mandag den 21. november 2016

Via Francigena - tryk din egen guide

Det er blevet betydelig lettere at gå pilgrimsvandring i Italien.
Pilgrimsherberger - næsten som man kender det fra Frankrig og Spanien - er blevet mere og mere almindelige på store strækninger af Via Fracigena i Italien. Prisniveauet er dog noget højere. Til gengæld er det nemt at trykke sin egen guide med både kort og overnatningsteder på den del af ruten, som man har tænkt sig at gå. Det hele findes på denne hjemmeside: http://www.viefrancigene.org/en/, hvor det er muligt både at trykke ud på gammeldags vis eller downloade både GPX og APP.
Er man til de mere traditionelle guide bøger, har Rother Wandersführer også udgivet en guide, der strækker sig fra Lausanne i Schweitz til Rom; ialt ca 1.100 kilometer.
Man skalvære opmærksom på, at nogle overnatningssteder kun tager imod pilgrimme med pilgrimspas/credential, mens andre giver rabat på en seng eller værelse ved forevisning af pilgrimspas.
Der findes - undertegnede bekendt - ikke nogen officielle opgørelser eller statistik, der viser hvor mange pilgrimme, der går af Via Francigena, men pilgrimme, der har gået på dele af ruten i år, oplyser, at der er blevet væsentlig flere end tidligere, og at der findes pilgrimsliv på ruten - også med mulighed for messer.
Her et billede fra september i år, taget af sognepræsten i Sankt Ansgar i Bredgade i København, Daniel Nørgaard, der viser pilgrimme på vej gennem en solsikkemark i Toscana.