tirsdag den 7. februar 2017

Nok en runde om vandrestokke !

Der er delte meninger om fordelen ved at bruge vandrestokke på pilgrimsvejene. Her lidt om, hvorfor undertegnede bruger een !
Er det en god ide med vandrestokke ?, lyder spørgsmålet. Og her nok en gang et ikke-svar. Personligt ville jeg nødig undvære min stok, men jeg har hørt andre sige, at de er mere til besvær end gavn.
Men her min begrundelse:
Jeg har en teleskopstok, og kun een, idet jeg gerne vil have en hånd fri. Stokken kan bruges i begge hænder på skift. Andre pilgrimme bruger to stokke og går med dem hele tiden. Jeg bruger primært min stok, når det går op og ned, idet jeg synes, at den tager trykket lidt fra mine knæ, som ikke er helt unge længere. Går det meget stejl nedad, har jeg svært ved at stå fast uden stok.
Og så et råd, som alle ikke er enige med mig i: Lad være med at komme hånden gennem stroppen. Falder du, kan hånden ikke komme fri, og du risikerer at brække håndledet eller andet.
Stokken har en fordel mere, som gør, at jeg nødigt går pilgrimsvandring uden. Aggressive hunde holder sig gerne væk, når jeg har stokken i hånden. Og jeg har ind i mellem mødt hunde, der synes, at jeg skulle have et bjæf eller et (skin)angreb med på vejen. I i foråret 2015 gik jeg fra Arles sammen med min yndlingspilgrim, og allerede på 2. etape efter Arles blev vi pludselig på en øde markvej angrebet af en ikke-gøende hund bagfra. Det kom meget pludseligt og overraskende. Den nåede lige at nappe i mit tøj bag på, før jeg fik vendt mig om og stod ansigt til ansigt med den. Vores to stokke ( en hver) holdt hunden på afstand, mens vi langsomt gik videre, indtil hunden gav op. Her tror jeg, at vi havde været rigtig dårligt stillet, hvis vi ikke havde haft en stok hver.
En bagdel er dog lige for. Vi skal altid tjekke rygsækken ind, når vi flyver. På denne hjemmeside om vandrestokke (engelsksproget) kan du læse mere, og som du kan se, er de ikke helt enige med mig i, at man aldrig må komme hånden i stroppen. https://www.ukhillwalking.com/articles/page.php?id=3375
Her en tysk pilgrim, der for længst har passeret de 70 år, som ved hver start på en ny pilgrimsvandring, skærer sig en stok på førstedagen, som følger ham på hele turen; hvorefter den - lidt slidt - efterlades inden flyturen hjem.