mandag den 27. marts 2017

Herberget i Orison i Pyrenæerne

Napoleonsruten åbner nu på lørdag. Det er stadig en god ide at bide den første etape fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles over i to.
Her 1. april åbner pilgrimsstien af Napoleonsruten/via Col Leopoder på Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port igen, når vejret tillader det. Ruten har været lukket hele vinteren på grund af alt for mange farlige situationer i tidligere vintre, hvor pilgrimme har måttet hentes ned fra bjergene af snekørertøjer, helikopetere eller i nogle tilfælde af redningsmandskab til fods. Det er - som ofte skrevet her på siden - en meget smuk rute over bjergene, men også for mange pilgrimme temmelig anstrengende - ikke mindst fordi det for mange er første etape, da det stadig er almindeligt at begynde pilgrimsvandringen mod Santiago i Saint Jean Pied de Port. Derfor - som tidligere - anbefaler jeg stadig; uanset om vejret er i top; pilgrimmene til at overnatte i Orisson, et herberg, der blev bygget for ca 15 år siden for at gøre det lettere at passerer Pyrenæerne. Herberget er privat, og de som ejer det, lever af det. Det koster her i den kommende sæson 36 euro for en seng på en sovesal med aftensmad og morgenmad inkluderet. Man kan bestille plads i forvejen via denne hjemmeside http://www.refuge-orisson.com/en/ . Værterne taler fransk, spansk, engelsk og baskisk - hvilket gør det lettere for danske pilgrimme, (der i øvrigt ikke skal regne med mange engelsktalende værter undervejs).
Fremgangsmåden er enkel; send en mail med ønske om reservation og betal forud ( det kræves) via Paypal . Hvor der kommer et mindre ekstragebyr på. Herberget er altså en del over gennemsnittet for priserne langs resten af ruten på Camino Frances, men efter undertegnedes mening en god investering. Forudbetalingen kan dog give et problem, hvis stien op af bjerget lukkes på grund af dårlig vejr - og det sker altså.
Det betyder, at man skal vente en dag med at gå over via Leopoeder eller gå af alternativruten over Valcarslos. Hvad der i givet fald sker med de indbetalte penge, ved jeg ikke.
Endnu en ide. det tager "kun" ca 2½ til 3½ time at gå fra Saint Jean Pied de Port til Orisson. Og ventetiden ved bjerget Orisson kan føles lang, hvis man kommer tidligt derop. Der er en bar på herberget med - efter spansk/franske forhold - ikke helt lave priser. Derfor følgende forslag: Lav en rejserute, så du ankommer til Saint Jean Pied de Port før 12.00, gå på pilgrimskontoret inden middagslukningen, få dit stempel i pilgrimspasset eller køb et pas; få et lille (gratis) kort med ruten over Pyrenæerne; få en opdateret herbergsliste for hele Camino Frances med kilometerangivelser, samt et lille kort med alle højdekurverne undervejs. Det sidste er vældig nyttigt, når dagens rute skal planlægges. Og papirerne/kortet vejer kun tilsammen nogle få gram. Alt dette tager kun nogle få minutter, hvorefter at der er rigelig tid til at se byen, besøge pilgrimskirken, spise frokost eller købe lidt i supermarkedet, og derefter i ro og mag begynde opstigningen til Orisson, så du/I ankommer sidst på eftermiddagen. Husk rigelig med vand. Turen derop giver meget sved på panden.
Her to pilgrimme umiddelbart før herberget ved Col Orisson.