lørdag den 12. november 2016

Over 60.000 pilgrimme vil gå fra Saint Jean Pied de Port i 2017

Stadig flere pilgrimme passerer Pyrenæerne ved Saint Jean Pied de Port, hvilket i månederne maj og september har ført til stort pres på herbergerne lige syd for Pyrenæerne.
I det store klosterherberg i Roncesvalles har de især i slutningen af april, i starten af maj, samt i første halvdel af september haft svært ved at huse de mange pilgrimme, der går over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles.
Inden læsere af denne side planlægger deres Camino/pilgrimsfærd til Santiago fra Saint Jean Pied de Port her til foråret, har jeg et par råd, der kan gøre starten af pilgrimsfærden væsentlig lettere. Men først nogle tal fra pilgrimskontoret i Saint Jean Pied for 2015, da de endelige tal for 2016 endnu ikke er gjort op.
I 2015 passerede 54.546 pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, langt de fleste var franskmænd, hvoraf nogle sluttede deres pilgrimsfærd i Saint Jean Pied de Port. De går fra Le Puy af Jakobsvejen/ Chemin Saint Jacques de Compostelle til enten Saint Jean Pied de Port eller til Santiago. Men da mange spaniere begynder deres pilgrimsfærd lige på den anden side af grænsen og overnatter første nat i Roncesvalles ændre det ikke væsentligt på det samlede antal pilgrimme, der har behov for en seng i Pyrenæerne i de forårsdage og efterårsdage, hvor presset er størst.
De 54. 546 pilgrimme, der besøgte pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port i 2015 fordeler sig på følgende nationaliteter. Frankrig 9.451, Spanien 6.659, Italien 5.812, USA 5.547, Tyskland 4.467, Sydkorea 2.939, UK (England) 2.409, Canada 2.162, Irland 1.958, Australien 1.806, Brasilien 1.384, Holland 1.354, Belgien 781, med Danmark på en 14. plads med 733 pilgrimme. Der er ikke store forskydninger i den nationale rækkefølge på de over 262.000 pilgrimme, der kom ind til Santiago i 2015 med en selvfølgelig to undtagelser. Spanierne udgør stadig langt de fleste pilgrimme i Spanien med omkring 40 %, mens Frankrig rykker et stykke ned af listen.
Som sagt kendes det samlede antal pilgrimme, der tog turen fra Saint Jean Pied de Port endnu ikke i år, men jeg har tilstrækkelig med indicier til, at konstatere nok en stigning.
Den 22. oktober i år passerede antallet af pilgrimme, der havde nået Santiago i forhold til i fjor, allerede de 262.546, og flere har ganske givet gået over Pyrenæerne ved Saint Jean Pied de Port.
Der er to veje man kan gå fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles.
Her først et råd til de pilgrimme, der vil starte lige nord for Pyrenæerne og tage Napoleonsruten over Leopoder. Sørg for at komme til Saint Jean Pied de Port, så tidligt på dagen, at du kan gå ca 6 km eller 8 km op Napoleonsruten mod Col Leopoder allerede den første dag. Her er der mulighed for at overnatte i Hunto, hvor der er både herberg (sovesale) og nogle dobbeltværelser. Eller at overnatte i Orisson, hvor der er et herberg med sovesale. Begge steder er der fællesspisning og mulighed for at lære de andre pilgrimme at kende. Personligt foretrækker jeg herberget i Orisson. Begge steder kan der bestilles en seng i forvejen ( slå selv efter på nettet), hvilket er en nødvendighed. Det kan være, at der kræves betaling forud. Den anden mulighed er at tage den anden rute over den lille bjergby Valcarlos og overnatte der midtvejs. I begge tilfælde kommer man så tidligt til Roncesvalles, at man skulle være sikret en seng første nat, hvorefter det er betydelig lettere senere på ruten, og i følge diverse pilgrimsfortællinger på nettet, er det meget få pilgrimme, der har haft problemer efter Zubiri, der ligger ca 21-22 km efter Roncesvalles. Det er i øvrigt - i hvert fald i teorien - muligt at bestille en seng i Roncesvalles i forvejen, men jeg har hørt, at det kan glippe, når der er virkelig pres på.
Der er yderligere en fordel ved at tage de første 6 eller 8 km op den første dag. Turen over Napoleonspasset kan være mere end hård, når det er første dag på pilgrimsfærden. Mange pilgrimme er kommet halvt ødelagte over, så de har haft svært ved at fortsætte næste dag. Aller værst er det gået dem, der har fået vabler. Turen til de to herberger henholdsvis 6km (højdemeter ca 600) og 8 km (højdemeter ca 800) oppe lyder ikke af meget, men tro mig - de gør 2.dagen væsentlig nemmere.
Her et billede taget på de første 6 km af Camino Frances mod Hunto, hvor man primært går på små asfaltveje og kan blive stoppet af en flok får på vandring.
Hver iøvrigt opmærksom på, at Napoleonsruten over Leopoder er lukket fra 1. november til 1. april for andet år i træk, fordi alt for mange pilgrimme gik over i vintermånederne i dårligt vejr med høj sne, dårlig sikkerbarhed o. lign. Det betød, at redningsmandskab mange gange i vinteren 2014/15 måtte afsted med helikoptere og snescootere. Så derfor går du over før 1. april, så er det ruten via Valcarlos, der skal bruges. Der er overnatningsmuligheder - også i vintermånederne, da antallet af vinterpilgrimme også er stigende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar