torsdag den 22. november 2018

Alder ingen hindring. Tag bare på Camino.

Der er efterhånden så megen service langs Camino Frances og Camino Portugues, at stor set alle - uanset alder og diverse småskavanker - kan klare at gå en Camino, hvis lysten er der.
Jeg er 73 år og har ikke gået Camino før, er jeg for gammel, lyder et spørgsmål fra en mand, der skriver, at han selv synes, at han med små daglige gåture holder sig i form. Nej, jeg tror sagtens, at en 73 årig kan gå Camino, og som den første tur vil jeg anbefale Camino Frances eller Camino Portugues.
Camino Frances begynder lige nord for Pyrenæerne i den franske pilgrimsby Jean Saint Pied de Port, og hvis turen over Pyrenæerne ser for anstrengende ud, er der intet til hinder for at begynde på den anden side af Pyrenæerne - f.eks Pamplona eller endnu tættere på Santiago. Nogen begynder i Burgos, hvor det de første mange dage går forholdsvis meget lidt op og ned.
Camino Portugues begynder formelt i Lissabon, men langt de fleste pilgrimme begynder i Porto, hvilket jeg også anbefaler pilgrimme, hvis det er den første tur.
Prøv at se på hjemmesiden www.gronze.com , den har højdekurver, antal kilometer mellem overnatningssteder og andre informationer, der kan hjælpe med at træffe et valg.
Og her kan jeg ikke dy mig for at vise et foto fra maj i år, som jeg vist nok har vist før, nemlig af amerikanske Kathie, der med sin rollator gik fra Astorga , ialt 270 km, til Santiago. Kathie var endnu ikke 73 år, men trods det tydelig gangbesværet. Jeg mødte hende første gang, da hun nærmest kravlede op af en ikke særlig stor stigning. Næste gang jeg så hende var i Santiago. Hun havde klaret det - og gået hele vejen med hjælp af en veninde og sin rollator.