søndag den 13. november 2016

I dag lukkes den hellige dør i Santiago

Barmhjertighedens år afsluttes ved en messe i katedralen i Santiago i dag kl. 17.00. I Rom venter de endnu en uge.
Da Pave Frans for snart et år siden, den 8. december, indledte Barmhjertighedens år ved en messe i Peterskirken i Rom blev der overalt i den katolske kirke verden over åbnet hellige døre, hvor de troende kunne gå igennem og få fornyet kraft til at leve et liv som troende. I Santiago har over en million pilgrimme, besøgende og medlemmer af de lokale menigheder i området benyttet lejligheden til at gå igennem den hellige port/dør.
I Peterskirken i Rom vil barmhjertighedens port blive lukket om en uge- på næste søndag. Og mens det ikke vides nøjagtig, hvornår de hellige døre/porte til de katolske kirker verden over åbnes igen, er det samme ikke tilfældet i pilgrimsbyen Santiago. Her åbnes portene i 2021 altså om fire år og nogle måneder, idet Katedralen i Santiago i de år, hvor Apostlen Sankt Jakobs dag, den 25 juli falder på en søndag, åbner de hellige porte for både pilgrimme og andre kirkegængere (besøgende).
Der er tradition for, at langt flere pilgrimme går til Santiago i disse hellige år end i adre år - i det seneste hellige år 2010 kom der 272.135 pilgrimme ind til Santiago. Hvilket var ny rekord. Dette tal ventes at blive passeret for første gang i år, idet der her medio november allerede er kommet omkring 270.000 pilgrimme ind i indeværende år, og der er stadig pilgrimme på stierne, selvom det daglige antal af pilgrimme falder på denne tid af året.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar