Støv, mudder, sol og regn/Polvo, barro, sol y lluvia

En af den moderne pilgrimsvandrings fædre, præsten i Nájera, don Eugenio er død. Han tog imod pilgrimme, lavede herberg, skrev digte og læste messer og gav de pilgrimmene, der ønskede det, et par ord med på vejen.
I midten af 80erne og 90erne, da der endnu kunne være langt mellem overnatningsmulighederne på Camino Frances, og det ind imellem også kunne knibe med at finde gule pile, var der gode mennesker langs Camino Santiago, der hjalp pilgrimmene på vej. En af dem, præsten Eugenio Garibay Baños, altid bare kaldt don Eugenio, er død. Don Eugenio var sognepræst i to sogne Nájera og Azofra - to pilgrimsbyer, der ligger med små 6 km imellem på 7-8-9 etape af Camino Frances, hvis man har taget turen helt fra Saint Jean Pied de Port. Ved indgangsporten til Najera står der en sten med digte skrevet af den karismatiske præst, som mange pilgrimme skylder tak. På stenen står der bl.a. disse ord af den kære don Eugenio: Polvo, barro, sol y lluvia ( Støv, mudder, sol og regn - det er pilgrimmens lod).
Da jeg gik Camino Frances her i foråret - følte jeg mig helt hjemme, her havde jeg gået så mange gange før. Men der var noget, som manglede. Første gang for mange år siden, da jeg ikke brugte stok, kunne bære 19 kilo, hvor der var langt mellem herberger, men fin modtagelse af mange pilgrimsvenner langs "Caminoen" - ikke mindst præster, var der her i 2018 en ting, der gik op for mig. De fleste af disse moderne pilgrimspionære er syge, pensionerede eller døde. Jeg har skrevet lidt om det i en min pilgrimsdagbog her på siden den 15. maj i år.
Nu læser jeg så på nettet, at don Eugenio er død. Hvis du har mødt ham eller bare vil læse lidt om dette karismatiske menneske, præst og digter. Kan du se mere på denne hjemmeside: http://elcaminodesantiagodesdeasturias.blogspot.com/2016/01/eugenio-garibay-banos.html

Jeg vil hædre ham ved at bringe et ældre foto fra herberget i Nájera, der måske ikke helt lever op til den standard som pilgrimme gerne ser i dag, men som stadig drives af frivillige på donative-basis. Don Eugenio, må Guds evige lys skinne på dig.

Over 300.000 santiagopilgrimme i år

Santiagopilgrim nr. 200.000 i 2018 kom ind til Santiago i tirsdags.
Det ser ud til at rekorden i antallet af Santiagopilgrimme fra i fjor på 301.036 bliver slået i år - omend en mere beskeden stigning end i de senere år. I tirsdags, den 14. august kunne pilgrimskontoret udstede caompostella nr. 200.000 i år, og det blev en 31 årig italiener, Marco della Rocca, der fik æren. Nummer 200.000 santiagopilgrim kom 7 dage tidligere end i fjor - altså indtil nu fortsætter antallet af santiagopilgrimme bare med at stige. Den foretrukne pilgrimsrute til Santiago, Camino Frances, ser dog i følge alle foreløbige opgørelser ud til at stagnere rent antalsmæssigt, sådan af de øvrige pilgrimnsruter bliver mere benyttet - først og fremmest Camino Portugues, som to ud af hver ti af årets santiagopilgrimme har gået af.

Problemer på Via de la Plata

Nu er herberget i Embalse de Alcántara åbent igen. Men det var lukket for få dage siden, da den nu afdøde tysker Josef Scheffler hev i døren.
Via de la Plata (Sølvruten) er en anderledes pilgrimsrute end de andre ruter i Spanien. Jeg har gået ruten to gange i 2012 og i 2017, begge gange hele ruten fra Sevilla til Santiago via Camino Sanabres. Jeg kan anbefale andre pilgrimme at gå ruten, men som følge af dødsfaldet på ruten her i august i år, andre dødsfald tidligere, samt meldinger fra andre pilgrimme og mine egne oplevelser på ruten, vil jeg gerne komme med et par advarsler.
Først kort den sørgelige historie om Josef Scheffler. Fredag den 3. august gik han fra Cáceres til Embalse de Alcántara, en tur på næsten 34 km. De sidste 22,5 km uden bebyggelse og mulighed for at få vand. Da han ankommer til Embalse de Alcántara, der er en stor kunstig sø med kun to bygninger i nærheden af pilgrimsstien, et hostal og et herberg, er dørene låst. Herberget er lukket, selvom det fremgik af nettet, at det var åbent. Josef Scheffler er klar over, at han er i problemer i varmen uden vand. Han ringer til sin kone og informerer hende om problemerne, inden han fortsætter mod næste bebyggelse, byen Cañaveral 12 km væk. Han dør to kilometer før byen. En sørgelig og rystende historie.
Nu meddeles det, at herberget i Embalse de Alcántara er åbent igen. Men hvornår lukker de igen ned uden at meddele noget om det ?
Jeg husker selv tydeligt min seneste tur på samme etape i fjor. Jeg ringede i forvejen til herberget - ingen svar, og www.gronze.com advarede om, at det kunne være lukket. Så jeg planlagde med at gå uden om herberget og overnattede derfor i Casar de Cáceres 22,5 km før herberget ved søen. Men der var længere. På grund af anlægget af Spaniens hurtigtogsbaner, måtte vi pilgrimme gå en pæn omvej. Så alt i alt blev det til 37-38 km uden en vandpost eller bar, før jeg gik ind i Cañaveral, der ligger 12 km efter søen. Jeg havde heldigvis 2 liter drikkevand, altså to kg vand med. Men det vejer. Det viste sig iøvrigt, at herberget ved Embalse de Alcántara var lukket.
Via de la Plata er efter undertegnedes opfattelse langt den mest anstrengende pilgrimsrute i Spanien. Ja, og jeg har gået Camino Primitivo op og ned af bjerge, men her er der kortere (færre kilometer) mellem vandposter og pausesteder end på Via de la Plata. Derfor følgende råd til de læsere af denne hjemmeside, der kunne tænke sig at gå Via de la Plata, som afgjort er en både historisk interessant og spirituel rute med gode muligheder for pilgrimsfællesskab undervejs, ligesom der er flere gode herbergsoplevelser.
1) Jeg vil kun anbefale Via de la Plata i april/maj og sent september/oktober. Det er alt for varmt at gå ud af Sevilla om sommeren.
2) Det er ikke nogen dårlig ide at have pilgrimserfaring - altså prøv en af de andre spanske pilgrimsruter først.
3) Der er på flere etaper meget langt mellem overnatningsmulighederne, så tjek hver gang i forvejen om herberget for enden af dagens etape nu også har åbent. Ring dagen før.
4) Gå altid med ekstra vand, også selvom rygsækken bliver tungere. Jeg har daglig båret langt mere vand på Via de la Plata end på nogen af de andre spanske pilgrimsruter.
5) Og ikke mindst. Vær i god form. På Camino Frances kan man nu gå så korte etaper, at det er muligt at komme i form undervejs. På Via de la Plata er de fysiske krav langt hårdere.

Og her et foto fra september 2017, der meget godt illustrerer de - ind imellem - næsten uendelige vidder.

Pilgrimspas - nødvendigt eller ej ?

Man kan godt gå til Santiago uden et pilgrimspas, men det begrænser overnatningsmulighederne.
Jeg skal gå Caminoen i september, er pilgrimspas nødvendigt, lyder spørgsmålet. Og svaret: Det er blevet lettere at gå Caminoen/ Camino Frances uden pilgrimspas, så Ja, det kan lade sig gøre, selvom jeg et andet sted her www.jakobsvejen.dk, under Praktiske oplysninger, skriver følgende:
Pilgrimspas/Credentital er en absolut nødvendighed på alle de jakobsveje, som er omtalt her på bloggen. De skal fremvises på alle kommunale, kirkelige eller andre non-profit herberger. Her bliver de stemlet med påføring af dato, som så danner grundlag for det compostella, som stort set alle pilgrimme gerne vil have som bevis for fuldført pilgrimstur ved ankomsten til Santiago.
Der er nu så mange private herberger, hoteller, pensioner og andre overnatningsmuligheder langs Camino Frances ( fra Saint Jean Pied de Port til Santiago), her i Danmark oftest navngivet med Caminoen, at det kan lade sig gøre at gå til Santiago uden pilgrimspas. Det er primært alene herberger drevet af kommuner, klostre, kirker, foreninger, samt særlige private pilgrimsvenner, der kræver pilgrimspas. Hoteller, pensioner og mange private herberger (hvor de lever af det) tager i de fleste tilfælde imod pilgrimme såvel som ikke pilgrimme.
Jeg vil dog stadig hævde, at det er svært at gå de øvrige pilgrimsruter i Spanien uden pas, idet der er langt fra så mange private herberger, hoteller m.m. som langs Camino Frances. Her er der ofte kun een overnatningsmulighed på en etape, hvilket meget vel kan være et sted, hvor der kræves pilgrimnspas (Credential). Man skal i øvrigt regne med, at overnatning på private herberger, hoteller, pensioner o. lign. - meget naturligt - er væsentligt dyrere end på non-profitherberger. På de private overnatngssteder lever ejere og personale af det, mens der primært er frivillig arbejdskraft på non-profitherbergerne.
Pilgrimspasset, som det kendes i dag, er i øvrigt kun 30 år. I middelalderen gik pilgrimmene uden pas, men ofte med en anbefalingsskrivelse fra sognepræst, biskop, eller fra andre gejstlige f.eks. en abbed eller abbedisse i et kloster. En anbefalingsskrivelse skulle gøre det lettere for pilgrimmen undervejs at få et sted at sove, samt mad. Det var fuldt anerkendt, at pilgrimme ikke havde penge med til at forsørge sig selv på pilgrimsvandringen.
I moderne tid har Katedralen i Santiago uddelt compostella'er (bevis for pilgrimsfærd) til alle pilgrimme, der kom til Santiago og fortalte, at de havde gået mindst 100 km. I 1987 var det blevet så moderne at gå pilgrimsvandring, at ca 3.000 pilgrimme kom ind til Santiago på et år. Det var rigtig mange den gang, og en nystartet forening for pilgrimme holdt sit første møde i Jaca - på Camnino Aragones tæt på Somportpasset. Her blev ideen til pilgrimspasset "født"; en slags moderne anbefalingsskrivelse. Katedralen i Santiago sagde ikke bare god for det, men begyndte at trykke pas, og det blev besluttet, at stempler i passet for de sidste 100 km før Santiago skulle danne grundlaget for et Compostella (bevis for pilgrimsfærd). Siden er det i øvrigt blevet diskuteret livligt, om der ikke burde kræves flere kilometer af pilgrimme, der ønsker et Compostella. Nogle pilgrimsforeninger har foreslået, at katedralen kræver mindst 300 km til fods for et compostela. Katedralen har dog fastholdt kravet om "kun" 100 km med begrundelsen. Dette er ikke en sportspræstation, hvor det gælder om at gå langt, men en åndelig kristen spirituel rejse.
I øvrigt bør det nævnes, at salget af pilgrimspasset ( pris 2-3 euro)er med til at holde hele pilgrimsmaskineriet i gang, idet pengene bl.a. er med til at finansiere pilgrimskontoret i Santiago, uddannelse/kurser af frivillige og meget mere.

Aviser om tysk pilgrims død !

En galicisk avis skriver om tysk pilgrims død - af formentlig hedeslag - på Via de la Plata. Det samme gør flere spanske pilgrimshjemmesider
I morges skrev jeg "En sørgelig pilgrimshistorie", der kan læses herunder Jeg har her til formiddag på nettet fundet en lille notits i en lokal galicisk avis, el Correo Gallego, om dødsfaldet, hvori der bl.a. står, at dødsfaldet nu vil blive nærmere undersøgt. Jeg har - indtil nu - ikke fundet noget på nettet fra de lokale aviser i Extremadura, men der kan sagtens have stået noget. Det er trods alt søndag for en uge siden, at han blev fundet. Han lå på pilgrimsruten, Via de la Plata, ca 750 km før Santiago.
Flere spanske pilgrimshjemmesider bl.a. http://www.caminosantiago.org/cpperegrino/prensa/verprensa.asp?PrensaID=12100 har også omtaler af dødsfaldet, det samme gælder den store spanske pilgrimshjemmeside http://www.mundicamino.com/noticias/9754/un-peregrino-alemn-de-40-aos-fallece-por-un-posible-golpe-de-calor-en-cceres/ . Så det sørgelige dødsfald må nu være bekræftet.
Her en kopi af notitsen i el Correo Gallego:
Un peregrino alemán de 40 años de edad falleció en la tarde del domingo, a la altura de la localidad cacereña de Cañaveral, cuando realizaba el Camino de Santiago. Así, se investiga como posible causa de la muerte de este hombre la posibilidad de que sufriera un repentino golpe de calor, según confirmaron fuentes de la Guardia Civil. El hombre, que iba solo, fue encontrado sobre las 20.30 horas de este pasado domingo en el camino Arroyo de las Cerradas, dentro del término municipal de Cañaveral.

En sørgelig pilgrimshistorie !

Tysk pilgrim død på Via de la Plata på en af "marathon-etaperne".
Denne sørgelige historie er ikke versificeret fra officielt hold, men flere spanske - og i øvrigt andre pilgrimshjemmesider - fortæller, at en 40 årig mandlig tysk pilgrim er død af hedeslag to kilometer før Cañaveral på Via de la Plata. Det forlyder, at den tyske pilgrim gik fra Cáceres til Embalse de Alcántara ( ca 12.-dagen efter Sevilla, og for den nu afdøde pilgrim 3. dagen efter Merida), en tur på ca 34 km. Embalse de Alcántara er en kunstig stor sø - ingen by, ingen bebyggelse, kun et herberg og en hostal, der nu er lukket. Herberget ligger i øvrigt ned til søen ca 600 meter fra selve pilgrimsstien. Sidste "vandpost" og bebyggelse/pausested før herberget ved søen ligger knapt 23 km før. Da pilgrimmen når frem oplever han (det samme som undertegnede i foråret 2017), at herberget er lukket. Næste vandpost/pausested/overnatning er byen Cañaveral 12 km væk, og der er altså ingen mulighed for at få fyldt vandflasken undervejs. Den tyske pilgrim skulle være faldet død om ca 2 km før Cañaveral efter at have gået ca 44 km på en dag i 40 graders varme.
Informationerne til ovenstående historie har jeg bl.a. fundet på dette link: https://www.hoy.es/prov-caceres/muere-peregrino-aleman-20180806125933-nt.html som går for at være en pålidelig informationkilde i Spanien.
Herunder - i min formentlig ikke helt korrekte oversættelse - et referat af ovenstående historie fra linket/hjemmesiden www.hoy.es (Spanien i dag):
"Jeg begynder min tur på Vía de la Plata onsdag. Jeg vil gå fra Merida til Finisterre",
sådan skrev Josef Scheffler på Twitter for seks dage siden. Den 1. august var han i den ekstramadurenske hovedstad klar til at begynde sin pilgrimsvandring til Santiago. Der kommer han desværre aldrig. Den 40 årige tyske pilgrim døde omkring to km før Canaveral, hvor han skulle tilbringe fredag ​​aften og nat.
Den fredag ​​præciserer han i netop den sidste besked på nettet. «Nu samler jeg styrke i Casar de Cáceres. Der er intet i de næste 22 kilometer, intet, "skrev han .
Omkring klokken 19 fredag ​modtog ejeren af Cañaveral-herbeget, Martín Miguel Orovengua, et telefonopkald fra Josefs kone.
"Hun ringede til mig fra Tyskland, hun fortalte mig, at hendes mand havde kontaktet hende, at han havde svært ved at komme frem, og om nogen kunne kigge efter ham".
Martin kørte ud i området, hvor han mente, at den tyske pilgrim var; mellem søen Alcántara og byen Cañaveral.
"Men jeg fandt ham ikke, så omkring klokken 21, fik jeg hjælp fra andre i byen og søgningen fortsatte; fordi Josefs mobiltelefon ikke svarede ».
Josefs lig blev fundet mere end 24 timer senere, omkring 22,00 lørdag aften, omkring to km fra Canaveral, men ikke på selve stien Via de la Plata, men ca 200 meter væk.
Kommentar: Det er ikke bare ærgerligt, men også dybt kritisabelt af Via de la Plata, hvor lokale borgmestre i årevis kæmpede for at få ruten gjort til verdensarv, hvilket lykkedes, og nu løber fra alle løfter om at holde stien i gang ved at etablere overnatning og anden service langs ruten.
Jeg har gået Via de la Plata to gange. Og jeg ville aldrig gå ruten i august, som den nu afdøde tyske pilgrim. Men trods det følgende: Det er en fantastisk pilgrimssti både historisk og spirituelt, men den er fysisk meget krævende - ikke på grund af bjerge. Ruten er temmelig flad de første 700 km, hvor den går gennem uendelige landbrugslandskaber med fritgående køer og sorte grise. Og der er meget langt mellem bebyggelse, ingen pausesteder, ingen vandposter og flere steder 30-40 km uden nogen former for service (butik, vandpost - ja ikke engang en bænk eller et sted, hvor man kan sidde - og slet ingen overnatning). Alle politiske løfter om at gøre ruten mere pilgrimsvenlig er aldrig blevet opfyldt - tværtimod lukker der herberger ned uden information på nettet eller andre steder. Jeg er selv kommet til et herberg på Via de la Plata, hvor der på døren var skrevet med næsten ulæselig håndskrift - lukket indtil videre.
Historien på nettet om tyskeren går på, at han døde, fordi herberget, der i følge nettet og ikke mindst en af de mest pålidelig pilgrimshjemmesider www.gronze.com var åbent; alligevel ikke var det. Og at han derfor måtte fortsætte i over 40 graders varme yderligere 12 kilometer uden vand, men ikke nåede frem. Sørgeligt - og uansvarligt af dem, der har ansvaret for Via de la Plata.

Her et foto af en pilgrim på vej til herberget ved søen, Embalse de Alcántara, hvor herberget havde åbent.

De hårdeste bjergetaper på Caminoen !

Camino Frances ubetingede største stigning på en etape er uden tvivl den første. Men der er flere kraftige stigninger undervejs.
Jeg har passeret 65 år og er i tvivl om, hvorvidt jeg kan klare turen op i bjergene på Caminoen, lyder spørgsmålet efter at jeg forleden, den 7. august, skrev om "bushjælp" op og ned i Pyrenæerne på 1. etape af Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles. Alt er selvfølge afhængig af den enkeltes form, men jeg tror, at de fleste i 60erne kan klare at gå hele Caminoen (Camino Frances) - hvis bare man tager den tid det ta'r.
Men der er nogle bjergetaper undervejs, og den største stigning på en etape er ubetinget den første. Det er derfor, at jeg flere gange her på siden - og når jeg holder foredrag om pilgrimsvandring, taler for, at man deler 1. etape i to med en overnatning i Orisson eller Honto, så de første 600 til 800 højdemeter er taget inden selve turen over Lepoeder/1430 meter(Napoleonsruten). Alernativt kan man gå den anden vej over Valcarlos, der også er smuk og knapt så udfordrende - uden at være let.
På første etape passerer man ikke Caminoens højdepunkt. Det sker først lige efter jernkorset, men her er der ikke så stor en stigning på én dag. Astorga - for de fleste sidste overnatning før la Cruz de Hierro (Jernkorset, ligger i knapt 900 meters højde, så det giver kun ca 630 meters stigning på en dag. Højeste punkt på hele Camino Santiago er i øvrigt ikke selve Cruz de Hierro, men Cota Maxima (1505 meter) ca 4,5 km efter jernkorset, hvor stien i øvrigt går lidt op og ned.

Men her en højdekurve for hele Camino Frances, der meget godt illustrerer rent bogstavelige op- og nedture undervejs.
Og min personlige erfaringer på Camino Frances, som jeg gik senest i april-maj i år , er, at med undtagelsen af første etape, ser højdekurverne værre ud, end de er. De fleste pilgrimme får lidt sved på panden undervejs, men formen bliver bedre og bedre, og der er stort set ikke den "bjergetape", der ikke kan deles i to, idet der de senere år er etableret overnatning stort set hver 5-10 km undervejs.