tirsdag den 28. februar 2017

Nok et rygsæktransportfirma på Camino Frances

Det spanske postvæsen har fået konkurrence af nye rygsæktransportfirmaer.
Jeg har aldrig selv haft brug for rygsæktransport på Caminoen, så nedenstående er videregivelse af information fra andre pilgrimme.
Inden jeg lyder for "hellig", vil jeg dog lige oplyse, at jeg med fornøjelse har taget mod tilbudet om rygsæktransport op af bjerget fra Villa Franca til O Cebreio på Camino Frances, som Jato-familien i Villa Franca har stået for i over 25 år. Jato tager kun få Euro for ulejligheden.
Men tilbage til dem, der - af den ene eller anden grund - ønsker daglig rygsæktransport.
Udover postvæsnet, melder der sig nu flere andre firmaer på Camino Frances, hvor det er muligt at bestille dag for dag. Flere herberger er oven i købet behjælpelige med det praktiske. Et firma, der p.t. roses meget af pilgrimme, der har taget Camino Frances med rygsæktransport, er http://www.jacotrans.com/p/english.html . Det skulle efter signende koste et sted mellem 5 og 8 Euro pr. gang - alt efter hvor lange etaper, den enkelte "kunde" går.
Og så en lille selvoplevet historie om min egen endags-rygsæktransport fra for mange år siden: Jeg havde boet på Jato-familiens herberg i Villa Franca, der var det første herberg i byen siden pilgrimsvandringen igen begyndte at blive mere almindelig i 1980erne. Ikke det mest komfortable sted, men et af de mest stemningsfulde herberger på ruten. Gamle Jato tilbød at køre min - lidt for overfyldte - rygsæk op af bjerget næste morgen for et meget beskedent beløb, der i øvrigt gik til pilgrimsformål ( hvad det så var.).
Jeg gik - lidt sent - syngende op af bjerget mod O Cebreiro med den mindste dagrygsæk, man kan forestille sig, kun indeholdende vand og regntøj. Alt andet var pakket ned i den store rygsæk, som blev fragtet i Jatos bil. På vejen op passerede jeg den ene sveddryppende pilgrim efter den anden med fuld oppakning. To amerikanere, som jeg havde mødt tidligere på ruten, ville gerne vide, hvad jeg havde gjort ved rygsækken, og de fik historien: Den har en flink mand kørt op på toppen ! De to amerikanere var overbevist om, at jeg var et naivt menneske, der aldrig mere ville se min rygsæk igen, og mens jeg nærmest løb forbi dem, kravlede de videre langsomt op af bjerget. Et par timer senere sad jeg udenfor på en af barerne i O Cebreio med friskpresset apelsinsaft, kaffe og sandwich, og min rygsæk ved siden af, da de to amerikanere kom temmelig trætte hen til mig. De så næsten skuffede ud, da de så min rygsæk. Kunne man virkelig slippe godt for en sådan europæisk letsindighed ? - I øvrigt tog jeg rygsækken på og tog 8 km mere. Og det var heller ikke så svært, da jeg havde taget turen op på 1. klasse.