lørdag den 27. august 2016

To britiske pilgrimme forsvundet i Pyrenæerne !

Spanske brandmænd reddede i går to britiske pilgrimme, der var forsvundet mellem Saint Jean Pied de Port og Roncesvalles. Pilgrimmene var væk i næsten 5 døgn.
Pyrenæerne har her sent august været ved at koste to britiske pilgrimme livet, skriver det spanske nyhedsmedie ABC.ES. Britterne for vild i bjergene mellem Saint Jean Pied de Port og Roncesvalles og blev først fundet af spanske brandmænd fra Navarra efter næsten fem døgn. De forklarede efterfølgende, at de havde overlevet ved at drikke vand fra diverse vandhuler i bjergene. Heldigvis er de nu tilbage i "civilisationen". Nyhedsmediet ABC oplyser ikke noget om, hvorvidt pilgrimmene vil fortsætte turen - kun at man har taget sig af dem i klostret/refugiet i Roncesvalles.
Jeg har personligt passeret Pyrenæerne ved Saint Jean Pied de Port/Roncesvalles af Napoleonsruten 4 gange og Valcarlosruten 1 gang, samt taget turen over ved Somportpasset en gang. Jeg har aldrig haft problemer med at finde vej. Jeg kender ikke vejret på det tidspunkt, de to brittiske pilgrimme gik over, men jeg ved selvfølgelig, at man ikke skal gå over passene i snestorm eller stærk tåge. Jeg har en gang passeret Leopoder (Napoleonsruten) i så stærkt et blæsevejr/storm, at jeg mener, at ruten skulle være lukket. Men det fik mig ikke til at vende om - jeg fortsatte og kom sikkert over, hvad ikke alle pilgrimme gjorde, idet flere kom lettere til skade i stormen, mens en enkelt brækkede et kraveben.
For år tilbage (i 2006) erindrer jeg en tur over napoleonsruten, hvor jeg overnattede et stykke oppe af etapen i Pyrenæerne i Orisson. To danske kvindelige pilgrimme dukkede op i mørket ved 21,30 - 22 tiden om aftenen. Det var let regnvejr, og sigtbarheden var hverken rigtig god eller direkte dårlig. De havde forladt Orisson om morgenen, var faret vild og besluttede på et tidspunkt, da de blev godt nervøse, at gå baglæns. Og de fandt altså frem i sikkert ly. Siden 2006 er stien blevet langt bedre afmærket, og der er telefondækning hele vejen med mulighed for at kalde nødhjælp, ligesom der findes to stenhuse - ikke behagelige, men sikre tilflugtssteder på vejen mod det højeste punkt Leopoder. Så pt. har jeg lidt svært ved at vide, hvad der er gået galt, når jeg på nettet læser historier som ovenstående.
Mit råd til alle pilgrimme, der skal afsted, er stadig det samme.
1) Undersøg vejret, før du går over Pyrenæerne. Er vejret dårligt eller usikkert, så udsæt turen eller tag den mere sikre Valcarlos-rute.
2)Følges med andre pilgrimme, hvis du er det mindste i tvivl - der er altid nogen, der skal samme vej.
3)Og selvom det ikke lyder af meget, så skær de første 600 - 800 meters opstigning af ved at overnatte første nat i Orisson ( og hvis her er optaget) eller i Hunto.
Her et billede fra Nepoleonsruten i smukt vejr, taget af undertegnede i 2011. Har du spørgsmål til turen over Pyrenæerne, så er du velkommen til at stille dit spørgsmål på jakobsvejen@gmail.com.
Og iøvrigt mener jeg stadig, at turen over Leopoderer en ualmindelig smuk tur, som jeg gerne vil gå igen

I øvrigt var Napoleonsruten over Leopoder lukket vinteren 2015/16 fra ultimo oktober til april. Det bliver den formentlig igen i år for at undgå, at pilgrimme kommer galt af sted og skal hentes ned med snescooter og/eller helikopter.