onsdag den 11. november 2015

Kan kvinder gå Caminoen alene 2 ?

Diskussionerne på nettet om sikkerhed - især kvinders - på pilgrimsstierne fortsætter. Pas på med at gå alene lyder en af mange advarsler !
Mordet i april i år på en 41 årig amerikansk pilgrim er stadig omdrejningspunktet for mange diskussioner på nettet på flere forskellige sprog. En foreslår GPS med alarmknap, en hel del advarer kvinder mod at gå alene, og andre igen bebrejder spansk politi for manglende sikkerhed.
Jeg skrev i juni i år et meget lille indlæg: Kan kvinder gå Caminoen alene ?. Jeg kan se , at dette indlæg er læst rigtig mange gange. Derfor fik jeg lyst til at uddybe mine synspunkter, nu hvor morderen er fanget, og vi har hans egen forklaring på, hvorfor han slog pilgrimmen ihjel.
Denne hjemmesides redaktør er af hankøn og derfor på sin vis delvis diskvalifiseret til at tage del i kvindelige pilgrimmmes frygt efter mordet i april. Men - hvis ellers morderens forklaring i retten står til troende - ligger det fast, at der var tale om rovmord. Morderen forsøgte at få pilgrimmens penge, da hun gjorde modstand, slog han hende med en sten, hvilket førte til hendes død.
Til alle der går på Caminoen. Der dør pilgrimme hvert evig eneste år. De seneste 25 år er 131 (så vidt det vides) pilgrimme døde på vej til Santiago. De fleste af hjertestop, blodpropper eller lignende. Andre i trafikulykker, nogle i dårligt vejr i bjergene og en eneste, nemlig i april i år, som følge af en forbrydelse.
I de samme 25 år har næsten 3 millioner pilgrimme gået til Santiago. Vi taler altså om et mord ud af næsten 3 millioner pilgrimme. Min påstand vil være, at det i dag er farligere at gå i skole i USA eller vove sig ud i nattelivet i København end at gå pilgrimsvandring til Santiago. Det betyder ikke, at der ikke er en risiko ved at gå til Santiago. Der er en risiko - også for eventuelt tyveri eller røveri, som nogle pilgrimme i 2012 blev udsat for på Via de la PLata uden for Sevilla (Her blev gerningsmændene pågrebet).
Jeg har gået efterhånden over 10.000 kilometer på diverse pilgrimeruter i Spanien, Portugal, Frankrig, Østrig, Tyskland og Italien. Jo, jeg har et par enkelte gange følt mig utryg undervejs - flest gange på grund af aggressive hunde, enkelte gange fordi personer, jeg mødte undervejs, optrådte "mistænkeligt". Men når jeg har truffet "mistænkelige personer" har jeg aldrig fået opklaret, om det kun foregik i min egen hjerne, eller om der var grund til at være særlig påpasselig. Dermed sagt, at jeg aldrig har været udsat for hverken direkte trusler, røveriforsøg eller tyveri. Jeg har ofte gået alene eller to sammen, nemlig min hustru og jeg selv.
Det er selvfølgelig ingen garanti for, at andre ikke har oplevet noget ubehageligt på en pilgrimsrute, eller at det ikke kan ske. Men min påstand vil være, at risikoen på en gade eller en park i København er større end på Caminoen. Og vælger man at gå på den franske rute, hvor mordet i april i øvrigt fandt sted, vil man opleve, at det er meget sjældent, at man ikke ser pilgrimme så langt øjet rækker - både fremmad og tilbage på stien.
Opdatering jan. 2017: Efter et ubehageligt overfald på en kvindelig pilgrim, hvor overfaldsmanden - heldigvis - blev jaget på flugt, har jeg opdateret "Kan kvinder gå Caminoen alene" nok en gang den 27. januar 2017.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar