mandag den 9. maj 2016

Nu kan du også gå "Camino" til lufthavnen

Ny "Camino" i Santiago de Compostela til de Jakobspilgrimme, der bare ikke kan holde op med at gå.
Da den nuværende lufthavn udenfor Santiago blev udvidet om omlagt for snart ti år siden, var flere pilgrimsforeninger imod projektet. udvidelsen og omlægningen betød nemlig, at den tidligere pilgrimssti/Camino til Santiago skulle lægges om, fordi flyene bogstaveligt skulle lande, hvor pilgrimmene tidligere gik. Så sidste etape før Monte Gozo blev forlænget med 3-4 kilometer i en bue rundt om den nye lufthavn. Til gengæld blev der anlagt en bred sti med skyggefulde træer langs siden.
Santiago lufthavn har nu over 2 millioner passagerer årligt og en pæn procentdel af dem er pilgrimme, der efter endt pilgrimstur tager fly til hjemlandet igen. Nu har bystyret i Santiago i samarbejde med lufthavnen fundet ud af, at pilgrimmene skal have mulighed for at gå de ti kilometer mellem lufthavnen og Santiago, således at en særlig "pilgrimssti" til lufthavnen forbindes med Camino Frances.
Stien er anlagt, så både de turister der flyver til Santiago og ønsker at gå ind til byen, som pilgrimme, får en mulighed for at prøve det, ligesom de pilgrimme der stadig har "abstinenser" efter uger med rygsækken på, kan tage den sidste tur ud af byen af en vandresti, før den moderne tids transportmiddel bringer pilgrimmene hjem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar