fredag den 18. september 2015

Pilgrimstræf i Hillerød 8. oktober

En lille flok garvede pilgrimme inviterer alle interesserede til pilgrimstræf i Sankt Vilhelms Kirke, Møllestræde 7, Hillerød, under overskriften "Min første Camino"
Vi er en lille flok pilgrimme, der mødtes første gang til pilgrimstræf i Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg i april i år, før nogle af os tog rygsækken på og drog på jakobsveje/caminoer forskellige steder i Europa. Vi forsøger nu med endnu et træf, hvor der vil blive sat fokus på "Min første Camino", så de, som har lyst til at gå, men endnu ikke har prøvet, kan høre, hvad mere erfarne pilgrimme har oplevet. Keld Lauritzen fra menigheden i Sankt Vilhelm i Hillerød, der selv gik sin første Camino i 2014, vil give et kort oplæg om sine forberedelser og erfaring. Der vil selvfølgelig også blive plads til snak om andre Caminoer. Der vil komme pilgrimme, som har cyklet hele vejen fra Danmark til Santiago, ligesom denne hjemmesides redaktør, der kender til stort set alle de mest benyttede caminoruter i både Spanien og Frankrig, også vil være med.
Vi begynder træffet med Pilgrimsmesse i kirken kl. 17.00. Derefter går vi i menighedssalen til lidt let mad med pilgrimsvand, både hvid og rød, hvor der bliver mulighed for almindeligt samvær, samt snak om pilgrimsliv, pilgrimsruter, samt aktuelle oplysninger, om hvor mange andre pilgrimme, man kan forvente, der vil være på de forskellige ruter i den kommende sæson.
Af hensyn til indkøb af lidt mad, pilgrimsvand m.m. vil arrangørerne gerne have tilmeldinger. Det kan ske til denne hjemmesides postkasse på jakobsvejen@gmail.com. Det er vigtigt for arrangørerne at understrege, at alle er velkomne.