lørdag den 26. september 2015

Når napoleonsruten på caminoen lukker - hvad så ?

Den 1. november lukker de spanske myndigheder pilgrimsruten over Col de Lepoeder - bedre kendt som napoleonsruten.
Denne blog, www.jakobsvejen.dk, har tidligere oplyst om, at den mest benyttede pilgrimsrute over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles/Ronceaux/Rolandspasset - eller slet og ret Orreaga klostret - lukker den 1. november. Men hvad gør jeg så, hvis jeg vil gå Camino Frances i vinterhalvåret, spørger en pilgrim in spe. Svaret er sådan set ret enkelt. Du tager turen over Valcarlos.
Her først et kort som jeg har fundet på nettet, som viser de to pilgrimsveje over Pyrenæerne. Den ene over Valcarlos (som nu er vintervej ) er den nemmeste, men også den, hvor man går mest langs landevej med biler ved siden af.(Det er nu ikke nogen særlig trafikeret vej).
Man skal være opmærksom på, at kortet vender forkert, idet nord (Frankrig) er nederst på kortet og syd (Spanien) øverst - kortet er altså tegnet i gå-retningen. Vejen over toppen - altså den til venstre på kortet - bliver lukket til vinter, fordi redningsmandskab måtte undsætte rigtig mange pilgrimme i den forgangne vinter, som ikke rigtig havde forstået, at turen over Pyrenæerne ikke er en søndagsspadseretur i snestorm, tåge eller andet uvejr. I følge referater fra diverse spanske hjemmesider var det især sydkoreanere og amerikanere, der skulle undsættes. Da de fleste amerikanere går turen efter at have set filmen The Way, som jo netop tager udgangspunkt i en dødsulykke ved Col de Lepoeder, burde det måske ikke ske, men uanset hvordan, så er ruten altså lukket.
Jeg opgiver dernæst en hjemmesideadresse med oplysninger om Saint Jean de Port, som det lokale turstbureau står for, hvor du kan læse alt om pilgrinmsruten (Chemin de Saint Jacques). http://www.saintjeanpieddeport-paysbasque-tourisme.com/fr/article/etape-saint-jean-pied-de-port-roncevaux#.VgYsMBGheUk .
Dernæst adressen på pilgrimskontoret : http://www.aucoeurduchemin.org/spip/
Og her til sidst et billede af en smuk nattehimmel over pilgrimspasset.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar