torsdag den 26. februar 2015

Mange lidt ældre pilgrimme tager Via de la Plata

Statistik fra herberget i Tabara på Camino Sanabrés tegner et afvigende billede af den typiske pilgrim. I dag fortæller jeg desuden  - måske lidt for langt -  om mine erfaringer på Via de la Plata.  Nederst nogle foto, der viser landskabet.

Hvis du har gået Camino Francés og overvejer, hvor din næste jakobsvej skal gå, er årsstatistikken fra det lille herberg Tabaré på Camino Sanabrés ikke uinteressant. Camino Sanabrés er reelt forlængelsen af Via de la Plata, der deler sig i to lidt før Zamora, så den ene arm går over Astorga og videre af Camino Francés, mens den anden, Camino Sanabrés,  tager turen over de galiciske bjerge gennem Orense over floden Ulla og derfra direkte nord til Santiago.
Først statistikken fra Herberget i Tabara, derefter lidt om Via de la Plata.
1.625 af de knapt 3.500 pilgrimme, der i 2014 gik over Tabara til Santiago overnattede i Herberget i Tabara. Det svarer til knapt halvdelen af pilgrimmene på denne del af ruten i 2014.
Der er langt flere mænd end kvinder, kun en ud af 4 pilgrimme er kvinde. Næsten halvdelen af pilgrimmene er over 50 år, 1/4 mellem 35 og 50 år, og der var kun nogle få stykker under 20 år.
Halvdelen af de overnattende i Tabara var spaniere, næsten 46 % var europæere, primært franskmænd, tyskere og italienere, mens resten af verden tegnede sig for de sidste knapt 5 procent.
Statistikken svarer fuldstændig til mine egnen erfaringer, da jeg gik turen fra Sevilla i det tidlige forår 2012. Jeg troede den gang, at det var på grund af årstiden, at jeg kun så få unge mennesker, men det svarer altså til årsstatistikken her. De unge mennesker jeg mødte - alle i starten af ruten - forsvandt undervejs, enten gav de op ( måske på grund af ekstremt dårligt vejr) eller også har de bare gået hurtigere eller langsommere end undertegnede.
Lidt om de få kvinder. Jeg giver mit uvidenskabelige bud ( gæt) på, hvorfor det ligger langt under gennemsnittet for samtlige jakobsveje i Spanien.
1) Ruten er temmelig barsk, fordi der er langt mellem herbergerne, og der er forholdsvis få pilgrimme (jævnfør ovenstående tal), der går på ruten, hvilke kan give lange strækninger, hvor man går alene, hvis ikke andet er aftalt med andre på forhånd.
2) Dernæst var der i 2012 og 2013 nogle  meget ubehagelig hændelser langs floden på første etape udenfor Sevilla, hvor en del romaer holder til under meget usle forhold. Her blev flere pilgrimme røvet af to røvere på cykler. Politiet skulle efter sigende have gjort en del - uden stor effekt, indtil en stærk enlig canadisk pilgrim simpelthen tog sagen i egen hånd og passiviserede de to, indtil politiet kom. Herefter skulle det være helt slut.
Historien har siden kørt rundt - især på engelsks- og franskprogede pilgrimsforaer (desværre er spanierne ikke så gode til at informere om den slags), men siden den effektive canadier, har jeg intet hørt eller læst, og jeg gik selv mutters alene ud af Sevilla i april 2012, hvor jeg et stykke uden for byen mødte 75 årige Juan fra Bilbao, som jeg slog følge med på første etape. Den gang havde jeg intet hørt om røverierne.
Via de la Plata er en noget andet rute end de andre.
Som statistikken viser er det lidt ældre pilgrimme, der går på ruten modsat Camino del Norte, der synes at tiltrække mange yngre.
Her lidt om mine personlige erfaringer. Og turen videre af Camino Sanabrés, som jeg valgte.
Da jeg gik, fandt vi hurtigt sammen i mindre grupper under selve vandringen på grund af ekstremt dårligt vejr, hvor jeg endte i gruppe med et par tyske mænd, en schweizisk kvinde, en mandlig finne og to spanske mænd. Der var flere steder, hvor vi måtte hjælpe hinanden over vandløb eller lave midlertidige stier på skrænter for ikke at gå i vand til livet. En parallelgruppe bestod af fem-seks italienere (ligeledes her kun en kvinde) og en franskmand. Om aftenen deltog alle, der ville, selvfølgelig i fællesskabet. (Desuden var der en tre-fire nordtyske og hollandske par, der tog taxi og bus det meste af vejen, og hvor de fleste forsvandt fra ruten inden halvvejen.)
Vejret (og sygdom) betød kraftigt mandefald undervejs - også for de gående pilgrimme.
Via de la Plata går - når det er muligt - af den gamle romerske landevej fra Sevilla mod Astorga, på dansk: sølvruten. Der er et hav af romerske viadukter, postsøjler, broer og - ikke mindst - meget smukke romerske byer. Desuden gik ruten igennem landbrugsland, hvor de berømte sorte grise til spansk skinke gik utøjret på markerne. Det samme gjorde en del kvæg, og ofte gik stierne tværs gennem landmændenes marker med dyr på alle sider. Der var på store strækninger langt mellem bebyggelserne.
Jeg mødte et fantastisk pilgrimsliv med hjælpsomhed og fællesskab om madlavning, tøjvask, herunder ikke mindst tørring af våde støvler og lignende på grund af regnen. En aften lavede jeg mad til 14 pilgrimme, mens andre tog sig af mine støvler og tøj. Ja, og der blev også drukket en del rødvin til at skylle regnen ned med.
De spanske naboer til jakobsvejen var stolte af Caminoen, og ualmindelig hjælpsomme. Jeg havde lidt samme fornemmelse, som da jeg, for rigtig mange år siden, første gang gik af den franske rute, Camino Francés. På Via de la Plata er der desuden en hel del gæstfrie præster/klostre/menighedshuse på ruten, hvor jeg - og også de af mine medpilgrimme, som jeg stadig har kontakt til - følte et fint - også kristent - fællesskab. Der var mulighed for messe, vesper eller andet kirkeligt fællesskab på for mig i gennemsnit 4½ dag om ugen i de næsten fem uger, jeg var afsted. Jeg husker en tysker og en spanier, der hver morgen de første kilometer gik og sang de samme Mariasalmer på hver deres sprog, selvom de ofte blev overdøvet af regnen.
Da vi nåede Tabara blev regnen mindre, og gennem bjergene omkring Orense og videre frem fik vi strålende sol.
Ja, og den dag jeg kom frem til Santiago var det kun i selskab med en spanier og en tysker. Resten af flokken var ladt bag os eller havde givet op. Italienerne kom til Santiago et par dage efter os, da jeg forlængst var tilbage i Danmark. De mange frafald tilskriver jeg det dårlige vejr. Jeg hørte senere, at nogen havde taget bussen til Portugal og gået Camino Portugues i stedet, fordi vejret her var bedre (og ruten iøvrigt væsentlig lettere).
Jeg var 33 dage om at gå de ca 1.000 km fra Sevilla til Santiago, hvor af de første 600-700 er uden store op og nedstigninger, mens det efter Samora går rigtig meget op og ned, men her er de fleste pilgrimme jo kommet i fin form. Jeg brugte Rother Wanderführer som guide, og det var jeg rigtig godt tjent med - ikke mindst på grund af de gode geografiske kort, som jeg brugte flittigt de steder, hvor stien var oversvømmet og derfor ikke farbar, hvilket gjorde det nødvendigt at finde alternativer og desværre ofte længere vej af asfalt.