fredag den 7. oktober 2016

Pilgrimstræf i København om 3 uger

Årets "pilgrimssæson" er ved at være forbi. En gruppe pilgrimme mødes til pilgrimssnak om pilgrimsvandring af pilgrimsruter i Europa. Denne gang med særligt fokus på pilgrimsvandring i Italien.
Efterårets pilgrimstræf er fastsat til fredag, den 28.oktober kl. 17.00. Denne gang i Sankt Ansgar Domkirke ( Den katolske kirke i Bredgade i København). Pilgrimstræffet indledes med pilgrimsmesse kl. 17.00, hvorefter der er fællesspisning i kirkens menighedslokaler med pilgrimsvandring på dagsordenen. Sognepræsten i Sankt Ansgar, Daniel Nørgaard, har nylig gået af Via Francigena i Italien, og han vil indlede med et oplæg om at gå på netop denne rute. Langt de fleste danske pilgrimme går af jakobsveje mod Santiago. Den endnu ældre pilgrimrute, Via Francigena, der har endemål i Peterskirken i Rom, er ikke nær så benyttet af nutidige pilgrimme. Men ruten er i dag afmærket, ligesom der er trykte guides, der hjælper pilgrimmen på vej. Daniel Nørgaard indleder pilgrimstræffet med at tale om, hvordan det er at gå af netop Via Francigena.
Derefter fællesspisning og mulighed for uformel snak om pilgrimsvandring i almindelighed og specielle pilgrimsruter, hvis der er stemning for det. Pilgrimme fra dette uformellem pilgrimsforum har i år gået af såvel Camino Portugues (Lissabon-Fatima-Santiago), Camino Frances (Saint Jean Pied de Port), Camino del Norte (langs Spaniens Nordkyst ), samt Camino Primitivo (Oviedo -Santiago), ligesom flere pilgrimme har erfaringer med at gå pilgrimsvandring i Frankrig, Østrig og Tyskland.
Det er en uformel pilgrimsgruppe, der også går pilgrimsvandring af religøse grunde, som står bag dette pilgrimstræf. Men alle, der er interesseret i pilgrimsvandring er velkommen. Hvis du har lyst til at være med, vil arrangørerne gerne ( af hensyn til indkøb af lidt mad og drikkevare ) have tilmeldinger via denne hjemmesides e-mailadresse: jakobsvejen@gmail.com.