torsdag den 1. august 2019

Realistisk tidsplan for Caminoen ?

Det er induviduelt for hver pilgrim, hvor lang tid det tager at tage turen fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. Men afkort hellere turen end at løbe for at nå det.
Jeg skal gå Caminoen (camino Frances) for første gang, men har kun 4 uger til rådighed i det hele med transport fra Danmark og retur. Jeg skal gå fra medie april næste år (2020). Kan jeg tage hele turen fra Saint Jean Pied de Port eller skal jeg afkorte ruten ?, lyder spørgsmålet fra en pilgrim; som ikke længere er helt ung; som selv skal bærer sin rygsæk, og som er i rimelig god form. Spørgeren regner med at gå 20-25 km om dagen.
Det er ikke nogen hemmelighed for læsere af www.jakobsvejen.dk, at undertegnede mener, at Camino Frances er langt det bedste valg for førstegangspilgrimme. 3-4 uger på vandring med rygsæk er ikke en weekendtur, men en helt anden fysisk udfordring end vanlig for langt de fleste. Camino Frances har langt kortere mellem overnatningsmulighederne end nogen af de andre ruter, så man selv kan vælge længden af dagsetapen fra dag til dag. Så valget af Camino Frances til en førstetur, er en god begyndelse.
Dernæst synes jeg, at det er langt bedre at starte senere på ruten end at skære et stykke af med bus, taxa eller tog midtvejs på Caminoen. Det giver et afbræk rent mentalt, som jeg har på fornemmelse - efter snak med mange pilgrimme - tager noget af den "frie ustressede vandring", som var det egentlige mål med pilgrimsturen.
Så jo mit forslag er helt klart, begynd turen i Logrono eller Burgos - alt efter hvor meget du tror, at du kan klare. Gå eventuelt ind og se på mulighederne på den spanske hjemmeside https://www.gronze.com/, der har en glimrende oversigt af Camino Frances med etapeforslag, kilometer, højdekurver, overnatningsmuligheder m.m.
Jeg har dog følgende erfaringer, som måske ikke alle er enige i:
1) Modne - ikke helt unge pilgrimme - går tit "langt fornuftigere". Jeg har set mange pilgrimme i tyverne, der får skader, fordi de "overanstreger" sig de første dage, får våde tæer/fødder på grund af forkert udstyr (regntøj/sko), ligesom mange yngre slås med vabler.
2) Når du skal gå i april, skal du regne med lumsk vejr. Der kan let være flere dage med heldagsregn, og (i Pyrenæerne) endda sne, som ikke bare gør det svært at gå, men som også gør det mere end svært at holde fødderne tørrer.
3) Mange pilgrimme (jeg har selv samme tendens)begynder efter nogle dage, hvor formen bare bliver bedre og bedre at gå længere pr. dag end tænkt hjemmefra. Men det er - efter min vurdering - bedre at have dage i overskud end underskud. På min seneste vandring fra Le Puy en Velai til Lourdes (Frankrig)kom jeg for første gang på en caminovandring til at mangle en dag. En uge med rigtig megen regn gav lidt kortere dage end tiltænkt. Og jeg havde det ikke særlig godt med sidst på turen at snuppe en etape ved hjælp af tog. Det tog en hel del af fornøjelsen, selvom turen alt i alt var en stor oplevelse.
4) Får du dage til overs på Camino Frances er der flere muligheder. Er du første gang i Santiago de Compostela, kan der bruges mindst to dage der. Dernæst er der mulighed for at fortsætte til Fisterra enten til fods ( 3 dage plus en 4. til returbussen til Santiago) eller med bus frem og tilbage med en nat i Fisterra. Andre fortsætter yderligere mod Muxia.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar