søndag den 2. oktober 2016

Santa Domingo - en rigtig pilgrimsby

Du skal ikke haste gennem Santa Domingo, der som så mange andre byer langs Jakobsvejen, skylder Apostlen Jakob sin grundlæggelse.
Efter at jeg i går gav min personlige opfattelse af, hvor jeg foretræk at overnatte på Camino Frances, Santa Domingo eller Granon, vil jeg her give en beskrivelse af en af de meget smukke middelalderbyer langs Camino Frances.
Santo Domingo de la Calzada har som - andre byer langs Camino de Santiago - en historie, der knytter sig stærkt til pilgrimsvandring. Byen blev grundlagt omkring år 1100, da pilgrimsruten til Santiago for alvor var blevet det helt store kristne pilgrimsmål næsten på linie med Jerusalem og Rom. Munken Domingo, der ikke kunne indpasses i andre klostre i Rioja tog afsted på stien fra Najera til Redecilla og begyndte at bygge broer over floder, ofte sammen med pilgrimme, og der hvor Santo Domingo de la Calzada i dag ligger begyndte han på opførelsen af såvel herberg som katedral, og han blev selv begravet i Katedralen, da han døde i 1109. Byen er en smuk by med et utal af middelalderbygninger, som pilgrimmen passerer.
Men det er ikke opbygningen af Santo Domingo de la Calzada, der er byens hovedattraktion i dag. Det er - hvor mystiks det end lyder - to høns, en hane og en høne. Bag i Katedralen, hvor orglet plejer at være placeret i de fleste kirker er der i stedet bygget en finurligt hønsehus. Og der er stadig en levende hane i buret, der galer, når det passer den - også under messer eller andre kirkelige handlinger. Kirken er en meget populær bryllupskirke. Og hvorfor høns i en kirke ?
Historien er fra middelalderen, hvor et ægtepar og deres store søn var på pilgrimsvandring til Santiago. På overnatning på et herberg i byen, blev kropigen forelsket i sønnen, der afviste hendes kærlighed. Hun blev så fortørnet, at hun lagde et sølvbæger i hans bagage, så han blev anklaget for tyveri og hængt udenfor byen. De sørgende forældre fortsatte til Santiago og retur, da de uden for byen fandt deres søn hængende, stadig i live, idet en helgen holdt hans fødder oppe. De gik til dommeren og forlangte sønnen udleveret, idet han stadig var i live. Dommeren sad på en restaurant og spiste stegt hanekylling og afviste forældrenes bøn med en bemærkning om, at sønnen ikke var mere levende end hanen, hvorefter den stegte hanekylling til dommerens store skræk straks begyndte at gale. Sønnen overlevede, og der blev bygget et mini hønsehus bagerst i Katedralen, hvor der siden har resideret en hane og en høne.
I byen er der derudover stadig rester af tårne og mure fra middelalderens forsvarsværker, ligesom der udenfor byen er et meget seværdigt franciskanerkloster.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar