søndag den 23. oktober 2016

Santiago - Fisterra - Muxia

Hvis du vil forlænge pilgrimsturen, når du når Santiago, er en 3-4-dages tur mod havet nem at gå.
Der har det seneste års tid eller to været nogle pilgrimme, der har savnet lidt om den lille rute fra Santiago mod havet her på www.jakobsvejen.dk. Hermed lidt om at fortsætte turen til Fisterra og eventuelt Muxia. Der er 89 km fra Santiago til Fisterra, og derfra yderligere 29 km fra Fisterra til Muxia. Dernæst kommer det lille stykke - uden rygsæk - fra Fisterra til spidsen ved fyrtårnet ( ca 2,5 km hver vej), hvor pilgrimmene plejer at mødes ved solnedgang og lade sig fotografere ved 0,000 km stenen ud til havet. Ruten er afmærket hele vejen, ligesom de øvrige camino'er i Spanien; og den kan - efter min erfaring - sagtens gås uden guide eller kort. Ruten bruges primært af pilgrimme, der netop har gået til Santiago fra en af de øvrige camino'er, og som enten har tid til overs (bestilt senere flybillet hjem), eller som har svært ved at stoppe igen, fordi pilgrimsvejen til Santiago bare har været alletiders.
Der er både hoteller, pensioner og traditionelle herberger med sovesale til overnatning undervejs. Højdekurverne er meget rimelige; lidt op og ned, mellem ca 200 meter og max 420 meter inden det, ca 5 km før Fisterra by, går nedad mod havet. Turen mellem Fisterra og Muxia går "forsigtigt" op og ned med en lille dog forholdsvis stejl stigning til Facho de Lourido på 269 m ca 5,5 km, før det igen går nedad mod Muxia by. Valfarts kirken, Senora da Barca (Vor frue af Barca), ligger ca 1½ km fra Muxia centrum omgivet af klipper. Der er traditionelt messe hver aften i Senora da Barca, hvor du vil møde mange pilgrimme.
Ruten kan deles op i følgende etaper:
1) Santiago - Negreira ca 21 km. Der er både et - ganske udmærket - kommunalt herberg, samt private herberger, hoteller m.m. i byen. Der er køkken på det kommunale herberg, og gode butikker i byen, men senest jeg var der, var køkkenet meget mangelfuldt, kun en gryde og en pande. Der måtte købes engangstallerkener til fællesspisning.
2) Negreira-Olveiroa ca 33,4 km: Både kommunalt (lidt slidt, men smukt) og privat herberg, samt hotel/pension. Der er køkken i det kommunale herberg, men ingen butikker, så mad skal medbringes, hvis man ikke spiser på en af de tre/fire barer/restauranter, der er i den forholdsvis lille bebyggelse.
3) Olveiroa-Fisterra ca 35 km. (Det er muligt at lave en midtvejsovernatning i Corbubion eller Cee). I Fisterra er der et utal af overnatningsmuligheder både med og uden køkken, samt indkøbsmulighed.
Dette er den smukkeste af de tre etaper, hvor man går over en højderyg fra Hospital - Marco do Couto med nedstigning til Cee efter Cruceiro da Armada. Undervejs ses havet, som giver lidt af et gip i en, hvis man har gået hele jakobsvejen fra Saint Jean Pied de Port uden at se hav en eneste gang.
4) Fisterra - Muxia ca 29 km. I Muxia er der flere overnatningsmuligheder, butikker m.m. Ruten går gennem skov, langs vandet, gennem små landsbyer, samt over små højdedrag uden træer ( en del asfalt). Man kan sådan set vælge at gå lidt til og fra ruten og søge mod vandet/havet, som hele tiden ligger på venstre hånd. Da jeg senest gik den for 2 uger siden, var der stadig kun een bar/restaurant undervejs, ca midtvejs i Lires - i øvrigt med god betjening og mulighed for overnatning. Man skal være opmærksom på, at ruten Fisterra - Muxia er afmærket med både sten og pile begge veje.
Og 5 )tilbage til Santiago kan man vælge bus ( ca 2 timer - Pt. går der kun to daglige busser fra Muxia 6,45 og 14,30 ), man kan også vælge at gå. Man går direkte fra Muxia til Olveveiro, hvor man rammer Santiago-Fisterra-ruten efter 24 km. Derefter er ruten den samme som på udadvejen. Der er 4 -5 daglige busafgange hver vej mellem Fisterra og Santiago (bussen tager ca 3 timer).
Her et billede af Senora da Barca, der brændte for nogle år siden, men som nu står genopbygget. Hvilket kan ses.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar