torsdag den 23. juni 2016

Camino Ignatius til Barcelona

Tysk pilgrimspar arbejder på at gøre pilgrimsruten opkaldt efter Jesuiternes grundlægger mere populær.
Camino Ignatius eller Camino Ignaciano, som den rettelig kaldes, går fra Loyola syd for Bilbao til Manresa nær Barcelona. Pilgrimsruten er på ca 650 km og opdelt i 28 etaper - altså kun ca 23 km i gennemsnit.
Ignatius er fra reformationstiden (1491 til 1556) og kendt som grundlægeren af Jesuitterordenen, der ikke bare spillede en stor rolle i den katolske kirkes modreformation efter at Luther og Calvin havde lavet oplæg til nye kirker (kirkesplittelsen), men ordenen blev senere kendt som stor modstander af slaveriet, jesuitterne stod bag kampen for social refærdighed i store dele af Sydamerika i 1960erne og 70erne, og i dag sidder der for første gang i Den katolske Kirkes historie en jesuit på Pavestolen i Rom, nemlig Pave Frans (Jorge Mario Bergoglio), der selv har sydamerikansk baggrund.
Pilgrimsruten går fra Ignatius fødeby Loyola i Baskerlandet til Sankt Ignatius grotte i Manresa, hvor han tilbragte en længere tid (1522-23) efter at have gået på pilgrimsfærd til bjerget Montserrat, der - også i dag - er et kendt Mariavalfartssted.
Ruten på 650 km går gennem følgende byer/områder: Loyola/Azkoita, Arantzazu – Navarrete – Logrono - Zaragoza - Lleida - Igualada – Kloster Montserrat – Manresa.Den krydser/følges med Camino Frances omkring Navarette- Logrono.
Det er et erfarent tysk pilgrimspar bag hjemmesiden Pilger auf den Spuren , der nu slår til lyd for denne - forholdsvis - nyetablerede pilgrimsrute, og eventuelt interesserede kan læse mere om ruten, overnatningsmuligheder m.m. på denne tyske hjemmeside: http://www.jakobspilger-westwaerts.de/andere-pilgerwege/der-ignatiusweg-camino-ignaciano/
Du kan endvidere læse en mere detaljeret - og ikke helt ny - pilgrimsberetning (ligeledes på tysk) på denne hjemmeside: http://www.zeit.de/2013/20/spanien-pilgerweg-ignatius-von-loyola