fredag den 15. december 2017

Jakobsvejen.dk i 2018

Alle læsere af jakobsvejen.dk ønskes en velsignet juletid og et godt pilgrimsår.
Her lige før 3. søndag i advent går www.jakobsvejen.dk på "ferie", sådan at forstå, at siden kun opdateres sporadisk, ligesom mailen jakobsvejen@gmail.com på denne side af nytårsaften kun læses en gang imellem.
Siden jeg åbnede www.jakobsvejen.dk i 2014 er antallet af besøgende steget stødt og denne stigning fortsætter, ligesom flere og flere sender en mail. Jeg har derfor besluttet at fortsætte med at skrive om pilgrimsvandring på www.jakobsvejen.dk til næste år, idet interessen synes at være til stede.
Jeg egner mig dog ikke til Facebook og lignende sociale hjemmesider, så kontakten mellem de pilgrimme/læsere, der ønsker "at tale" med mig, foregår fortsat via mail (jakobsvejen@gmail.com). Lidt langsommeligt, men sådan har jeg nu besluttet, at det skal være. I er - selvfølgelig - fortsat velkommen til at kommentere indlæg eller skrive indlæg selv via Google+, men det er der indtil videre kun meget få, der har benyttet sig af.
Den mindre gruppe pilgrimme i hovedstadsområdet med primært katolsk baggrund, men heldigvis også andre, der i nogle år, forår og efterår, har mødtes til pilgrimstræf, besluttede på mødet i Lyngby i efteråret at holde næste træf, fredag den 16.marts kl. 17.00, i Sankt Vilhelms Kirke i Hillerød - altså inden for S-togsnettet. Ved mødet i Lyngby var der tilmeldt 23 pilgrimme, men med mandefald lige før mødet. Trods det var der stemning for at fortsætte.
Fotoet på denne pilgrims-julehilsen er taget på Via de la Plata i år - midtvejs på pilgrimsrutens længste etape med ca. 40 km mellem to overnatningssteder. Den romerske ruinby, Caparra ligger ca 400 km fra Sevilla og 600 km fra Santiago, og fortæller sin egen historie om menneskelig civilisation for 2.000 år siden. Herfra ønsker jeg alle læsere en velsignet juletid, Guds fred og alt godt, med håb om, at I får mulighed for at gå den pilgrimsrute i 2018, som I har ønsket jer.


torsdag den 14. december 2017

Pilgrimsrådgivning på tysk

Hvis du er tysktalende, kan du via den tyske pilgrismforening få tips, informationer og rådgivning om pilgrimsvandring både pr. e-mail og telefon
Her på jakobsvejen.dk modtager jeg jævnligt mails med spørgsmål om pilgrimsruter, overnatning, fly-muligheder og meget andet, men selvom jeg selv synes, at jeg har gået de europæiske pilgrimsruter tynde, er der selvfølgelig nogen, der ved væsentlig mere om al det praktiske end jeg gør. I den tyske pilgrimsforening, Deutsche st Jakobus Gesellschaft, er det muligt at sende såvel e-mail samt at telefonere til et "levende" menneske og stille det spørgsmål. Du kan læse om mulighederne her: http://deutsche-jakobus-gesellschaft.de/pilgerberatung/

tirsdag den 12. december 2017

Pilgrimsveje i Italien

Der kommer stadig flere pilgrimsstier i Italien, men herbergerne langs de mange ruter er af meget forskellig standard - alt efter region.
Nu tættere, du kommer på Rom på en pilgrimsfærd i Italien, nu større "risiko" er der for, at du får lidt sværere ved at finde et billigt natlogi, og det ser - desværre stadig - ud til, at især Lazio-regionen ikke har så meget service for pilgrimme at tilbyde, mens det foreksempel skulle være blevet meget bedre i både Toscana og Umbrien. Men her en hjemmeside, der er rimelig godt opdateret på de pilgrimsruter, der allerede er, og de ruter, der er under planlægning.http://www.turismo.beniculturali.it/home-cammini-ditalia/ Og det er blevet væsentlig flere og bedre tilrettelagte pilgrimsruter i de senere år. Ovennævnte side gennemgår 42 ruter, hvoraf den mest benyttede givet er Via Francigena efterfulgt af Cammino de Assisi.
Her et foto taget af undertegnede af Peterskirken fra Monte Mario på Via Francigena på vejen ind mod Rom.

søndag den 10. december 2017

Vil du være hospitaleros i Spanien ?

Den spanske pilgrimsforening, FEDERACIÓN ESPAÑOLA DE LAS ASOCIACIONES DE AMIGOS DEL CAMINO DE SANTIAGO laver sammen med den tyske pilgrimsforening, DEUTSCHE ST. JAKOBUS - GESELLSCHAFT forårskursus for pilgrimme, der gerne vil være hospitaleros på et herberg.
Alle pilgrimme, der har overnattet på kommunale, kirkelige eller foreningsdrevne herberger i Spanien, har mødt frivillige hospitaleros (herbergsmedarbejdere), der ofte udfører et fantastisk uegennyttigt arbejde for os pilgrimme. Hvis du selv, efter at have gået pilgrimsvandring, har lyst til at blive hosptaleros, er det muligt at deltage i et kursus for frivillige. De tyske pilgrimsforeninger er gået sammen med de spanske, så du ikke behøver at tage til Spanien for at deltage. Forårskurset i Tyskland finder sted den 9 - 11 marts i Jugendherberge in Limburg/Lahn statt, der ligger mellem Franfurt og Bonn, og derfor kan nås fra Danmark med tog. Du kan se mere om kurset, samt om tilmelding m.m. på den tyske pilgrimsforenings hjemmeside:http://deutsche-jakobus-gesellschaft.de/termine/?no_cache=1&tx_nxappointments_appointments%5Bappointment%5D=38&tx_nxappointments_appointments%5Baction%5D=show&tx_nxappointments_appointments%5Bcontroller%5D=Appointment&cHash=39574d8f757ef40f00a28b7ca78c142e . Her et gengivelse af kursusindholdet på tysk: Die FEDERACIÓN ESPAÑOLA DE LAS ASOCIACIONES DE AMIGOS DEL CAMINO DE SANTIAGO unterhält seit 25 Jahren das Netzwerk HOSPITALEROS VOLUNTARIOS. Diese arbeiten unentgeltlich eine Monatshälfte in einer von derzeit rund 20 Herhergen in Spanien, die Pilgern auf SPENDENbasis Unterkunft gewähren, in einigen Fällen auch ein gemeinsames Mahl.
Voraussetzung für den Einsatz sind eigene Pilgererfahrung, hinreichende spanische Sprachkenntnisse und die Teilnahme an einem Vorbereitungswochenende. In Deutschland wird dieses Wochenende durch die DEUTSCHE ST. JAKOBUS-GESELLSCHAFT e.V. und ihren Beauftragten für Freiwillige Pilgerherbergseltern, HEINRICH-K. BAHNEN, seit dem Jahr 2000 durchgeführt.
Das nächste Wochenende findet vom 09. bis 11. März 2018 in der Jugendherberge in Limburg/Lahn statt. Die Unterbringung erfolgt in Mehrbettzimmern, Die Gesamtkosten liegen bei ca. 100 - 120 EUR.
Wer daran interessiert ist, melde sich bitte formlos per E-Mail.
Interessierte erhalten dann spätestens Anfang 2018 die formelle Ausschreibung, aufgrund derer sie sich definitiv anmelden können.

torsdag den 7. december 2017

Camino Mozárabe for de garvede pilgrimme

Camino Mozárabe, der begynder tre forskellige steder i det sydøstlige hjørne af Spanien, er begyndt at blive mere populær for "veteranpilgrimme".
De pilgrimme, der har gået alle de kendte "store" pilgrimsruter i Spanien er nu begyndt at gå de mere ukendte og senest afmærkede ruter. En af dem, der nu ser ud til at blive mere populær, er Camino Mozárabe, der har ikke mindre end tre startsteder i det sydøstlige hjørne af Spanien: Almería, Malaga og Jaén. Ruterne fra de 3 startsteder støder sammen i den lille by Baena ca 60 km før Cordoba, hvorfra ruten fortsætter mod Via de la Plata, som den forenes med i romerbyen Mérida.
Pilgrimsruten blev kun brugt sporadisk middelalderen. Mozarab er det navn som Mauerne brugte om de lokale kristne, da de styrede store dele af Den iberiske Halvø fra 800 tallet og frem. Selvom Mauerne sad hårdt på magten fik de lokale Mozarab i perioder lov til at gå til det kristne pilgrimssted i Santiago de Compostella. Ruten kom fra flere byer i det muslimsk styrede område, deraf det samme navn på de tre ruter, der støder sammen fra hvert sit sted i den lille by Baena.
I dag gør lokale pilgrimsforeninger arbejder på at gøre disse caminoer mere populære, og især ruten fra Almería nævnes nu som en mulighed på flere pilgrimshjemmesider. Den lokale pilgrimsforening gør en stor indsats for denne rute, sehttp://www.almeriajacobea.es/p/el-camino-mozarabe-en-almeria-en-los.html , og de opfordrer alle, der vil gå den, til at skrive til dem, når de starter på ruten, almeriajacobea@gmail.com , idet den lokale pilgrimsvenneforening så vil sikre alle pilgrimme overnatning, hvis der - mod forventing - pludselig skulle være fuldt hus på de små herberger undervejs.
Jeg har ikke selv gået ruten og kan derfor kun anvise hjælp de steder, hvor jeg selv ville forsøge mig, hvis jeg skulle af sted. De to spanske hjemmesider http://www.mundicamino.com og www.gronze.com er undtagelsesvis ikke informative om dette stykke. Jeg kan på nettet læse, at en del pilgrimme, der er "trætte af ræset" på de kendte ruter, har planer om at gå Camino Mozárabe fra Almería i 2018, og at den lokale pilgrimsforening lover at hjælpe alle godt på vej.
Så Buen Camino til dem, der har lyst at prøve en af de ruter i middelalderen, hvor pilgrimmene ofte skulle argumentere meget overfor den muslimske regeringsmagt for at få lov til at gå.

mandag den 4. december 2017

Fra 68 pilgrimme årligt til 300.000

Pilgrimsvandringen har - med Santiago de Compostela som igangsætter - oplevet en utrolig renæssance. Formentlig den største siden middelalderen.
Motiverne er formentlig ændret fra lidt til meget for mange af de millioner af mennesker, der de seneste år har taget rygsækken på og bevæget sig ud på de mange reetablerede pilgrimsstier i Europa. Men der er ingen tvivl om, at der aldrig har gået så mange tusinde af pilgrimme årligt rundt på Europas pilgrimsstier som nu - heller ikke i midelalderen, hvor antallet af europæere kun var en lille brøkdel af det nuværende befolkningsgrundlag. Af oversigterne fra pilgrimskontoret i Santiago kan man læse, at over 40 % af nutidens pilgrimme går til Santiago af primær religiøse grunde. Lidt flere går af en kombination af religiøse og andre motiver, mens knapt 10 % går af ikke-religiøse grunde. Så selvom motiverne fra middelalderen formentlig er ændret, har pilgrimsvandring i vores årtusinde også noget med religion/kristendom at gøre. Og antallet stiger som sagt eksplosivt.
Bedst statistik laver de i Santiago de Compostela, der er målet for langt de fleste 2000 års-tals pilgrimme. Den spanske hjemmeside caminomilenario.com har lavet en oversigt for antallet af Santiagopilgrimme hel tilbage til 1970, før der blev sat gule pile hele vejen fra Saint Jean Pied de Port til Santiago, - altså fra den gang hvor pilgrimmene selv måtte finde vej, selvom et gammel slidt skilt eller en gammel sten enkelte steder hjalp dem på vej.
I 1970 gik 68 pilgrimme til Santiago. Tallet ændrede sig ikke stort i 1970erne, lidt op og ned, med de hellige år - ca hvert 6 ( hvor Sankt Jakobsdag falder på en søndag) - som udntagelsen, hvor antallet af pilgrimme kunne tælles i flere hundrede. 1986 bliver det første Ikke-hellige år, hvor antallet af pilgrimme springer rammen og flerdobles. Det er altså 30 år siden, at pilgrimsvandringens renæssance for alvor begyndte.
Jeg har taget nedenstående tegning fra http://caminomilenario.com . På deres egen hjemmeside kan du se de præcise tal for antallet af pilgrimme år for år

lørdag den 2. december 2017

Lidt flere vinterpilgrimme !

Det bliver stadig mere populært at gå pilgrimsvandring i Spanien om vinteren, selvom antallet af pilgrimme fra november til marts er langt under sommerens.
Her første weekenden i advent kan pilgrimskontoret i Santiago oplyse, at der kom 7.346 pilgrimme ind til Santiago i november. Et meget lille antal i forhold til de over 57.000 pilgrimme, der gik Jakobsvejen/Caminoen i august i år, men et meget stort tal set i forhold til antallet af novemberpilgrimme for bare få år siden. I år 2.000 var der under 10 % i forhold til i år med 688 og i 1989 kom der 15 pilgrimme ind til Santiago i november. Så konklusionen er klar. Det er blevet mere og mere populært at gå pilgrimsvandring til Santiago - også om vinteren, hvor mange pilgrimme oplyser, at der er langt mere ro og åndelighed end i de hektiske pilgrimsmåneder fra midt april til slut oktober.
Og det samlede antal Santiago-pilgrimme er indtil nu i år med novembertallene blevet til 298.247, så senest til jul vil det magiske tal på 300.000 Santiagopilgrimme på et år formentlig være passeret.