tirsdag den 21. juli 2015

Det er nu helt officielt: Napoleonsruten lukker i vinter.

Leopoder-passet lukkes for pilgrimme fra 1. november til 31. marts. 
De pilgrimme, der i vinter vil gå Camino France og begynde turen i Saint Jean Pied de Port, må tage turen over Valcarlos.  Den meget populære tur over Leopoder-passet (Napoleonsruten) lukker.
Det er en meget lang liste af autoriteter, pilgrimsforeninger m.m. der står bag beslutningen om at lukke Leopoder-passet, fordi man finder, at det er for farligt ( og for dyrt med alle redningsaktionerne), at holde Napoleonsruten åben for pilgrimme om vinteren.
Bag beslutningen står følgende: Byrådet i Luzaide-Valcarlos; Sammenslutningen af ​​Venner af Camino de Santiago i Navarra; departementerne for  kultur, turisme og udvikling af landdistrikter, miljø, samt regionsstyrelserne/regeringerne på begge sider af grænsen; Det fransk-spanske råd for udvikling af området i  Pyrénées-Atlantiques og Politiet i Navarra- regionen, samt ulykkesforsikringsselskaberne, der har ydet støtte til de mange redningsaktioner.
Min kommentar: I Vinter var der langt flere pilgrimme end tidligere, der krydsede Leopoder-passet i vintermånederne - nogen gange med livet som indsats, idet mange af pilgrimmene ikke havde/var orienteret om, at det ikke er uden risiko "at løbe" over passet i uvejr, sne eller tåge. ( til højre et billede fra tur over passet i april, hvor der kan ligge sne, være tåge eller andet vejr, der gør turen meget svær).
På et tidspunkt måtte repræsentanter for den sydkoreanske ambassade i Madrid stille vagter ud og fortælle de mange koreanske pilgrimme, at de ikke måtte gå over, fordi det var farligt. Der var rigtig mange redningsaktioner og forkomne pilgrimme, men - så vidt jeg er orienteret - ingen dødsfald. Så jeg synes, at der forståeligt, men lidt ærgerligt, at en række myndigheder har taget dette skridt. For der er dage - også om vinteren - hvor turen over passet foregår i klart vejr, og det er en rigtig stor oplevelse at stå på toppen, se de vilde heste, den specielle natur, de mange snedækkede bjerge og senere også kigge ned på dagens mål, klostret i Roncesvalles.
Her kan du ( på spansk) læse hele den officielle begrundelse for lukningen: 
http://pamplonaactual.com/se-restringe-la-entrada-de-peregrinos-por-la-variante-este-del-camino-de-santiago-en-su-primera-etapa-a-la-entrada-por-navarra/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar