onsdag den 15. april 2015

Nu tager jeg på pilgrimstur

Jeg har tidligere skrevet om selve turen Arles - Puente la Reina. Her lidt om økonomien.
I dag sker det.Om nogle få timer flyver jeg med SAS til Geneve, og fortsætter med TGV-tog til Arles. I aften sidder jeg og funderer over livet i katedralen i Arles, får mit pilgrimspas og første stempel, inden jeg i morgen tidlig begynder at gå mod Saint Gilles. Første dag regner jeg ikke med at gå mere end 22 km, men jeg har ikke bestilt overnatning, så intet er afgjort hjemmefra.
Jeg ved dog, at jeg skal være i Pamplona i Spanien senest den 21. maj kl. 8.40 om morgenen, hvor jeg skal nå en bus til Madrid Lufthavn og derfra om eftermiddagen med flyskift i Berlin og videre til København med Air Berlin. Og jeg regner med at ligge i min egen seng efter 37 dage inden midnat.
Jeg har netop købt busbilletten fra Pamplona, og jeg kan derfor oplyse, at mine samlede rejseudgifter København - Geneve, Geneve -Arles (på udturen), og Pamplona - Madrid Lufthavn, Madrid  - Berlin og Berlin - København (hjem igen) bliver ialt 1.461 kr. og 50 øre. Jeg har sat de daglige udgifter undervejs til ca 50 Euro. Det samme, som jeg budgetterede med i fjor, hvor jeg gik fra Le Puy og til Pamplona i Spanien. I fjor endte jeg med et forbrug på næsten 45 Euro i gennemsnit pr. dag.
Holder budgettet på 50 Euro om dagen, bliver de samlede udgifter til 35 dages pilgrimsgang og to dages transport inklusive alt: 15.337 kr. Det vil undre mig, hvis jeg ikke holder den samlede pris for det hele på under 15.000 kr.
Jeg har ikke medregnet nyinsvesteringer til regnbukser, støvler m.m. Det kommer oveni.
Hvis du vil læse mere om denne blogredaktørs forårs-jakobsvejs-vandring fra Arles i Frankrig til Puente la Reina i Spanien ( ialt ca 950 km) , har jeg skrevet lidt længere indlæg om turen her på bloggen henholdsvis, den 6. marts og den 7. april.
Jeg vil undervejs forsøge at holde lidt liv i www.jakobsvejen.dk, men der gives ingen garantier.
Buen Camino til jer, der skal ud at gå her i foråret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar