lørdag den 6. juni 2015

Meget skiftende meldinger om Via de la Plata ?

Der skrives om både røveri og forbedrede forhold på herberg på Via de la Plata / Camino Sanabrés 
Der har været en strøm af - meget modsatrettede - "nyheder" de seneste måneder på diverse hjemmesider om Via de la Plata og fortsættelsen af jakobsvejen mod Galicien af Camino Sanabrés.
Nogle steder kan man læse om nyistandsatte herberger, aktive pilgrimsforeninger og andre tiltag, der skal gøre det nemmere at gå fra Sevilla til Santiago. Andre steder, men dog mest i det meget tidligere forår, har jeg læst om lukkede herberger, og på en dansk hjemmeside stod der for ca 14 dage siden, at man risikerede at blive udsat for røveri ved at bevæge sig ud på 1. etape mellem Sevilla og Guillena, fordi man kunne få frarøvet sine penge og værdier.
Jeg gik selv Via de la Plata i 2012 og erfarede senere, at der havde været røverier i den periode, hvor jeg gik. Røverierne var foretaget af to mænd med elefanthuer på 1. atape i både 2012 og 2013, men det blev stoppet - ret så effektivt - i 2013, da en canadisk mandlig pilgrim nedlagde de to og tilkaldte politiet.
En danske pilgrim, Hanne B, skriver ( på http://www.santiagopilgrimme.dk/), den 2. maj om en ny episode på 1. etape af Via de la Plata i år. Hun henviser til en engelsksproget hjemmeside https://www.caminodesantiago.me/.  Her kan jeg finde artikler fra starten af april, der omtaler to episoder. En, der er meldt til poltiet, og en anden, der ikke er.
Det fik formanden for Sevillas Pilgrimsforening til, den 4 april -  for snart to måneder siden, og en over en måned før artiklen på http://www.santiagopilgrimme.dk/ - at sende denne kommentar til  https://www.caminodesantiago.me/ her gengivet i min oversættelse:.
"Disse hændelser er ikke sket det samme sted eller med samme gerningsmænd, som i 2013. Det ser ud til at have været efter Italica, lige efter at pilgrimmene har forladt den lille by Santiponce. Det første offer gik ikke til politiet, men nogen sprang ud foran ham og bad om penge, samtidig med at de truede med en kniv. Den næste dag skete det samme for en anden pilgrim, men denne pilgrim gik til politiet. Vi har talt med politiet i Guillena, og de er klar over de hændelser, som har fundet sted, og de vil nu gøre noget for at holde Caminoen sikker. Der er ikke rapporteret om yderligere røverier eller andre episoder siden"
Jeg har ledt efter nyt i sagen på diverse hjemmesider, men uden resultat. Så måske er disse meget ubehagelige oplevelser slut.
Der er - efter ovenstående historier - mange artikler om nye og bedre herberger på på Via de la Plata på diverse hjemmesider. Netop på omtalte 1. etape skulle der i Guillena være sket en udvidelse og forbedring af herberget, og på Camino Sanabrés, hvor der i foråret var flere lukkede herberg, skulle de fleste nu være åbne og i god stand, og Pilgrimsforeningen, El Spiritu de Santi, der har hjemsted på Sanabres-ruten har åbnet nyt herberg i Tabare, og de har desuden planer om yderligere aktiviteter til glæde for pilgrimmene.
I maj i år kom 1.307 pilgrimme til Santiago af Via de la Plata, så der er altså stadig mange pilgrimme på ruten.
Herunder et billede (april 2012) netop fra Herberget i Guillena, hvor der i dag skulle være forbedrede forhold.