torsdag den 13. oktober 2016

Ikke-spaniere går længere pilgrimruter end spanierne selv

Statistik for overnatningssteder omkring Burgos og Leon viser, at de først og fremmest bruges af ikke-spaniere.
Den eksplosive stigning i antallet af pilgrimme, der går til Apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela, har de seneste år ført til, at der set over et helt år nu er lidt færre spaniere end ikke spaniere, der henvender sig på pilgrimskontoret. 2015 blev første år, hvor spanierne kom under 50 % af alle pilgrimme og foreløbige tal for 2016 viser, at tendensen vil blive yderligere forstærket i år. Interessen for pilgrimsvandring - ikke bare i resten af Europa, men også USA og Sydamerika og Sydkorea - har også ført til, at flere går betydelig længere strækninger i Spanien. Det var franskmændene der - i forholdvis beskedent antal - for 25-30 år siden begyndte at tage hele turen fra Le Puy i Frankring til Santiago (ca 1.550 km) over den sydfranske pyrenæerby Saint Jean Pied de Port, hvilket førte til, at Saint Jean Pied de Port blev startby for rigtig mange ikke-spanske pilgrimme. Et stort flertal af spaniere starter fortsat deres pilgrimsfærd meget tættere på Santiago, nemlig i Sarria ( små 120 km før katedralen), og Tui grænsenbyen til Portugal kun lige godt 100 km før.
Nu viser en ny statistik fra herberger på Camino Frances i Castillien ( primært området mellem Burgos og Leon), at denne tendens er forstærket i takt med stigningen i det samlede antal pilgrimme. I de første 6 måneder af 2016 har der været 238.607 overnatninger på de kommunale herberger i Castillien, heraf har 78,25 % været ikke-spaniere, primært tyskere, franskmænd, amerikanere og italienere, og "kun" 21,75 % været spaniere. Disse tal skal ses i forhold til, at ikke-spaniere, når det endelig tal for hele 2016 gøres op i starten af januar, formentlig vil udgøre 52-53 % af alle pilgrimme. Altså kun lidt over halvdelen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar