fredag den 10. februar 2017

Tyske pilgrimmes valg af Camino !

Tyske Santiago-pilgrimme er i antal kun overgået af Spaniere og Italienere.
I Tyskland - er der som her i landet - kommet et hav af pilgrimsforeninger, som mødes til træf, vinterseminarer, pilgrimsgudstjenester og ikke mindst "Pilgerstammtisch", der finder sted stort overalt i landet med jævne mellemrum. Der findes to store hjemmesider, som samler pilgrimsdiskussioner og erfaringer, og en af dem Pilgerforum.de har spurgt medlemmerne om, hvilken pilgrimsrute i Spanien (Portugal) de har gået i 2016. 117 pilgrimme har svaret, her fordelingen: Camino Francé 44%; Caminho Português 15%; Camino del Norte 8%; Via de la Plat 6%; Caminho Português da Costa 3%; Diverse Wege/Kombinationen 24%. Det er ikke mange besvarelser ud af de 21.247 tyskere, der i 2016 kom til Santiago for at bede om et Compostela (bevis for pilgrimsfærden), men trods det en interessant detalje, som mine fornemmelser bekræfter. Jeg gik i fjor to forholdsvis lange ture af Camino Portugues via Fatima (knapt 600 km) og Camino del Norte fra Bilbao, videre af mellemstykket mod Oviedo, og herfra af Camino Primitivo til Santiago. Begge gange sammensatte jeg altså selv ruten af flere forskellige ruter - og når jeg møder andre erfarne pilgrimme, der er af sted nok en gang, vælger en del pilgrimme at sammensætte ruten af flere forskellige. Så på den måde er mini-spørgeskemaet måske ikke helt ved siden af, ligesom det forholdsvis lille antal (under halvdelen) på Camino Frances fortæller, at rigtig mange - uden at jeg kender tallet - gengangerpilgrimme vælger andre ruter end Camino Frances.
Tyskerne i antal pilgrimme på jakobsvejene i Spanien i 2016 kun overgået af spanienerne selv (124.396 ) og italienerne (23.973), men set i forhold til indbyggertal var vi nu flere danskere, nemlig knapt 2.600.
Jeg har her på siden under "Camino Portugues" beskrevet de mange muligheder der er at gå gennem Portugal til Santiago. Og det ser ud til, at mange pilgrimme bruger den mulighed. Da jeg gik af Camino del Norte og videre af Camino Primitivo i efteråret kunne jeg konstatere, at jeg mødte rigtig mange nye medpilgrimme flere gange undervejs, fordi jeg skiftede rute. Kun 2 andre pilgrimme, som jeg jævnligt mødte (begge spaniere), havde valgt samme rute. Det betyder, at man mister lidt af det nære fællesskab (pilgrimsfamilie), som af mange pilgrimme opfattes som noget af det bedste ved at gå pilgrimsvandring.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar