fredag den 12. oktober 2018

Dagbog fra bjerg-caminoen

Camino Primitivo og Camino San Salvador udgør tilsammen en 17-18 dages tur over bjerge og gennem anderledes natur, samt Asturiens to historiske byer Oviedo og Lugo. Her pilgrimsdagbog fra den 21.september til 9. oktober 2018
Her i efteråret 2018 blev det så undertegnedes anden spanske pilgrimsvandring i år. Turen gik fra Leon (på Camino Frances) til Oviedo (Camino San Salvador), Oviedo til Lugo (Camino Primitivo), Lugo til Sobrado dos Monxes (Camino del Norte), derfra til Arzúa (Camino Frances) og med endemål i Santiago, ialt 18 dage på stien.
Al Transport frem og tilbage foregik med Iberia-fly fra København og Iberia-indenrigsfly i Spanien og retur til København. Samlet flypris retur inkl. sædereservation og bagagetransport (jeg har stok med), ialt 2.367 kr. for en person.
Torsdag, den 20. september: Fly København - Barcelona- Leon. Tjekkede ind på lille hostal på selve Caminoen midt i byen tæt på floden og San Marcos-kirken. Gik til Albergue del Convento de las Carbajalas i Benediktenerindeklostret og fik et Credential (pilgrimspas) til pilgrimsruten San Salvador. Her oplyste de venlige hospitaleros, at der netop i dag havde været forholdsvis mange for at få et Credential til San Salvador. I klostret laver de meget "reklame" for netop den rute. Leon vrimlede med pilgrimme og Herberget var temmelig fyldt. Jeg fornemmede en både hektisk, men tillige en rar og imødekommende atmosfære. Landede desværre så sent, at jeg ikke kunne nå hverken messe eller Vesper hos benediktinerinderne, men fik diverse info om ruten, samt Credential inden lukketid kl. 22.00.
Fredag, den 21. september, Leon - La Robla (27,3 km): Vågnede tidligt med behagelige sommerefugle i maven og gik i mørket de få hundredemeter til San Marcos i en nærmest uendelig strøm af morgenfriske pilgrimme, her lige efter San Marcos deler ruten sig, og jeg og min medpilgrim var pludselig helt alene på vej langs floden mod nord. Turen gik langs floden uden op og nedstigninger, mest på asfalt de første 8½ km til byen Carbajalde la Legua, hvor vi gik på bar for at få morgenkaffe. Her mødte vi 4 andre pilgrimme, så vi er ikke alene på stien. Efter Carbajalde la Legua var der lidt mindre stigninger de første kilometer, men alt i alt gik den første dag meget nemt. Herberget i La Robla ligger uden for byen efter centrum, og døren stod åben, vi fandt en seng og fik af andre spanske pilgrimme at vide, hospitaleros først ville dukke op ved 18-19 tiden. Vi købte ind i Dia, lavede selv mad og måtte konstatere, at der ikke var nogen messe i byen.
Vi var 13 overnattende i herberget med 8 køjer (altså 16 pladser). En spanier i bil, der allerede havde reserveret 3 underkøjer vakte en del forargelse blandt - især - ikke-spanske pilgrimme.
Første dag var ikke meget forskellig fra de "nemme" etaper på Camino Frances.
Lørdag, den 22. september, La Robla - Poladura de la Tercia 23,5 km: De første pilgrimme stod op allerede klokken 5.00, stille, men nok til at vække andre. Så da jeg ikke kunne sove igen, valgte jeg at følge trop. De første 15 km var nemme med en samlet stigning over mange kilometer fra ca 970 meter til 1130 meter. Vi går højt oppe, men bjergene er ikke rigtig begyndt på det første stykke. Der er ingen butikker i Poladura de Tercia, så vi har i forvejen bestilt aftensmad på Casa Rural Posada El Embrujo (telefon +34 659 030 282/aftensmaden skal bestilles dagen før). Vi havde også lidt brød og ost med i rygsækken, men købte ikke yderligere ind, da vi på www.gronze.com havde set, at der var en bar i Buiza efter 15 km. Men vi blev lidt snydt. Baren har kun åbent om aftenen. Buiza har tillige et herberg. Vi nåede Buiza, holdt pause på en bænk og fandt et sted med drikkevand, herefter ændrede ruten fuldstændig karakter. Nu kom der stigninger og bjerglandskab op og ned fra de ca 1130 meter til næsten 1500. Smukt landskab i godt vejr, men anstrengende. Vi havde heldigvis fyldte vandflasker med. Poladura de Tercia er en lille bebyggelse beliggende ensomt i en dal. Den gamle skole er lavet til herberg på 1. sal med fællesrum for børn og unge, samt pilgrimme i stuen. Der er et lille interimistisk køkken på 1. sal, men vejret var godt og vores brød og ost, kombineret med lidt efterladt pasta med en automatøl fungerede glimrende som kombineret frokost og morgenmad. Manden i bilen dukkede op og lagde sig på "tre" senge. Hospitaleros Fernando kom bagefter og havde en længere snak med ham, hvorefter han kørte igen. Efterhånden dukkede der andre pilgrimme op - nogle måtte nøjes med diverse medbragte madvarer. Der var udsolgt på forhånd i aftensmad i Casa Rural'en - trods det en god stemning med næsten samme pilgrimme som dagen før. Herberget med plads til 10 pilgrimme blev helt fyldt. Der var madrasser til eventuelt flere pilgrimme, men det blev ikke nødvendigt. Vi spiste lidt rundt omkring uden for i det gode vejr. Natten var kølig.
søndag, den 23. september, Poladura de la Tercia - Bendueños ,ca 31 km. San Salvadors længste, smukkeste, men også hårdeste etape. Vi lagde ud i tusmørke af stigende "markveje", og snart gik vi 3-4 km opad af stejle små klippefyldte stier til Collado del Cantode la Tusa i 1.568 meters højde med San Salvador-kors på toppen,
skyerne, de fugtige tågebanker lå under os og morgensolen skinnede, mens vilde heste sås i det fjerne. En fantastisk start på dagen. Derefter nedad igen (ca 4-5 km, før vi igen mødte landevej og biler lige før passet Puerto de Pajares i 1.378 meters højde. I passet var der både hotel og bar, og vi (min medpilgrim og jeg), samt andre pilgrimme der stødte til, holdt pause med kaffe, ristet brød m.m. En fantastisk tur. På vejen ned fra passet går stien af en meget stejl nedstigning, som vi (ældre folk med stive knæ) var blevet advaret lidt imod. Derfor tog vi (den "farlige vej) af N 630 helt ude i siden en 300-400 meter med bilerne susende forbi, hvorefter den stejle sti passerede samme N-vej og blev mere gammelbens-venlig. Vi gik igen ind på stien og fortsatte ned af bjerget gennem små landsbyer og en blanding af markveje og små asfaltveje. Stien deler sig straks efter i to, så pilgrimmene kan overnatte i byen Pajares. Vi valgte vejen ( den lidt kortere ) uden om Pajares og igennem landsbyen San Migueldel Río uden barer og butikker. Efter en meget anstrengende dag ankom vi til Herías efter ca 29,5 km på stien kl. ca 17,00. Her blev vi hentet i bil af den søde hospitaleros Sandra, der har et lille herberg 2 km fra Camino del Salvador, Albergue de peregrinos Santuario de Bendueños, der ligger i en gammel præstegård klods op af en lille smuk landsbykirke, Santuario de Bendueños, der blev åbnet for os, men som reelt kun har messe og præstebetjening lejlighedsvis. Vejen tilbage til stien gik vi selv næste morgen. Vi blev i alt 5 pilgrimme i det lille herberg, hvor alt er donativo, men hvor man skal ringe i forvejen (+34 674 671 706) til Sandra, der IKKE bor ved herberget men i den nærliggende landsby. Hun laver mad til pilgrimmene hver aften, mens morgenmaden er selvbetjening.
Mandag, den 24. september, Bendueños - Mieres, ca 26 km: Dagen startede i silende regn og det var ret svært at gå de kun ca 4 km af de glatte stenfyldte stier nedad og nedad mod byen Campomanes. Herefter nem vej langs floden til den noget større - tidligere mineby - Mieres del Camino, der i dag er kendt for sin æblecider. Slut for bjergene for denne gang. Herberget i Mieres del Camino ligger ca 2 km efter byen i forstaden La Peña, så vi valgte i stedet at bo i selve byen på Hostal, da der var messe i den lokale kirke om aftenen. San Salvador går gennem bjerge og meget små landsbyer, der ikke længere er særlig godt betjent med præster, der kun kommer lejlighedsvis forbi; så Mieres del Camino var første kirkelige tilbud på ruten.
Tirsdag, den 25. september, Mieres del Camino - Oviedo ( ca 17 km). San Salvadors sidste og meget nemme etape med et par enkelte svedige op og nedture, men som var meget overskuelige i sammenligning med de seneste dages vandring. Vi var i Oviedo før middag, besøgte katedralen, fik nye credential til Camino Primitivo og vinkede farvel til de pilgrimme, der ikke skulle med mod syd. En valgte den direkte vej til Aviles og Camino del Norte, andre samme vej som os, mens nogle stoppede i Oviedo. Vi boede på billig pension midt i byen, der stadig har lidt romersk, men mest middelalder at byde på. Oviedo er en af de få større byer i Spanien, der aldrig har været muslimsk. Der var pilgrimsmesse med en særlig pilgrimsvelsignelse i Sta. Maria de la Corte om aftenen. Kirken er fra 1500-tallet og yngre end Katedralen, men - efter min subjektive vurdering - mere stemningsfuld og intim. Forholdsvis få pilgrimme deltog i messen.
Onsdag, den 26. september; Oviedo - San Juan de Villapañada, Knapt 30 km: Første dag på Camino Primitivo. Vi var tidligt ude af byen og gik de første 4 km i mørke gennem by og forstæder, men under gadelygter. Dagen brød frem, da vi kom ud af byen, og vi blev forholdsvis hurtigt overhalet af to ældre spaniere med fuld fart på. Vi fik en morgenhyggesludder om ruten. Vi fik først morgenkaffe efter knapt 12 kilometer, men ruten var nem med små veje, enkelte stier, men mest asfalt. Små stigninger op og ned med en enkelt på ca 150 meter lige før morgenmadsbyen, Escamplero, der gav lidt sved på panden. Grado, der er målet for de fleste pilgrimme på førstedagen (efter 25½ km) er rimelig stor med mange butikker, og denne onsdag var der marked med mange mennesker. Vi holdt en lidt længere pause, drak det meste af vores vand, så vi to pilgrimme tilsammen kun bar ½ liter, fordi vi skulle have plads til mad, idet næste herberg i San Juan de Villapañada ligger i en lille landsby uden service af nogen art. Vi købte - lidt rigeligt ind - men var i god form fra San Salvador og kom til herberget i god tid. Senere dukkede andre pilgrimme op hos Domingo, som er den meget gæstfrie hospitaleros på stedet. Han sælger drikkevare og pasta til rimelige priser, mens grøntsager og andre fornødenheder er donativo. Jeg fandt nedfaldsæbler, en masse brombær rundt om herberget, og endte med at lave mad (bl.a. dansk æbleflæsk) til de 6 pilgrimme , vi blev den nat, en australier, en schweizer og en sydkoreaner, som vi alle tre kom til at se meget til de næste 8 dage, samt en sydafrikaner, vi kun så den ene gang. En hyggelig lun aften med mad uden for og udsigt over dalen og de kommende dages bjerge, mens Domingo gik til hånde og forklarede os om Camino Primitivo.
Kirken, der ligger sammenbygget med herberget, er - desværre - meget forfalden, og det var ikke muligt at komme ind i kirken. Men herberget ligger smukt.
Torsdag, den 27. september, San Juan de Villapañada - La Espina, ca 27 km. Nok en - efter omstændighederne - nem dag. Bjergene begynder først for alvor at bide fra sig på 4. dagen. Med en undtagelse - en morgenstigning til Alto del Fresno på over 300 meter. Ellers lidt op og ned, og vi mærkede at San Salvador havde givet os en bedre form. Der var mange pausesteder undervejs - selv i de forholdsvis øde områder. Vi holdt en længere pause i den forholdsvis store by Salas, passerede kultherberget i Bodenaya, hvor David havde lukket ned, netop den dag vi passerede. Vi (min medpilgrim og jeg) havde dog talt om at fortsætte yderligere et par kilometer for at spise lidt af næste dags etape, hvor vi gerne ville så tæt på de helt store stigninger som muligt. Det er anden gang, at jeg er på Camino Primitivo, og jeg ved, at 4. dagen er en fatastisk oplevelse, men også meget vanselig. Så vi nåede La Espina og flyttede ind hos to polske piger, der havde åbnet herberg for forholdsvis nylig. Stedet havde et godt køkken, så vi lavede mad "hjemme" selvom indkøbsmulighederne var begrænsede. Vi fik selskab af kendte pilgrimme. Hospitaleros'erne oplyste, at antallet af pilgrimme på Caminio Primitivo var faldet væsentligt de seneste få dage. Vejret er ellers strålende.
Fredag, den 28. september, La Espina-Samblismo, 29. km: Nok en dag i flot vejr med morgentåge og en sol, der brændte tågen af i løbet af formiddagen. De første 12-13 kilometer til
Tineo gik forholdsvis nemt, meget lidt op og ned. Vejret var flot, og der var pausesteder undervejs. Længere pause i Tineo og videre af dagens største stigning til Alto de Piedrateche, der gav noget sved på panden. Herefter lang tur ned til Campiello og videre til Borres, der har sidste herberg før bjergene. Et - undskyld - alt andet en rengjort herberg. Jeg boede der i 2016, hvor jeg var heldig, da en mindre gruppe spanske pilgrimme mødte op og syntes, at min madras også skulle have en gang gift mod væggelus. Jeg havde netop få dage før afrejsen fra København hørt fra tyske pilgrimsvenner, at en nyt - meget lille herberg - var åbnet sidst i august to kilometer efter Borres og derfor tættere på næste dags store bjergtur. Og sandelig i den lille bebyggelse Samblismo, 2-2½ kilometer efter Borres tog spanske Xavia og tyske Sarah imod. Indtil videre 3 mikroskopiske værelser med en køjeseng i hver - altså 6 sengepladser ialt. Værtsparret lavede mad og fortalte, at vinteren skulle bruges til at udvide stedet. Alt var småt, men rent. Det bliver svært for kroejeren i Borres, der også bestyrer herberget at konkurrere - med mindre, der kommer gang i rengøringen; bare en gang imellem. En god dag med en flot tur, og en ren seng. Jeg var min medpilgrim meget taknemmelig, da jeg fik tilbudt at sove i underkøjen. Mine knæ har det ikke godt med at kravle ovenpå.(Husk at ringe i forvejen, hvis du vil bo i Samblismo; telefon +34 623 190006 ).
Lørdag, den 29. september; Samblismo - Berducedo via Ruta de los Hospitales, ca 22 km (højdemeter 1.000 og 720 ned). Camino Primitivos absolute højdepunkt både bogstaveligt og oplevelsesmæssigt. ( Det er muligt at vælge en - lidt nemmere - alternativrute). Dagen startede i tåge men med en vis (dog begrænset) sigtbarhed, men allerede efter få kilometer var vi over skyerne og solen skinnede, som sad vi et fly og så ned på skyen. Bjergene ligger i bløde buer med mange køer, vilde heste og meget begrænset skov/træer. Man passerer to ruiner af middelalderlige hospitaler (pilgrimsherberg), telefoner har ikke mobildækning, så der er en vis tryghed i at vi ser andre pilgrimme i det fjerne både foran og bag os. Vi "snød" jo ved at gå de første 5-6 kimometer fra Campiello dagen før. Vi overhalede et australsk par, der havde taget taxa op - så langt det var muligt - altså ca 8 km fra Campiello for at klare turen over. I min guidebog (Rother Wanderführer)står der, at man bør have mindst 3 liter vand med pr.person. Vi nøjedes med 1½ liter pr. person og drak en masse på forskud inden afgang. 3 kilo vand pr. pilgrim var i overkandet af hvad vi kunne klare at slæbe på ud over rygsækken( Min medpilgrim og jeg har IKKE rygsæktransport). Vandet rakte rigeligt, selvom solen skinnede, og vi svedte pænt. Vi nød de bløde bjerge og fik rigelig lejlighed til at fundere over middelalderens pilgrimme, der kunne pausere to steder undervejs i de to Hospitaler (klostre/herberg). Men vi ville have været glad for et par bænke/borde-sæt i stedet for de sten, som tidligere pilgrimme har sat oven på hinanden. Det er lidt pauvert med pausesteder.
Et sted passerede en mindre flok vilde heste stien, og vi måtte pænt vente til sidste hest var væk. Det er os der bor her, synes de at sige.Efter ca 4-4½ time nåede vi Puerto del Palo, hvor landevejen igen stødte til, og nedturen begyndte. Det første lille stykke er næsten lodret stejlt ned, og efter at have læst om forstuvede ankler, tog vi de første 50-100 højdemeters nedtur af landevejen, selvom den i sagen natur er væsentlig længere. Men det var rimelig ufarligt, idet der kun kom et par biler de 20-25 minutter, det tog, før vi igen var på stien. I Berducedo var det store private herberg lukket, og pilgrimmene fandt sammen på pensionen og på pensionens herberg, hvilket fik de lidt yngre pilgrimme til at snuppe en time mere ( 4 km)på stien til Mesa, hvor et luksusherberg ventede. Vi fik et dobbeltværelse på pensionen. Spiste samme sted og glædede os over en flot dag og gik tidligt i seng.
Søndag, den 30. september; Berducedo - Grandas de Salime; 20½ km: En forholdsvis nem dag og kort dag ovenpå den anstrengende, men vidunderlige dag i går, selv om bjergene langt fra er passeret. Lidt op, og meget ned (Samlet 630 højdemeter op og 960 ned). Vi gik først ned og ned forbi den store kunstige sø, Embalse de Salime. Skoven rundt om søen var blevet mere end sveden ved en brand i 2017, og den virkede helt spøgelsesagtig, og af sikkerhedsgrunde blev vi sendt en lidt anden vej ned mod søen. Vel rundt om søen stejlt op af mindre asfaltvej, hvor 10-12 engelske sportsvogne markeret med GB lavede racerløb ned af smalle små bjergveje, og hvor chaufførerne så stort på alle skilte med hastighedsbegrænsning. (Hvad bilder de sig ind ?). Første pausested Hotel Las Grandas med udsigt over søen havde et pænt rygind af pilgrimme. Vi var i Grandas de Salime allerede ved 13-tiden, hvor messen i den lokale kirke netop var begyndt. vi gik i kirke og fulgtes med de øvrige kirkegængere til "kirkekaffe" i nabobaren, her var der ledige værelser til rimelige priser. Vi flyttede ind og fortrød bitterligt, idet baren havde åbent til 3 om natten, hvilket kunne høres meget kraftigt og påvirkede vores nattesøvn. Vi fandt frem til byens søndagsmiddags-restaurant, hvor vi genså en del af menigheden. Fremragende middag til 10 Euro med vin og det hele. Ja, hvordan kan det lade sig gøre.
Mandag, den 1. oktober; Grandas de Salime - A Fonsagrada, 25 km. Vejret er stadig strålende. Indtil nu kun en formiddag med regn. Vi er ikke ude af bjergene endnu, og på dagens etape er der 860 meter samlet op, og 470 meter ned. Vi starter med at gå op og op til Alto del Acebo i 1.110 meters højde, hvor vi kort efter passerer grænsen til Galicien. Vi går gennem skov af jordveje og meget lidt på asfalt. Alt går let nu, med flotte udsigter over bjerge og marker med køer, samt små typiske nordspanske landsbyer. Vi drikker først morgenkaffe efter 15-16 kilometer, da stien for alvor går nedad igen. I A Fonsagrada indlogerer vi os på en af rutens absolut bedste private herberger, Albergue-Pensión Cantábrico, lige overfor kirken, hvor der er pilgrimsmesse hver aften (eller næsten hver aften). Mandag er desværre undtagelsen. Vi handler ind i Dia og spiser "hjemme" med kendte pilgrimme, samt et par nye bekendtskaber. Al tøjet er gået i vaskemaskine og tørretrumler i det meget rene og rummelige herberg.
Tirsdag, den 2. oktober; A Fonsagrada-Castroverde, 32 km : Sidste dag i bjergene med samlet 800 meter op og 1160 meter ned. Op og ned hele tiden, men mest ned. Stigninger og fald er forholdsvis moderate, og det er tydeligt at vi nærmer os den store middelalderby Lugo. Vi følger lokalvejen LU 530 stort set hele dagen af stier på kryds og tværs af selve vejen. Der er en del barer (pausesteder undervejs). Stadig bjerglandskab med køer på markerne, og nyhøstede - primært majsmarker. Vindmøllerne på toppen af bjergene har på hele ruten været lige så talrige, som i havet rundt om Danmark. Castroverde er en - forholdsvis - større by end mange andre på ruten, men har trods det kun et Alberge og en pension. Herberget ligger i starten af byen, mens pensionen ligger i centrum en kilometer længere fremme. Vi flytter på herberg, men skal helt op til centrum for at købe ind i Dia. Herberget har køkken, MEN INGEN køkkengrej, hvilket desværre ofte er tilfældet på kommunale herberger. Det virker som om, at de forholdsvis pæne køkkener på kommunale herberger er tømt for gryder, pander, tallerkener og bestik efter aftale med byernes barer og spisesteder. Men det er en påstand, der ikke kan bevises. Vi køber halvfabrikata, der kan varmes i mikrobølgeovnen og spiser i solen uden for herberget. Ingen messe i byen.
Onsdag, den 3. oktober; Castroverde - Lugo; 23 km: Så er vi ude af bjergene med meget moderate op og nedstigninger, som vi stor set ikke mærker i benene. Det bare kører derudaf. Vi er hurtig i bymæssig bebyggelse og er indenfor murerne i Lugo før 13.00, hvor herberget åbner (Det ligger rigtig godt lige indenfor murerne, men så er også alt positivt sagt). Igen et nedslidt køkken uden køkkengrej o.s.v. Lugo er en fantastisk flot by med høj middelalderlig bymur hele vejen rundt, et utal af smukke kirker, små pladser og torve, samt indbydende restauranter. Der annonceres pilgrimsmesse i Katedralen kl 20.00, så vi spiser tidligt middagsmad (15,30 tiden). Herberget bliver helt fyldt. Der er festival i byen, og det virker som om nogle af de overnattende besøger festival. En meget smuk by, hvor pilgrimmene går ind gennem Sankt Petersporten; for næste morgen at forlade byen gennem pilgrimsporten. Gennem hele pilgrimsvejen i den gamle by hænger der kæmpe lysende Sankt Jakobsmuslingeskaler og fortæller, hvad vej vi skal gå.
Torsdag, den 4. oktober; Lugo - Friol, ca 30 km ? : Så er det tid for min medpilgrim og mig at forlade Camino Primitivo. Tidligere delte ruten sig officielt i to lige udenfor Lugo, men nu har "pilgrimsautoriteterne" sløjfet den ene, så pilgrimsvejen nu går direkte fra Lugo til Melide via Ferreira; en samlet to-dagestur på ca 46 km. Jeg og min medpilgrim har dog valgt den noget længere "gamle rute" over klostret i Sobrado dos Monxes. Ruten er formelt ikke afmærket, men aktive pilgrimme har lavet deres egen afmærkning med grønne pile i stedet for de kendte gule. Et problem er der med pilgrimsvejen mod Friol, der skiller sig ud umiddelbart efter Lugo. Ikke et pausested (bar, købmand eller andet) før næste by Friol efter 29 km. Derfor laver min medpilgrim og mig vores egen rute. Først ca 11 km af den officielle "gulpile-vej" mod Melide, hvor der er pausested med bar og morgenmad (ca 75 meter fra ruten) i O Burgo efter knapt 10 km. Pilgrimsvejen er på asfalt eller langs asfalt hele vejen, og denne morgen møder vi en del pilgrimme på vej ud af Lugo. Efter O Burgo ( ca 1,5 km) drejer vi skarpt mod nord mod Boveda de Mera, der er kendt for sine romerske ruiner og museet med beskrivelser fra romertiden. Næppe har vi gået af "vor egen vej" få hundrede meter, før en venlig landmand stopper sin bil og fortæller os, at vi er på forkert vej. Og vejen til Friol er en helt anden vej (nemlig en kørervej). Han ryster på hovedet af os, da vi går videre de ca 3-4 km til Boveda de Mera, hvor en venlig museumsmand stopper os for at give en rundvisning i ruinerne. Vi takker nej, og han forklarer os, at vi skal en helt anden vej, men vi fortsætter få hundrede meter og rammer de grønne pile, der er knapt så tit markerede som de gule. Vi går nu af små - delvis overgroede stier, markveje og lidt asfalt mod Friol. Vi er helt alene og er enkelte gange i tvivl om stien, men rammer rigtig hver gang - måske med hjælp fra Rother Wanderführer, der har en glimrende beskrivelse, samt kort af ruten. Vi går "dybt ind i Galicien" gennem små bebyggelser, tætte alleer i et område, der virker uberørt af pilgrimme og det nye årtusind. Da vi kommer ind i den forholdsvis store by, Friol, springer en aggressiv hund over hegnet og går til angreb, men den trækker sig hurtig tilbage, da jeg slår efter den med stokken (tak for den). Det er tydeligt, at ikke mange pilgrimme passerer her. På pensionen i Friol fortæller den venlig værtinde, at der kommer pilgrimme, men ikke mange forbi. I dag (vi har ringet i forvejen for at sikre, at pensionen havde åben) bliver vi formentlig de eneste, hvilket viser sig at holde stik. En spændende lidt anderledes dag. Vi spiser middag med lokale og får et detaljeret kort med vejbeskrivelse af morgendagens etape af vores værtinde.
Fredag, den 5.oktober; Friol- Sobrado dos Monxes, ca 25 km: Vi går tidligt ud i tusmørket ved 7.30-tiden, og begyndelsen af dages etape er slet ikke så spændende som gårsdagens. Allerede efter 2½ - 3 timer ( ca 11-12 km), ser vi pludselig en pilgrim i det fjerne.
Vi har ramt Camino del Norte og nærmer os kraftigt første pausested. En enkelt officiel "pilgrimssten" har fået malet den sidste grønne pil på siden, og nu kommer der andre pilgrimme. Vi ankommer til Sobrado dos Monxes allerede ved 13-tiden og ser det kæmpe store kloster, der fylder godt i by og landskab. Imponerende. Vi indlogerer os på klostret, hvor broder Laurantius tager imod, og frivillige Andres viser os vore pladser. Vi går i byen og spiser midt på dagen, køber lidt drikkevare og lidt ost til aftensmad, og får undervejs en snak med mange nye pilgrimme, der kommer ind fra nord-ruten. Vi har før gået Camino del Norte og er igen på kendt sti. Vi går rundt i det kæmpe store kloster med plads til flere hundrede munke, hvor de i dag kun bor 13. Kirken er nedlagt og trænger til istandsættelse, og det samme gør stort set hele stueetagen. Munkene holder til i en mindre afdeling på 1.sal, hvor vi deltager i vesperen i kapellet om aftenen. Klostret er mere imponerende udefra end indefra. Ja, mange religiøse kulturskatte - i hele Europa - er det svært at skaffe penge til at holde vedlige.
Lørdag, den 6. oktober; Sobrado dos Monxes-Arzua; 21½ km: Vi har først fly til Danmark, den 10. oktober om morgenen, og vi beslutter derfor at skrue ned på dagsetaperne og bruge 3 dage fra Sobrado dos Monxes til Santiago, så vi "kun" får 2 nætter i Santiago. Vi går til messe i klostret kl. 7,30 og kommer først ud af klosterbyen efter 9.00. Det regner, og vi har taget hele udstyret på, og er de sidste, der går ud af klostret. Vi ser kun enkelte yngre pilgrimme på barerne uden for. De er ved at gøre sig "regnklare" og overhaler os hurtigt. Al bjergvandring er slut og stien går stort set - meget moderat - ned af bakke hele tiden. Vi går meget stærkt i regnen, og selvom vi pauserer med kaffe, ristet brød og æggekage undervejs, er vi i Arzua, før vi synes, at vandredagen rigtig er begyndt. Det lysner ved middagstid. Og på hele turen har vi kun haft to formiddage med regn - ellers rigtig godt vandrevejr. Byen er fyldt af pilgrimme; her hvor pilgrimme fra både Camino Frances, Camino Primitivo og Camino del Norte er på samme vej mod målet. Vi går til sidste herberg i byen, Albergue Vía Lactea. Det er kæmpestort med godt køkken, vaskemaskine og alt. Pinligt rent og tæt på kirken, der har en meget velbesøgt pilgrimsmesse hver eneste aften. Denne aften med omkring 100 pilgrimme. Vi flytter hjemmevandt ind, går i supermarked og køber ind, spiser med - for os - to nye pilgrimme. Alle "vores pilgrimsvenner" fra denne tur er mindst en etape foran os.
Søndag, den 7. oktober: Arzúa - O Pedrouzo ; 19 km: Vi forsøger at gå gennem bevoksningerne (skove) med eukalyptustræer uden at gå for stærkt, men det er svært. Vi er i O Pedrouzo meget hurtigt - trods hele to kaffepauser undervejs. I O Pedrouzo er der søndagsaftenmesse for pilgrimme, som vi beslutter os for at deltage i. Det kommunale herberg i byen er - stadig - af så tvivlsom standard, at vi går på en af byens utallige pensioner. O Pedrouzo har ni herberger og ni pensioner, og den største højsæson er forbi, så der er god plads til alle. Vi spiser søndagsmiddag ude sammen med 30 årige sydspanske Isak, som vi mødte på klostret for to dage siden. Han er uddannet skovingeniør, og overvejede under krisen i årene efter 2008, hvor det ikke var til at få arbejde, at emigrere til Sydamerika. Nu har han arbejde, og hans kone, der også arbejder, venter første barn, så det var sidste mulighed for at gå en Camino. Sympatisk ung mand. Kirken er som ventet fyldt med pilgrimme. Rigtig god stemning. Flere pilgrimme græder under velsignelsen. Rørende.
Mandag, den 8. oktober, O Pedrouzo - Santiago de Compostela; 19 km:
Vejen ind til Santiago går nemt. Vejret er strålende, høj sol , og vi taler om, hvor mange gange, vi er gået ind i Santiago i regnvejr. Vi kunne sagtens nå pilgrimsmessen klokken 12, men beslutter os for 19,30-messen, der er knapt så hektisk. Vi står en lille time i kø ved pilgrimskontoret. Og vi når at blive overfuset - uvist af hvilken grund - af en sikkerhedsvagt. Vi får vores compostela'er, indlogerer os og går til "pilgrimsreception" i byens gader. Alt er som det plejer - med undtagelse af det vidunderlige vejr. Og ved aftenmessen svinger røgelseskaret, Botafumeiro, til pilgrimmes og turisters store glæde. Næste morgen til tysk messe med en sød præst kl. 8.00, derefter en lang, men også hyggelig dag i byen, før næste dags rejse fra Santiago via Madrid til København med ankomst 14,35. Nok en vellykket pilgrimsvandring i Spanien uden skader, sygdom, vabler eller væggelus.