tirsdag den 18. oktober 2016

Pilgrimsmesse med pilgrimstræf i København 28. oktober

En lille gruppe danske Santiagopilgrimme/Jakobspilgrimme mødes til messe og pilgrimssamvær i Sankt Ansgar i Bredgade. Alle er velkommen.
Efterårets pilgrimstræf begyndende med pilgrimsmesse er sat til fredag, den 28. oktober kl. 17.00 i den katolske Sankt Ansgar domkirke i Bredgade i Københavns centrum.
Efter messen er der pilgrimstræf med fællesspisning i menighedslokalerne, hvor der bl.a. vil være oplæg om at gå i Italien af Via Francigena, men også mulighed for at tale om pilgrimsvandring af diverse Camino'er i Spanien. I år har pilgrimme fra denne - meget uformelle - arrangørgruppe bl.a. gået af Camino Frances, Camino Portugues, Camino del Norte og Camino Primitivo.
Bag arrangementet står en lille gruppe pilgrimme, der de seneste år har arrangeret pilgrimtræf forår og efterår i forskellige kirker i hovedstadsområdet. Indtil nu har deltagerne bestået af alt fra garvede pilgrimme til pilgrimme, der skal afsted første gang, samt dem der bare vil vide, hvordan det er at gå pilgrimsvandring. Har du planer eller bare en ide, om at du godt kunne tænke dig at gå pilgrimsvandring, er du meget velkommen. Af hensyn til indkøb til lidt aftensmad med pilgrimsvand (både rød og hvid), vil arrangørerne gerne have en tilmelding til mailadressen på denne hjemmeside: jakobsvejen@gmail.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar