onsdag den 8. februar 2017

Camino Portugues langs kysten

De seneste år har Camino Portugues opnået stor popularitet hos pilgrimmene. Nu er ruten reelt blevet delt i to parralle spor. Den klassiske og den nye kystvej.
I fjor (2016) kom 52.190 pilgrimme ind til Santiago af Camino Portugues. Men det er langt fra alle 52.000, der går den samme vej gennem Portugal og Galicien. Der er en del varianter, som benyttes flittigt.
Siden maj i fjor kan pilgrimme nu følge Camino Portugues hele vejen fra Porto til Santiago og først møde de pilgrimme, der går den klassiske rute, få etaper før Santiago. Men man kan faktisk lave en yderligere variation, der betyder, at man først går af kystruten fra Porto og rammer den klassiske rute i Pontevedra, hvorefter man drejer fra mod kysten igen og går den vej, som man mener, kisten med Apostlen Jakob tog fra havet til det nuværende Santiago for snart 2.000 år siden.
Her et portugisisk/spansk forslag til etaper for Camino Portugues langs kysten, hvor jeg har bygget en yderligere variant ind, sådan at den endnu nyere/genfundne "spirituelle variant" mellem Pontevedra og Padron er sat ind med skæve bogstaver. Her etaperne
1: Oporto-Labruge (24 km))
2: Labruge- Póvoa de Varzim (16 km))
3: Pòvoa de Varzim-Marinhas (25 km)
4: Marinhas-Viana do Castelo (24 km)
5: Viana do Castelo-Caminha (29 km)
6: Caminha-Mougás (25 km)
7: Mougás- Ramallosa (16 km)
8: A Ramallosa- Vigo (20 km)
9: Vigo- Redondela (17 km)
10: Redondela- Pontevedra (19 km)
Og her den spirituelle som indskud. Bemærk, at den er længere end den direkte rute: etape a: Pontevedra – Armenteira (22 km); etape b: Armenteira – Vilanova de Arousa (24 km); etape c: 3: Vilanova de Arousa – Pontecesures (28 km – barco med båd), hvorefter man rammer Padron og igen er tilbage på den klassiske rute.
11: Pontevedra-Caldas de Reis (22 km)
12: Caldas de Reis- Padrón (18 Km)
13: Padrón- Santiago de Compostela (25 Km)
Kystruten fra Portugal er lidt længere end den klassiske rute, nemlig ca 256 km mod den klassiske rutes ca 220 km, men her er det også blevet almindeligt at starte på kystruten den første dag, og derefter dreje ind i landet, hvilket giver ca 235 km. Hvis man tager kystruten som foreslået ovenover her og tager den spirituelle variant med bl.a. klosterbesøg med, bliver den samlede pilgrimsrute fra Porto på ca 280 km.
(foto: Her en pilgrim på vej ud af Porto langs kysten) Man kan altså sammensætte sin pilgrimsrute på flere forskellige måder. Der skulle være herberger og anden pilgrimsovernatning hele vejen. Endelig er det muligt at tage hele Camino Portugues fra Lissabon, hvor der også er en ny variant, nemlig turen over Fatima. Uanset hvor meget man lægger til og hvilke "omveje" man går, kommer man ikke op på de knapt 800 km, der er fra Saint Jean Pied de Port nord for Pyrenæerne til Santiago af den kendte og mest brugte pilgrimsrute, Camino Frances, på dansk oftest bare kaldt Caminoen. Forskellen i kilometer på de to ruter, kan være årsagen til, at Camino Portugues de allerseneste år har haft en stor tilgang.
1)Den bruges af mange andengangspilgrimme, der bare må afsted igen efter første gang på Camino Frances, og 2) er der en del pilgrimme, som frygter længden og en "overfyldt" Camino Frances, som tager afsted fra Portugal som første valg.
Men når man går af Camino Portugues efter Porto, synes undertegnede, der senest gik der i foråret 2016, IKKE at det føles som om, at der er færre pilgrimme på Camino Portugues - også her fik jeg i fornemmelse af, at der var pilgrimme overalt. Jeg tog turen fra Fatima til Porto, derfra langs kysten ud af byen, men kun 1½ etape, hvorefter jeg gik ind i landet og fulgte den klassiske til Santiago. Dog med den lille undtagelse, at det lykkedes mig at fare vild, så jeg pludselig var på kystruten, uden at det rigtig gik op for mig, Hvordan - og det var endda 2. gang, at jeg gik der. Det tog lidt tid at finde tilbage til den "klassiske" Camino Portugues. Du kan læse mere om mine erfaringer på Camino Portugues under Europæiske pilgrimsveje her på siden.