mandag den 28. november 2022

Camino i foråret, men hvilken ?

Planlægning af næste års caminotur er gået i gang, og et spørgsmål fra en førstegangspilgrims lyder: Hvilken Camino skal jeg vælgeSvaret: Det ved jeg ikke. Det afhænger af dig selv. MEN jeg vil gerne forsøge at hjælpe dig på vej. Læs endvidere under Europæiske Pilgrimsveje her på siden, og læs eventuelt også andre pilgrimmes erfaringer og beskrivelser. Der er nok af dem på nettet. 

Herunder et lille resume af tidligere beskrivelser her på www.jakobsvejen.dk af de mest benyttede Caminoruter efter "popularitet" - altså efter antallet af pilgrimme på de enkelte ruter, samt link til tidligere artikler/pilgrimsdagbøger her på siden:



1) Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago ( knapt 800 km) Her i 2022 vil over 200.000 af årets over 400.000 pilgrimme (altså mindst halvdelen) været gået ind i Santiago ad Camino Frances. Men langt de fleste begynder langt tættere på Santiago. Jeg har ikke det endelige tal for, hvor mange der i år er begyndt i Saint Jean Pied de Port eller før (primært i Le Puy), men til nytår vil det - næsten - med sikkerhed være omkring 40.000. Hvilket også er mange, men Camino Frances er også den af ruterne (sammen med Camnino Portugues), der byder på langt mest service langs caminoen i form af overnatning, barer, indkøbsmuligheder, vandposter, kirkelig betjening (messer m.m.) o.s.v. Men der vil også mange steder være trængsel, samt så mange pilgrimme, at man ikke en gang længere hilser på hinanden, når man mødes på stien, ligesom der er en fare for at alle pilgrimme pludselig styrter afsted i "kampen om en seng". 

http://www.jakobsvejen.dk/2018/05/camino-frances-800-km-pa-29-dage-april.html

http://www.jakobsvejen.dk/2021/10/camino-frances-med-maske-pa.html

2) Camino Portugues fra Porto er stort set lige så eller mere "trafikeret" end Camino Frances, idet over 90 % af pilgrimmene begynder deres tur i Porto eller senere. Det er meget få pilgrimme, der begynder i Lissabon. Jeg har selv i 2016 gået fra Fatima - altså nord for Lissabon til Santiago. Der var meget få pilgrimme på ruten før Porto, hvor alt ændrede sig. Der er flere parallelruter fra Porto ; Centralruten og  Kystruten med afmærkede forbindelsesstier mellem de to ruter. Jeg har flere gange gået fra Porto til Santiago siden. Fra Porto er det nemt at gå pilgrimsvandring. Der er ikke de store stigninger/højdemeter, masser af pilgrimsliv og overnatningsmuligheder. Men der kan (som på Camino Frances) godt opstå "frygt for mangel på sengepladser".  Der er ikke så mange kirkelige tilbud (messer, klostre med tidebønner, kristne herberg o. lign.), som på Camino Frances

http://www.jakobsvejen.dk/2016/05/camino-portugues-fatima-santiago-ca-460.html

http://www.jakobsvejen.dk/2019/04/caminho-portugues-da-costa-og-variante.html

http://www.jakobsvejen.dk/2022/03/tidlig-forarstur-af-camino-da-costa.html

3) Camino del Norte var før Coronaen oppe på ca 20.000 pilgrimme årligt. Efter det store dyk er der igen ved at være liv på ruten, men det er meget forskelligt at gå der - alt efter årstid. Der er mere traditionelt pilgrimliv i tidligt forår og sent efterår, mens sommermånederne er meget præget af strandturisme, hvor en del yngre strandgæster bruger herbergerne til overnatning. Jeg gik hele Camino del Norte i 2012 (men har ikke lavet pilgrimnsdagbog den gang). Jeg synes den gang, at der var meget asfalt langs kysten, som generede mine knæ. Jeg var på ruten igen i 2016, hvor jeg stod af  20 km før Gijon for at gå mod Camino Primitivo.  Der er klostre og kirkelige tilbud undervejs, men langt færre end på Camino Frances.

4) Camino Primitivo er blevet mere og mere populær de seneste 5-6 år og har for længst overhalet Via de la Plata i popularitet, og her efter Coronapausen har den fået et nærmest eksplosivt løft i antal pilgrimme. Jeg har gået ruten to gange og kan IKKE anbefale Camino Primitivo til førstegangspilgrimme,  Det er fysisk en rimelig svær rute, som efter min personlige/subjektive mening bliver en større oplevelse, hvis man som pilgrim har en vis erfaring. Første gang (2016) begyndte jeg i Bilbao på Camino del Norte for at komme i form inden de store stigninger. Da jeg gik ruten anden gang (2018) begyndte jeg i Leon på Camino Frances og kombinerede San Salvador med Camino Primitivo altså to bjergruter efter hinanden. 

http://www.jakobsvejen.dk/2016/10/camino-primitivo_18.html

http://www.jakobsvejen.dk/2018/10/dagbog-fra-bjerg-caminoen.html

5) Via de la Plata ( og Camino Sanabres) er stadig trods mange års afmærkning og omtale stadig den mindst benyttede af de "store pilgrimscaminoer" , og her efter Coronapausen er der - som undtagelsen - faktisk færre pilgrimme på ruten end før Coronaen. Jeg har gået ruten i 2012 og 2017 ( første gang helt fra Sevilla - altså 1.000 km i et stræk anden gang delt i to lige store dele forår og efterår) - begge gange via Camino Sanabres til Santiago. Det er en fantastisk rute med en  2.000 år lang historie bag sig. De første 700 km i meget fladt terræn, men man går gennem øde langbrugsområder med meget lidt service (hvilesteder, kroer eller anden bymæssig bebyggelse) langs ruten, og der er meget lange etaper/altså langt mellem overnatningsmulighederne. Og her efter Coronaen er der blevet længere endnu, fordi flere af de midlertidige lukkede herberger i skrivende stund endnu ikke er genåbnet og måske heller ikke bliver det. Jeg har her i efteråret ville gå fra Salamanca (ca 500 km nord for Sevilla), men opgav på grund af lukkede herberg og begyndte i stedet i Zamora i retning mod Astorga. (Lidt mere om det under punkt 7) 

http://www.jakobsvejen.dk/2017/05/beretning-fra-via-de-la-plata-april-maj.html

http://www.jakobsvejen.dk/2017/10/dagbog-fra-via-de-la-plata-sep-okt-2017.html

6) Camino Aragones er en anden begyndelsen på Camino Frances, som kan gåes som en selvstændig tur med afslutning i Puente la Reina eller Pamplona. Man kan begynde på Camino Aragones i Frankrig .f.eks i Lourde eller et sted på Arlesruten (f.eks. Oloron Sainte Marie) Jeg har gået ruten i 2015 (fra Arles til Logrono) og igen i foråret i år fra Oloron Sainte Marie til Pamplona. Ruten er blevet betydelig mere populær efter Coronaen, men jeg har ingen tal der indikere, Hvor meget! Der kommer nye herberger til, så jeg spår, at  Camino Aragones vil få flere pilgrimme i de førstkommende år. Begynder man i Frankrig er det en lang og meget stigende tur over Somportpasset, men der er er pausesteder og overnatningsmuligheder undervejs. Og bjergene er ret fantastiske at gå i. Men det er IKKE en vinterrute. 

Her en beskrivelse (ikke dagbog) fra 2015:     http://www.jakobsvejen.dk/2015/05/lidt-om-via-tolosana-caminino-aragones.html

Og her fra i år:    http://www.jakobsvejen.dk/2022/05/camino-aaragones-9-dage-i-maj.html

7) Camino Invierno: Der er stadig forholdsvis meget få pilgrimme på Camino Invierno, selvom der gøres meget "reklame" for ruten på nettet - ikke mindst fra andre pilgrimme.  Jeg har kun gået ruten en gang, nemlig i år. Den går fra Camino Frances til Via de la Plata/Camino Sanabres afslutning tæt på Santiago. Jeg har skrevet en del om ruten på det seneste. Mine erfaringer fra dette efterår kan læses her:

http://www.jakobsvejen.dk/2022/10/invierno-mm-caminodagbog.html

Min personlige anbefaling til førstegangspilgrimme er ikke forandret: Camino Frances



torsdag den 24. november 2022

Vinteråbent i Santiago

I den kommende vinter vil der formentlig være væsentlige flere pilgrimme på vej til Santiago end i tidligere vintre, men skal du afsted er det en god ide at følge med i, hvilke overnatningssteder, der har åbent.

Pilgrimskontoret i Santiago har åbent hver dag hele vinteren fra kl. 9.00 til 19.00 med undtagelse af juledag, den 25. december, og nytårsdag, den 1. januar. Det betyder også, at der er åbent i resten af pilgrimshuset, og mens de fleste messer på ikke-spansk holder vinterpause, fortsætter don Manuel med at læse messer på engelsk - indtil videre kl. 10,30 i pilgrimshusets kapel i Rúa Carretas 33. Sker der ændringer ved de besked på pilgrimskontoret.


(Father Manny fra en messe på engelsk i oktober i år) Der er stadig flere pilgrimsmesser på spansk i katedralen hver eneste dag.

Langt de fleste pilgrimme, der går om vinteren, finder man på Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago, men langt fra alle overnatningssteder er åbne - tværtimod, og der kan være meget sne i bjergene - både i Pyrenæerne, omkring Juan de Ortega lige før Burgos, og stort set hele vejen efter Leon  - både på vejen op mod Jernkorset og på vejen op mod grænsen til Galicien, samt i resten af Galicien. 

Jeg har for godt to uger siden givet et link til vinterherbergslisten på Camino Frances. I får den lige igen - ikke mindst fordi, at jeg har fået en meddelelse om, at der nu også er lidt huller på de næsten 50 km, der er mellem Belorado og Burgos, og med en stigning fra ca 750 meter til ca 1150 meter - med lidt op, lidt ned, ind i mellem - kan det være nødvendigt at se overnatningslisten efter en ekstra gang. Her er den:      http://www.aprinca.com/alberguesinvierno/           den bliver opdateret næsten dagligt.

fredag den 18. november 2022

Er engelsk nok på Le Puy-ruten ?

Overskriften er et spørgsmål, fordi det ikke er helt nemt for undertegnede at svare, Ja eller Nej, til følgende:  Jeg har for år siden gået Camino Frances og vil gerne af sted igen. Denne gang kunne jeg tænke mig at gå fra Le Puy, men jeg taler ikke fransk. Kan jeg klare mig med engelsk alene ?

Det er meget svært at give et klart entydigt svar på det spørgsmål. Jeg vil derfor ud over mine egne overvejelser give dig et link til en længere diskussion om netop dette emne på en engelsksproget pilgrimshjemmeside nederst, men her først mit svar:

1) Langt de fleste pilgrimme du møder på Le Puy-ruten (Le Puy en Velay til Saint Jean Pied de Port, der også hedder Via Podiensis eller GR 65) er franskmænd. Fællessproget er fransk - akkurat som spansk var fællessproget for 25-30 år siden på Camino Frances, med fransk som andetsprog, men vi gik jo både tyskere, danskere og andre den gang, der ikke kunne mange gloser spansk, og vi var begejstrede for "Caminoen". Så jo det kan lade sig gøre at gå i Frankrig uden at kunne fransk; MEN det sociale fællesskab foregår primært ( eller stort set alene) på fransk. Og mange franskmænd taler ikke engelsk, ligesom det er undtagelsen at møde en amerikaner, der taler fransk eller for den sags skyld andet end engelsk(amerikansk). Du går altså glip af noget. 

2) Jeg ved ikke hvilken årstid /måneder spørgeren gerne vil af sted, men for dem der gerne vil gå i maj eller september, vil der de første ti - tolv dage opstå et andet problem, nemlig reservering af overnatning. Der er temmelig megen trængsel de første ca 230 km mellem Le Puy en Velay  og Conques hvert år i maj og september (+ dage i på begge sider af disse måneder), og det er derfor en god ide at ringe i forvejen og sikre sig en seng. I den anden ende af telefonforbindelsen vil de - formentlig - kun tale fransk.

3) Da jeg senest gik fra Le Puy en Velay og syd på, mødte jeg i Moissac på 17. dagen efter Le Puy en Velay en tysk pilgrim (ældre pensionist), der KUN talte tysk og intet andet. Han var mere end glad for at møde en tysktalende. Det havde indtil nu været en stor oplevelse for ham at gå i Frankrig, men ind imellem også lidt ensomt på grund af manglende "fællessprog". Han havde hele vejen reserveret overnatning lidt tid i forvejen ved hjælp af mails og googleoversættelser - han brugte ikke booking.com, men skrev på mail til diverse herberger. Så teknisk kan det altså lade sig gøre.

Og så til et link til den engelsksprogede hjemmeside www.caminodesantiago.me , hvor der har været en længere diskussion, samt erfaringsudveksling om netop dette spørgsmål. Debatten kan læses her:

https://www.caminodesantiago.me/community/threads/le-puy-camino.75843/ 

Og så et billede fra Le Puy-ruten (Conques set fra stien tidlig morgen ud af Conques):




torsdag den 10. november 2022

Camino Invierno: Herberg i A Pobra do Brollón

Alle gode gange 3 synes at passe, når det gælder - de efterhånden mange - politiske løfter om et herberg/overnatningssted for pilgrimme i den forholdsvis store by A Pobra do Brollón på Camino Invierno.  I følge det galiciske dagblad; La Voz de Galicia, så skulle det nu være helt sikkert. Senest 1. marts 2023 åbner der et kommunalt herberg i A Pobra do Brollón. Du kan læse hele artiklen her:

https://www.lavozdegalicia.es/noticia/lemos/a-pobra-do-brollon/2022/11/09/tercera-va-vencida-pobra-albergue-peregrinos/0003_202211M9C3992.htm

Da undertegnede i efteråret gik Camino Invierno (hele ruten fra Ponferrada på Camino Frances til A-Laxa på Via de la Plata) var det lidt vanskeligt at planlægge dagsetaper på grund af manglende overnatningsmuligheder. Og et af de store "huller" på ruten er den forholdsvis store landsby, A Pobra do Brollón, der trods togstation, skadestue/lægehus og butikker, hverken har hoteller, pensioner, herberg eller anden overnatmningsmulighed for pilgrimmen og andre rejsende. 


Den spanske hjemmeside www.gronze.com har flere gange annonceret, at nu var der et herberg på vej - først i en tidligere politistation, så i en bygning på A Pobra do Brollón centrale torv, og nu her senest i en tidligere skolebygning. Men i følge ovenstående avis er arbejdet med at ombygge skolen nu i gang. Og det skulle være færdig senest 1. marts. Så planlægger du at gå Camino Invierno næste år, skulle det altså blive  lidt nemmere at planlægge ruten, selvom Camino Invierno stadig mangler overnatningssteder for at blive et reelt alternativ/supplement til de mest benyttede ruter.


tirsdag den 8. november 2022

Caminovandring om vinteren ?

På Camino Frances vil der igen i år være en del pilgrimme i alle vintermånederne, og der vil stort set være  overnatning hele vejen, men det er ikke så problemfrit at finde overnatning som i perioden fra 1. april til 1. november. 

Er det muligt at gå pilgrimsvandring om vinteren, lyder spørgsmålet her til jakobsvejen.dk. Et spørgsmål som jeg har besvaret i tidligere år, og som jeg meget gerne laver en opdatering på. Ja, det er muligt. En lille gruppe spanske pilgrimme og herberger i forening laver hvert år en "Vinterherbergsliste" til Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port - en liste som de opdaterer næsten dagligt. Link til listen  her:   http://www.aprinca.com/alberguesinvierno/

Men se også lige mine kommentater nedenunder her:

1) Pilgrimsvandring er reelt for "os almindelige pilgrimme" kun mulig ad Camino Frances. Jeg har både talt med, læst om og hørt beretninger fra de "særligt seje pilgrimme", der går ad de andre ruter om vinteren -ofte i høj sne;  men det er svært med både vejr og overnatning. Nogle ruter i bjerge kan tillige være temmelig farlige. Så beskrivelser herfra er alene Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago.

2) Uanset overnatningslister og beskrivelser på www.gronze.com er det om vinteren altid en god ide at ringe og sikre sig, at et overnatningssted også har åbent "netop  i dag", når man om morgenen spænder rygsækken på og bevæger sig ud i blæst, regn og/eller sne. Der er opgivet telefonnumre på stort set alle overnatningsstederne her på listen.  Det giver sig selv, at der er færre lyse timer og derfor også færre timer at gå i, hvis man skal se sti og afmærkning tydeligt. Og der er som sagt huller, hvor det kniber med herberger.  Det er f.eks. dags dato så som så med overnatningssteder på den lange tur over o Cebreiro. Fra VillaFranca del Bierco til Triacastela er der alene herbergsmulighed i Trabadelo og måske i  La Portela de Valcare, der ligger henholdvis ca 18 km og ca 14 km FØR o Cebreiro og FØR det for alvor begynder at stige og gøre ondt i knæ og ben, og så er der yderligere over 20 km fra o Cebreiro til Triacastela. 34 km eller måske 38 km med en stigning på over 800 meter kræver ret meget. Personligt ville jeg have mere end svært ved at klare den tur.  Der kan være åbne hoteller eller lignende, som ikke er med på listen. Men rigtig mange hoteller og pensioner lukker også ned for vinteren. Så tjek selv.

PS: Listen opdateres næsten dagligt. Så den kan se anderledes ud, når du læser denne artikel med mine kommentarer.  Og nok et fif: På langt de fleste overnatningssteder er der oftest hjælp at hente med informationer om næste mulighed.

3) Selvom der er meget få pilgrimme på ruten bliver du næppe helt alene. Her det månedlige santiagopilgrimstal fra de to seneste vintre før Coronapandemien: 2017/18: Nov:  7.346 ; Dec: 2.893; Jan: 1.628; Feb: 2.181  Og i vinteren 2018/19: Nov: 7.651; Dec: 2.553; Jan: 1.651; Feb: 2.119. Og selvom alle ikke går lige langt og ad samme camino, vil du altid møde andre pilgrimme på Camino Frances. Og jeg vil godt spå, at antallet af vinterpilgrimme vil være væsentlig højere i den kommende vinter end i tidligere med mindre krig, nye pandemier eller andet sætter en stopper for rejser i almindelighed. 


søndag den 6. november 2022

2022: Det højeste antal danske santiagopilgrimme nogensinden

2.759 danskere - det højeste antal på et år - er de første 10 måneder af i år kommet ind til katedralen i Santiago og bedt om et compostela. Så mange danske Santiagopilgrimme på et kalenderår (som ovenikøbet ikke er helt slut endnu) er der aldrig før bogført i Santiago. 2018 var det hidtidige rekordår for antallet af danske pilgrimme, her blev det til 2.610 ialt for hele året. 

2022 bliver i det hele taget rekordernes år, når det gælder antallet af Santiagopilgrimme. I oktober kom der ialt 51.356 pilgrimme ind til Santiago, heraf en lille overvægt af kvindelige pilgrimme; 26.845 kvinder og 24.511 mænd. Og i alt i år har antallet af Santiagopilgrimme også slået alle tidligere rekorder. Der er med oktoberantallet uddelt i alt 422.356 compostela'er. Vi nærmer os altså kraftigt en halv million santiagopilgrimme årligt.


Og her et foto fra pilgrimsgaden, Rua Carretas, her fra oktober i år, hvor det daglige mylder af pilgrimme tydeligt viser, at "vi pilgrimme" kommer fra alle verdenshjørne for at gå til Santiago.

fredag den 4. november 2022

En anderledes historie fra Santiago

Flere restauranter, souvenirbutikker og ikke mindst herberger i Santiago begynder i disse dage at lukke ned for vinteren. Og aldrig i historien har der været så mange af dem. I går kom der 611 pilgrimme ind til katedralen - meget få i forhold til det daglige antal siden primo maj, men stadig mange set i de seneste tyve-tredie års perspektiv. Da undertegnede for første gang for over 25 år siden kom ind til Santiago, kom vi 17 ind på en dag, så der er sket meget siden. Og da jeg senest for en måned siden kom ind fra syd (Via de la Plata og Camino Invierno) skulle antallet af pilgrimme tælles i tusinder dagligt. 

Og nu til den historie jeg vil fortælle, nemlig historien om en veteranpilgrims formentlige farvel til en særlig Santiagooplevelse.  Da jeg for over 25 år siden gik ind i Santiago var der to steder "en rigtig pilgrim" kunne spise, primært Casa Manola, hvor pilgrimmene blev hængende til langt ud på aftenen, dernæst i den dengang mere afsidesliggende restaurant,


Casa Paredes i den dengang meget afsidesliggende gade, Rúa Carretas. Jeg foretrak selv sidstnævnte restaurant, hvor værtinden Maria for få kroner serverede: La merluza a la gallega como se hace en Galicia (kuller med kartofler i en sovs med bl.a. rød peber).  Siden mit første besøg har jeg gennem årerne besøgt Maria og hendes få, men skiftende medhjælpere, først og fremmest cubanske Lily, og nu Marias datter, der ligedes hedder Maria, hver gang jeg har været i Santiago. Men hvor mange gange er det, omkring 20 gange +, på 26 år og hver gang har jeg - med undtagelse af første gang - kun været i Santiago nogle få dage to nætter - måske 3. Hvornår vi kom på kindkys, og senere knus, ved jeg ikke. Men da jeg dukkede op i oktober i fjor efter en tur med Corona-maske af Camino Frances, blev jeg modtaget som den hjemvendte søn i lignelsen fra Det ny Testamente. Og igen i foråret primo marts dukkede jeg tilfældigt op netop til kaffe før pilgrimsmessen den formiddag, hvor de netop var ved at åbne før første dag efter vinterpausen, og MorMaria meddelte mig, at hun straks ville gå ud og købe frisk Merluca til mig, og datter Maria fortalte mig, at det formentlig var sidste sæson, de havde restauranten. MorMaria var ved at være træt, og datterMaria ville ikke overtage stedet. Hun har en teenagesøn og vil ikke arbejde så meget, som hendes mor har gjort. Og cubanske Lily, som jeg i mange år troede skulle overtage stedet, var under Coronapausen taget hjem til Cuba med sin lille datter. Ja en epoke er - for undertertegnede og andre veteranpilgrimme -  ved at være slut. Og hvem ved i øvrigt, hvor længe vi - efterhånden - meget gamle pilgrimme overhovedet kan fortsætte med at gå til Santiago. Men  jeg kom til Santiago en gang til i år, nemlig primo oktober efter en tur af Via de la Plata og Camino Invierno, og da jeg efter tidlig morgenkaffen hos Maria på min sidste dag i Santiago for en måned siden tog rygsækken på, fik farvelkys og kram,  og gik mod togstationen for at tage hurtigtoget til Madrid, tænkte jeg nok en gang efter, hvor usandsynlig mine mangeårige oplevelser på Casa Paredes havde været. Jeg har højst - og det er endda meget højt sat - været på Casa Paredes 5-6 gange årligt. Jeg har drukket morgenkaffe der hver eneste dag, jeg har været  i Santiago og spist middag en til to gange efter hver Camino. Men det er trods det, kun samlet set nogle få dage på et helt år. Hvordan kunne MorMaria huske mig fra gang til gang, og hver gang straks sikre, at Merluza var en af dagens retter på spisekortet? 

Da pilgrimskontoret flyttede til Rua Carretas for forholdsvis få år siden, lå Casa Paredes pludselig på "pilgrimshovedstrøget". Gæsterne(pilgrimmene) står nu i kø fra medie april til ultimo oktober, men MorMaria er ikke længere eneste spisested i gaden - hun er kun en blandt mange. Og trods det så nedslidt, at hun formentlig ikke åbner til marts. Formentlig kun - for lige før jeg gik, ved mit seneste besøg, forlød det. Lige nu vil jeg IKKE genåbne, men måske mener jeg noget andet efter vinter. "Nej, du gør ej, så bliver det uden mig", lød det fra datter Maria.


Her et billede af de to, da de lavede morgenkaffe til mig for en måned siden, inden de skulle i gang med at forberede dagens mange middagsretter.

mandag den 31. oktober 2022

Så lukker Napoleonsruten indtil 1. april 2023

Spanske og franske myndigheder meddeler igen i år, at det fra i morgen formelt er ulovligt at gå fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles ad den såkaldte Napoleonsrute via Col Lepoeder i 1430 meters højde. Ruten er formelt lukket til 1. april 2023. Det betyder, at pilgrimme, der ønsker at gå fra Saint Jean Pied de Port skal bruge alternativruten via Valcarlos og Puerto de Ibañeta (1.057 meters højde).

Du kan læse den officielle meddelelse her: https://www.navarra.es/es/-/nota-prensa/limitado-por-seguridad-un-tramo-inicial-del-camino-de-santiago-desde-el-1-de-noviembre-hasta-el-31-de-marzo

Og så har der iøvrigt været en brand for få dage siden tæt på Col Lepoeder og Puerto de Ibañeta, der betød, at pilgrimmene ikke har måttet gå ad Napoleonsruten på grund af kraftig røgudvikling. Det kan du læse om på Navarras brandvæsens hjemmeside om forholdene i Roncesvalles, som det i øvrigt er værd lige at se på her i vintermånederne, hvis du vil bevæge dig over Pyrenæerne ved Roncesvalles: https://twitter.com/bomberos_na . Jeg kan samtidig anbefale alle vinterpilgrimme, der vil gå fra Saint Jean Pied de Port at besøge pilgrimskontoret i i Saint Jean Pied de Port, der holder åbent hele vinteren for at tage sig af eventuelle vinterpilgrimme. Du kan finde både adresse og kontaktmulighederne her: https://www.aucoeurduchemin.org/ 

tirsdag den 25. oktober 2022

Færre pilgrimme i Roncesvalles i år

Fra 1 september til 12. oktober har der været fuldt optaget på klosterherberget i Roncesvalles hver eneste nat , og det har været nødvendigt at sende pilgrimme videre til de nærmeste to små byer med pilgrimsherberg, Burguete og Espinal. Men i foråret og i sommer har der været langt færre pilgrimme end i det sidste år inden Coronapandemien, 2019. 

I de første ni måneder i år har 42.160 pilgrimme "stemplet" ind med pilgrimspas på pilgrimsherberget i Roncesvalles, oplyser Noticias de Navarra. Det er næsten10.000 færre end de samme 9 måneder (fra 1. januar til 1. oktober) i 2019, hvor 52.081 pilgrimme overnattede på klostret.  Noget tyder dog på, at det især er i den første del af året, samt ikke mindst i sommermånederne under hedebølgen, at pilgrimsantallet var forholdsvis lavere. For i artiklen i Noticias de Navarra siger Mari Sol Goicoa, der har arbejdet på herberget i Roncesvalles i over 22 år, at alt har været optaget fra 1. september til 12. oktober, og at det først er her senere i oktober, at det ikke har været nødvendigt at sende pilgrimme videre til de nærmestliggende herberger. Alt i alt tyder statistikken på, at antallet af overnattende pilgrimme i Roncesvcalles har været let faldende  de seneste få år - også før Coronapandemien. Og her en personlig kommentar: I slut april- hele maj, og igen slut august, hele september, samt første halvdel af oktober har der i årene op til Coronapandemien været mere end fyldt på overnatningsstederne i Roncesvalles. Og der har været mange historier fremme på diverse pilgrimshjemmesider om "kampen for en seng". Det kan - efter undertegnede opfattelse - have betydet at flere vælger denne del af Camino Frances fra.

Her grafik lån fra Noticias de Navarra (Nedenunder et link til hele artiklen)


https://www.noticiasdenavarra.com/pamplona/2022/10/23/10-000-peregrinos-perdidos-6144819.html




mandag den 24. oktober 2022

The Guardian: Feel Good artikel om Caminoen

Historien om tre brødre, den ene med Downs syndrom, der går sammen på Camino Frances fra Leon til Santiago er i øjeblikket et hit på flere pilgrimshjemmesider. Og konklusionen på artiklen er: "Der er to Caminoer, en ekstern og en intern. Det ydre når sit bestemmelsessted; det indre gør aldrig"

Læs selv hele artiklen her: https://www.theguardian.com/travel/2022/oct/22/camino-de-santiago-spain-holiday-walking-with-my-brother

lørdag den 22. oktober 2022

Tyve på Camino Frances

Opsamling: a) Pt kommer der mellem 1.000 og 2.000 pilgrimme ind til Santiago daglig b) Om 8 dage lukker Napoleonsruten over Pyrenæerne. C) Og nu har politiet igen taget en tyv, der gav sig ud for pilgrim og stjal på sovesalene.

Jeg har ikke opdateret med nyheder et stykke tid, så her lidt af hvert:  

Antallet af pilgrimme, der kommer ind til Santiago er faldet her i løbet af oktober, men det er - efter min vurdering - stadig utroligt mange pilgrimme. I går kom der 1.570 pilgrimme ind, og i hele oktober har tallet indtil nu ligget på mellem 1.000 og 2.000 dagligt - langt flere end tidligere i pilgrimsshistorien. Her tallene for oktober fra 2011 til 2019 - altså før Coronapandemien: 2011: 16.243; 2012 18.085; 2013: 19.608; 2014: 23.206; 2015: 25.574; 2016: 28.289; 2017: 31.341; 2018: 35. 602; 2019 36.118; Og jeg tør godt sige med sikkerhed, at der i dette års oktober vil komme langt over 40.000 pilgrimme ind til Santiago.

Tyve på Caminoen er ikke noget nyt fænomen. Nu fortæller den spanske lokalavis; Diario de Navarra, at politiet har taget en tyv, der stjal fra pilgrimmene på herbergerne i Estella og Logrono. Fremgangsmåden var "den sædvanlige". Tyven indlogerede sig på herberger med sovesal som pilgrim med rygsæk og det hele, hvorefter han stjal fra diverse pilgrimme om natten. Du kan læse hele historien om tyverierne her: https://www.diariodenavarra.es/noticias/navarra/tierra-estella/2022/10/16/detenido-estella-presunto-autor-hurtos-realizaba-el-camino-santiago-544948-1006.html  Og så lidt om mine egne erfaringer: Jeg er aldrig blevet bestjålet på en Caminovandring, hverken i Spanien, Frankrig, Italien, Tyskland eller Østrig. Jeg har ofte boet på herberg med sovesal - både alene og sammen med min faste pilgrimsmakker. Når vi er to sammen er det selvfølgelig nemmere at lade den ene passe på værdigenstande, mens den anden bader. Men vi har derudover lavet nogle "sikkerhedsforanstaltninger" for opbevaring af værdigenstande (penge, telefon, pas og lign). Men vi har altid efterladt resten (rygsækken med indhold) på sovesalene - både når vi er gået ud for at handle/spise/gået i kirke eller andre steder. Så mit eneste - meget selvfølgelig - råd er: Vær påpasselig uden at gå i panik. Med over 400.000 pilgrimme på stierne (og herberger eller lignende) alene i Spanien årligt, vil der - desværre - selvfølgelig foregå den slags.

Napoleonsruten over Pyrenæerne lukker 1. november til 1. april, som det har været tilfældet de seneste - efterhånden mange - år. Det betyder, at det kun er legalt at gå fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles ad den såkaldte Valcarlosrute. Hvis pilgrimme går over Napoleonsruten trods forbudet, kan det koste en bøde, ligesom en eventuel redningsaktion skal betales af de nødstedte pilgrimme selv. Og det er stadig nødvendigt for redningsmandskab flere gange årligt, at hente nødstedte pilgrimme ned ad bjergene; hvad enten de er faret vild, dehydreret på grund af manglende vand, været udsat for andre uheld eller faldet om på grund af sygdom (hjerteproblemer el. andet). Der dør pilgrimme på vej over Pyrenæerne hvert eneste år. Her et link til www.gronze.com med ruten via Valcarlos, som iøvrigt efter min subjektive mening er en flot og fin rute.

https://www.gronze.com/etapa/saint-jean-pied-port/valcarlos/roncesvalles

Trafikken på den lille landevej (D 933 i Frankrig, og N-135 i Spanien), der løber langs Valcarlosruten,  er i øvrigt normalt så begrænset, at det i dårligt vejr (sne, regn, storm) er muligt at gå helt ude i siden af asfaltvejen langt det meste af tiden, hvis stien, der de første mange kilometer, løbet parrallet med asfaltvejen er mudret fuldstændig til. 


mandag den 17. oktober 2022

Over 2.000 danskere på Caminoen indtil nu i år

Der er her i 2022  langt flere pilgrimme på Camino Santiago et sted i Spanien end før Coronaen. En foreløbig opgørelse for antallet af pilgrimme for i år viser, at over 400.000 pilgrimme indtil nu  er gået ind til Santiago og bedt om et compostella (bevis for vel overstået pilgrimsfærd), deraf er ca 2.500 danskere. Måske vil rekordtallet for danskere på et år, 2.610 i 2018, blive slået i år.  Men da langt de fleste danskere kommer til Santiago i maj, primo juni, og igen i efteråret i september til midt i oktober, er det svært at spå om et endeligt antal danskere i år. Men det samlede antal Santiagopilgrimme vil givet slå alle rekorder. Der har aldrig tidligere i Camino Santiagos nu ca 1.200 årige historie været så mange gående pilgrimme i Santiago, som i indeværende år.

Og måske den største nyhed: Kvinderne er igen - efter Coronapandemien - i flertal, og ligger pt. på omkring små 55 % af det samlede antal pilgrimme. Kvinderne går primært af Camino Frances, så på den mest populære rute af dem alle, er de i endnu større flertal. Mens der stadig - forholdsvis - er væsentlig færre kvinder på f.eks. Via de la Plata og Camino Primitivo. På Camino Frances går mange kvinder i øvrigt alene (hvis man overhovedet kan være alene nogen steder på Camino Frances).

De mest populære ruter: Det er næppe nogen nyhed, at der er mest trængsel på Camino Frances med flere og flere pilgrimme for hver etape fra Pyrenæerne til Sarria, samt på Camino Portugues (vel at mærke først fra Porto eller senere på en af de to ruter, kyst- eller centralruten). Men flere tusind pilgrimme går stadig temmelig langt for at nå målet. Et aktuelt tal fra september, hvor der kom 33.556 eller over 1.000 om dagen ad Camino Frances, viser, at af de 33.556 begyndte de 540 i Le Puy ( små 1.600 km før Santiago), 3.366 startede deres færd i Saint Jean Pied de Port ( knapt 800 km før Santiago), mens 707 har klostret i Roncesvalles som startsted (ca 760 km før Santiago), så der er en del pilgrimme, der går rigtigt langt.  Det samlede antal Santiagopilgrimme i september blev på 66.195, hvoraf lidt over halvdelen gik ad Camino Frances. Øvrige Caminoer i september: Portugues Central: 14.805; Portugues kyst: 5.444; Camino Ingles: 3.572, Primitivo: 3.055; Norte: 2.822; Via de la Plata: 1.069, Den "nye galiciske kyst-camino, Muros-Noia: 287; Invierno: 287. Jeg har omtalt den "nye" Camino Muros-Noia her: http://www.jakobsvejen.dk/2022/09/ny-kort-kystrute-til-santiago.html

Alder i september: 14.243 var under 30 år, 35.281 mellem 30 og 60 år,  mens 16.672 var over 60 år.

Motiver: Religiøse: 29.929; Blandede motiver: 28.006 ;I kke-religiøse: 16.261 . Antallet af såvel blandede motiver, samt ikke-religiøse motiver er steget kraftigt og udgør langt en større procentdel end for år tilbage, hvor det samlede antal Santiagopilgrimme var væsentlig lavere. 

tirsdag den 11. oktober 2022

Invierno m.m.: Caminodagbog

20 dages rundtur på flere Caminoer - 455 km på 20 dage - med begyndelse i Zamora på Via de la Plata, men med hele Camino Invierno som "højdepunkt"  med endemål i Santiago de Compostela. Med 2 rejsedage og en hel dag i Santiago, ialt 23 dage fra den 13. september 2022 til tirsdag, den 4. oktober 2022.

Først lidt om vores rute:

Via de la Platas slutning fra Zamora til Astorga, ialt godt 136 km: Undertegnede har aldrig gået sidste del af "den rigtige" Via de la Plata, idet jeg de to gange tidligere, hvor jeg begyndte i Sevilla forlod Via de la Plata i Granja de Moreruela for at fortsætte mod Tabara og Santiago af Camino Sanabria, hvilket langt de fleste af de forholdsvis få pilgrimme på Via de la Plata stadig gør. Denne gang delte min medpilgrim og jeg de 136 km fra Zamora til Astorga i fem etaper først 1½ af kendt vej, derefter videre mod Astorga af for os uprøvet Camino. Via de la Plata er stadig den af de "såkaldte store Camino-ruter", der har forholdsvis færrest pilgrimme. Og her efter Coronapausen, hvor antallet af pilgrimme er næsten eksploderet er der stadig meget få pilgrimme på Via de la Plata. Vi overnattede første nat på en af de allerbedste kommunale donativoherberger, nemlig i Zamora, før vores egen start, og her var der langt fra fyldt. Af de 15 pilgrimme, der sov der, var det kun os to, der gik mod Astorga. Det kniber stadig med overnatningssteder på Via de la Plata - flere herberger havde lukket, og nogle steder var gammel afmærkning (gule pile) forsvundet uden erstatning, og flere af de "nye" Caminosten var væltet og delvis ødelagte. En enkelt gang gik vi galt og ramte en af de andre Caminoer, Camino del Sureste, hvilket betød en omvej på ca 5 km, som ikke er medregnet i ovenstående kilometer. De steder hvor Via de la Plata går nærmest nøjagtigt af den 2000 årige romerske landevej, føler man stadig historiens vingesus. Det er ret så fascinerende, at der red/gik mennesker her, da middelhavsregiononen blev kristnet og udgjorde en enhed, før islam og før vi i "det nuværende Nordeuropa" for alvor var beboet.

Camino Frances: Fra Astorga til Ponferrada (knapt 54 km) af for os kendt vej med 100vis af andre pilgrimme både foran og bagved. En lang slange op mod Jernkorset og ned igen. Pilgrimmene hilser ikke længere på hinanden, idet - det føles som om -  vi nærmest går i mængder som på Strøget i København. Men trods det, stadig en god oplevelse.

Camino Invierno, hovedruten for os på denne tur, fra Ponferrada til A Laxe ( på Camino Sanabria ) ialt ca 213 km, som vi fordelte på 11 hele dage, samt nogle få timer den 12. dag fra Lalin til A Laxe, hvilket giver et gennemsnit på kun ca 20 km pr. dag. Langt færre kilometer pr. dag , end vi plejer. 

1 )Noget af det skyldtes mangel på overnatning, så det var lidt svært at dele, 2) mangel på pausesteder undervejs, samt 3) de mange små op og ned-ture (op af bakke, ned af bakke), og 4) - måske - reelt, at undertegnede er blevet ikke bare en ældre herre, men gammel mand, der ikke har de samme kræfter/ kondition som tidligere, og 5)den kendsgerning, at det for undertegnede er langt lettere at gå på kendt sti end på "nye veje".

Camino Invierno er generelt godt afmærket, men mangler stadig "faciliteter" for at blive det helt store, som aktive pilgrimsforeninger forsøger at gøre den til. Der har været en del diskussion i spanske pilgrimskredse om det "historiske" i denne vinterrute, som skulle være brugt af pilgrimme i middelalderen om vinteren for at undgå høj sne i bjergene i Galicien - ikke mindst i o Cebreio. Men i dag går den nuværende rute - måske gennem de samme byer, som den gang, men ikke af de samme stier.  Ruten er lagt "i naturen" i bjergene på siderne af de floder/floddale, som Caminoen følger, og der er i stor udstrækning på "toppene" udsigt ned til floder; trafikerede N-veje, samt jernbanesporet, der ikke har en brøkdel af de højdemeter op og ned, som selve ruten.  Mellem Monforte de Lemos og Chantada er der en pæn opstigning - og ikke mindst en meget stejl nedstigning (  knapt 400 meter på ca 3 km, som vi frygtede lidt)  med en efterfølgende stejl opstigning. Den mest stejle del af denne (og i øvrigt smukke) nedtur på 2,3 km fra Montecelo til den lille flodby Belesar viste sig at være langt nemmere end ventet, så ruten kan sagtens gås af ældre med stive knæ omend med lidt tålmodighed (tranquil, som spanierne siger). Alt i alt var Camino Invierno en god oplevelse, som bliver nemmere at gå, når - og jeg tror når - der kommer mere overnatning, barer m.m. undervejs. Vi savnede dog åbne kirker og messer/gudstjenester undervejs. Noget af det kan skyldes, at vi delte ruten op i små bider og sov på ensomt beliggende hoteller , andet den almindelig præstemangel på landet i Spanien, som det ses i det meste af Det katolske Europa. 

Camino Sanabria (eller måske rettere den nye slutning på Via de la Plata) kun ca 50 km, som igen var kendt sti uden problemer, hvor Santiago tydeligt nærmede sig, og hvor vi igen mødte en del andre pilgrimme.

Og her vores tur dag for dag:

Tirsdag, den 13.  september: Fly; København-Bruxelles-Madrid. Køb af togbillet hos meget hjælpsomt Renfepersonale i lufthavnen. (Der er stadig levende personale på togstationer i Spanien). Jeg har tidligere fortalt om, at jeg har oplevet uvilligt Renfepersonale, når jeg skulle have pensionistrabat. Det var der ikke noget af her, og jeg (vi) fik hurtigsbillet til Zamora, samt hurtigtogsbillet til hjemturen fra Santiago til Lufthavnen med stor pensionistrabat. Vi var i Zamora (2. stop fra Madrid) allerede ved 16-tiden og gik via Katedralen til Donativoherberget (Albergue de peregrinos de Zamora), hvor to frivillige, spanske Ramon og amerikanske Joe, tog imod. Ramon åbnede et ekstra soverum, så vi kunne få underkøjer. Meget varm velkomst. Aftenmesse i Santa Maria de la Horta.

Onsdag, den 14. september: Zamora-Fontanillas de Castro (31,6 km). Gik tidligt ud i tusmørket ad sti/vej langs N-vej 630 de første små 20 kilometer og passerede den nye hurtigtogbane (Ave) på vejen. Lidt kedelig, men meget nem vej, som undertegnede har gået to gange før, senest i 2017. I Montemarta blev det tid til en lidt længere pause, hvor vi talte med spanieren Josef, der ville fortsætte af Sanabria, og som første nat havde planer om at sove i Fontanillas de Castro, som os. Vi ringede før afgang til Angela i Donativoherberget i Fontanillas for at sikre os, at de havde åbent. Herefter 12-13 kilometer uden pausesteder rundt om en tom Embalse de Ricobayo (sø) - De mangler virkelig regn i store dele af Spanien. - Vi blev fire pilgrimme på det lille, men meget hyggelige herberg, hvor Angela og Paco tog imod. De skulle til at spise middagsmad, da vi ankom ved 15 - tiden og inviterede os med. Senge/køjer i båse -  som det efterhånden ses en del steder. Fælles aftensmad og pilgrimssnak, men ingen messe i den meget lille bebyggelse, hvor der hverken var barer eller butikker længere.

Torsdag, den 15. september: Fontanillas de Castro - Barcial del Barco (27,8 km).  Angela insisterede på, at vi skulle have lidt morgenkaffe, før vi gik. Det bliver sent lyst. Så  ud på stien ved 7,30-tiden, der fortsat gik langs N-630 - flad som en pandekage og lige ud, sådan som vi kender Via de la Plata. Det småregnede og vi havde hele udstyret på, regnbukser til at dække støvlerne og regnfrakker. Regnslagene lå parat, hvis regnen skulle blive kraftigere, men det skete ikke.  Første rigtige pause i Granja de Moreruela, hvor byen for 5 år siden kogte på grund af stor byfest, var alt i byen stort set lukket, da vi kom. En butik åbnede, mens vi var der. Vi sagde farvel til Josef, der skulle mod Tabera, mens vi fortsatte mod nord efter en længere pause i en bar. Vi ankom til Barcial del Parco, hvor privatherberget , Albergue Las Eras, ligger for sig selv, men bestyres af Franc, der også ejer byens bar/resturant/købmandsbutik m.m. Stor sovesal, hvor 3 ældre spanske mænd senere dukkede op, så vi blev 5 på sovesalen. Menu del Dia lidt før kl. 16.00 og tidligt i seng med megen snorken og nattetisseri omkring os. Vi kan godt mærke i ben og krop, at vi lige er begyndt på en Camino.

Fredag, den 16. september: Barcial del Barco - Alija del Infantado ( 30 km). Vi gik ud uden morgenmad i tusmørket i småregn af fortsat typisk Via de la Plata med lige "uendelige" veje, og hvor de nye kopier af gamle romerske milestene står langs ruten.


Syd på mellem Sevilla og Salamanca er der stadig originale 2.000 årige milesten. Vi holdt en længere pause i den forholdsvis store by Benavente inden det gik af små asfaltveje ca 19 kilometer til Puente de la Vizana, hvor afmærkningen delte sig i to en i en bue (asfalt) ind mod byen, forbi herberget, der lå små 2 km før byen, Alija del Infantado. Vi tog den korte vej gennem majsmarkerne, hvor store vandpytter mindede os om de seneste dages vandring i - næsten konstant - småregn, her hvor solen så småt var begyndt at titte frem. Få hundrede meter før byen blev vi mødt af tre "kæmpehunde med øjne så store som tekopper", der meget aggressivt gik lige lovlig tæt på. Vi var glade for vores stokke, der holdt hundene lidt på afstand, inden vi gik ind i Alija del Infantado, der er nok en "halvdød" by, der syntes at have lukket endnu mere ned under Coronapandemien  - nu med lukkede butikker og barer.  www.gronze.com har tydeligvis ikke fået meddelelser om de mange nedlukninger, som vi har observeret på denne tur - ikke mindst i de små byen. Kun et hotel i byen var åbent; 50 Euro for dobbeltværelse med morgenmad, fri adgang til købevand og lidt snack, hvor ejeren kom på cykel efter opringning. Hun og hendes mand passede også byens eneste restaurant, hvor vi fik lov til at spise kl. 19.00, som eneste gæster - ingen messe, selvom byen havde flere kirker og en stor borg.

Lørdag, den 17. september: Alija del Infantado-La Baneza (22 km) Vi spiste morgenmad, som vor værtinde havde stillet frem til selvbetjening inden afgang ved 8 - tiden lige før solopgang og for første gang uden regntøj på. Vi fulgte nu Jamuz floden gennem småbyer (eller rettere småbebyggelser) og af jordveje. Barerne var tydeligvis lukket for nylig, men det blev dog til en enkelt pause i Quintana del Marco med kaffe og ristet brød. Vi ankom til La Baneza allerede ved 13-tiden og havde besluttet at bo på herberg,  Albergue de peregrinos Monte Urba, der drives af frivillige. 10 Euro for en seng - kun enkeltsenge (ingen køjer) men meget stort (og lidt rungende sted). Vi fik senere følgeskab af vore tre spanske pilgrimme. La Baneza var den første større by vi overnattede i, og de frivillige (pilgrimsforeningen i byen) oplyste os både om messetider, samt det mest fordelagtige middagstilbud. Vi spiste fantastisk menu del dia med vin og alt til 10 euro pr. næse. Vi hvilede igen meget, inden vi gik til aftenmessen med meget gammel præst og ligeså gamle kirkegængere. 

Søndag, den 18. september: La Baneza - Astorga ( 24,5 km). Vi gik ud i tørvejr nok en gang uden morgenkaffe gennem meget øde veje i en slags skovlandskab med meget spredt bevoksning. Vejen var stadig flad - ingen stigninger, og de første 18 kilometer føles nærmest uendelige, hvor kaninkolonier langs den bredde jordvej var vores eneste selskab. Kaninerne sprang foran os og bag os, men forsvandt i hullerne, når vi kom tæt på. En enkelt dåhjort passerede os i de tidlige formiddagstimer. 4-5 km før Astorga var vi tilbage i "civilisationen" og vi holdt dages første pause med kaffe og ristet brød i solen foran en bar, mens vi underholdt os lidt med de andre gæster, hvoraf nogle selv havde gået Camino.  Så gik turen til Astorga, hvor der bare var pilgrimme overalt - ja, overalt. Vi gik til et hotel, Hostal Coruna, 55 Euro for et dobbeltværelse,  på vej ud af byen mod Santiago og fik et værelse. Vi spiste Menu del Dia samme sted og glædede os til en nat med kun vores egen snorken og nattetisseri. Vi gik til messe i klostret ; Cofradía de La Entrada de Jesús en Jerusalén, hvor en præst, der selv var på pilgrimsvandring mod Santiago, læste en smuk aftenmesse. Der var flere pilgrimme til messen og kontrasten til de seneste dages vandring af Via de la Plata var enorm. Vi var nu på Camino Frances, hvor der er pilgrimme overalt.

Mandag, den 19. september: Astorga-Foncebadon (25,8 km) Vi gik ud i mørke uden problemer, da de første kilometer ud ad Astorga er oplyst af gadelygter. Der er mange pilgrimme både foran og bagved os - Ja, flere hundrede pilgrimme dagligt på denne årstid på hver eneste etape af Camino Frances. På mange måder fascinerende: Undertegnede har det rimelig godt med Camino Frances, mens andre synes, at det bare er for meget. Vi er rigtig godt gående i dag, selvom højdemeterne for første gang på denne tur for alvor bider. Vi skal stige fra under 900 meters højde i Astorga til over 1.400 meters højde i Foncebadon. Stien er omgivet af natur, flotte bjerge, samt masser af pausemuligheder, men også tydeligt med affald fra pilgrimme, herunder et utal af hvide "tissepapirer". Vi har, mens vi går af kendt vej, endnu ikke lagt os fast på, om vi vil sove i Rabanal eller i Foncebadon. I Rabanal er vi sikret Vesper i den meget smukke gamle (lidt forfaldne ) kirke, hvor benediktinermunke fra henholdvis Madrid og Münsterschwarzach er "lånt ud" til det lille pilgrimskloster over for kirken for at tage sig af pilgrimme, og som nabo har de det engelske donativoherberg i Rabanal. Vi kommer til Rabanal allerede ved 10,30 tiden, besøger kirken og holder kaffe- og rådslagningspause. Rent kilometermæssigt ligger Foncebadon bedre, og 10,30 er det altså lidt tidligt at stoppe. Vi går efter en halv time videre op af bjerget mod Foncebadon og den genopbygge lille kirke, der i dag fungerer som både kapel og et mere end lille donativoherberg, hvor pilgrimmene ligger meget tæt. Vi er der allerede kl. 12,30 og kan på døren læse, at herberget ikke - som tidligere - åbner kl. 13.00, men først kl. 14.00. Vi sætter os på bænken foran døren og ser de mange pilgrimme passerer nedenfor.  Theresa dukker op og åbner, og vi får anvist to underkøjer ved siden af hinanden, som en anden dobbeltseng. Flere pilgrimme dukker op, og der er allerede udsolgt. Vi kommer til at ligge meget tæt. Vi drysser lidt rundt i den meget lille bebyggelse, snakker med andre pilgrimme og spiser i en af byens restauranter. Der er kun pilgrimme og folk, der servicerer pilgrimmene i Foncebadon. Da jeg passerede her for over 25 år siden var der kun en beboet bygning i den tidligere bjergby, resten lå i  ruiner. Men det bliver en mindeværdig dag for os. En koreansk pilgrimsgruppe med præst og diakon overnatter også i byen, og om aftenen er der messe på koreansk med evangeliet læst på engelsk, samt en prædiken, hvor præsten taler skiftevis til både sine landsmænd/sin gruppe og os andre pilgrimme. Varmt og oplivende. Den slags store oplevelser sker primært på Camino Frances.


Tirsdag, den 20. september: Foncebadon-Ponferrada 26,8 km. Vi spiser lidt morgenmad i det overfyldte køkken i herberget, som den søde frivillige Theresa står for, før vi går ud. Der er stadig pilgrimme overalt, lygterne vifter i alle retninger i tusmørket på vej mod Jernkorset og senere Camino Frances højeste punkt. Stien går lidt op og ned her i starten, mest op til Jernkorset, hvor pilgrimme i århundrede har bedt en bøn og lagt en sten som symbol på synder, dårligdomme, man helst vil være kvit. Der er trængsel/kø ved korset, hvor selfie'rne bliver taget og enkelte endda synes, at de skal sende "live-TV" via telefonen til familie og venner. Herefter lidt ned og op igen forbi Manjarin, hvor en af den nye pilgrimstrends fædre, Tomaz, igen er flyttet ind i sit herberg, hvor man ikke længere kan få lov til at sove, men gerne få en kop kaffe. Tomaz er alvorligt syg og havde egentlig lukket alt, men kunne altså ikke undvære sit sted på toppen af bjerget lige efter Jernkorset, og nu har han fået konkurrence, idet en mere professionel kaffemand m.m. har placeret en lille restaurantvogn få hundrede meter før Tomaz' meget farverige - og måske noget rodede - landsted. Vi hilser på Tomaz, der ikke ser hel rask ud, og går videre over Cota Máxima i 1.505 meters højde. Camino Frances højeste punkt. Du kan læse lidt mere om Tomaz her på www.jakobsvejen.dk på dette link: http://www.jakobsvejen.dk/2022/03/tomasmanjarin-ringer-ikke-lngere-med.html

Herefter begynder nedturen mod Molinaseca - nogle steder så stejlt, at mænd med gamle knæ som undertegnede let kan få problemer. Da jeg gik turen senest for et år siden gik jeg et stykke fra Riego de Ambrós pænt udenom ad landevejen for at undgå det stejleste stykke, og nøjagtig det samme gør jeg denne gang. På vejen holder vi en længere pause på en bar med kaffe og ristet brød. Smuk tur ned af bjergene ad stenet lidt stejle stier, men det går "tranquil", som spanierne siger. Den sidste del af turen fra den smukt beliggende by, Molinaseca, til Ponferrada er kedelig, men hurtig. Og inde i Ponferrada går vi forbi det supergode herberg, Albergue parroquial San Nicolas de Flue, i udkanten af byen for at sove på hotel tæt på katedralen og lige overfor ridderborgen. Vi sov ikke meget  i den overfyldte sovesal i Foncebadon og trænger til at sove ud inden næste dags opstigning. Vi spiser på vores hotel, prøver at finde en trykt guide med geografiske kort til Camino Invierno uden held. Går til aftenmesse i katedralen og belaver os på at gå Camino Invierno alene med hjælp fra telefonen. Det har vi det ikke så godt med.

Onsdag, den 21. september: Ponferrada - Las Médulas ( 27,8 + en del km ekstra): Vi går ud af byen i mørke og møder fire spanske pilgrimme (to par) netop, hvor Camino Invierno skiller sig ud fra Camino Frances. Ruten går en længere bue rundt for at ramme middelalderbroen, Puente Medivial. Vi holder morgensmadspause efter ca 6 km i Toral de Merayo. Lidt efter dukker de fire spaniere op og fortæller os lidt om Camino Invierno. De vælger dog at overnatte flere kilometer før os, så vi ser dem ikke mere på denne tur. Vi vælger at fortsætte mod Las Medulas, og der er langt flere op og nedstigninger end vi havde forestillet  os. Et par enkelte steder kniber det med afmærkningen langs N 536, men både en vinbonde i en bil ved en mark, og en hurtigkørende på N-vejen får peget os i den rigtige retning. Men lidt uden for Carucedo - ca  3-4 km før vores mål, går vi helt forkert. I stedet for at gå op mod Las Medulas går vi ad en flere hundrede højdemeter delvis parrallevej mod  Mirador de Orellan. Næsten oppe spørger vi en mand i bil om vej. Han fortæller, at der går en lille bjergsti nedad direkte fra Mirador'en til vores mål. Er den for stejl ? Vi tør ikke tage chancen og må tilbage igen for at stige nok en gang af den rigtige vej mod Las Medulas - næsten inde i "byen" - og næsten to timer senere ser vi en bjergsti gå op mod Mirador'en. Den turde vi formentlig nok have gået ad.  Klokken er næsten 16.00. Vi har gået i 9 timer og er temmelig trætte - ØV ! Jeg savner geografiske trykte kort, men lærer de kommende dage at gå efter telefonen. Vi går til vores logi, hvor døren står åben, men hvor der ikke er nogen hjemme. Las Medulas er en lille turistby (i dag reelt kun dagturister) anlagt ved en 2000 år gammel romersk guldmine, der har efterladt et helt fantastisk landskab med "røde tænder"- bjergspidser.  Vi kan hurtig regne ud, at byens fire-fem restuaranter/barer lukker ned, når dagturisterne er væk, så vi går straks på restaurant tæt på vores logi, hvor et sødt personale er ved at lukke, men holder åbent lidt længere alene for os, og hvor vi får serveret vellavet tre retters menu med vin og alting til 11 Euro pr. styk. Ja, hvordan kan det lade sig gøre. Vi indlogerer os hos et ualmindelig surt ægtepar ved 17-tiden, 50 Euro for et lille dobbeltværelse med toilet på gangen, som vi deler med andre. Vi "turister" den lidt rundt i det fantastiske landskab efter et bad, drikker nok et glas vin, hvor vi spiste og hvor der nu er næsten lukket, men er i seng allerede ved 19,30 tiden. En meget lang og trættende dag. T

Torsdag, den 22. september: Las Médulas - O Barco de Valdeorras: 27 km. Vi kan først gå ud, når det er ved at blive lyst ved 8-tiden, hvor det straks går nedad fra ca 900 højdemeter mod Puente de Domingo Flórez til 400 meters højde efter ca 8 km). Flere flotte udsigtspunkter undervejs, hvor vi går ad stier og små øde asfaltveje. Her er så godt som ingen beboelse. Vi drikker kaffe i de Domingo inden vi passerer broen over grænsefloden Sil (Mellem Leon og Galicien), og floden Sil kommer vi til at følge længe - mest på afstand oppe i "bjergene" på siden af floden. Og så øjner vi det, som vi har læst om hjemmefra. Resultatet af de mange skovbrande i Galicien denne sommer.


Afsvedne arealer og tomme bjerge - næsten som et månelandskab med enkelte træer. Vi kommer til at se mere til den slags de kommende dage.
Resten af dagen går det lidt op og ned gennem små bebyggelser til Sobradelo, hvor vi oven på gårsdagens strabadser har planer om at overnatte. Vi kommer allerede ved 12,30-13-tiden til byen, og  herberget Bar Mar (det ligger i en bar i hovedgaden) og er lukket, da vi kommer. Kro og Herberg ser alt andet end hyggeligt ud ( 20 Euro for en seng på sovesal). Vi går på baren på den anden side af gaden, sidder uden for med en kop kaffe og træffer en hurtig beslutning, videre mod O Barco de Valdeorras - en beslutning, vi ikke fortryder. Videre ad landevej små to timer mod O Barco. Vi går lidt rundt i byen og leder efter overnatning, og vi ender på et lille hostal, Mayo, hvor vi må ringe til værten for at få kontakt. Datteren ( i skoleuniform) sendes ud og åbner for os. 35 Euro for et dobbeltværelse med eget bad/toilet. Vi kommer for sent til Menu del Dia, men spiser platos combinados i en lille bar, hvor ejeren viser sig at være brite. Han skulle til at "middagslukke", da vi kom, så han underholdt sine eneste gæster her ved 16-17 tiden med historien om, hvordan han var endt her. Vi er på landet i Spanien, hvor mange butikker, barer m.m. har lukket mellem ca 15,30 og  ca 18,30.   Og der er - i denne forholdsvis store by - ingen aftenmesse. Hvilket vi havde troet. Men vi går i stedet tidlig til ro og sover godt og længe.

Fredag, den 23. september:  O Barco de Valdeorras - A Rúa de Valdeorras: kun 12 km. De seneste - lidt - hårde dage sidder i kroppen, så i dag beslutter vi at stoppe allerede i den forholdsvis store by A Rua. Vi går i dag mest lige ud mellem N-vej og floden Sil. Vi passerer den ene lille by efter den anden og billedet fra tidligere er igen det samme. Meget er lukket ned. Vi finder dog en "morgenmadsbar" undervejs. Vi har god tid i dag, men ankommer trods det tidligt til A Rua, og ender på vej ud af byen i Pension Fabio, hvor vi får et værelse øverst oppe med den mest fantastiske udsigt. Vi spiser sent (ved 15,30 tiden) menu del dia i hyggelig lokal overfyldt restaurant med sødt personale, hvor den - lidt engelsktalende - ejer meget gerne vil praktisere sit engelske, og hun giver os oven i købet positiv særbehandling. En lidt lang dag i byen, hvor der desværre ikke er nogen aftenmesse. Vi savner lidt pilgrims- og kirkeliv på denne rute. 

Lørdag, den 24. september: A Rúa de Valdeorras - Quiroga: ca 26,5 km: Vi står tidligt op og afsted langs den lille - meget lidt trafikkerede - asfaltvej LU 933. En gang imellem vil de gule pile gerne sende os i store buer uden om den lille vej, men vi snyder hver anden gang og bliver langs asfalten.  Idag går ruten op og ned, op og ned hele tiden, så jeg kommer til at tænke på børnebogen, "Mis med de blå øjne," der går op ad bakke og ned ad bakke i en uendelighed. Vi har meget vand med og frygter faktisk, at vi har for lidt, men det går. Vi går igen gennem små bebyggelser uden "service" (barer el. lign.) Så vi får først "morgenkaffe" først på eftermiddagen ved ankomsten til Quiroga, hvor vi indlogerer os hos mor og datter (utroligt søde og hjælpsomme) til 32 euro for et dobbeltværelse, pinlig rent med bad og toilet. Mor hjælper både med at fortælle, hvor vi straks skal gå hen for at få byens bedste Menu del Dia (hos Aroza), dernæst undersøger hun messetider, og denne gang er der gevinst, aftenmesse i den lokale kirke. Hyggelig lille by.
Søndag, den 25. september. Quiroga - A Labrada: ca 15 km:  Ud over et hotel 3-4 km væk fra ruten, er der kun et overnatningssted de næste små 36 kilometer, og da vi undervejs i følge www.gronze.com  har en meget stejl nedstigning deler vi de 36 km i 15 og 21. www.gronze.com har skrevet flere gange om, at den forholdsvis store by,  A Pobra do Brollón,  ca 23 km efter Quiroga snart får et herberg - uden, at der er sket noget, og da byen heller ikke har et eneste hotel, vælger langt de fleste af rutens forholdsvis få pilgrimme at tage den lange tur til Monteforte de Lemos - altså 36 km på en dag. Et yngre spansk ægtear, som vi havde mødt nogle gange de seneste dage, løb dog også nærmest forbi os tidlig på formiddagen. Vi havde god tid, idet vi som sagt valgte at bo på i Pension Pacita i den lille bebyggelse A Labrada ned til et lille bjergvandløb i over 500 meters højde. Vi gik igen af små veje,, lidt asfalt og lidt bjergjordveje, lidt op og lidt ned, inden vi efter en stor stigning sidst på formiddagen allerede før kl. 12 ankom til Pacita,  hvor far og søn tog imod. De drev også en slags bar samme sted og sørgede for mad til os. Vi blev 6 pilgrimme, fire spanske - et ægtepar fra Gran Canaria, samt mor og søn fra Madrid. Sønnen var dog så medtaget af vabler, at han sluttede sin tur her. Vi havde set de fire andre pilgrimme dagen før, hvor de boede samme sted som os. Men en lang dag - i heldigvis godt vejr - blev det til ved floden.
 
Mandag, den 26. september: A Labrada - Monteforte de Lemos, ca 21 km: Vi begyndte med at gå ned, ned og atter ned, men langt mindre strabadserende end forventet. Derefter op igen. Flot tur med masser af bitte små bebyggelser, landbrug med køer, majsmarker, enkelte steder vin  undervejs. Nogle gange gik køerne på vejen i langsomt tempo, så vi måtte vente på, at de passerede. Lidt hyggeligt med køer på marken. Det er mere end sjældent her i DK nu om dage. En længere pause i A Probra de Brollon . Derefter mere moderat op og ned til Monteforte de Lemos, hvor vi gik lidt rundt til vi fandt Pension Mino. Vi har kun et værelse tilbage lød det. Byen er stor med flere spisesteder, og vi kunne endda vælge mellem to aftensmesser. 
Tirsdag, den 27. september: Monteforte de Lemos - O Camino Grande: ca 13 km. Igen vælger vi - måske lidt unødvendigt at skære en etape over i to på grund af kraftige op og nedstigninger med turens stejleste sti ned fra Montecelo til Belezar, som omtalt i indledningen til pilgrimsdagbogen, gemt til andendagen.  De få kilometer giver nogle meget korte vandredage og tilsvarende lange eftermiddage på overnatningsstedet. Vi begyndte med at stige kraftigt fra 300 til ca 550 højdemeter - ikke på en gang, men op, lidt ned, mere op o.s.v. stort set hele vejen til O Camino Grande, hvor vi på bjergtoppen gik fra stien for at overnatte på Casa Royal Torre Vilarino - en gang et feriested med swimmingpool på en bjergtop på landet, men hvor de nu måtte ty til særlige pilgrimstilbud ved siden af tilbud om afholdelse af familiefester, for at få det til at løbe rundt. Restauranten fungerede dog stadig med flot middag, hvor middagsgæsterne ankom i bil - ofte lang vejs fra. Vi blev modtaget af portugisiske Alexandra, der var ansat - bla. på grund af sine glimrende engelskkundskaber - til ved siden af almindelig bar og tjenerarbejde at tage sig af eventuelle pilgrimme. Værtinden stod selv for rengøringen og undskyldte, at der ikke var gjort nogle værelser klar endnu, da vi ankom allerede lidt før 12. Men vi blev i "ventetiden" tilbudt store krus kaffe med varm mælk og satte os i solskinnet, mens luksusværelset blev gjort rent. Og pilgrimsprisen: 30 Euro pr. pilgrim i dobbeltværelse, inklusive stor middag med vin og alt, samt morgenmad af bedre kvalitet end normalt. Pris og kvalitet hæner ikke sammen på denne tur.
Vi dryssede efter en sen, men enorm flot middag, lidt rundt i området med flotte udsigter. Det var dog for koldt til at pool'en fristede.
Onsdag, den 28. september: O Camino Grande - Penasillas ca 25 km: En fantastisk tur, hvor vi først kunne gå ud da det var hel lyst, da vi eller ville få svært ved at finde vej. Vi gik af små jord og asfaltveje gennem den ene minibebyggelse med flotte store huse efter den anden med kun få kilometer imellem. Efter ca 7 km op og ned - mest op - begyndte det for alvor at gå nedad fra over 600 meters højde til under 200 meters højde. De sidste 300 højdemeter på under 2 km var dog anlagt, så vi gik stort set lige meget ned hele tiden ad forholdsvis nem natursti - langt lettere end frygtet, og der var ualmindelig smukt omkring os - ikke mindst da vi nærmede os floden og søen i bunden af det hele, hvor bebyggelsen Belesar dukkede op, og hvor turistbådene langs flod/sø var ved at blive gjort klar.

Vi forsatte meget stejlt op på den anden side mod den forholdsvis store by Chantada, hvor vi efter ca 17 km var før kl. 12.00. Hvad nu. Skulle vi gå videre eller blive i byen, hvor der formentlig var både gode spisesteder, samt mulighed for messe om aftenen. Nok en lang eftermiddag. Nej tak. Vi ringede til et hotel, Vilaseco, uden for alting , ca 8 km længere fremme. Jo det havde åbent. Det småregnede lidt, meget lidt en gang imellem, men vejrudsigten for torsdagen, den 29. september lød på rigtig regn. Nok et argument for at gå videre. Så efter en kaffepause og påfyldning af vand videre op af bjergene ca 200 højdemeter på ca 8 km til Hotel Vilaseco, der lå mere end ensomt på en lille bakke. Et kæmpehotel med kun få middagsgæster og et par enkelte overnattende, herunder en anden pilgrim, end os. Mand og kone passede det hele. Vi spiste og gik i seng, mens regnen væltede ned udenfor. 
Torsdag, den 29. september: Penasillas - Rodeiro: ca 17 km: Vi vågnede til regn og dårlig sigtbarhed. I følge www.gronze.com er der en alternativ rute i dag i tilfælde af dårligt vejr, da turen over Ermita de Ntra. Sra. de O Faro (1.153 m) ikke er anbefalelesværdigt i regnvejr. Vi gik ud med al regntøjet på, og allerede efter 2 km var der en lille bar - den eneste denne dag - hvor en sød værtinde gav os et øjebliks husly, samt råd om resten af alternativruten,  mens den værste regnbyge stilnede lidt af. Nu gik det af små markveje - ofte med lidt mudderdans langs siderne, samt ad små asfalterede veje, de næste ca 15 km til Rodeiro. Ingen pauser undervejs, og meget lidt udsyn.  Den lille by Rodeiro havde kombineret hostal og herberg, Albergue-Hostal Carpinteiras med restaurant i stuetagen, og et meget imødekommende værtspar, selvom de havde mere end travlt med mange middagsgæster, da vi ankom.
Vi fik eget værelse på anden sal, gik i bad og fik tørt tøj på, før vi spiste samme sted, fantastisk middag med fisk, kæmpe kødgrilltallerken og rødvin ad libitum til 10 euro. Igen en lukket kirke, hvor vores søde værtinde fortalte, at een præst skulle betjene 6 sogne (små byer som Rodeiro). 
Fredag, den 30 september: Rodeiro - Lalin ca 22 km: Sidste hele dag på Camino Inveiro, før vi igen støder ind i Via de la Plata eller rettere Sanabria de sidste ca 50 km før Santiago. I dag følger vi Arnegofloden ad stier og små veje, lidt op og ned stort set hele tiden. Der er mange landbrug og køer på markerne, som vi passerer. Igen i dag - ingen pausesteder undervejs, men det holder tørt - tak for det, så vi kan sidde på et væltet træ eller en bænk i en af de mange små bebyggelser, som vi passerer, hvis ellers de lokale hunde giver os lov. Der gøs rigtig meget på Camino Invierno. Hundene har ikke vænnet sig til pilgrimme, og nogle af dem er temmelig galhovedet. Lalin er en forholdsvis stor by med mange hoteller og eet herberg. Herberget viser sig dog at være helt optaget af en større gruppe, så vi går igen på hotel; denne gang på hotel Palacio.(Dobbeltværelse til 40 euro - ikke meget dyrere end herberget). Vi spiser på hotellet og går rundt i byen, hvor vi oven i købet kan vælge mellem to aftenmesser. Her er liv på torvet og rigtig gang i den denne fredag aften, så vi er ikke spor kede af, at have fået et værelse mod gården.
Lørdag, den 1. oktober: Lalin - Bandeira: ca 23 km: Vi går af små veje i større buer langs N-vejen mod Silleda. Vi når efter godt en time A Laxe, hvor herbergsdøren står åben, så vi kan bruge toilettet. Jeg har sovet der for 10 år siden. Et moderne kommunalt herberg, oprindeligt med køkken, men nu - som stort set alle kommunale herberger - uden køkken efter coronaen. Og personligt har jeg min tvivl om, køkkenerne overhovedet kommer igen. Vi er nu på Via de la Plata/Sanabria og vi ser enkelte andre pilgrimme. Buerne rundt om N-525 bliver stadig større. Vejen, vi går på nu, er ikke den mest spændende, men selvom der kan spares mange kilometer ved at blive på N-vejen, er det ikke bare farligt, men også ualmindelig ubehageligt med biler sussende forbi hele tiden. Vi når Silleda, hvor vi tidligere har overnattet, men vælger at gå videre mod Bandeira, så vi skærer lidt mere af. Der er for få år siden kommet et nyt herberg kun 10 km før Santiago, hvor vi gerne vil overnatte søndag, så vi mandag kan nå ind til pilgrimsmessen i Santiago kl. 12.00.  Resten af dagens etape fortsætter i buer rundt om N-vejen - stadig lige uspændende, før vi indlogerer os på Hostal Conde Rey. Nok en by med lukket kirke og kun lejlighedsvise hverdagsmesser/gudstjenester. Vi spiser hos vores værtspar, der holder baren åbent om aftenen. Lidt larm i byen, men vi sover øverst i huset, hvor der er nogenlunde ro.
Søndag, den 2. oktober: Bandeira-Deseiro: ca 23 km: Vi begynder igen dagen langs N 525, igen i store buer, men efter ca 7-8 km går det fra N-vejen gennem små bevoksninger med eukalyptustræer, en kærkommen afveksling til N-vejens larm. Det går op og ned, og derefter meget stejlt ned mod Ulla Floden, og Ponte Ulla, der både er navnet på broen og bebyggelsen ved floden. Her huserede i flere år, en fantastisk sød og imødekommende krokone af tysk oprindelse i Bar Ulla Her har jeg  før spist fantastisk, blevet kysset på alle kinder og sendt videre påvirket af alkoholens sødme op ad bjerget mod det kommunale herberg, 4 km af en stejl sti. Men, men men.... nu står der på et skilt på døren: Midlertidig lukket. Jeg kender ikke historien og ved ikke, om kroen (Bar Rio) er under lukning, men jeg kan forstå, at den midlertidige lukning har stået på i meget lang tid. Vi går på nabobaren og drikker kaffe med nærmest uspiseligt sortristet brød og tænker på den lukkede bar på den anden side af gaden. Vi fortsætter op af bjerget, holder pause i solen foran det kommunale herberg, Outeiro, der ligger mutters alene uden butikker, barer eller andet. Vi låner toilettet, og snakker med Hospatilerosen, da han ankommer. Han ringer om aftenen og bestillet pizzaer, der bringes med bud, til de pilgrimme, der er ikke har medbragt kold mad. Køkkenet her er også lukket ned. Vi går videre, rammer N-vejen igen og flytter på det nye private herberg Reina Lupa, der ligger sammen med en bar, hvor værtsparret er ved at lukke ned og holde søndagseftermaddagsfri. Vi når at indlogere os og går på kæmpe restaurant tæt på op ad N-vejen og spiser søndagsmiddag. Vi overnatter 7 på herbergets sovesal, 3 polske mandlige polske pilgrimme, og to tyske kvinder, en ung og en lidt ældre, der hver især går alene. Den yngre Marlena (22 år) har gået fra Sevilla, små 1.000 km, og glæder sig til Santiago i morgen.
Mandag, den 3. oktober: Deseiro - Santiago: Ca 10 km. Vi går afsted i tusmørket og er i bymæssig bebyggelse næsten hele vejen med enkelte eukalyptus beplantninger en gang imellem. Vi er på Katedralpladsen lidt efter 10, hvor andre pilgrimme danser rundt. Vi får taget et billede af os selv og går på vores sædvanlige lille pension, stiller rygsækkene og går til messe i katedralen. Der er pilgrimme overalt, hvor mellem 2.000 og 3.000 pilgrimme stadig kommer ind til byen dagligt. Vi indlogerer os efter messen og går på samme restaurant, som jeg har frekventeret i over 25 år, og hvor mor Maria og datter Maria desværre har fortalt, at det formentlig er sidste sæson. Kys og klap ved ankomsten, og samme Menu som altid: kulmule på galicisk. Vi bliver i Santiago resten af mandagen og hele tirsdagen, den 4. oktober.   

Vi går til diverse Franz af Assisi højtideligheder, da den 4. oktober er hans festdag. Højtideligheden begynder i Klaraklostret allerede mandag, og slutter i den store Franciskanerkirke tirsdag aften. Undervejs bliver der tid til både blæksprutter og anden gode spiser.
Onsdag, den 5. oktober: Hurtigtog til Madrid kl. 9.06, derefter metro til lufthavnen, fly til Bruxelles og videre til København med ankomst kl. 23,30. En lang dag efter en vellykket pilgrimstur. Jeg har i en lille artikel i fredags, den 7. oktober fortalt lidt om økonomien på denne pilgrimsvandring. Men bør nok tilføje her, at vi boede meget på hotel/pension på dobbeltværelser. Herberger er generelt - hvis de eksisterer - lidt billigere, mens enkeltværelser er forholdsvis dyrere.









fredag den 7. oktober 2022

Camino de Invierno stadig i sin vorden

Camino de Invierno er en af de "nyere" etablerede pilgrimsruter mod Santiago de Compostela, der - i hvert fald i øjeblikket - ser ud til at blive meget populær. 

Undertegnedes 3. pilgrimsvandring her i 2022 gik fra onsdag, den 14. september til mandag, den 3. oktober af Via de la Plata fra Zamora til Astorga ( 5 dage /136,1 km), herefter på Camino Frances fra Astorga til Ponferrada (to dage/53 km), videre af hele Camino Invierno  (11 1/4 dag/ 213 km)  med en lille afslutning ad  Camino Sanabria ( 2 dage + / 50 km) = ialt ca 455 km = små 23 km om dagen i gennemsnit. Dertil kommer en rejsedag hver vej, samt en ekstra dag i Santiago. Ialt 23 dage med 22 overnatninger.

Turen af Camino Invierno var for undertegnede en hel ny oplevelse. Ruten går i bakkerne/bjergene langs med /udsigt til floder/ jernbanelinje og N-veje, der snor sig i floddalene under ruten, der går op og ned, op og ned uden kæmpestigninger, men dog nok til at give mere end sved på panden. Der er meget natur, men også en del asfalt af små smalle lokale bjergveje. Mange flotte naturoplevelser. Der er stadig en del huller i overnatningsmulighederne, og der er mangel på herberger (Albergue)med "billig overnatning".  Jeg gik sammen med min yndlingspilgrim, og vi boede på Camino Invierno mest på dobbeltværelse, hvor prisen gik fra 30 Euro for et værelse for to til 55 Euro for to. Pris og kvalitet hørte ikke altid sammen - snarere tværtimod. Gennemsnitprisen undervejs på hele turen fra Zamora til Santiago blev på under 45 Euro pr. dag pr. person. Vi spiste ude (primært menu del dia) hver dag, da køkkenfacilterne undervejs var så godt som ikke eksisterende, og når de endelig var der, lå overnatningsstedet så langt fra indkøbsmuligheder, at køkkenet reelt ikke blev brugt.  På selve Invierno mødte vi andre pilgrimme, men meget få. Pilgrimme var ikke noget særsyn for "naboer" til Camino Invierno, og når og hvis overnatningsmulighederne bliver bedre spår jeg ruten en stor fremtid. Der er mange små byer med kirker, men da der - også på landet i Spanien - er præstemangel, er det så som så med messetilbud undervejs. 

Vi rejste med Brussels Airline - via Bruxelles , København - Madrid retur, derefter med Renfe Hurtigtog til Zamora og retur fra Santiago til Madrid med Renfe hurtigtog. Flyvebillet plus togkørsel knapt 2.000 kr,. pr. person. Overnatning og forplejning ca 7600 kr. pr. person. Ialt 9.600 kr. pr. næse for 23 dage med 22 overnatninger, fordelt med to rejsedage i hver ende, 20 dage på div. caminoer og to nætter (en hel dag) i Santiago, hvor vi boede  på hotel til 65 Euro for et dobbeltværelse.

Camino Invierno kan afgjort anbefales, selvom det kræver lidt rigeligt planlægning af etaper på grund af overnatningsmangel. Jeg vender en af de nærmeste dage tilbage med en pilgrimsdagbog med beskrivelse af hver etape, samt overnatningsted for 23 dage.


Her et typisk udsyn fra en bjergsti på Camino Invierno mod flod; hovedvej og jernbane "nedenunder", hvor  de få  pilgrimme, der gik denne vej i middelalderen, formentlig har gået. 

tirsdag den 4. oktober 2022

Vintercamino på Gran Canaria

Kanarieøerne byder også på "caminovandring" med overnatning, og det kan være en mulighed for dem, der vil gå om vinteren under varmere himmelstrøg. MEN det er ikke bare. Ruterne er temmelig anstrengende bjergruter. 

Her et forsøg på et svar til en pilgrim, der vil syd på til vinter og muligvis gå på Gran Canaria: Undertegnede har et utal af gange gået på de to Kanarieøer, La Gomera og La Palma, hvilket jeg et par gange før har omtalt her på www.jakobsvejen.dk. Jeg har ikke gået af den såkaldte Camino Gran Canaia, så beskrivelsen her under er min research for en mulig tur, som jeg et par gange har overvejet selv at gå.  Artiklen herunder kan læses sammen med min omtale  af "Caminoplanerne" for Kanarieøerne, der kan ses her http://www.jakobsvejen.dk/2022/02/camino-pa-kanarieerne.html

Nederst på siden to links til mere information.

Men her først lidt om ruten fundet diverse steder på nettet, samt fra post fra andre pilgrimme, og ruten beskrives af erfarne som værende: Ikke for uerfarne og utrænede vandrere/pilgrimme.  Det er en anstrengende bjergrute. Der kræver ikke noget teknisk udstyr/viden i bjergbestignings forstand, men de første to etaper stiger man 1.700 meter over ofte ikke helt nemme stier. På sidste etape går man stejlt ned 1.700 meter, som ikke er helt nemt for knæene. Andre pilgrimme anbefaler vandrestave, og nogen skriver at det er et "must". Enkelte steder er der smalle stier  langs stejle bjergskråninger, der kan give højdeskræk

Om Ruten: Hele distancen er på 65 km, fordelt nogenlunde ligeligt over tre dage. De anbefalede stop er Tunte og Cruz de Tejeda med samlet næsten 2.000 højdemeter, samt en stejl nedstigning.

Afmærkning af ruten: Generelt godt mærket med gule pile, men enkelte steder kniber det. Et af de mere vanskelige steder er en gaffel ca 6 km efter Maspalomas, hvor pilene peger i to retninger. Her foreslås det af andre pilgrimme, at man følger vejen til højre.

Overnatning undervejs:  I byerne/bebyggelserne – Fataga, Tunte og Cruz de Tejeda – er der meget begrænset overnatning. Derfor anbefales det at booke forud. Der er et par campingpladser, så telt er en mulighed, men afstandene vil variere. En anden mulighed er at tage busser/taxaer frem og tilbage efter hver etape til et fast overnatningssted, hvilket også betyder mindre vægt i rygsækken. Men som enhver pilgrim ved - en lidt underlig fornemmelse.

Indkøbsmuligheder/cafeeer: Der er absolut intet udenfor byerne, så alt vand - og øvrig forplejning skal - bæres. Varmen betyder, at der skal bæres meget vand.

"Compostela" (En slags bevis for pilgrimsvandring) kan købes for en euro i Santiagokirken i Galdar: "El Templo Matriz de Santiago de Gáldar"  ved visning af Credential med stempler.

Credential kan fås på turistkontoret i  Maspalomas.

Stemler: Det første kan fås hos vagten i Fyret, hvor ruten formelt starter, og på barer, restauranter og ligende skulle de være vænnet til at give stempler.

Og her links, der kan hjælpe dig på vej:

https://localguidegrancanaria.com/en/way-of-st-james/

Og her

https://jacobeogaldar.es/jacobeo2021/elcamino

lørdag den 1. oktober 2022

Busser og tog til og fra Caminoen

Der er gode busforbindelser - og på det seneste også mange hurtigtog (AVE) - til og fra lufthavnene i Spanien, som gør det muligt at nå til langt de fleste større byer på diverse Caminoruter på en dag fra og til København.

Hvordan kommer jeg til Leon, lyder spørgsmålet, som jeg her vil forsøge at svare på generelt, da der med de forholdsvis nye anlagte hurtigtogsruter i Spanien er blevet en større vifte af muligheder. Jeg har siden Coranapandemien kørt med tog (hurtigtog AVE), der nu forbinder det meste af Spanien, så min personlige erfaring med busselskaberne har nogle år på bagen..

Busserne: Nu meddeler Monbus, at man her - lige som på busselskabets Alsa hjemmeside og Avanzas hjemmeside kan købe billetter på nettet ca 1 måned før afgang. Mombus kører bl.a. på ruten mellem Santiago og Fisterra. Jeg har før skamrost Alsa bussselskab her på siden, da det er det busselskab jeg gennem årerne har brugt mest, og indtil nu aldrig haft en dårlig oplevelse hos, men tværtimod altid fået god behandling - og endda pengene igen - da jeg selv havde købt billet til en forkert dato. Om rosen stadig er gældende ved jeg ikke, da jeg nu kører mere med tog (hurtigtog AVE), der forbinder det meste af Spanien med lufthavnen Madrid. (Mere om tog (Renfe) nederst på siden.)

De fleste busruter betjener hver deres linje, så der er ikke så meget at vælge imellem, men generelt er det langt billigere end i Danmark og - for den sags skyld - det meste af EU. 

Et eksempel på linjerne: Skal du gå Via de la Plata er det generelt kun https://www.avanzabus.com/rutas-destacadas/ , der kører på ruterne mod vest den vej fra Madrid og Madrid Lufthavn (terminal 4), mens Alsa betjener de fleste ruter mod nord (Camino Frances m. fl.). 

Her hjemmesiderne til de to øvrige busselskaber:

https://www.monbus.es/es

https://www.alsa.com/en/web/bus/home

Hurtigtog: Men busserne er - som skrevet ovenfor -  her efter Coranaen nu i skarp konkurrence med hurtigtogene: https://www.renfe.com/es/es der nu forbinder alle de større byer i Spanien og gør rejsetiden væsentlig kortere. Hvis du vil have pensionistrabat på tog, kan du IKKE købe på nettet, men alene på en Renfestation i billetlugen, der endnu ikke er afskaffet i Spanien.

Jeg har her på siden fortalt om mine problemer med som en gammel mand (langt over 70 år) at få pensionistrabat på togene. Min seneste artikel om dette emne her: http://www.jakobsvejen.dk/2022/08/pensionistrabat-pa-tog-i-spanien-2.html