.
Det blev bl.a. nævnt, at der i sommer vil være daglige messer i Katedralen i Santiago på tysk, italiensk, fransk, portugisisk og engelsk udover, at der selvfølgelig er flere daglige messer på spansk. Der vil også i år være lejlighedsvise messer på koreansk og japansk.
Da der de seneste år er kommet over 1.500 danske pilgrimme ind til Santiago om året, heraf langt de fleste i sommerhalvåret vil denne artikels forfatter gerne tilføje, at det måske var en ide for Det katolske Bispedømme i København, at etablere sig nogle måneder om året med en dansktalende præst i Santiago de Compostela. 
De 12 pilgrimme besluttede at lave et nyt pilgrimstræf i efteråret, når pilgrimssæsonen går på hæld, og mødet vil finde sted i Sankt Vilhelm i Hillerød, torsdag, den 8. oktober.
Herunder et billede fra spisningen,
hvor snakken gik livligt.
Og i Santiago er pilgrimsstrømmen taget en smule af efter at ca 5.000 pilgrimme kom ind op til påske lørdag for at fejre påske i Santiago. I går kom 666 pilgrimme ind, så samlet set tegner april allerede nu til at slå sidste års rekord, når det gælder antallet af pilgrimme.

fredag den 10. april 2015

Flere herberg skal gøre Via de la Plata nemmere

Via de la Plata er en af de jakobsveje/pilgrimsstier med længst mellem herbergerne.
I løbet af vinteren er der restaureret og åbnet et par flere herberger på Via de la Plata, som er kendt for at have forholdsvis langt mellem herbergerne, og derfor rimelig hårdt at gå. Via de la Plata deler sig efter Zamora, hvor den oprigtige sti fortsætter lige ud mod  Astorga, mens den i dag mest benyttede rute, Via Sanabres over Orense drejer fra,
De der vælger at gå lige ud mod Astorga for at ramme den franske rute, Camino frances, har haft næsten 34 km til næste herberg efter Zamora, nemlig i Riego del Camino. Det er der nu rådet bod på, idet borgmesteren i Montemarte har åbnet et herberg, så man kan dele etapen over i to. Byen har været kritiseret af spanske pilgrimsvenner, der mente, at borgmesteren bevidst ville tvinge pilgrimme til at bo på hotel i byen. Borgmesteren har meddelt at herberget åbner snart, uden at sætte fast dato på. Men det skulle være færdigrestaureret.
Der er - som tidligere omtalt her på siden - gjort en del denne vinter for at gøre det nemmere for pilgrimme på hele Via de la Plata at finde billig overnatning. Der er dog stadig flere steder, hvor pilgrimme må søge alternativ overnatning ved værelsesudlejning i private hjem eller på hoteller. Hvis du skal ud at gå, anbefaler jeg, at du ud over at følge denne side: http://www.viaplata.org/, også følger med på diverse pilgrimsfora - flere af dem - både tyske og engelske - har en tråd, der alene handler om denne rute.

torsdag den 9. april 2015

Det spanske socialistparti vil fremme Camino Ingles

Det er partiets kulturudvalg, der mener at netop denne rute bør være attraktiv for skandinavere, englændere, irere og skotter.
Det spanske socialistparti foreslår, at de spanske myndigheder starter en samarbejde med de nordiske lande, Storbritanien og Irland om vedligeholdelse og fremme af Den engelske Rute, der er meget kort og som går fra nordkysten i Galicien ved Ferrol til Santiago. Det tager kun 4 dage at gå pilgrimsvejen.
Det fremgår ikke af de oplysninger, som jeg har læst på nettet, hvem og hvad i de nordiske lande PSOE (det spanske Socialistparti) mener, der skal være samarbejdspartnere for netop denne rute.
De skriver i en pressemedelelse, at ruten i middelalderen især blev brugt af pilgrimme fra de ovennævnte lande, og at den korte rute er et godt alternativ til Camino Frances, hvor der i dag er trængsel på stien.

onsdag den 8. april 2015

Nyt anderledes herberg på Via de la Plata

Skal du gå Via de la Plata i år, var det måske en ide at tage en nat i Tabare på Via Sanabres.
Organisationen  "El Espíritu de Santi", der er en af de frivillige foreninger i Spanien, der gerne vil gøre noget for pilgrimslivet, er nu efter en vinters hårdt arbejde klar til at åbne det herberg i Tabara, som de har overtaget fra kommunen i Zamora. Samtidig fortæller de, at de er i kontakt med kommunen om muligvis at åbne andre herberger på Via Sanabres.
 "El Espíritu de Santi" siger, at det er deres mål at bevare "Caminoens rette ånd" om gæstfrihed, hjælpsomhed og imødekommendehed overfor pilgrimme, så ikke pilgrimsruterne i Spanien bliver for turistede og kommercielle.
Det første herberg, de har overtaget er det i den mindre by  Tabare, der også skal være en slags centrum for deres organsation med udgivelsen af et månedligt magasin om pilgrimsvandring.
Tabare ligger mellem Zamora og Puebla de Sanabria (ved en større bro), der har givet navnet denne denne del af Caminoen.
I Zamora deler Via de la Plata sig nemlig i to, den oprindelige vej lige ud til Astorga og derfra af den franske rute til Santiago, og den anden vej, (der nu er blevet lagt mere populær), via Sanabres, der går mere nordvest over bjergene til Santiago. El Espíritu de Santi vil især arbejde på denne del af pilgrimsruten.
Jeg har en gang overnattet i Tabare ( 2012), og på det tidspunkt var det et udmærket kommunalt herberg. El Espíritu de Santi håber, at andre pilgrimsforeninger vil følge deres eksempel og overtage kommunale herberger, så den rette pilgrimsånd kan bevares. hertil skal siges, at det er efterhånden rigtig mange herberger der drives af lokale Pilgrimsforeninger. Og mange af dem har skabt en hel speciel atmosfære af ro og imødekommenhed.

tirsdag den 7. april 2015

Pakkeliste til forårets pilgrimstur

Min store årlige pilgrimstur er jakobsvejen Via Tolosana, der går fra Arles i Provence i Frankrig til Puente la Reina i Spanien, hvor den møder Camino Frances.
Der er nu kun godt en uge til jeg tager flyveren til Geneve, og toget videre sydpå, går i 35 dage, tager bussen til Madrid lufthavn og flyver hjem, ialt 37 dage og 36 nætter. Jeg har før skrevet et indlæg om denne tur her på siden, se under den 6. marts Via Tolosana - en af de franske jakobsveje
Jeg er nu så småt i gang med pakningen, og jeg har tidligere lovet at offentliggøre min pakkeliste her på siden. Jeg ved ikke, om kvinder kan bruge den til noget, idet det er min erfaring, at kvinders og mænds behov er lidt forskellige, men her er min (foreløbige) pakkeliste:
Tøj m.m. ( både det jeg har på, og det som ligger i rygsækken):
2  par sip of bukser med lynlåslommer
2 kortærmede skjorter med brystlommer med knap
1 T-shirt
1  højhalset ulden langtærmet trøje
1 tynd langærmet trøje (der kan bruges både til nat og til lag på lag)
1 par tynde badeshorts med lommer ( til nat, og eventuelt en svømmetur i den pool, der stort set aldrig er)
4 par underbukser ( to sportsunderbukser, der let tørrer efter vask og to boksershorts)
2 sports undertrøjer med korte ærmer
6 par helt almindelige sokker
et par regnbukser med lynlås i benene, så de kan tages på uden støvlerne skal af. De kan nå ned over støvlerne, så der ikke kommer vand ind. (regnbukserne ligger for sig selv i en udvendig lomme i rygsækken, og er lyn hurtigt fremme).
En regnjakke med lommer, der også bruges som almindelig jakke.
Et par små børnevanter (til fem år), der lige kan dække fingrene lidt i de kolde morgener. Dem har jeg svært ved at undvære. Jeg havde tidligere en tilsvarende lille hue med, men den er droppet, så jeg nu fryser på ørerne, når det er koldt i bjergene.
Et par vandrestøvler, et par sandaler og et par plastikbadetøfler.
En sovepose og et kombineret silkelagen og silkepose med indbygget plads til hovedpude. Her bruges en trøje eller andet tøj som fyld, hvis der ikke findes nogenlunde rene hovedpuder på overnatningsstedet.
Toilettaske:
Tandbørste, minitube tandpasta, mini barberskum, lille barberskraber med 10 blade. (Hvert blad skal holde 4 dage), lille tømt håndspritflaske med shampoo, lille håndsæbe ( der dog bæres i lommen, sammen med lille håndsprit), kam,  tre i en klipper, to ørepropper, tandstikker, vatpinde og et karkludshåndklæde.
Køkken:  Lille plastflaske med salt, ditto med peber, mini flaske med olivenolie, et plastikkrus, en kombineret gaffel, kniv og ske i plastik. ( der kommer desværre mere i undervejs ) Og frem for alt en multilommekniv, der ligger for sig selv i udvendig rygsæklomme.
Lidt blandet: Tube med vaskecreme, lille tøjsnor, ti små klemmer. En lille lommelygte,  lille lommebog, kuglepen, blyant og viskelæder, mobiltelefon med oplader, samt fotoapparat.
To guide,  til denne tur MiamMiamDodo og tyske outdoor , samt diverse tryk fra nettet om netop denne tur. Det nye Testamente, så findes i en rejseudgave med meget tyndt papir, og derfor kun vejer få hundrede gram.
"Medicintaske": Ekstra briller, hel rulle sportstape, lille saks ( der også bruges til køkken), lidt vat og bind til beskyttelse (hvis vablen mod forventning dukker op),samt lille nål og sytråd til punktering af vabler ( og isyning af knapper), en engangslighter , 10 styk smertestillende piller uden recept, små puder til ( eventuelt) at komme mellem tæerne, pudder til eventuel rødme i skridtet, og ekstra hæleindlæg (Jeg har haft hælspore).
Jeg har fire tynde "silkeposer" i  hver sin farve, så toilettaske, medicin, vaskegrej m.m. er i en grøn pose, o.s.v.  Jeg behøver aldrig at vende hele rygsækken på hovedet. Jeg ved, hvor alt er. Disse poser larmer overhovedet ikke. Jævnfør de mange knitrende plastikposer om natten på sovesalene. Til aftenbrug har jeg endvidere en lille tynd rygsæk til kamera, oplader m.m
2 helt almindelige halvliters sodavandsflasker, der bruges til vand , og sidder udvendig på rygsækken.
En vandrestok, som jeg ikke kan være foruden.
Jeg kommer pengepung, pas og lignende i små lufthavnsplastikposer, der kan holde indholdet vandtæt i tilfælde af regn eller sved indefra. Jeg har gerne lidt ekstra af disse poser med.
Uden vand ( og det tøj jeg har på ) vejer rygsækken pt. over 9 kilo, men den har det med at vokse undervejs, fordi jeg selv laver mad, når det er muligt. Morgenvægten kommer altid (med vand)  et stykke over ti kilo, nogen gange 12 -14 ( når jeg har mad til overs), og det er alt for meget. 

mandag den 6. april 2015

Pilgrimstræf i Sankt Mariæ Kirke

En gruppe pilgrimme mødes på Frederiksberg til uformel snak om pilgrimsvandring, fredag, den 10. april. Flere er velkomne.
Vi er en mindre gruppe pilgrimme, der har sat hinanden stævne nu på fredag til messen, kl 17,00,  i Liobasøstrenes kirke på Jens Jessensvej på Frederiksberg. Bagefter samles vi til lidt let aftensmad og en snak om pilgrimslivet i menighedslokalerne i klostret. Ideen er, at vi kan inspirere hinanden - og måske samtidig hjælpe nye på vej på deres første pilgrimsfærd.
Foreløbig er vi en lille flok mest garvede pilgrimme, samt et par enkelte, der allerede har planlagt den første tur eller som har en ide om at tage afsted senere.
Vi har stadig plads til flere, men af hensyn til indkøb, må du gerne sende en mail til jakobsvejen@gmail.com , og fortæller os, at du gerne vil være med.

lørdag den 4. april 2015

Over 3.000 pilgrimme fejrer påske i katedralen i Santiago

Velsignet påske til alle der følger denne lille Sankt Jakobs blog.
De pilgrimme, der har valgt at fejre påske i Santiago, skal nu tælles i tusindvis. Og denne skribent får da også et lille sug i maven ved tanken om den aften og nat, de netop ankomne jakobspilgrimme kommer til at opleve. Først messen klokken 24.00,, hvor man ikke kan undgå at møde pilgrimme, man har gået med, sovet med eller bare stødt ind i undervejs til Santiago.
Skærtorsdag og langfredag kom der 2.292 pilgrimme ind til Santiago, og da pilgrimkontoret åbnede her til morgen var der lang kø, som var det i slutningen af juli. Mange pilgrimme har overnattet på Monto de Gozo-bjerget få kilometer uden for byen for at være tidligt inde lørdag, før festen om aftenen, først i kirken og bagefter på en af de mange restauranter, der på grund af påsken holder åben det meste af natten. I morgen søndag vil hele Santiago være en stor fest. Der bliver en vidunderlig trængsel i de små gader og mange gensynsmøder pilgrimmene imellem. Og vejret bliver stråhende både i dag og i morgen, hvor eftermiddagstemperaturen i Santiago når 25 grader.
De næsten 5.000 pilgrimme, der her til aften vil være ankommet de første 4 dage af april, skal ses i forhold til, at der i hele april i fjor (2014) kom 17.643 pilgrimme ind til Santiago, hvor påsken endda faldt 15 dage senere.
Redaktøren af denne lille blog ønsker alle, der læser med, en velsignet påske.



fredag den 3. april 2015

Over 1000 pilgrimme om dagen

I går, skærtorsdag, nåede antallet af daglige pilgrimme for anden dag i træk, over 1.000, idet 1.054 pilgrimme meldte sig på pilgrimskontoret.

Man tror, at det er løgn, men antallet af pilgrimme stiger stadig eksplosivt. 25 danskere gik Camino i marts.

Så er pilgrimskontoret i Santiago klar med statistikken for marts. 
5.080 pilgrimme fordelt på 2.248 kvinder og 2.832 mænd ( altså ca 44%-56%) kom i den forgange måned ind til Santiago. I marts i fjor (2014) kom der 3.110 pilgrimme ind til Santiago, så "trængslen" i de snefyldte vintermåneder på pilgrimsvejene er ikke taget af, tværtimod.
Aldersgennemsnittet er steget siden vintermånederne, og "kun" ca 36 % er under 30 år. Motiverne til at gå er også ændret en smule, samtidig med den stigende alder, idet nu 40 procent siger, at de går af religiøse grunde. I vinter var dette tal lavere. Næsten 10 % af martsmåneds pilgrimme var over 60 år.
Knapt halvdelen af alle pilgrimme i marts i år er spaniere, og fordelingen af resten af pilgrimmene på nationaliteter er igen mere "normal" efter vintermånedernes store antal koreanske pilgrimme, mens antallet af amerikanere (USA) stadig er meget højt.
Rækkefølgen af ikke-spaniere efter størrelse er: Tyskere, portugisere, amerikanere, italienere, englændere og franskmændene med 57 pilgrimme på 6. pladsen med Brasilien lige efter. For få år siden udgjorde franskmænd, italienere og tyskere ca 25 % af alle pilgrimme, men franskmændene er slet ikke steget i samlet antal i forhold til andre lande. Der bliver dog stadig flere tyskere, italienere og portugisere på pilgrimsvejene. Danmark - følger i forhold til vores størrelse - ganske godt med. I marts kom 25 danske pilgrimme ind til Santiago. I februar drejede det sig kun om 6, mens der var 0 i januar.
Der er stadig flest pilgrimme på den franske rute, Camino Frances, hvor over 8 procent har taget turen over Pyrenæerne, heraf har ni pilgrimme gået hele vejen fra Le Puy, altså fra et eller andet tidspunkt i januar og over 1.500 km i rigtig megen sne. En del har sluttet sig til lige på den anden side af Pyrenæerne i Roncesvalles. Mange spaniere starter traditionelt her.
Den Portugiske rute har også haft pænt besøg, mens de resterende pilgrimsveje har været brugt mere begrænset. Det er dog interessant, at 3 pilgrimme har gået helt fra Avila af en næsten ny (reetableret) pilgrimsvej, mens 2 har taget turen helt fra Granada. Det er altså rigtig langt.
Ialt er 2.087 over 66 % kommet ind af den franske rute (Camino Frances), 610 ( 19 %) af Camino Portugues, Via de la Plata  145 (4,6%); del Ingles-Camino 121 (3,8%); del Norte-Camino  102 (3,2%); del Primitivo-Camino con 67 (2,1%), resten (forholdsvis få) er kommet ind af andre veje bl.a. over Finestere.
Så vidt tallene fra marts. Første dag i april tegner allerede til nye rekordtal. Onsdag, den 1. april kom der 826 pilgrimme ind.

torsdag den 2. april 2015

Måske ny mini-pilgrimsrute fra Santiago til Padron

43 soldater fra A Caruna er gået fra Santiago til den lille by Padron, hvor Sankt Jakobs efter traditionen gik i land for næsten 2.000 år siden.
Der kommer hele tiden nye - eller måske rettere genetablerering af middelalderlige - pilgrimsveje i Spanien efter de seneste 25 års pilgrimboom. Det seneste jeg har hørt er et forsøg på at skabe en ekstra pilgrimsvej ud af Santiago til den lille by Padron, der ligger sydvest for Santiago, hvor floden Ulla breder sig ud inden, den når Atlanterhavet. Efter spansk tradition var det nemlig her, at Sankt Jakobs kiste "gik i land" omkring 2045 et år efter hans henrettelse i Jerusalem. ( Du kan læse mere om Sankt Jakobs vej til Spanien på siden: Hvorfor går vi til Sankt Jakobs grav, her på bloggen).
Det er 43 soldater fra A Caruna, der som led i deres normale træning,besluttede sig for en noget anderledes rute, og derfor for et par dage siden tog turen over Santiago til Padron. Der er en ca 50-55 kilometer fra Santiago til Padron.
I dag afslutter mange pilgrimme deres pilgrimsfærd til Santiago med at gå de ca 90 kilometer til verdens ende Finisterre, og nogen endda videre til Muxia. Om de 43 soldater, som jeg her bringer et billede af foran altret i Sankt Jakonskirken i Padron, starter en ny trend, vil kun tiden vise.

onsdag den 1. april 2015

Nok en ny Camino i Spanien

Ruta del Salvador præsenterede i går deres hjemmeside, og dermed er der nok en jakobsvej i Spanien at gå.
Selve jakobsvejen har en lidt speciel retning. Ruta del Salvador går fra Leon til Oviedo og er på ca 128 km. Den foreslås delt i 5 etaper. I Oviedo rammer Ruta del Salvador Camino del Norte eller Camino Primitivo, hvorefter man kan følge en af ruterne tilbage til Camino Frances få etaper før Santiago. Det drejer sig altså om en rute, der i et stort C forlader Camino Frances i Leon for at ramme en af de nordgående jakobsveje med kurs mod Camino Frances.
Det er en af Spaniens - næsten utallige - pilgrimsforeninger, La Asociación Camino de Santiago Ruta del Salvador, der står bag den nye hjemmeside, som er rimelig oplysende bl.a. men henvisning til, hvilke kort og guide, der kan bruges. Hjemmesiden har adressen:
http://www.caminodesansalvador.es/index.html
Der er altså tale om en fysisk omvej til Santiago, hvis man sår i Leon.
Og formålet er - med hjemmesiden ord - at besøge Det hellige Hus, Katedralen i Oviedo,  med relikvier og det hellige ligklæde, samt  ærer Vor Herre Jesus Kristus i San Salvador, som andre før dig har gjort i århundrede, før du fortsætter til Camino Santiago af kystvejen (Camino del Norte) eller af Camino Primitivo.