mandag den 5. august 2019

Forsvinder de store herberg fra Caminoen ?

Selvom pilgrimmene i dag i højere grad efterspørger mindre soverum og egne værelser, er pilgrimsånden på Camino Frances på vej tilbage efter år med "turismepilgrimme", siger formanden for de private herberg på Camino Frances, Enrique Valentín, der ikke deler opfattelsen af "pilgrimskrise" på Camino Frances.
Uendelige rækker af køjer med soveposer kan snart være en sjældenhed på Camino Frances mellem Saint Jean Pied de Port og Santiago, spår formanden for den private herbergsorganisation, la Red de Albergues del Camino de Santiago, Enrique Valentín i et interview med den spanske pilgrimsjournalist, Antón Pombo på pilgrimshjemmesiden https://www.gronze.com/.
Enrique Valentín har været med på Camino Frances i over 20 år. Han har selv herberget Albergue San Saturnino, der ligger i Ventosa knapt 20 km efter Logrono på en lille bakketop, der faktisk er en lille omvej fra Caminoen. For 18 år siden, da interessen for pilgrimsvandring i Spanien, nærmest eksploderede gik han sammen med 8 andre "iværksættere" på pilgrimstien og dannede en lille forening af herbergsejere på Camino Frances, i dag er de 81. Enrique Valentín er stadig formand, men fortæller, at mange af dem, der åbnede herberg for omkring 20 år siden nu er begyndt at takke af for at blive afløst af en ny generation, ligesom pilgrimmene i dag efterspørger andet end en seng at sove i, et fælles bad og en tøjsnor. Den nye generation af pilgrimme ønsker mere komfort og mindre sovesale, ligesom den nye generation af herbergsbestyrere/ejere i de bare lidt større byer ligeså gerne lejer en seng ud til en musikfestival som til pilgrimme. Den første "idealisme" er ved at ændre sig til mere dagligdag, og "historiske" pilgrimsvært-ikoner, som Tomás de Manjarín (ved Jernkorset) og familien el Jato i Villafranca del Bierzo eller Carmen Pugliese i Torres del Río kender kun få pilgrimme, og deres herberg med den specielle "Caminoånd" kendes ikke af alle pilgrimme. På trods af det vil Enrique Valentín ikke tale om "Camino Frances-krise", som han synes, at nogen - specielt pilgrimsvenner i Galicien gør.
Min opfattelse er, at efter nogle år, hvor pilgrimvandring måske var mere turisme, er der igen mere pilgrimsånd, mener Enrique Valentín, der slutter interviewet med følgende konklusion om "Pilgrimsånden".
Generelt vil jeg sige, at antallet af pilgrimme på Camino Franceser er stagneret - stort set samme antal hvert år, og hvad angår deres holdningen til pilgrimsvandring, synes jeg, at den "rigtige pilgrimtilgang" er stigende. Vi mærker, at de opfører sig bedre overfor hinanden og os, som de gjorde for år tilbage, de snakker indbyrdes mere med hinanden i en ånd af kammerateri, de er ikke på nettet/telefonen "hele tiden", de laver igen som tidligere fælles aftensmad, fordi de, der kom til Caminoen for ren turisme, nu går på Camino del Norte eller på Camino Portugues. "Turistpilgrimmene" vil til havet og strandene. De, der i dag vælger Camino Frances, er igen "rigtige" pilgrimme , heldigvis. Derfor synes jeg fremtiden for Camino Frances og pilgrimsideen ser lys ud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar