onsdag den 14. januar 2015

Tyskland har 71 jakobsveje, som det er muligt at gå

De to af de tyske jakobsveje har udspring i Danmark.

Tyskland er det land udenfor Spanien, der har gjort mest ud af jakobsvejen. Der findes her i januar 2015 ikke mindre end 71 organiserede jakobsveje i Tyskland. Man kan købe guide til mange af dem, især fra forlaget Outdoor, men der findes også mange andre. Interessen for at lave jakobsveje i Tyskland hænger selvfølgelig sammen med, at i tusindvis af  tyskere allerede har gået i Spanien.
I de seneste mange år har pilgrimsvandrere i Spanien nemlig ikke kunnet undgå at møde en medpilgrim fra Tyskland.  Tyskland har i årevis ligger som nummer to på listen efter Spanien, når det gjaldt nationaliteten af de pilgrimme, der kom ind til Santiago de Compostella. I disse dage foregår der en livlig debat på tyske pilgrimshjemmesider, fordi der i 2014 har været flere italienske pilgrimme på de spanske jakobsveje end tyskere, nemlig 20.241 italienere mod 16.345 tyskere.
Den store interesse for pilgrimsvandring i Tyskland har ført til dannelse af et meget stort antal tyske pilgrimsforeninger, som i stor udstrækning har stået for de tyske jakobsveje.
En del af af de tyske jakobsveje har deres udspring i nabolandene, således også fra Danmark, nemlig Via Scandinavica, der går over Fehmern til Lübeck og videre sydpå, samt Via Jutlandica, der har sit udspring i Vendsyssel og fortsætter ned ad Hærvejen gennem Slesvig-Holsten til Lübeck.
Hvis man vil vide mere kan man på en af mine favorithjemmesider, Jakobus-info.de , læse om samtlige 71 jakobsveje i Tyskland. Link: http://www.jakobus-info.de/jakobuspilger/germany.htm
Mine egne erfaringer på de tyske jakobsveje indskrænker sig til, Der Jakobsweg von Hof über Bayreuth nach Nürenberg, hvor jeg dog kun har gået et mindre stykke. Der var ikke traditionelle herberger langs ruten, men mange zimmer frei. Det gør pilgrimsvandring i Tyskland noget dyrere end både i Spanien og i Frankrig.
For en del år siden planlagde jeg at gå fra Bremen til Osnabrück. Der var mulighed for overnatning hele vejen, ligesom man undervejs kunne gøre holdt i et stort Benediktenerkloster, men ligeledes her var der i stor udstrækning tale om zimmer frei. Pilgrimsvandringen blev desværre ikke til noget, men jeg fik konstateret at det var muligt.

I går kom der 21 pilgrimme ind til Santiago

Ingen kommentarer:

Send en kommentar