torsdag den 25. juni 2015

Mere politi på Caminoen efter ubehagelige episoder

Guardia Civil (Politiet) er i år mere massivt til stede langs Camino Frances efter Astorga og i Galicien end nogensinde før - også for at hjælpe pilgrimme, der farer vild.
Der er flere ubehagelige episoder langs Caminoen end tidligere, oplyser den officielle Galiciske Pilgrimshjemmeside, http://caminodesantiago.lavozdegalicia.com/. Politiet i Galicien har indenfor den seneste måned modtaget to anmeldelser om seksuel chikane. Det ene fra en italiensk kvindelig pilgrim, der blev "angrebet" af en mand, men hvor det lykkedes hende at få fat i en taxa og slippe væk. I det andet tilfælde anmeldte en tysk kvindelig pilgrim, at en mand, der solgte tøj langs Caminoen, var begyndt at tage på hende og gøre ubehagelige fysiske tilnærmelser. - I begge tilfælde fik politiet fat i de mænd, der skulle have forårsaget hændelserne.
Politiet har også måttet hjælpe pilgrimme, der for vild i bjergene omkring O Cebreio, her i blandt en ældre mandlig pilgrim, der pludselig havde fået hukommelsessvigt og ikke anede, hvem han var, og hvor han var, ligesom politiet melder om tilrejsende rumænere, der forsøger at presse pilgrimme langs Caminoen for penge ved at spille døvstumme eller på anden måde optræde så aggressivt, at nogle pilgrimme føler sig usikre. De laver tricks og snyder, står der på caminodesantiago.lavozdegalicia.com/
Der er kommet væsentlige mere fokus på disse ubehaglige oplevelser efter at en 41 årig amerikansk kvindelig pilgrim blev meldt savnet på Caminoen mellem Astorga og Rabanal i begyndelse af april i år. I skrivende stund -  nu over 2½ måned efter  - er der stadig ikke spor efter hende.
I de seneste uger er antallet af pilgrimme på denne strækning steget og steget, så der nu er over 1.000 pilgrimme på hver enkelt etape, hver eneste dag. Og politiet får heldigvis ikke daglige anmeldelser om ubehagelige episoder.