torsdag den 30. marts 2017

Hvornår svinger røgelseskaret ?

Mange pilgrimme, der kommer til Santiago, ser frem til en pilgrimsmesse, hvor det store røgelseskar El Botafumeiro svinger. Men det gør den ikke hver dag.
Hvornår svinger røgelseskaret under messerne i Katedralen, lyder spørgsmålet. Og svaret er: Ikke hver dag, men på bestemte helligdage eller når nogen vil betale for det. El Botafumeiro, der betyder noget i retning af kæmpegryde/kæmpestegepande er en af ​​de mest berømte og populære symboler i katedralen i Santiago de Compostela. Det store røgelseskar bevæger sig fra den centrale kuppel af katedralen, hvor det hænger i et sindrit system af trisser. Karet bliver sat i svingninger, så det nærmest flyver afsted på tværs af højalteret mod de to store sidefløje i kirken. Der skal otte mand til at styre røgelseskaret, der vejer vejer 53 kg. og måler 1,50 meter; og svinger i en kæmpe bue med en højde på 20 meter. Det koster arbejdsløn til de otte røgselskar-styrere, og det er i år besluttet, at der ikke automatisk er gang i el Botafumeiro hver fredag aften under pilgrimsmessen. Karet svinger i forvejen ikke længere under selve eukaristien, men efter messen lige før bortsendelsen for at undgå de tumultagtige scener, der kan opstå midt under messen, når pilgrimme og turister kaster sig frem for at få det bedste foto.
De mange turister gør, at flere rejsebureauer i dag betaler for at få el Botafumeiro sat i sving, men det er altså ikke til på forhånd at vide, hvornår den svinger. Det sker dog på kirkens regning på særlige kristne festdage i Katedralen. Du kan også selv betale for det. Jeg kender ikke den nøjagtige pris. Men spørg i Katedralen. Jeg mener, at det er omkring 300 euro.
Her de helligdage i løbet af året, hvor el Botafumeiro med garanti svinger:
Helligtrekonger, den 6. januar.
Påskedag
Kristi himmelfart
Apostlen-Clavijos festdag, den 23. maj
Pinsedag
Apostlen Jakobs/Santiagos festdag, den 25. juli
Maria optagelse i himlem, den 15. august
Alle Helgen, den 1. november.
Krist kongens festdag, der altid falder på en søndag.
Maria undfangelse, den 8. december
Juledag, den 25. december
Sankt Jakobs ankomstdag til Santiago, den 30. december.