mandag den 3. august 2020

Corona: Caminoen er på vej ned igen

Smittetallene i Spanien stiger, og myndighedernes forholdsregler skærpes, mens herbergerne får reservationer aflyst.
Flere forskellige kilder melder nu om nedgang i aktiviteten på Caminoerne i Spanien, samtidig med at myndighederne herhjemme overvejer at ændre anbefalingerne for rejser til Spanien fra på torsdag. Hvis du har planer om at tage afsted på Caminoen i Spanien med endemål i Santiago, skal du være opmærksom på, at de galiciske myndigheder (lokalregeringen) har indført skærpede regler overfor andre spanske regioner, samt Portugal. Så kommer du ind i Santiago af Camino Portugues og har passeret grænsen, samt gået af Camino Frances, Camino del Norte, Camino Aragones igennem regionerne Aragon, Navarra, Baskerlandet eller La Rioja eller/samt besøgt Catalonien (Barcelona)på din vej, gælder der særlige regler ved ankomsten til Galicien, se https://www.sergas.es/A-nosa-organizacion/Benvida-viaxeirxs?idioma=es . Her i min oversættelse og sammeskrivning.
Hvis du ankommer til Galicien og inden for de seneste 14 dage har været i enten Portugal, Aragon, Catalonien, Navarra, Baskerlandet eller La Rioja, skal du registreres hos de lokale sundhedsmyndigheder i det første døgn efter din ankomst. Det kan gøres på/via nettet, læs informationer på linket overfor.
Eller få hjælp via Sybille Yates hjemmeside, der er engelsksproget: http://egeria.house/camino-corona-updates/ Sybille Yates er veteranpilgrim med tyske rødder. Hun har et pilgrimshus i Santiago og har i en længere årerække hjulpet santiagopilgrimme på vej.
Samtidig med ovenstående melder bl.a. Mundicamino.com om yderligere problemer for de hårdt prøvede privatejede herberger langs Caminoen i Spanien. Rigtig mange herberger har drejet nøglen om - i hvert fald midlertidigt, og de der åbnede den 1. juli eller efter, da det igen var muligt, melder om belægningsprocenter på 20 til 40 % , samtidig med at de her de allerseneste dage igen begynder at modtage afbestillinger fra andre EU-lande, fordi smittetallet i Spanien igen er stigende, og kommende pilgrimme fortryder deres planlagte tur.

søndag den 2. august 2020

Link til offentligt ejede herberger i Galicien

De fleste "Regionsejede" herberger i Galicien er nu åbne. Og prisen for en seng er her sat til 8 euro. Her et link med alle herbergerne på: https://alberguesxacobeo.gal/albergues/
Linket viser alle ruterne ind i Santiago, Camino Frances, Camino Portugues (inkl. Kystruten, Camino del Norte, Via de la Plata, Camino Ingles. Men altså kun i Galicien. Ved at klikke på kortet, kan du se om et herberg er åbent.

lørdag den 1. august 2020

Knapt 10.000 Santiagopilgrimm i juli

En foreløbig opgørelse viser, at der er kommet ca 9.500 pilgrimme ind til Katedralen i Santiago i juli i år. I går den 31 juli bad 552 pilgrimme om et compostella, oplyser pilgrimskontoret, der endnu ikke har den endelige opgørelse over denne sommers pilgrimsantal. Men sammenlignet med juli i fjor - før coronapandemien - er der stadig langt færre pilgrimme på Caminoen. I juli 2019 blev det til 53.319 santiagopilgrimme, heraf 31.066 spaniere.
Her på jakobsvejen.dk får jeg flere meldinger om, at der er næsten "normale" pilgrimstilstande på Frankrigs mest benyttede pilgrimsrute, første del af Chemin Saint Jacques de Compostelle (Gr 65),via Podensis, fra Le Puy til Conques. Det er en forholdsvis lille ( ca 12 dage)del af Via Pondensis, som rigtig mange franskmænd - men også andre går. Flest i foråret og efteråret, men også i sommermånederne.