fredag den 13. maj 2016

Antallet af pilgrimme stagneret i foråret

I april i år kom der færre pilgrimme til Santiago end i fjor, og det er spaniere, der ikke er taget på pilgrimvandring i det unormalt våde forår.
Mens flere ikke-spanske pilgrimme end i tidligere forår kæmpede sig igennem sneen i Pyrenæerne og de kraftige regnbyer i hele Nordspanien i stort set hele april, er spanierne i større tal blevet hjemme fra Caminoen i de seneste uger. Ialt kom der 15.103 pilgrimme til Santiago i april, og pt. ligger tallet her i maj på ca 1.000 om dagen. I april i fjor kom der over 17.000 pilgrimme ind.
Om vejret i april med kraftige regnbyer i ugevis og sne i bjergene har spillet ind, kan man gætte om, men der er kun gået 5.136 spaniere til Santiago i april i år mod 8.728 i 2015 - altså et rimeligt stort fald. Antallet af ikke-spanske pilgrimme er steget i forhold til i fjor. I april i år blev det til 9.967 mod 8.994 - altså en stigning på næsten 11 %. Der er meget små forskydninger i fordelingen af valget af ruter. Camino Frances er fortsat mest populær med Camino Portugues på en anden plads.
Caminoen har også flere steder været oversvømmet af vand i april og begyndelsen af maj - flere stier var næsten små bække, og selv da vejret her i begyndelsen af maj skiftede med høj sol og op mod 30 grader flere dage, var der stadig vand tilbage på mange af stierne.
I går torsdag, den 12. maj kom der 905 pilgrimme ind.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar