tirsdag den 14. februar 2017

Hvornår kan man passerer Pyrenæerne ?

Napoleonsruten er et must for mange danske pilgrimme, men den er ikke altid åben.
Planlægningen af den store forårstur af Caminoen (Camino Frances) er for alvor i gang. Og for mange danske pilgrimme virker det som om, at starten fra Saint Jean Pied de Port af Napoleonsruten over Pyrenæerne er et must. Jeg har ikke tal på denne antagelse, men spørgsmål til undertegnede, samt læsning af danske hjemmesider tyder på, at mange danske santiagopilgrimme går den vej. Jeg har skrevet om Napoleonsruten rigtig mange gange her på siden før, så svaret på nok et spørgsmål om Napolensruten, må derfor bestå af gentagelser:
1)Jeg har selv taget Napoleonsruten 4 gange, og Valcarslosruten fra Saint Jean Pied de Port en gang. Jeg foretrækker afgjort Napoleonsruten, som er ualmindelig smuk. Men jeg vil ikke sætte livet på spil for at gå over. I 2016 kom flere rigtig galt afsted på vejen over. Derfor følgende råd, som du kan bruge som du vil:
2) Napoleonsruten har de seneste år været lukket om vinteren. Den åbner igen 1. april. Det er ikke klogt at forsøge sig inden da.
3) Det betyder ikke, at man altid kan gå den vej over efter 1. april. Spørg altid på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port dagen før eller samme dag, om de kan anbefale, at man tager turen over. Vejret i Pyrenæerne er den afgørende faktor for en vellykket tur.
4) Beregn rigtig god tid. For en pilgrim i god form tager turen over til Roncesvalles normalt 8 timer. Det er ikke godt at blive fanget på ruten midt om natten.
5) Er det første gang du skal på pilgrimsvandring, så del ruten over, selvom du føler dig i topform - ikke så meget på grund af tid, men fordi den tærer på kræfterne. Selvom vejret er vidunderligt, er turen over på en dag - ofte den første pilgrimsdag -temmelig anstrengende. Jeg har set pilgrimmme, der var rimelig kørt ned; havde kæmpe vabler eller andre problemer, som gav dem en meget hård start på deres tur mod Santiago. Det er muligt at overnatte to steder på vejen op; i Hunto og ved Orison. Begge steder kan man bestille en seng i forvejen.
6) Er vejrudsigten ikke med jer (tåge, sne, regn, storm), så vent til den bliver bedre eller tag turen over Valcarslos, hvor der er bebyggelser, cafeer og hoteller undervejs.
Her et par billede fra en fantastisk tur over Napoleonsruten med overnatning i Orison på vejen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar