fredag den 26. oktober 2018

Flere herberg i Spanien holder vinter-åbent

Antallet af vinterpilgrimme stiger fortsat, og denne vinter vil der formentlig være over 2.000 santiagopilgrimme om måneden.
Er det muligt at gå Caminoen om vinteren, lyder spørgsmålet. Og svaret er Ja, det er det. Men det kræver lidt mere planlægning end i "højsæsonen", der nu går fra april til og med oktober. Især to ruter har mange åbne overnatningssteder i vintermånederne, Camino Frances (fra Saint Jean Pied de Port til Santiago), hvor der i de 3 vintermåneder i fjor gik 3.773 pilgrimme til Santiago, og Camino Portugues (fra Porto til Santiago), hvor der gik 1.044.
Mange herberger lukker her omkring 1. november, hvor pilgrimsstrømmen mod Santiago begynder at sløje noget af, men på diverse europæiske pilgrimshjemmesider kan man forstå, at en hel del pilgrimme planlægger at gå denne vinter - nogen skriver endda, at de vil fejre jul undervejs, så der bliver en del trafik på pilgrimsstierne.
Man skal dog regne med følgende:
1)Der er åbne herberger, men mange har lukket. Det er derfor en god ide at ringe hver dag til næste "station/forventet sovested" for at sikre, at der også er et sted at sove.
2) Der vil være længere mellem de åbne herberger end i højsæsonen, hvilket betyder længere etaper end i højsæsonen. Og disse etaper skal gås mens dagene er kortere, og vejret formentlig væsentlig køligere og mere regnfuldt, ligesom der vil være sne i bjergene. Det er altså hårdere rent fysisk at være vinterpilgrim.
3) En rute bør man holde sig fra om vinteren, idet den af de spanske myndigheder opfattes som direkte farlig at gå, nemlig Camino Primitivo. Jeg har dog hørt om nogen, der har forsøgt sig, men det er ikke anbefalelsesværdigt.
På pilgrimshjemmesiden www.gronze.com kan man orienterer sig om, hvilke herberger, der er åbne undervejs, men jeg har før oplevet fejl på siden, så mit råd er klart: Ring i forvejen.
P.S I går kom der 963 pilgrimme ind til Santiago. Det er altså mange i slutningen af oktober, og det er min fornemmelse, at der i november vil være langt flere pilgrimme end de tidligere år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar