Europæiske pilgrimsveje


De forskellige Jakobsveje
Her er det meningen, at der skal være en kort beskrivelse af forskellige jakobsveje, hvor det i dag er muligt at tage på pilgrimsvandring.
Den franske rute (Camino Francés), Camino del Norte, Via de la Plata, Camino Portugues, Camino Primitivo, Fisterra- Muxia, Via Podiensis,Via Tolosana ( + Via Aragonés),  Jakobsweg Österreich, Die Bonifatius Route,.... flere ruter/pilgrimsveje vil komme senere. Jeg har gået andre ruter - nogle som Santiago-Finestere flere gange. Du kan se listen under Om bloggen. Hvis du har spørgsmål til nogen af dem, kan du sende mig en mail til jakobsvejen@gmail.com.

Den franske rute (Camino Francés) (Ca. 800 km) er den kendteste og mest brugte af af samtlige jakobsveje. Den går fra Saint Jean Pied de Port lige nord for Pyrenæerne til Santiago. Det er muligt at "stå på undervejs". Det vil sige, at mange af dem, der når ind til Santiago har gået fra en af byerne langs ruten. Hvis man ønsker at få en Compostella (bevis for vandringen), skal man dog have gået mindst de sidste 100 kilometer før Santiago.
I de seneste år er der mange, som foretrækker andre ruter til Santiago, fordi der nu - efter deres opfattelse - er for mange pilgrimme på den franske. Jeg mener, at der er flere grunde til stadig at tage første pilgrimstur af den franske rute.
a) Det var den oprindelige rute for langt de fleste pilgrimme, der gik til Santiago i middelalderen - også fra Danmark. 
b) Det er den mest "åndelige rute" med kirker, broer og byer, der blev bygget for og af pilgrimme. Og der findes stadig ruiner flere steder efter de oprindelige herberger (hospitaler).
c) Der er mange mennesker på Camino Frances nu, men fire dage på ruten i maj 2015, og to dage efter Camino Primitivo i oktober 2016, overbeviste mig om, at det stadig er en fantastisk positiv oplevelse at være en blandt de mange, selvom det er helt anderledes at gå her end for 20 år siden.
I 2013 kom der 151.761 pilgrimme til Santiago af denne rute, heraf startede 26.569 pilgrimme i Saint Jean Pied de Port og 8.268 lige på den anden side af Rolandspasset i Rondesvalles. I fjor (2016) kom 176.075 pilgrimme ind til Santiago af Camino Frances, deraf havde 71.766 kun gået fra Sarria ca 120 km fra Santiago. 33.656 begyndte deres pilgrimsfærd i Saint Jean Pied de Port, mens et mindretal af de øvrige ca 75.000 på den franske rute havde gået endnu længere, mens de øvrige begyndte deres tur et sted mellem Saint Jean Pied de Port og Santiago. Mange spaniere begynder i Roncesvalles ca 760 km før Santiago. Antallet af pilgrimme stiger altså fortsat eksplosivt.
Det betyder, at man som pilgrim skal regne med, at der er - mindst - omkring 200 andre pilgrimme på hver etape sammen med een det meste af vejen til Santiago, og at dette tal stiger for hver dag, man kommer nærmere målet. Det betyder i praksis, at det ikke længere er muligt at lære alle pilgrimme man møder på ruten nærmere at kende, som det var tilfældet for år tilbage, men der opstår stadig mange gode pilgrimsfællesskaber undervejs med livgivende oplevelser, hvis man selv er interesseret. Selve pilgrimsfærden er selvfølgelig en anden end for år tilbage, men det behøver ikke at være en dårlig oplevelse, som jeg har læst på nettet, at andre mener, at det store antal pilgrimme har ført til.
Ruten er nem og meget afvekslende at gå. Der er masser af herberger, barer, spisesteder, vandposter og alternative overnatningssteder, som private værelser, pensioner og hoteller undervejs. Herbergerne er en blanding af non-profit overnatningssteder og private herberger, hvor ejerne lever af det. Mange herberger drives af kommuner, menigheder, klostre eller sognepræster. De har frivillig gratis arbejdskraft, som yder deres for at pilgrimmene skal få en god oplevelse. I mange kirker er der daglige pilgrimsmesser om aftenen.
Alene antallet af pilgrimme gør, at man sjældent er alene, hverken ude på selve ruten eller på de mange pause- og overnatningssteder.
Ruten er godt markeret med gule pile hele vejen. Og de mange overnatningssteder gør, at man kan vælge sit eget tempo. Sengepladser kan generelt IKKE reserveres i forvejen. Det gør, at nogle pilgrimme er nervøse, bekymrede for, om de får en seng, hvorefter de løber af sted for at nå først frem. Ruten kan gås af stort set alle. Det er selvfølgelig anstrengende, men ikke umuligt. Jeg har set alt fra ekstremt overvægtige til  pilgrimme langt over  80 år gennemføre.
Der findes masser af informationer om ruten på nettet, ligesom flere hjemmesider opdaterer nye lister med overnatningsmuligheder undervejs. Begynder man vandringen i Saint Jean Pied de Port, kan man, på pilgrimskontoret, her, både få et pilgrimspas (Credential) og en opdateret liste med alle herberger. Man skal være opmærksom på, at de spanske myndigheder i sommeren 2015 besluttede, at Napoleonsruten (Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles) over Pyrenæerne indtil videre vil være lukket om vinter fra 1. novembe til 1. april. Lukningen skyldes, at der var over 70 udrykninger - også med helikopter - for at undsætte pilgrimme i vinteren 2014/15, fordi mange forsøgte at passerer toppen - lidt hovedkuls - i dårligt vejr. I stedet går denne etape om vinteren over Valcarlos. Du kan indtil videre finde mere om Valcarlos-ruten i et indlæg her på denne hjemmeside fra lørdag, den 26. september 2015.
Der findes et utal af trykte guider om Camino Frances. Pt. mener jeg, at den tyske Spanischer Jakobsweg fra Rother Wanderführer er langt den bedste.


Camino del Norte (ca. 850 km) går fra Irun på grænsen til Frankrig og langs den spanske nordkyst og gennem byer som San Sebastian, Bilbao, Santander og Gijon inden den ved Ribadeo drejer mod syd-sydvest for senere at slutte sig til den franske rute små to dagsetaper fra Santiago. I 2017 kom der 17.289 pilgrimme ind til Santiago af Camino del Norte, og det er i dag 3. mest populære vej efter Camino Frances og Camino Portugues. Jeg har gået hele ruten en gang i 2012, og jeg gik en mindre del fra Bilbao til lidt før Gijon til Villaviciosa i 2016, hvor jeg drejede fra mod Camino Primitivo. (Se længere nede). Der var begge gange rigtig mange unge mennesker på ruten, mange private herberger er begyndt at skyde op, og samlet er pilgrimmene meget mere blandede -synes jeg - end man ser på de andre ruter. En del bruger ruten som en sportsrute ( for at holde sig i form). Der er pilgrimme nok til at skabe fællesskaber undervejs.
Camino del Norte er væsentlig anderledes end de andre spanske jakobsveje.  Ruten går langs kysten, hvoraf nogle af fjordene passeres i båd. Stien går gennem nordkystens sommerturistområder, hvilket også giver et lidt højere prisniveau. Ruten går af forholdsvis flere asfalterede veje end de andre pilgrimsruter. Der er - trods mange nye herberger - stafig enkelte steder, hvor der er lidt langt mellem herbergerne. (Jeg erindrer særlig een dag - både i 2012 og 2016 - på mellem 40 og 50 kilometer kun på asfalt fra San Vicente til Llanes.) Der er ikke så mange kirkelige herberger undervejs og ditto pilgrimsmesser.
Der er utroligt mange smukke kystlandskaber, ligesom flere af bådoverfarterne i fjordene byder på noget særligt.
Der findes mange oplysninger om ruten på nettet. Antallet af guider er væsentlig mindre end på den franske. Og her vil jeg ligeledes anbefale fra Rother Wanderführer, Camino del Norte. Mange unge mennesker går alene efter deres "telefoner/Apps".


Via de la Plata ( + Camino Sanabrés) (ca 1.000 km.) går fra Sevilla og nordpå, hvor der på et tidspunkt er to muligheder.
Man passerer på de første 700 km. den ene romerby efter den anden, Merida, Caceres, Salamanca m.m. Efter Zamora deler ruten sig i to. Den ene går over Astorga og følges derefter næsten 240 km. med den franske rute.
Den anden går over bjergene via  Ourense (Camino Sanabrés). Jeg har kun gået sidstnævnte rute, da jeg flere gange tidligere havde gået den franske vej og derfor ville prøve noget nyt, da jeg gik Via de la Plata første gang i 2012. Mange deler Via de la Plata i to, så de første år går til Salamanca og fortsætter derfra det følgende år. I april- maj 2017 besøgte jeg så Via de la Plata igen. denne gang gik jeg selv kun fra Sevilla til Salamanca.
Pilgrimsruten følger den gamle romerske landevej Via de la Plata (også kaldet sølvruten), hvor det er muligt. Ruten er rimelig anstrengende med forholdsvis langt mellem herbergerne. Der er rigtig pilgrimsliv med gode herberger og en del kirkelige tilbud langs ruten. Jeg gik ruten i 2012, i et stræk, i ekstremt dårligt vejr, hvilket gjorde, at vi pilgrimme var nød til at danne hold, idet det ikke var muligt at passerer mange af vandløbene alene. Politiet satte flere steder - på grund af vejret - afspærringer op, så de lokale måtte fortælle os, hvad vej, vi så skulle gå. Vi mødte masser af hjælpsomhed og imødekommenhed på ruten, ligesom de frivillige - især i de kirkelige herberger - udviste en omsorg ud over det normale.
Her i 2017 tog jeg så første del igen i langt mere blandet vejr, sol, regn og overskyet. Ruten er stadig rimelig anstrengende, fordi der er langt mellem pausesteder og herberger, ligesom mange herberger de seneste år er privatiseret, hvilket gør turen noget dyrere. Du kan læse en mere detaljeret beretning under indlæg fra den 17. maj 2017. Og i september-oktober samme år gik jeg sidste halvdel fra Salamanca til Santiago i vidunderligt vejr. Dagbog fra denne del af ruten kan læses under indlæg fra den 6. oktober 2017.
(Her et typisk billede fra de "uendelige stier" gennem landbrugsland. Extremadura er helt anderledes end resten af Spanien))
Ruten går igennem landskab med sorte grise og køer på markerne, fantastiske byer, romerske bygningsværker og vild natur.  Man fornemmer, at denne vej/sti har været brugt i 2000 år. Og når det gør mest ondt kan man tænke på de kristne der blev tvunget denne vej, efter muslimernes angreb på Santigo i  år 997, hvor de slagtede næsten alle de kristne de stødte på inden de ødelagde kirken. Et uvist antal kristne mænd blev herefter tvunget til at bære kirkeklokkerne over 1.000 kilometer mod syd af Via de la Plata. Næsten 300 år efter blev et uvist antal muslimer tvunget til at bære kirkeklokkerne, den anden vej. Nu hænger klokkerne igen på deres plads i Katedralen.
Nok en gang vil jeg pt. anbefale Rother Wanderführer: Via de la Plata. Pilgrimspas kan fås på pilgrimskontoret i Sevilla. Hvis man køber Rother Wanderführer via nettet er der udmærkede anvisninger på bl.a. den slags praktiske spørgsmål. Når det gælder overnatning er www.gronze.com dog nu langt den bedste. Den har simpelthen alle overnatningsmuligheder med.
Via de la Plata er den eneste af Jakobsvejene, der i de senere år ikke konstant har fået flere pilgrimme. I 2014 var der 8490 på ruten mod 9016 året før, altså i 2013. I 2015 var der igen en lille stigning, men "kun" 9.220 valgte denne rute, og i 2016 faldt antallet af pilgrimme til 9.067. Og her i 2017 tyder meget på, at det samlede antal pilgrimme på ruten kun er steget lidt eller er uændret. Der er stadig langt færre overnatningssteder på flere etaper af ruten i forhold til de andre pilgrimsveje i Spanien, mens der i nogle "pilgrimsbyer" undervejs nærmest er overkapacitet.

Camino Portugues , der også hedder Via Lusitana, er den næstmest populære pilgrimsvej til Santiago ( 2015: 43.112 pilgrimme). Den portugisiske rute er steget forholdvis mere end alle andre ruter de senere år, og den er for mange pilgrimme blevet enten alternativet eller rute nr. 2 efter Camino Frances. Ruten er i praksis delt i to - nemlig Lissabon - Porto og Porto - Santiago. Fra Porto til Santiago er der masser af overnatningsmuligheder og flere variant-ruter. De fleste går fra Porto i Nordportugal  ( ca 235 km.). Ruten går helt fra Lisabon i syd ( ialt ca 610 km) , men på Lissabon-Porto delen er der meget asfalt. Overnatningsmulighederne på den første del af ruten mellem Lissabon og Porto er de seneste år blevet væsentlig bedre, ligesom der er kommet flere. Det er muligt at bo gratis på brandstationerne undervejs ved visning af pilgrimspas. Standarden her skulle være meget svingende fra lidt ulækre rum til pæne små sovesale med gode badefaciliteter. En del småhoteller langs ruten er begyndt at satse på pilgrimme og indrettet sovesale - her er standarden også meget forskellig; i foråret 2016 (april-maj) sov jeg på alt fra store meget simple sovesale til tomandsværelser. Prisen lå på 10 til 12 Euro for en seng, og kvalitet og pris følges ikke nødvendigvis ad. Der findes udmærkede guider og kortmateriale, så pilgrimsruten Lissabon - Porto er langt nemmere at gå end tidligere, der er dog stadig megen asfalt og ubehagelige kørerveje. Portugisernes færdselskultur og hastigheder er noget af det værste, som jeg kender.
Nogen tager vejen forbi valfartsstedet Fatima, som forlænger ruten yderligere. Fatima er et af de helt store Jomfru Maria Valfartssteder, hvor jomfru Maria i 1917 viste sig for nogle børn. Pilgrimsvejen over Fatima er en omvej - og altså ikke den direkte ordinære jakobsvej til Santiago. Jeg valgte turen Fatima - Santiago i april-maj 2016. Fra Fatima til Ansiao er vejen dårligt afmærket, de sidste 20 kilometer foregår reelt af N-veje. Men trods det - syntes jeg, at starten i Fatima var så stor en oplevelse, at det var det værd. Der er lys-position hver aften med Maria-bønner. For nogle nordboer kan den megen Maria-dyrkelse på Valfartsstedet i Fatima være meget fremmed. Vi ( vi var to) boede på et stort værelse med alle faciliteter, samt stor altan ud mod Valfartspladsen til 25 Euro for os begge to.
Camino Portugues fra Porto ( og såmænd også fra Fatima) er - ren fysisk - en af de letteste ruter. Højedekurverne er "små" i sammenligning med flere af de andre pilgrimsruter.  Ruten ( fra Porto i sær) går igennem et meget smukt landskab med mange mindre hyggelige byer med gode overnatningsmuligheder på såvel herberger som privat. Der er en god pilgrimsstemning og på mange europæiske websider for pilgrimme kan man læse begejstrede pilgrimsberetninger. Og portugiserne er efterhånden lige så stolte af deres pilgrimsrute som spanierne og udviser stor venlighed mod pilgrimme.
Det er stadig forholdsvis få, der tager til Fatima, men her i april var vi 7 pilgrimme på spisestedet efter 1. etape. Det er muligt at bo gratis på herberg i Fatima på valfartsområdet med pilgrimspas - spørg i Informationskontoret. På Camino Portuguies møder man som pilgrim gående mod nord en del pilgrimme, der går den modsatte vej. Alle fortæller stort set den samme historie. De havde svært ved at stoppe igen, da de nåede Santiago af den franske vej. Den åndelige oplevelse var så stor, at de måtte fortsætte til Fatima. Andre - især portugisere - er startet i Portugal med Fatima som mål. Stien er afmærker med blå pile mod Fatima og de sædvanlige gule pile,samt muslingeskaller mod Santiago.
Ud af Porto kan man vælge to veje - direkte nord gennem industriområde eller den lidt længere langs kysten for at gå ind i landet senere. Jeg valgte den langs kysten og gik ind i landet ved Vila de Conde. En smuk og let tur. I Vila de Conde deles ruten i 2. Kystruten, der går næsten helt til Santiago, og den traditionelle rute. Jeg har ikke gået ( den forholdsvis nye) kystrute - kun den traditionelle Camino Portugues.
I teorien er/burde Portugal være et billigere land end Spanien, men er det reelt ikke. Det skyldes primært, at Galicien ( Camino Portugues' spanske del) stadig har forholdsvis gode herberger til 6 Euro pr. nat med engangslagen og engangshovedbetræk, ligesom restauranter og barer har ekstraordinært billigere pilgrimsmenuer af meget svingende kvalitet. Fra helt i top til 7-8 Euro med alt inkl. til halvdårlig mad til 10-12 Euro.
Her vil jeg anbefale en engelsk guide: John Brierley, Camino Portugués. Han har ikke bare højdekurver med, men har også regnet på hvor stor en del af hver etape, der skal gås på asfalt, hvor meget der gås på grøn sti og på meget befærdede veje. Kortmaterialet er ikke så godt. Mit favoritforlag, Rother Wanderführer, har nu fået lavet en vandreguide for Camino Portugues, men kortmaterialet er ikke nær så godt i deres nye udgaver, som tidligere, selvom det stadig er langt bedre end andre forlags pilgrimsguides. (Jeg har på forsiden under indlæg lavet en mere detaljeret beskrivelse af en 19 dages tur af Camino Portugues fra Fatima til Santiago. Den kan findes under den 15. maj 2016)

Camino Primitivo: Den første pilgrimsvej til apostlen Jakobs Grav i det nuværende Santiago de Compostella. Kong Alfonso den 2. skulle - i følge den spanske Sankt Jakobshistorie - have været den første på den rute omkring år 830 (der opgives forskellige årstal). Han tog turen til den nyopdagede grav midt i Galiciens bjerge, den direkte vej fra Asturiens hovedstad Oviedo i en direkte linie over bjergene - deraf navnet Camino Primitivo (Den første vej/camino). Da Kong Alfonso drog afsted var Asturien og Galicien de eneste steder i det nuværende Spanien og Portugal, der ikke var styret af de muslimske erobere, Mauerne.
Ruten er på ca 325 km( 12-14 dage) og starter formelt fra Oviedo, men nogle pilgrimme går længere og begynder et sted på Camino del Norte (undertegede tog i efteråret 2016 turen fra Bilbao) og drejer fra Camino del Norte kort efter Villaviciosa (knapt 20 km før Gijon), hvor Camino del Norte har en direkte afvisning til Camino Primitivo og Oviedo. Herefter er der et mellemstykke (En mellem Camino) med herberger på ca 45 km til Oviedo, hvor den egentlige Camino Primitivo ( ca 325 km fra Santiago) begynder.
"Mellem-Caminoen" før Oviedo går gennem landsbyer, passerer det historieske kloster i Valdediós-dalen (med herberg) og en enkelt større by, før den rammer Oviedo, hvor de fleste pilgrimme begynder. Herefter går turen gennem landsbyer og mindre byer, men allerede efter tre overnatninger begynder den - efter nogens mening - barske optur i bjergene i Cantabrien. Det er en fantastisk smuk tur, som undertegnede gik uden en dags rigtig regn. Morgendug/tåge/støvregn, der blev brændt væk af solen, var alt jeg mærkede til det våde element. På toppen af bjergene skinnede solen. Og turen var bare fantastisk. I middelalderen lå der på den sværeste del af ruten over bjergene, hvor det bare går stejlt op og ned hele tiden, to hospitaler/herberger, der i dag ligger i ruiner.
Der er hverken bænke, vand eller bebyggelser på den lange en-dagsetape over de højeste bjerge, der kun er på ca 1200-1300 meter, men trods det meget udfordrende. Det går meget op og ned. Den oprindelige dagsetapte/rute over "Hospitales" (Ruinerne) er på ca 24,9 km, men vanskeligere at gå end den første etape på Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles. Den kan dog gås af de fleste, og den er ikke farlig ( heller ikke for pilgrimme med højdeskræk), hvis man følger stien og ikke går over i tæt tåge, snevejr, storm eller lignende. Jeg gik i godt vejr og havde absolut ingen problemer ud over maglen på bænke (pausesteder), som de yngre klarede langt bedre, fordi de bare sætter sig i græsset. (For en 67 årig, som undertegnede, kniber det efterhånden med at sidde på jorden). Jeg fulgtes over bjergeene med en 74 årig tysker, så der er ingen aldersbegrænsning. Der er nu en alternativ rute uden om Hospitales med byer og herberger, så stykket over De canabriiske Bjerge kan tages over flere dage med bebyggelse og rigtig landevej tæt på.
Efter "den skrappe", men meget smukke tur over Hospitales, hvor vilde heste, køer og andre pilgrimme er eneste selskab, fortsætter turen de næste dage over bjerge, forbi søer og floder, men i mere moderate op og ned ture, til Lugo. Lugo er en gammel romersk by med mur hele vejen rundt. Derefter går turen gennem landsbrugsområder og mindre byer, før den rammer Camino Frances i Melide, og antallet af både barer, herberger og pilgrimme stiger med mange hundrede procent.
Camino Primitivo er afgjort en naturtur, der er mindre bebyggelse, færre barer og byer end på de andre Camino-ruter i Spanien, og derfor også færre byer med præstelig betjening eller andre religiøse tilbud til pilgrimmene.
Der er herberger nok, selvom nogen er beliggende, så man selv skal fragte mad fra byen før, men det giver også et godt fællesskab på herbergerne, hvor antallet af pilgrimme gør, at man traditionelt laver mad/spiser sammen, ligesom man møder stort set de samme pilgrimme hver dag. Der er meget pionerånd på Camino Primitivo. De trykte guider er til gengæld ikke så gode. Jeg gik efter Outdoor ( Rother Wanderführer har ingen guide for ruten), hvilket betyder dårlige kort. Mens de yngre pilgrimme gik efter apps på deres telefoner.
Camino Primitivo er efter MIN opfattelse ikke en første gangs Camino tur. Det er vigtigt at have lidt erfaring, idet service langs ruten ikke er så veludviklet som på Camino Frances og flere af de andre Camino ruter. Det er primært en natur-rute, der giver mulighed for personlig refleksion, selvom der også her ses affald (hvide papirs-tisse-klude m.m.) langs ruten, så man bliver aldrig i tvivl om, at der er andre pilgrimme undervejs. Jeg savnede personligt åbne kirker med betjening langs Camino Primitivo. Der er mange små hel - eller halvåbne kapeller med levende lys, der viser den folkereligiøsitet, som jeg forbinder med noget af det varme og dejlige ved at gå i Spanien. Beboerne langs Camino Primitivo er - som andre steder - positive og hjælpsomme, samt stolte over deres Camino. Prisniveauet er lavt, men bærer naturligt præg af mange private herberger, hvor der også spises mod betaling i fællesskab. Der er dog også donativo herberger og kommunale herberger. Jeg gik turen for knapt 30 Euro pr. dag, men må tilstå, at jeg betalte mig fra tøjvask flere gange undervejs. Jeg har ikke lavet selvstændig regnskab for Camino Primitivo. De knapt 30 Euro dagligt er for hele ruten Bilbao/Oviedo/Melide/Santiago. Jeg ankom til Bilbao den 15. september og fløj hjem fra madrid den 12. oktober efter at have tilbragt to nætter i Santiago. Jeg flyver ikke med Ryan air, så jeg tog fly (Norwegian ) retur København-Madrid og derfra - direkte fra lufthavnen - Alsabus til Bilbao. Alsa-busserne kan i det hele taget anbefales. Jeg havde (dumhed) kommet til at købe en forkert busbillet via nettet med langtidsrabat ( 14 dage før), men fik uden den mindste vrøvl alle penge retur. Alsa er billigt og nemt, kører direkte fra Lufthavnen ved Madrid til alle større byers centrum, og naturligvis også den anden vej.

Fisterra-Muxia.
Santiago-Fisterra-Muxia er en lille 3/4 dages tur efter ankomsten til Santiago af de af de andre jakobsveje/caminoer. Etaperne kan synes lidt lange for nogen, men når først du/I har gået af en af de andre ruter, er formen så god, at etaperne, som foreslås her, ikke er særlig lange.
Der er 89 km fra Santiago til Fisterra, og derfra yderligere 29 km fra Fisterra til Muxia. Dernæst kommer det lille stykke - uden rygsæk - fra Fisterra til spidsen ved fyrtårnet ( ca 2,5 km hver vej), hvor pilgrimmene plejer at mødes ved solnedgang og lade sig fotografere ved 0,000 km stenen ud til havet. Ruten er afmærket hele vejen, ligesom de øvrige camino'er i Spanien; og den kan - efter min erfaring - sagtens gås uden guide eller kort. Ruten bruges primært af pilgrimme, der netop har gået til Santiago fra en af de øvrige camino'er, og som enten har tid til overs (bestilt senere flybillet hjem), eller som har svært ved at stoppe igen, fordi pilgrimsvejen til Santiago bare har været alletiders.
Der er både hoteller, pensioner og traditionelle herberger med sovesale til overnatning undervejs. Højdekurverne er meget rimelige; lidt op og ned, mellem ca 200 meter og max 420 meter inden det, ca 5 km før Fisterra by, går nedad mod havet. Turen mellem Fisterra og Muxia går "forsigtigt" op og ned med en lille dog forholdsvis stejl stigning til Facho de Lourido på 269 m ca 5,5 km, før det igen går nedad mod Muxia by. Valfarts kirken, Senora da Barca (Vor frue af Barca), ligger ca 1½ km fra Muxia centrum omgivet af klipper. Der er traditionelt messe hver aften i Senora da Barca, hvor du vil møde mange pilgrimme.
Ruten kan deles op i følgende etaper:
1) Santiago - Negreira ca 21 km. Der er både et - ganske udmærket - kommunalt herberg, samt private herberger, hoteller m.m. i byen. Der er køkken på det kommunale herberg, og gode butikker i byen, men senest jeg var der, var køkkenet meget mangelfuldt, kun en gryde og en pande. Der måtte købes engangstallerkener til fællesspisning.
2) Negreira-Olveiroa ca 33,4 km: Både kommunalt (lidt slidt, men smukt) og privat herberg, samt hotel/pension. Der er køkken i det kommunale herberg, men ingen butikker, så mad skal medbringes, hvis man ikke spiser på en af de tre/fire barer/restauranter, der er i den forholdsvis lille bebyggelse.
3) Olveiroa-Fisterra ca 35 km. (Det er muligt at lave en midtvejsovernatning i Corbubion eller Cee). I Fisterra er der et utal af overnatningsmuligheder både med og uden køkken, samt indkøbsmulighed.
Dette er den smukkeste af de tre etaper, hvor man går over en højderyg fra Hospital - Marco do Couto med nedstigning til Cee efter Cruceiro da Armada. Undervejs ses havet, som giver lidt af et gip i en, hvis man har gået hele jakobsvejen fra Saint Jean Pied de Port uden at se hav en eneste gang.
4) Fisterra - Muxia ca 29 km. I Muxia er der flere overnatningsmuligheder, butikker m.m. Ruten går gennem skov, langs vandet, gennem små landsbyer, samt over små højdedrag uden træer ( en del asfalt). Man kan sådan set vælge at gå lidt til og fra ruten og søge mod vandet/havet, som hele tiden ligger på venstre hånd. Da jeg senest gik den medio oktober 2016 siden, var der stadig kun een bar/restaurant undervejs, ca midtvejs i Lires - i øvrigt med god betjening og mulighed for overnatning. Man skal være opmærksom på, at ruten Fisterra - Muxia er afmærket med både sten og pile begge veje.
Og 5 )tilbage til Santiago kan man vælge bus ( ca 2 timer - oktober 2016 går der kun to daglige busser fra Muxia 6,45 og 14,30 ), man kan også vælge at gå. Man går direkte fra Muxia til Olveveiro, hvor man rammer Santiago-Fisterra-ruten efter 24 km. Derefter er ruten den samme som på udadvejen. Der er 4 -5 daglige busafgange hver vej mellem Fisterra og Santiago (her tager bussen ca 3 timer).
Her et billede af Senora da Barca, der brændte for nogle år siden, men som nu står genopbygget. Hvilket kan ses.



Via Podiensis (Chemin de Saint Jacqués). Le Puy en Velay til Saint Jean Pied de Port ( ca. 750 km). Jeg har ikke det nøjagtige antal årlige pilgrimme på ruten, men i april-maj og i september går der rigtig mange pilgrimme. En del går kun Le Puy - Conques ( ca. 10 dage), mens andre står af og på undervejs til Saint Jean. I 2013 gik 3.364 pilgrimme hele vejen fra Le Puy til Santiago. I 2014 og 2015 gik over 3.600 hvert af årene hele vejen til Santiago.( ialt ca. 1.550 km.). Da jeg senest gik ud af Le Puy en hverdagsmorgen i april 2014, talte jeg 73 pilgrimme på vej ud af byen.
Via Podiensis er en af de ældste - hvis ikke den ældste jakobsvej uden for Spanien. Den første pilgrim, som vi kender navn på, biskop Gotescalc, gik Via Podiensis i år 951. Det er en ualmindelig flot tur med afvekslende natur, smukke byer, enkelte klostre og mange herberger (kommunale som private), samt flere kirkelige overnatningsmuligheder.  Man går gennem 8 franske departementer. I starten går pilgrimsvejen over det franske centralmassiv, bjergområder i Aubrac. Man går langs flere floder bl.a. Lot,, og man passerer nogle af Frankrigs smukkeste byer.  Senere går ruten gennem landbrugsområder med kornmarker og vin. Flere vinmærker langs ruten hedder noget med Saint Jacques.
De fleste begynder pilgrimsvandringen i katedralen i Le Puy en Velay, hvor dagen hver morgen i ca. 1.000 år er begyndt med pilgrimsmesse. Efter velsignelse åbnes kirkegulvet mekanisk, hvor en trappe fører fra klippen, kirken står på, og direkte ned gennem byen og videre mod Santiago.

Pilgrimslivet på Via Podiensis adskiller sig en del fra jakobsvejene i Spanien. Ligesom de færreste spaniere taler andet end spansk, vil man her opleve, at de færreste franskmænd taler andet end fransk. Men hvor der på de spanske pilgrimsveje er flere parallelle pilgrimssamfund, inddelt efter sprog, sådan at engelsktalende går sammen, spiser sammen o.s.v., mens spansktalende danner deres grupper, så vil man her på Podiensis opleve, at der er meget få pilgrimme, der ikke taler bare lidt fransk. Så hovedsproget på ruten er fransk. Jeg har oplevet, at f.eks. nogle østrigere, der alene talte tysk, følte sig lidt ensomme på ruten, og det samme gjaldt en hollandsk kvinde med et begrænset engelsk og ingen fransk. Men som andre steder er der utrolig megen hjælpsomhed og velvilje langs pilgrimsruten - både blandt andre pilgrimme og folk, der bor på ruten. Man kan bl.a. opleve, at private jordejere stiller havemøbler, halvtage og andet op med påskriften: Kun for pilgrimme.
Overnatninger kan bestilles i forvejen, og det vil jeg anbefale, at man gør. Jeg har haft gode erfaringer med at gøre det dagen før eller endda samme dag. Det er sket nogle gange, at alt i en by/landsby var optaget, og jeg måtte bestille overnatning uden for byen.  Her finder man også en del bondegårde, hvor far passer gården, mens mor passer herberget, der ud over sovesalen, byder på fællesspisning med hyggeligt socialt fællesskab.
På denne rute er der også flere guider. Verdens første stadig brugte pilgrimsguide Miam,Miam,Dodo, der udkom første gang i 1428, er en absolut nødvendighed. Her findes alle overnatningssteder med telefonnumre, samt angivelser af vandposter, butikker, pengeautomater og mange andre praktiske oplysninger undervejs. Kortmaterialet er ikke særlig godt, så kan man slæbe lidt ekstra gram, anbefaler jeg nok en gang Rother Wanderführer. Derudover findes der på denne rute en lille miniguide,Guides des Haltes de Priére et Jacquaires, for dem der går ruten af religiøse grunde. Her kan man finde messetider og kristne overnatningssteder o.lign. Man skal regne med, at mad og overnatning er lidt dyrere end i Spanien. Såvel guider som pilgrimspas kan fås for en billig penge i en "frommebod" i katedralen. Boden har åben hver morgen lige efter pilgrimsmessen.

Via Tolosana ( + Caminino Aragones), ialt  ca 950 km, fra Arles i Frankrig til Puente la Reina i Spanien.  De 800 km på den franske side af grænsen, hvor rutens mest almindelige navn er Chemin Arles, og de ca 150 km. i Spanien , Via Aragones.


Jeg har ikke det nøjagtige antal pilgrimme, der går denne rute, men det er langt færre end på Caminino Podensis/Le Puy-ruten.  Da jeg (april 2015) fik mit pilgrimspas i Katedralen i Arles fortalte personalet, at  antallet af pilgrimme steg stødt, men langsom år for år. Til messen i Katedralen om aftenen så vi (to danskere) kun en anden pilgrim, og på det første overnatningssted efter Arles, der hedder Saint -Gilles, sov vi  7 pilgrimme ( og det viste sig at være et højt antal). Vi sov alene på herberger mange steder undervejs. Først efter Toulouse tog pilgrimstrafikken til, for at stige stødt indtil vi ramte Camino Frances i Obanos, hvor det var lidt af et "kulturchok", at der var pilgrimme overalt.
Chemin Ales er meget afvekslende. Ved Arles går man af diger gennem det øverste af Rhone - Carmague-delta'et med frugtbare marker under vandstandsniveauet  i Petit Rhone, som man følger. Dernæst går turen gennem kæmpebyen Montpellier, hvor samtlige guides foreslår, at man tager bussen ud og ind af byen, fordi det 1) er svært at finde rundt, og 2) ruten ikke er særlig spændende - tværtimod. Selve Centrum har mange seværdigheder og - for pilgrimme - ikke mindst en spændende katedral, hvor de kender alt til pilgrimme og meget hjælpsomme giver stempel og fortæller om kirken.
Herefter går turen - rigtig meget op og ned - gennem den sydligste del af Centralmassivet med udsigt til både Pyrenæerne og Middelhavet. Flot men anstrengende. Stierne er tit meget smalle og kan - især i og efter regnvejr - være vanskelig passable, men de er stort set overalt meget vel afmærkede. Jo, jeg fik våde tæer.
Turen gennem Toulouse kan klares langs kanaler ( ikke officiel rute, men foreslås af flere guides). Herefter kommer der langt flere pilgrimme, inden det omkring Lescar (ved Pau) går rigtig løs. Stigningerne tager langsom til (op og ned, men mest op) og efter den meget smukke by, Oloron-Sainte-Marie,  går det for alvor opad mod Col de Somport af meget afvekslende stier med vandfald, bøgeskove og sne på toppen af bjergene. 
De sidste få meter op til toppen foregik for vores vedkommende i strålende sol og med sne på stien. Der er flere overnatningssteder på vejen op af bjergene, der stiger mindre brat end ved Saint Jean Pied de Port/ Col de Leopeder (1437 meter) . Til gengæld skal man længere op, nemlig til 1640 meter. Turen op, der tog tre dage, var for de pilgrimme (jeg mødte eller fulgtes med) og jeg selv, en meget stor oplevelse. På toppen er der en bar og et udendørskapel med en Jakobsstatue. 
Begge blev flittig besøgt og brugt den halve til hele time, vi nød "sejren" , inden vi i rask trav gik 5-6 kilometer ned af bjerget til 1192 meters højde for at overnatte. Stien er meget forskellig på hver side af grænsen. I Frankrig meget frodigt med skove. I Spanien mere gold.
Herefter skifter ruten navn til Camino Aragones, hvor man følger floden Aragones det meste af vejen, landskabet er mere kendt (nordspansk).  Der er - i modsætning til i Frankrig - aftenmesser stort set hver aften, og der er kommet flere spanske pilgrimme til, så man overnatter  8-10 pilgrimme på de samme herberger.

Der er enkelte, men til gengæld fantastiske klostre på den franske side, der modtager pilgrimme, som konger. Nogle byer har stadig en (meget) gammel præst, som er meget imødekommende, når han ser pilgrimme ved aftenmessen.
Der SKAL både gives pilgrimsvelsignelse og snakkes.  Jeg har andre steder lavet indlæg om at gå i Frankrig. Jeg vil prøve at opdatere disse indlæg og lægge dem et mere permanent sted. Pilgrimslivet er forskellig før og efter Pyrenæerne. Jeg holder meget af begge oplevelser.






Jakobsweg Östereich (knapt 800 km.) Jakobsvejen går fra Den slovakiske Grænse over Wien, Linz, Salzburg, gennem et lille stykke af Bayern og videre ind i Alperne til Innsbruck og gennem Voralberg til Schweiz.  Jeg har et dobbelt forhold til denne pilgrimsvej. På den ene side er den fantastisk flot med bjerge, store floder, kønne byer og mange kirker og kapeller. Det er en stor oplevelse at gå den. Men den er ualmindelig dårlig afmærket (juli 2013), der er kun sporadiske herberger undervejs og stort set ingen andre pilgrimme. Ruten bruges flere steder af lokale endagsvandere, andre steder kan man ikke se stien. Den er helt tilvokset, fordi ingen bruger den. Vi var to pilgrimme sammen på ruten, og trods vores fælles store erfaring, gik vi vild fra ti minutter til over en time hver eneste dag. Vi havde strålende sol fra morgen til aften stort set hele vejen, så det gik. Flere gange måtte vi ty til de godt afmærkede cykelstier, alle asfalterede med mange cyklister, der ofte var lidt irriterede over, at vi "spærrede" deres vej. Men vi opgav simpelthen at finde pilgrimsstien.
Vi havde ikke problemer med overnatning, men det var oftest på zimmer frei, pensioner eller små hoteller. Vi gik i juli og prisniveauet var forholdsvis højt. Maden undervejs den sædvanlige, Schnitzler af en eller anden art.
Hvad vi savnede mest, var andre pilgrimme og lidt kirkeliv. I mange byer var antallet af messer begrænset på grund af sommerferie, så det kan være anderledes på andre årstider.
Guider: Vi gik efter Peter Lindenthals bog, som ikke kan anbefales. Han er en ildsjæl, der har været med til at reetablere pilgrimsvejen, men da de intern er/var uenige i Østrig om, hvor pilgrimsvejen skal gå, kunne hans bog vise en vej, mens den mangelfulde afmærkning sagde noget helt andet. Om der findes bedre guider, ved jeg ikke.
Guiden købte vi via nettet, og pilgrimspasset fik vi via pilgrimskontoret i Santiago. I katedralen i Innsbruck fik vi en slags compostella som bevis/minde.
Die Bonifatius Route: Se indtil videre på forsiden under indlæg fra den 29. juli 2017