onsdag den 22. august 2018

Camino - planlægning

Camino del Salvador og Camino Primitivo gås af en hel del pilgrimme i et stræk - ialt ca 470 km, men med en sværhedsgrad over gennemsnittet.
I disse dage er undertegnede begyndt at planlægge efterårets pilgrimsvandring, og det bliver igen i Spanien - en blanding af noget nyt og noget kendt. Jeg vil med start her i slut september forsøge mig med Camino del Salvador (Leon - Oviedo godt 120 km), og jeg fortsætter derefter af Camino Primitivo (Oviedo - Santiago) med en variant over klostret ved Sobrado dos Monxes (ialt ca 355 km). Begge ruter er bjergruter med flere muligheder for at gå højt eller lidt lavere. Hvis knæene holder er det min agt at gå af de traditionelle, men højtliggende stier - altså bjergruter med rimelig stor sværhedsgrad. Jeg har gået Camino Primitivo før (oktober 2016), men ikke Salvador (frelserruten), så det er en blanding af nyt og kendt. Og jeg burde vide, hvad jeg går ind til.
Jeg blev for nylig af en førstegangspilgrim, der skulle ud på Camino Frances, spurgt: Hvordan forbereder du dig på en Camino?. Dette er et forsøg på et svar med efterårets pilgrimsvandring som eksempel.
1) Jeg køber flybilletter i forholdsvis god tid ( 3 - 4 måneder før), så er dagene (pilgrimsfærden) sat ind i min kalender, og jeg kan tage højde for, hvornår jeg skal af sted, når møder, arbejde og socialt samvær med familie og venner skal planlægges. Jeg tæller de dage, som jeg tror, at jeg skal bruge. Er ruten lang, lægger jeg en dag til. Det gør jeg IKKE denne gang, hvor jeg har afsat 5 dage til Salvador og 14 dage til Primitivo. Det giver ialt 21 dage, 19 dage på stien (25 km i snit pr. dag) og 2 rejsedage. Skulle jeg mangle en dag, kan jeg fire dage før Santiago vælge en kortere rute uden om klostret i Sobrado dos Monxes. Jeg har til denne tur købt en "rundrejse-billet" hos det spanske luftfartselskab Iberia, der flyver mig fra København til Leon via flyskift i Barcelona, og hjem igen fra Santiago med med et flyskift i Madrid. Ud og hjemtransport tager en dag hver vej, hvilket betyder, at jeg kan starte med at gå dagen efter ankomsten til Leon, og at jeg først behøver at være i Santiago dagen før, flyet går den anden vej. Pris for al flytransport: 2.367 kr. inkl. transport af rygsæk. Jeg har både vandrestok og lommekniv med, så min rygsæk bliver altid indskrevet som bagage. Jeg kan se - bl.a. i lufthavne, at mange yngre pilgrimme tager deres rygsække med op i flyet.
2) Jeg har bestilt Rother Wanderführer, Camino Primitivo via nettet, og den skulle være undervejs: Pris med forsendelse: 25,90 Euro. Det kan gøres til under 10 Euro, hvis man alene ønsker en app med guiden. Jeg foretrækker dog at have en bog i hånden. Jeg har ikke nogen guide for Camino del Salvador, og må her nøjes med www.gronze.com, hvilket ikke helt bekommer mig vel. Men så er problemet heller ikke større. Jeg vil ved ankomsten til Leon, dagen før jeg begynder pilgrimsfærden, se om jeg kan finde en guide eller andet trykt materiale i Leon.
3) Jeg har bestilt overnatning 1.nat i Leon i forvejen, samt en nat i Santiago, hvor jeg altid bor på den samme lille pension med få værelser. Ingen anden overnatning er bestilt. Og selvom jeg i mit hoved har lavet en meget løs skitse over antallet af overnatninger, og hvor de eventuelt kunne blive, ved jeg af erfaring, at den slags planer ikke holder. Da jeg i foråret gik Camino Frances (800 km på 29 dage), som jeg burde kende godt, kom jeg på et tidspunkt til at "løbe alt forstærkt" og jeg satte derfor bevidst farten ned, og overnattede sidste nat før Santiago på Monte do Gozo knapt 5 km før Katedralen.
4) Mindst 5 uger før flyafgang begynder jeg langt mere bevidst at træne ved at gå 10 til 15 km hver dag. Det sker - af praktiske grunde - af det bliver færre kilometer, men ikke to dage i træk. Jeg kan godt dele kilometrene, så jeg tidlig morgen i forbindelse med et ærinde, 2 km hjemmefra, går frem og tilbage, for senere på dagen at tage 10-12 km som desideret træning. Bliver jeg inviteret ud om aftenen, kan jeg godt finde på at gå til arrangementet - også hvis det er langt væk.
5) Støvlerne er vigtige, men lidt let for mig denne gang. Et par støvler holder normalt til 1.000 til 1.200 km på pilgrimsstierne, før de skal skiftes. Jeg har et par stående som "kun" har gået ca 650 km. De får en sidste tur. Men skal jeg bruge nye støvler skal de prøves på 3-5 lange dage inden afgang. Jeg har engang kasseret et par støvler, som gav mig problemer med en lilletå under træning. Forkerte støvler kan ødelægge en pilgrimstur.
6) Pakning og indkøb af udstyr. Jeg har købt ny rygsæk igen - magen til den gamle - der var lidt slidt- men i en lidt anden farve, fordi den var billig. Ellers bliver det genbrug af alt fra forårsturen. Så her er det rimelig let for mig. Førstegangspilgrimme anbefaler jeg altid at gennemgå diverse pilgrimmes pakkelister på nettet, der kan give dem selv gode ideer. Alle ved, at det er vigtigt at minimere rygsækkens vægt så meget som muligt.
7) Økonomi: Flybilletterne er omtalt ovenfor. Jeg beregner et døgnforbrug på 30 Euro og lægger en reserve oveni bl.a. til lufthavnsbusser, en eventuel hotelovernatning eller andet undervejs.
Pris for 21 dage og hele pilgrimsfærden på ca 470 km er budgetteret til ca 7.500 kr. (inklusive reserve og al transport). Nu må jeg se, om det holder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar