fredag den 27. marts 2015

"Annyong" Denne koreanske hilsen høres nu overalt på den franske rute.

Næsten 4.000 sydkoreanere på jakobsvejen i Spanien i 2014 og der bliver formentlig endnu flere i år.
Og herunder mit bud på, hvorfor så mange Sydkoreanere går jakobsvej i  Spanien

Antallet af Sydkoreanere på jakobsvejene har forlængst overhalet antallet af danskere, og der findes i dag flere guider om den franske rute i Spanien på sydkoreansk, hvilket betyder, at man kan møde sydkoreanere på pilgrimsruterne, der kun taler  - meget mangefuldt engelsk - og ellers ikke meget andet end deres modersmål. Her i vinter har Sydkoreanere på flere herberger været i overtal, og et forsigtigt bud kunne være, at der vil være over 5.000 Sydkoreanere, der i år tager turen - mindst fra Saint Jean Pied de Port og til Santiago. Det hele begyndten i 2011, hvor antallet af sydkoreanere pludselig steg eksplosivt.
Men det er ikke alene i Spanien, at man ser sydkoreanske pilgrimme. I foråret i fjor var jeg en aften sammen med en enlig sydkoreanere på Le Puy-ruten, der troligt havde kastet sig ud i eventyret og gik fra Geneve og med Santiago som mål ( ca 2.100 km), selvom hans muligheder for kommunikation med andre pilgrimme var meget begrænset. Herunder et billede af ham ( jeg kan desværre ikke huske hans navn). Han sidder til venstre for vores værtinde, Anna, i et herberg den franske by Moissac. Jeg håber, at han kan ses, selvom billedet er lidt lille her på siden.


Sydkorea var oprindelig et buddhistisk land, men i dag bekender næsten halvdelen af landet sig til ateisme og flertallet af resten til kristendommen. Der er stadig flest protestanter, men den katolske kirke har de seneste næsten 50 år haft meget stor vækst. Den katolske vækst begyndte for alvor i 70erne under den nuværende, demokratisk valgte, præsident Park Geun-hye's far, Park Chung-hye , der som præsident var leder af et militærdiktatur, der slog hårdt ned på alle i oppositionen, der ofte blev betegnet som kommunister. Som jeg personligt så det , ofte fordi unge mennesker ønskede almindelig vestligt demokrati, hvilket var nok til at styret var efter dem. Jeg besøgte selv Sydkorea - på grund af arbejde - i denne periode og fik blandt andet en samtale med den daværende katolske kardinal i landet, Kim Sou-Hwan (02 juli de 1922 - 16 februar 2009), der var stærk modstander af militærdiktaturet, og derfor højt respekteret af mange unge demokratiforkæmpere. I perioden ( 1975 til 1985) var der en strøm af konvertiter til den katolske kirke, og jeg spurgte kardinal Kim om mange af de nye katolikker kom til kirken - ikke på grund af tro, men for at få hans og den katolske kirkes beskyttelse mod diktaturets forfølgelse af demokratiforkæmpere, fordi det var anskeligre for styret at kalde katolikker for kommunister. Han svarede, at han ikke kunne se ind i hjertet på de unge mennesker, men at alle var velkomne i Den katolske Kirke.
Hvis jeg har forstået det ret - ud fra mine godt nok meget sporadiske samtaler med sydkoreaner på jakobsvejen -, er det børnene til de unge mennesker fra 1970erne og 1980ernes bølge af nye kristne katolikker i Sydkorea, der nu går på pilgrimsvandring til Sankt Jakobs grav.
Men et er, at der er mange katolikker i Sydkorea, det er der også andre steder med en lavere pilgrimsrate. I Sydkorea blev pilgrimstrenden - som i Vesteuropa -  for alvor sat i gang af en bog, men det må jeg skrive om en anden gang.