lørdag den 27. juni 2015

Den katolske messe og pilgrimmene

Under overskriften Segen für den Weg, som måske bedst kan oversættes med Velsignelse på pilgrimsvejen, har der på et af de store tyske pilgrimsfora været en livlig diskussion om Den katolske Messe de seneste to måneder. Kan/bør/må ikke-katolske pilgrimme gå til nadver/kommunion, når de går i kirke på deres pilgrimsvandring i Spanien ? eller må de nøjes med en særlig personlig velsignelse ( et kors i panden), som ikke-katolikker eller katolikker, der ikke har været til 1. kommunion, får, når de tager den højre hånd på skulderen foran kommunionsudddeleren ( i Spanien oftest en præst) ?
Debatten har foregået/foregår på denne pilgrimshjemmeside:  http://pilgerforum.de/forum/index.php/topic,14379.0.html
Diskussionen blev indledt af en babtist, der følte sig snydt/ set ned på, fordi præsten i Katedralen i Santiago spurgte hende, om hun var katolik, da hun gik til alters/nadver/. Da hun svarede nej, gav præsten hende en velsignelse med et korstegn i panden i stedet for Jesu legeme/brødet.
Jeg er aldrig selv blevet spurgt, om jeg var katolik, når jeg har gået til messe på mine mange pilgrimsvandringer, selvom mit udsende tydeligt viser, at jeg kommer fra Norden, så den baptistiske pilgrim må ved sin ageren have bragt præsten i tvivl, om hvor vidt hun var katolik.
Debatten på den tyske hjemmeside/pilgerforum har været meget saglig for og imod.
Her to modsatrettede indlæg, først på tysk og dernæst i min - måske ikke helt korrekte oversættelse. Interesserede kan selv læse de mere end 10 sider med indlæg på Pilgerforum.de om sagen.

Først en pilgrim, der kalder sig: donjojohannes, der forsøger at forklare baptisten, hvorfor hun må tage til takke med en velsignelse. (Oversættelsen kommer nedenunder).
Zur Kommunion:
Bitte, bitte, bitte respektiert Glaubensüberzeugungen und nehmt sie in aller Demut ernst. Ich bin kein Moslem, also küsse ich nicht den Koran, was meine Unterwerfung unter seine Lehre bedeuten würde. Ich bin kein Hindu, also wiederhole ich keine Gebete an Shiva, da ich nicht an diese Gottheit glaube. Ich bin kein Buddhist, also rezitiere ich keine Mantras um Erleuchtung zu erfahren. Und wäre ich kein Katholik, würde ich das, was die katholische Kirche "das Allerheiligste" nennt keinesfalls empfangen (nicht einmal wenn gutmeinendes "Bodenpersonal" sich schwer verfehlt und mich dazu einlädt), weil dies zu tun, vorgeben würde, dass ich erstens den Glauben der katholischen Kirche teile und zweitens nach Regeln der Katholiken bedingen würde, dass ich wenigstens einmal im Jahr beichten ginge und mir aktuell beim Empfang der Kommunion keiner schweren Sünde bewusst bin (und zwar nach dem was der katholische Katechismus als schwere Sünde ausweist). Denn die Kommunion ist Ausdruck von Einheit mit Gott und bedingt als Feier der Kirche Einheit in der Lehre, Einheit mit der hierarchisch verfassten Gemeinschaft und Einheit durch die in den Sakramenten vermittelte Gnade. Leider wissen das heute viele nicht mehr und verursachen jenen, die ihren Glauben ernst nehmen, großen Schmerz.
Wer meint, das sei bloß eine katholische Hypersensibilität, der lese einmal die eucharistischen Texte der Christen aus den ersten Jahrhunderten - von der strengen Bußpraxis (temporärer Ausschluss von der Kommunion) einmal ganz abgesehen.
Mir persönlich ist es lieber wenn ein Protestant mit den Worten Martin Luthers spricht: "Die katholische Messe ist ein Gräuel", als wenn jemand (ob katholisch oder protestantisch) arglos oder gedankenlos das empfängt, was einem Katholiken heilig ist. Das hat für mich - und ich will hier niemandem mit gutem Willen, aber fehlender Glaubenskenntnis zu nahe treten - mit Achtung und Respekt zu tun.
I min - måske ikke helt korrekte - oversættelse:
Communion: Vær venlig at respektere andres tro og tag deres tro alvorligt i al ydmyghed. Jeg er ikke en muslim, så jeg kysser ikke Koranen, hvilket ville betyde, at jeg anerkendte dens indhold som en personlig sandhed. Jeg er ikke en hindu, så jeg gentager ikke bønner til Shiva, da jeg ikke tror på, at Shiva er gud. Jeg er ikke en buddhist, så jeg reciterer ikke mantra'er - som skal give mig den sande oplysning. 
Og var jeg ikke katolik, ville jeg ikke modtage det, der i den den katolske kirke kaldes "det Allerhelligste", selv om stemningen, og menneskene omkring mig gør det ikke bare naturligt, men måske også vanskeligt at lade være. Jeg ville ikke foregive at tro på noget, som jeg ikke troede på. 
Går jeg til kommunion ville jeg foregive, at jeg deler den katolske kirkes tro ( og dernæst ville det - følge reglerne - kræve, at jeg gik til skrifte mindst en gang om året ). Det ville være en synd, at modtage kommunionen, fordi det katolske kristne fællesskab i kommunionen er et udtryk for enhed med Gud og en tilkendegivelse af en fejring af den katolske kirkens lære om enhed, enhed med det hierarkiske fællesskab og sammenhold gennem sakramenterne. Desværre er der mange i dag, som ikke kender til kirkens lære, og derfor ikke tager deres tro alvorligt. Der er desværre nogen, der mener, at denne fremstilling blot er katolsk overfølsomhed, når kirken læser de eukaristiske tekster, som de de kristne i de første århundreder - og derfor udelukker, de, der ikke tror som katolikker, fra kommunionen. Men det er ikke tilfældet. Det er et spørgsmål om at tage sin tro alvorligt. Jeg skal her gøre opmærksom på, hvad Martin Luther selv har skrevet: "Den katolske messe er en vederstyggelighed", så når nogen (uanset om de er katolikker eller protestanter) uskyldigt eller tankeløst modtager, hvad den katolske kirke anser for helligt. Virker det for mig - og her vil jeg nødig fornærme nogen med god vilje - at  man ikke udviser den tilstrækkelige værdighed og respekt.

Og her et modsvar fra pilgrimmen Berthold (Oversættelsen nedenunder):

Mich  beschäftigen die  Ausführung  von  donjojoahnnes  auch  sehr.

Wenn  es  denn  so  einfach  wäre,    die  Problematik  der  Abendmahlsgemeinschaft  mit  dem  Verhalten  bei  Riten  aus dem  Islam,  Buddhismus  oder  Hinduismus  zu  vergleichen.

Nein,  dieser  Vergleich  geht  m.E.  völlig  daneben   -    bei  der  diskutierten Problematik  geht   um  Menschen  mit  dem  Glauben  an  denselben dreieinigen  Gott.  Wir  haben  eine  Bibel.  Die Einsetzungsworte  und  der  Auftrag    von  Jesus sind  für  uns  alle  gleich : „dies  ist  mein  Leib  ,  der  für  euch  hingegeben  wird…tut  dies  zu  meinem  Gedächtnis“.

Ich  bin  kein  Theologe  und  kann  nicht  mit  dem  Wissenstand  von donjojohannes  konkurrieren  und argumentieren.  Aber ich  kann  und  will auch nicht den  jetzigen  Zustand  (  keine  Abendmahlsgemeinschaft)  klaglos  als gegeben   und  unüberbrückbar hinnehmen  und  mich  damit  begnügen,  zum  gegenseitigen  Respekt  auszurufen.. Ich  empfinde  es  auch als  Sünde  gegenüber  unserem Herrn,  der  uns diesen  Auftrag  erteilt  hat,   wenn  wir  nicht  alles  versuchen, dieses  Trennende  zu  überwinden.  Dazu  gehört m.E. auch,  mit freundlicheren  Worten  Angehörige  anderer  Konfessionen  zur  Mitfeier  der  Messe  einzuladen,  als  ich es  hier  höre  und  grobe Verurteilungen   von  Priestern  zu  unterlassen,  die es   mit  ihrem  Gewissen  vereinbaren  können,  zum  gemeinsamen Abendmahl  einzuladen.

Og nok en gang min oversættelse:
Denne udførlige gennegang fra donjojoahnnes interésserer mig meget.
Men det er alt for nemt at sammenligne spørgsmålet om nadver fællesskab med ritualerne i islam, buddhisme eller hinduisme. Nej, denne sammenligning er helt forkert -  her diskuterer vi et spørgsmål for kristne mennesker med samme tro på den treenige Gud. Vi har kun en bibel. Ordene i gudstjenesten fra Jesus er ens for os alle: "Dette er mit legeme, som hengives for jer ... gør dette til ihukommelse af mig".Jeg er ikke teolog og kan ikke konkurrere med niveauet for viden med donjojohannes og argumentere detaljeret. Men jeg kan ikke og vil ikke acceptere den nuværende ordning (nej til nadver fællesskab mellem kristne) De barriere, der er nu, er ikke harmløse eller uoverstigelige, og det er ikke tilstrækkeligt at påberåbe sig gensidig respekt . Jeg ser det manglende nadverfællesskab som en synd mod vor Herre, som har givet os et job, nemlig at vi forsøger at overvinde denne splittelse. Det betyder, at man invitere medlemmer af andre trosretninger til at fejre messen. Jeg vil gerne sige det så venligt, som jeg kan, at den katolske kirke skal undgå  at domfælde de præster, der  kan klare med deres samvittighed at invitere alle kristne til fælles kommunion/nadver.