onsdag den 9. marts 2016

Fængslede på Caminoen

Spansk fængselspræst går med tolv indsatte fra Sarria til Santiago.
I fængslet på Mallorca har fængselspræsten, Jaume Alemany, der har arbejdet for og med de indsatte i over 20 år, fået tilladelse til at tage 12 fanger med ud af fængslet i 8 dage, så de sammen med ham kunne gå de sidste små 120 kilometer fra Sarria til Santiago. Men var præsten, Jaume Alemany, ikke bange for, at de undervejs smed rygsækken og løb deres vej i håbet om at kunne blive i friheden. Nej, overhovedet ikke. Fangerne opfattede denne tur som en mulighed og et tegn på tillid, og jeg vidste, at de ikke vil skuffe. Måske hvis de havde været med fængsles embedsmænd, ville nogen have fået ideen om at stikke af. Men overfor mig som præst, nej. De ved, at det vil være slut - også for medfanger at lave en sådan tur senere, hvis nogen var stukket af.
Det var en stolt gruppe af tolv pilgrimme, ligesom de tolv apostle, der sad på forreste række i Katedralen under pilgrimsmessen, da pilgrimsturen sluttede, og de hilste, grinte og nød samværet med mange af de andre pilgrimme, som de undervejs havde delt sovesale med på diverse herberger. Det var et stort øjeblik, beretter fængselspræsten Jaume Alemany til ABC-Galicia , (hvor billedet af fængselspræsten også er kopieret fra.)
Det var først, da dekanen fra prædikestolen bød de 12 fanger særligt velkommen i katedralen, at det gik op for samtlige pilgrimme i kirken, hvem de havde mødt på stien.
En ældre kvindelig medpilgrim spurgte en af dem: Du passede på min rygsæk og penge på sovesalen, mens jeg var i bad. Hvorfor fortalte du mig ikke, at I havde udgang fra fængslet ?
Fordi jeg ikke ville have fiasko med at passe på din rygsæk!, lød svaret.
I Frankrig og Belgien har unge kriminelle i i få tilfælde kunnet slippe helt for straf ved at gå til Santiago, men fra Le Puy i Frankrig ( ca 1500-1600 kilometer) eller fra Belgien (over 2.200 km.). Men i disse lande går en fange med en pædagog eller lignende. Her er erfaringerne for afkriminalisering af de unge rigtig gode, men ordningen er meget dyr, og derfor mindre brugt. Fængselspræsten på Mallorca håber ikke, at det er sidste gang, at han får lov til tage en gruppe fanger med på pilgrimsvandring.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar