mandag den 30. marts 2015

Det er nu muligt at gå fra middelhavet til Santiago - ialt ca 1175 km.

Via de la Plata kan forlænges med Via Augusta, så turen starter ved havet i Cadiz ikke så langt fra Gibraltar.
Tallet for pilgrimme, der vælger at gå Via de la Plata, er i modsætning til de øvrige jakobsveje i Spanien ikke vokset eksplosivt de seneste fire år, hvor der har gået mellem 8.000 og 9.000 hvert år - i fjor faldt tallet en smule.  Men antallet er rigeligt til at skabe rigtigt pilgrimsliv.  Da jeg gik turen i foråret 2012 oplevede jeg end dog dage, hvor herbergerne blev helt fyldte.
Men nu slår nogle af de spanske pilgrimsforeninger til lyd for, at pilgrimmene kan starte turen i Cadiz af Via Augusta - nok en gammel romersk landevej, og passerer byerne Puerto Real, Jerez, El Cuervo, Las Cabezas, Utrera, Alcala de Guadaira inden man går ind i Sevilla, der er den normale start på Via de la Plata, på dansk mere kendt som sølvruten.
Ruten Via de la Plata er på ca 1.000 km, og man skal beregne ca 5 uger til turen, dertil kommer så de yderligere 175 km af Via Augusta, så 6 uger vil de fleste nok skulle bruge på denne pilgrimsfærd. Via de la Plata deler sig ved Zamora, hvor det er muligt at fortsætte den "officielle" vej til Astorga, og derefter følge den franske rute, Camino Frances, til Santiago eller tage turen direkte vest, norvest fra Zamora af Via Sanabres over Orense til Santiago. Længdemæssigt er der ingen forskel.
Via Augusta og Via de la Plata udmærker sig ved det næsten uendelige antal spor af romertid fra før både kristendom, muslimsk, og igen atter det kristent kulturgrundlag blev dominerende i Spanien. Via de la Plata var sammen med Via Augusta den gamle hurtigrute fra nord til syd,og byerne langs er fyldt med med bygninger, viadukter, triumfbuer, rester af poststationer og meget mere fra romertiden.  På flere - også lange strækninger - går pilgrimsvejen direkte på gamle romersk stenbelægning. jævnfør nedenstående billede:

Stien her går i fuldstændig øde landskab, hvor forhistoriske udgravninger ligger som en slags kæmpe ruinby langs siderne. Da jeg gik der, bemærkede jeg dog, at der var lagt an til at lave et stort frilandsmuseum her, hvor billedet er taget, men  jeg har ikke hørt noget om, hvor langt de planer er kommet.
Jeg har ikke selv gået Via Augusta,  - kun Via de la Plata fra Sevilla og hele vejen op til Via Sanabres  og derfra videre til Santiago - men Via Augusta skulle nu være afmærket, ligesom der er etableret overnatning, mest herberger langs hele ruten. Du kan læse mere om dette ekstrastykke på det her link: http://www.caminosantiago.org/cpperegrino/caminos/caminover.asp?CaminoId=49










Ingen kommentarer:

Send en kommentar