onsdag den 17. august 2016

Lille franciskaner herberg i Santiago er åbent

I følge tyske kilder skulle det lille kristne herberg bag San Francisco-kirken igen være åbent.
Hvis du går forbi San Francisco kirken i Santiago og følger muren kommer du til et af Santiagos meget oprindelige pilgrimsherberger. Herberget ligger i forbindelse med franciskanerklostret og har været lukket et par år på grund af restaureringer i klostret. Herberget gør ikke meget væsen af sig selv og er mest kendt af pilgrimme gennem mund til mund metoden. En del tyske pilgrimme har tidligere brugt herberget, der ikke lægger skjul på sin kristne identitet. (Herunder et billede fra indgangen til herberget).
Frans af Assisi gik til Santiago i 1213/14 og blev ifølge traditionen modtaget af en lokalfamilie, Cotolai i dennes hjem Monte Pedroso. Familien gav Frans en grund, hvor der kunne bygges et kloster. Da Frans ikke havde nogen penge, viste en benediktinermunk ham en skat i San Payo del Monte, som han - i bytte for en kurv fisk - kunne få at bygge klostret for. Uanset om historien er sand eller ej, blev der i hvert fald bygget et franscikanerkloster på stedet, som senere gik til for igen at blive bygget op igen en gang i 1700-tallet. Dette kloster står endnu, og det er her det lille pilgrimsherberg ligger. Klostret har modtaget Santiago-pilgrimme i flere hundrede år. Du kan læse mere om herberget på denne hjemmeside (men kun på spansk): http://www.alberguesanfrancisco.org/
Opdateret: Denne nyhed holder ikke længere. Herberget er nu lukket for pilgrimme og omdannet til herberg for hjemløse. Læs mere under, søndag den 16. oktober 2016.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar