søndag den 13. september 2015

Ny stor indsat for at finde forsvundet pilgrim

Det spanske politi har sat 300 mand ind i området omkring landsbyen Castrillo de los Polvazares.
Eftersøgningen af den 41 årige amerikanske pilgrim, Denise Thiem, der ikke er set siden den 5. april i år, er nu genoptaget. Den spanske regering har sat 300 soldater, politi og eksperter ind i eftersøgningen på bjergsiden op mod Rabanal uden for Astorga, hvor Denise Thiem sidst blev set ved påskemessen i byen. Der har ikke været spor efter hende siden, ligesom hun ikke har brugt kreditkort eller andet, der kunne vise, at hun stadig er i live.
Der er ingen meldinger om, hvorfor over 100 brønde, bjergslugter og øde områder nok en gang bliver minitieøst undersøgt med hunde, men den spanske regering har været under stærkt pres fra amerikanske politikere, der ikke mener, at spanierne har gjort nok for at finde den forsvundne pilgrim. Den forsvundne pilgrims familie har hele tiden hævdet, at den 41 årige Denise Thiem har været udsat for en forbrydelse.
Politiet er ikke kommet med nye meldinger i sagen, men i følge spanske medier, skulle der nu være en mistænkt, som sættes i forbindelse med den amerikanske pilgrims forsvinden. En lokal landmand oplyser til medierne, at en ca 40 årig "outsider" flyttede til egnen for få år siden, og at han ofte går ned til Caminoen/pilgrimsstien for at råbe eller på anden måde genere pilgrimmene, ligesom den pågældende skulle have haft kontroverser med naboer.
Borgmesteren i Astorga, Arsenio García Fuentes, oplyser til lokale medier, at han ikke ved mere om eftersøgningen end journalisterne, og at Caminoen må betragtes som helt sikker, idet over 1.000 pilgrimme passerer Astorga dagligt i hele sommerhalvåret uden at der sker noget.
I skrivende stund har der ikke været nogen oplysninger om, at den fornyede eftersøgning har givet resultater.
Og her i midten af september er der stadig rigtig mange pilgrimme på vej til Santiago. I går lørdag kom der 1.538 pilgrimme ind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar